Den eneste uden jetlag

Vi er endelig i Thailand, og Wow sikke da en god ide det her projekt rundrejse er (As if we tvivlede på det) Flyveturen gik godt, for ikke at sige unaturligt godt.
Jeg overgav mig dagen inden afrejse, og erkendte at nu gider jeg ikke de der flyskræksnerver mere. Børn bliver jo bange, for mig i den tilstand…! Så jeg ringede til lægen og sagde – I må eje noget i jeres kammer der indeholder så stærke medikamenter, at jeg syntes at det der med at flyve er en afslappende oplevelse! (For set i det brede perspektiv så må de have patienter, der har mere seriøse problemer end mig der skal dulmes)
Og hun gav mig 3 stk mirakel piller, jeg blev SÅ afslappet. Måske blev jeg for afslappet? Jeg var ihvertfald så søvnig, og afslappet at jeg glemte Rumle i vognen i parfumeshoppen i lufthavnen. Mikkel – Tina hvor har du gjort af Rumle? – øhh tænke tænke… (meget laaaangsomt) -Nåår ja, ham henter jeg lige.. Godt med en kvik far, der hurtigt opdagede at der manglede en. (Rumle havde heldigvis ikke opdaget at han var glemt, og han sad sødt i vognen og ventede) 

En anden ulempe var at vi skulle vente 4 timer i Oslo, prøv lige at sidde der uden at sove (Jeg skulle jo gemme min dyrebar træthed til flyet) Jeg ikke bare følte mig træt, jeg var mega træt… 
Fordelen var så at jeg var meget afslappet i flyet, hvis jeg ikke sov så sad jeg helt afslappet, og så kedelige film med børnene (det gjorde heller ikke noget de var kedelige)
Da vi landede i Phuket, var det åbenbart en så voldsomt landing, at selv Mikkel som elsker at flyve lige tænkte om flyet knækker midt over?  Han kigger bekymret til mig, som så lå savlende og sov med alle de sovende drengene. (Ja, der er virkeligt svært at være charmerende og dopet på en gang fandt jeg ud af) 
Folk i flyet må have tænkt, at Mikkel virkelig var godt og grundigt under tøflen
Mikkel, Rumle skal have skiftet ble igen, og jeg orker det ikke… 
Jeg kunne jo ikke gå rundt med et skilt hvor der stod – Dopet men ikke junkie! 
Så når mit søvnige hoved, gjorde sig tanker om mine omgivelser, så var jeg egentligt glad for jeg aldrig ser dem igen (måske?) 
Jeg lagde endda øre til Antons fantastiske fantasi – Moar hvad hvis flyet falder ned? Moar der er jo nogen gange fly der styrter..! – Moar prøv at tænk på hvor langt der er ned, hvis flyet går i stykker..! Men der sad jeg som den ansvarlige dopet mor, og svarede uden skælven i stemmen – Bare rolig Anton du kunne ikke være et mere sikkert sted, den slags sker ikke! (Og jeg tror at jeg virkelig mente det?)
Det var egentligt lidt spændene at se at en pille kan manipulere en sådan, da jeg kun tidligere har erfaring med multivitaminer og panodiler, og de har altså ikke været et blogindlæg værd… 
Jeg er nu også den eneste i familien der ikke har jetlag og sover nu, for sovet det fik jeg da! Tak doktor… 

Højt at flyve, dybt at falde…

Der er langt til Thailand, så langt at jeg ikke slipper uden om at sidde ALT for mange timer i et fly..! Jeg bryder mig hverken om at flyve, eller tanken om pludselig IKKE at flyve når man nu er deroppe..!
Jeg har før prøvet at trække hypnosekortet, inden jeg skulle flyve. Der lå jeg en time på briksen, og overbeviste mig selv om at de penge ikke var givet ud forgæves…! Jeg fandt dog mig selv i cockpittet, med to svenske piloter på vej til Egypten (det kunne lyde sjovt) Meeen…. Jeg sad højgravid, virkelig bange og joinede kun piloterne fordi stewardessen fik ondt af mig…
Denne gang har jeg haft så travlt op til turen, at jeg slet ikke har haft tid til at dyrke min flyskræk, og som med alt andet i livet trives det jo bedst når det bliver dyrket. Nu er det så gået op for mig AT DET ER IMORGEN!!! – Wraaa… Det er F……. Imorgen…!!! Og det KAN faktisk godt lade sig gøre at dyrke det hurtigt med den rette gødning, og det er nu lykkedes mig på 24 timer at få sommerfugle på speed i maven. Den slags sommerfugle selv de modigste, slet ikke ville turde at gå ind og beundre i trope zoo…! 
Jeg har ikke lyst til at “smitte” Vores børn med flyskræk, så det bliver 11 timer i 10 km højde hvor jeg kommer til at sidde med et forstenet smil og “nyde” udsigten med ungerne. Alle mine tidligere teater timer gør nu gavn her (Tak til samtlige dramalærere gennem tiden) Jeg ved ikke helt hvad det er jeg er bange for ved de fly? Men så længe jeg kan kigge op på himlen, og blive fascineret over de fly jeg ser ikke eksplodere, eller bare dratter ned så tænker jeg at der er lang vej igen…! Jeg har fløjet en del, og er af den overbevisning at verden er så stor og til trods for massiv flyskræk, så skal vi opleve den (de kloge ord minder jeg lige mig selv om den 26 feb. når vi flyver) 

Så nu er spørgsmålet bare om jeg sidder for mig selv i flyet og nynner – I believe I Can fly. Eller – ingen kan love dig imorgen.? -Gisp… 

Det der sker er…

At jeg tænker – hvad skete der lige for den her uge? Sådan en uge hvor intet er som det plejer, og bevars er slet ikke vane menneske! Men den her uge var ude af proportioner.. Mikkel var minutter fra hjertestop (ret dårlig timing) Min søster og jeg nåede lige at opdage Mikkels elendighed i tide, midt i afkalkning af badeværelse og 4 friske børn, så med ambulance og babu babu afsted til hospitalet (en pludselig allergisk reaktion) Fik ham heldigvis hjem dagen efter, home to work…

Lidt sent vil nogen nok mene (inklusiv mig selv) går det op for os, hvad vi egentligt mangler at få styr på, inden vores liv er i 3 backback rygsække på rundrejse i Asien.. Min mest brugte sætning i denne uge må klart være – Guuuuud vi skal da også huske….. 
Og så var der det der hus der skulle tømmes, det der undervurderede projekt. Og det var undervurderet! Det blev til tømning, oprydning og rengøring til langt ud på natten. Super fin combi med 4 børn, arbejde og alle de der ting vi lige skulle huske…
Jeg er normalt ret sart hvad angår mit ydre, og man finder mig aldrig ude og handle, eller overhovedet uden for en dør uden jeg har været i bad, sat hår og hvad der dertil hører… INDTIL i torsdags, jeg fandt faktisk mig selv helt inde i Nordea på Vesterbro, med den slags øjne man kun har efter 3 timers nattesøvn (som jeg kan takke slut rengørings projekt for) strik bukser der normalt fremstår ret cool, bare de ikke er tilsat søvnig kvinde i kondisko, søvn garn og fjällræv rygsæk (kun købt til rundrejse, burde være ulovlig at bære i banken) Og en kropsholdning man kun kan have når man er virkelig søvnig… Jeg droppede endda at hilse på min søster som arbejder i afdelingen, da jeg syntes det var synd hvis hun skulle bruge hele frokost pausen, på at forklare kollegaer, hvad der var blevet af hendes normale søster. 
Ja, det var sådan en uge hvor intet er som det plejer.
En uge hvor vi kørte til Slagelse med alle vores ejendele, og bare satte det af i et opmagasineringsrum, virkelig mærkelig fornemmelse. Jeg kender jo slet ikke Slagelse (og kommer nok heller aldrig til det, kunne jeg se på deres udbud af liv og aktiviter) Og nu har Slagelse alle vores ting! Jeg holdt lige et sekunds stilhed (det var hvad der var tid til) imens jeg nedstirrede vores ting, i en slags afsked inden jeg forlod dem i denne fremmede by. Måske kan vi slet ikke huske hvad vi ejer, når vi henter tingene igen sommer 2015? Havde vi lige tilsat et gran overskud, burde vi have pakket flyttekasserne ind i gavepapir, bare for at gøre det ekstra spændene når vi henter dem igen. 
Nøglen til huset blev givet videre af to trætte forældre, børnene var i ly, eller en slags perdiodevis aflastning den uge hos mormor, og hvem der bare var der! (Flytter aldrig permanent væk fra mormor assistance) 
Børnene tror sikkert at alt legetøj i bedste toystory stil selv er hoppet i kasserne, og vi lige hurtigt har svinget en klud i huset..!
Og lige som det blev vores tur som hjemløse, til at dase på mormors sofa indtil afrejse, bare ligge der hjælpeløse på sofaen og end ikke magte at hente eget glas vand (en slags mor er i nærheden tilstand) Så fandt hun sit pas og rejste til Carabien på ferie…
Så status nu er at vi bor i en to værelses uden opvaskemaskine (og uden mormor) med 4 børn indtil på onsdag hvor vi rejser. 
Oven i fik vi på en eller anden mærkelig måde, holdt 3 fødselsdage for Anton denne uge (6 år) jeg kan ikke engang huske hvilke dage det var? Men de var uforglemmelige for hvor har vi bare familiehygget, grint og krammet med dem vi elsker fra nær og fjern. 

Og tak til alle jer der har hjulpet os denne uge, det har været en ubeskrivelig stor hjælp – kys til jer… 

På repeat over grænsen

Så gik turen igen til Malmø, det blev heldigvis hyggeligt.
Forskellen fra denne tur og forrige tur, er at nu vidste børnene hvor ondt den tur gør i begge arme (og det gør nuller) Det er bare et af de øjeblikke, man ville håbe at ens børn havde hukommelse som en guldfisk. Vi så det dermed nødvendigt endnu en gang at bidrage med alletiders opdragelse -Hvis noget gør ondt, så SPIS… Og det lykkedes efter de med rædsel, havde mødt hvid klædte kanylebærende sygeplejersker, og skreget så hele klinikken har tinitus de næste par dage. Så fik vi dem igen til at smile, nu var det tid til at trøste spise, samme menu som sidst, og selv samme is til dessert (Nye oplevelser må komme når vi rejser) 
Og med alt det trøstespise-overskud vi nu havde vundet, så var der oven i købet tid til at hygge lidt i Malmø, alle med halvdøde arme efter japansk hjernebetændelse vaccinen. 
Nu er vi da også så gennem stukket af kanyler, at vi snart kan spise af gulvet på et vietnamesisk hospital uden så meget som at nyse efterfølgende… 
Anton vil nok også mene at han med hans 5 vacciner er godt gaderet, og at det ville være behageligt for ikke at sige humant hvis det var overstået nu… Men nej… 2 stk mere til ham på torsdag, da han skal have to alm. børnevacciner inden afgang. Men som vi åbenbart lige har lært dem, der er ingen smerte der ikke kan spises væk.! – det er bare to stik Anton, men tænk på så får du en STOR is efter.. 



Næste kapitel – Eventyr

Der var engang en der sagde til mig – lev det liv der giver dig smil på læben, når du engang ser tilbage på det. 
Jeg kender ikke den vej vi skal nu, men følger bare drømmen. Vi pakker Valby i kasser og det føles godt, for jeg ved vi pakker det op igen, og til trods for at der i hver en kasse er både skønne minder og del af os. Så mærker jeg at livet ikke er i de kasser, men i det liv vi har skabt. På rejsen tager vi 2 rygsække med, det næste lange stykke tid handler det ikke om gamle minder, men om at leve livet lige NU. 

Eventyret er allerede startet, når jeg ser på drenges smil og glæden i deres stemme over det eventyr vi skal på, så ved jeg at det er det rigtige valg. For måske ved de ikke helt hvad det vil sige at rejse rundt, men så længe vi evner at smitte vores ubekymrede glæde til dem, så er vi på rette vej til en fælles drøm. Det er en stor beslutning og det kræver meget, men når man smiler og glædes så er vejen dertil en del af eventyret. 

Vi har i 14 dage boet i flytterod, værelserne er ved at være tomme. Men i børnehøjde er tomme værelser som en drøm (når de fyldes med balloner) Og lige præsis de tomme værelser beskriver det jeg føler nu, det er ikke et spørgsmål om hvad du har i livet men om hvad du fylder i det. 
Jeg glæder mig til at rejse rundt og vise drengene verden, en verden de slet ikke kender, vise dem smukkere steder end de drømmer om, udvide deres horisont, fylde deres rum med en verden hvor drømme bliver fulgt og vise dem at eventyr kan være virkelige hvis man tør følge drømmen. 

Ballon hygge
Older posts