På repeat over grænsen

Så gik turen igen til Malmø, det blev heldigvis hyggeligt.

Forskellen fra denne tur og forrige tur, er at nu vidste børnene hvor ondt den tur gør i begge arme (og det gør nuller) Det er bare et af de øjeblikke, man ville håbe at ens børn havde hukommelse som en guldfisk. Vi så det dermed nødvendigt endnu en gang at bidrage med alletiders opdragelse -Hvis noget gør ondt, så SPIS… Og det lykkedes efter de med rædsel, havde mødt hvid klædte kanylebærende sygeplejersker, og skreget så hele klinikken har tinitus de næste par dage. Så fik vi dem igen til at smile, nu var det tid til at trøste spise, samme menu som sidst, og selv samme is til dessert (Nye oplevelser må komme når vi rejser)

Og med alt det trøstespise-overskud vi nu havde vundet, så var der oven i købet tid til at hygge lidt i Malmø, alle med halvdøde arme efter japansk hjernebetændelse vaccinen.

Nu er vi da også så gennem stukket af kanyler, at vi snart kan spise af gulvet på et vietnamesisk hospital uden så meget som at nyse efterfølgende…

Anton vil nok også mene at han med hans 5 vacciner er godt gaderet, og at det ville være behageligt for ikke at sige humant hvis det var overstået nu… Men nej… 2 stk mere til ham på torsdag, da han skal have to alm. børnevacciner inden afgang. Men som vi åbenbart lige har lært dem, der er ingen smerte der ikke kan spises væk.! – det er bare to stik Anton, men tænk på så får du en STOR is efter..