En skør skør familie…

Pludselig var vi på en Ø hvor vi gik på en øde vej, mellem to færger og blaffede…

Men inden vi nåede dertil, var det en almindelig lørdag morgen 
(så almindelig som den nu kan blive her) Vi var sådan lidt rastløse, for vi var i humør til en Crazy oplevelse. Vi havde set det meste af øen efterhånden, og vi skulle efter vores spinkle plan, først rejse derfra på tirsdag 
(vi havde betalt bungalow forud indtil tirsdag) 
Men nu er planlægning, og os sjældent noget der holder, vi er simpelthen alt for spontane. Og spontane blev vi også denne lørdag! 
For hvad med vi pakker, og rejser lige nu.! Så kunne vi tage op mod Bangkok, og besøge Art, en af Mikkels gode venner fra årene på kostskolen i England. 
Han ejer nogle forskellige huse, og resorts her i Thailand. Jeps alle var friske på ideen, og inden vi så os om var alt pakket. 
Der stod vi med rygsække, og var på vej hen til Mikkels ven, en distance på ca 1300 km. For at komme derhen skal vi fra øen, og til Krabi, fra Krabi til en by ca 2 timer væk der hedder Surat Thani, og derfra med tog i 11 timer til Bangkok, derfra videre til Prachinburi ca 2 timer i bil fra Bangkok. 
Det var selvfølgelig lidt sent at gå igang med det projet, for klokken var 15.30 da vi begyndte at pakke! Almindelige mennesker ville måske sige, super det gør vi så imorgen! 
Men det var simpelthen for spændene til at vi kunne vente, og hvad er det værste der kan ske? Tja, at vi ikke når så langt og må sove et eller andet sted undervejs…
Vi traskede ud for at finde en der kunne kører os fra øen, men der blev vi (jeg) altså nærige. 
For de ville have nærmest det dobbelte for turen, som man kan få det for andre steder. 
Det er fordi vi er på en ø, så de ved at folk skal derfra før eller siden, så kan de godt presse prisen op syntes DE.  
Men jeg er altså forhandler helt ind til marven, og går kun med på en pris hvis jeg føler, at jeg har fået den pris, som jeg ville have. 
Så når nu vi ikke kunne det til den pris jeg ville give, så fik jeg en ny ide! (En federe ide, der var tilsat spænding)  
– hvad med at forlade øen gratis ved at blaffe, og så få en stor oplevelse ud af det..! 
Vi havde i forvejen været inde og læse om det at blaffe i Thailand, og det skulle være ganske ufarligt, men krævede tålmodighed.
I forvejen er halvdelen af de tuk tuk-er (I de ikke mafia styrede byer) man bliver samlet op af, private personer, som lige ser deres snit til at tjene lidt baht på at transpotere turister, når det passer dem (So same same but spændene)
Mikkel var imponeret over mine gode og spændene ide, og efter at jeg havde solet mig i glæden over min ide, traskede vi afsted for at fuldføre min plan. 
Da vi var på vej, slog vi lige et smut forbi 7-11 og købte en sprittusch, og papir til at lave et skilt med. 
Vi havde vores trækvogn på slæb, den var knækket i svejsningen, så vi måtte efterlade her på øen. 
Mikkel fik den ide, at gå ind til en scooter mekaniker, der har vist stor interesse for trækvognen, og bytte den for en gratis Tuk Tuk tur til færgen. 
Den plan var skide god, efter 10 min sad vi alle på en lille tuk tuk, fyldt med vores bagage, klapvogn og hele vores store familie, og han var en glad ejer af en ny trækvogn. 

Først kørte han os til den færge hvor man tager på udflugter fra, det tog os lang tid, og krævede hjælp fra 5 andre thai’er at få ham til at forstå, at vi skulle til bilfærgen (klart han havde svært ved at forstå det, når vi ingen bil havde)  
Vi blev endelig sat af ved den havn, hvor man tager færgen med bil eller scooter. Der traskede vi så på gå ben ombord. 
Ja, så langt så godt… Vi var ret glade over, at vi var kommet det første stykke så hurtigt, uden at hive en krone op af lommen. 
Og hvor fedt er det lige at stå der på en bilfærge, med en udsigt der ville gøre mig selv jaloux på mig selv, over at jeg oplevede det sammen med min dejlige famile, med rygsække på og godt humør…Nu er vi sku på eventyr! 
Færgen gik i land på en ny ø, derfra skal man køre ca 10 km til den næste færge, der så går til fastlandet. 
Vi satte os ned, og fik skrevet vores skilt hvor der stod – ferry. 
Så gik vi, og gik og gik… Det var så åbenbart Thailands varmeste dag i år, som vi havde valgt at gå på. 
Alle gik med rygsække, minus Rumle der sad mageligt i sin klapvogn 
(der brokkede sig over at han ikke måtte gå) Vi svedte som vi aldrig har svedt før, det løb nedad os, og rygsækkene blev tungere og tungere for hvert skridt vi tog… 
Vi måtte gå på lige række, da det er en vej hvor bilerne kører stærkt, der kommer heldigvis kun biler, når der kommer en færge i havn på en af siderne. 
Når der kom biler, så var det var med at holde skiltet op, og SMILE… 
Første færge i havn, vi blev ikke samlet op, anden færge i havn, og vi blev ikke samlet op, tredje færge i havn, og vi blev ikke samlet op… 
Vi holdte humøret oppe til trods for at det var virkeligt hårdt at gå i varmen, endnu en gang fandt vi faktisk os selv syngende, da vi travede afsted (ved ikke hvad der sker for alt det sang, og os her i Thailand?) det var vildt hårdt at gå, så lidt sang hjalp nok på det?
Det var en ren militærøvelse I børnehøjde, de skal nok blive klædt på, til ikke at klynke over småtrætte ben. 
Fjerde færge i havn, vi skyndte os at holde skiltet oppe, da vi hørte bilerne. Vi håbede på, at vi snart sad på ladet af en pickup, og kunne få smidt de tunge tasker, og få luft i hovedet… 
De første mange biler susede med høj fart forbi os, og vi nåede lige at tænke på at denne plan måske var lige fresh nok..! 
Men da, i selv samme øjeblik holder en bil ind til siden, og ud stiger en sød gammel thai’er, vi har mødt ham mange gange før, for han gik rundt som altmuligmand, på et resort vi havde boet på. Nogle dage før havde jeg faktisk, taget billeder af ham, hvor han står og laver bål. 
Han ville kører os (for free) og han skulle oven i købet til Krabi centrum (en tur på halvanden time) Han smed vores tasker op på taget af bilen, selvfølgelig uden at binde dem fast (typisk thai’er) hans datter og lille barnebarn rykkede op på passagersæde foran, og på bagsædet sad vi alle seks, og pyt med at vi sad klemt, for vi sad i aircondition. 
Tænk sig, nu var vi snart ved næste færge og på vej til Krabi, og vi havde stadig ikke brugt en eneste krone! 
Det var vildt hyggeligt at sidde der, og grine af den lange svedige gåtur, hvor vi var lige ved at være nervøse, for om vi ikke ville blive samlet op? 
Vi kom til nummer to færge, og vores redningsmand fortalte os spændene ting om Thailand på sejlturen. 
Planen var at vi ville blaffe videre fra Krabi, men da vi nåede Krabi var det mørkt (æv) så ville vi ikke blaffe. 
Det var helt mærkeligt, pludselig at stå i så stor (og beskidt) en by efter ø-livet. 
Der gik ikke flere busser den aften til Surat Thani, hvorfra vi skulle med tog til Bangkok. 
Så vi måtte finde en private driver, vi gik rundt i 2 timer og forhandlede priser. Det var ikke før vi havde spurgt, og forhandlet med en masse, at vi kendte deres laveste pris (og de svinger meget i pris) 
2500 baht var det laveste vi kunne få dem ned på, vi ville have dem ned på 2000 baht. 
Det lykkedes efter lang tid at finde en der ville køre os for 2000 baht, da vi fandt ham, var vi endnu mere svedige af at bære på de tunge rygsække i den lumre aften varme, og trængte virkelig til at sidde ned, og komme af med taskerne. 
Vi satte os ind i hans taxa, total glade over at vi fik det vores pris. 
Klokken var 22 og nu var der også kun to timer til toget gik fra Surat Thani  til Bangkok. Det tager minimum halvanden time at komme dertil. 
Han startede bilen og kørte, så kørte han 1 km og stoppede pludseligt ind til siden, og talte med en chef eller noget? Så kom han tilbage til os, og nu ville han have 2500 baht, og ikke 2000 bath…! Det gad vi ikke, når han havde sagt en anden pris først, så vi gik ud. (Min forhandler stolthed ville knække, hvis jeg gav ham de 500 bath ekstra)
Vi fandt ud af, at vi nok bare, skulle have givet ham de 500 bath ekstra. Nu måtte endnu engang vade rundt i varmen, med alt vores crap og forhandle priser. 
I trængsel af biler, scootere og mennesker i den travle by, gik vi helt trætte, klamme og svedige rundt, og måtte til sidst indse at laveste pris var 2500 bath.
Mit forhandler gen måtte se sig slået, og vi måtte nu finde en ny til de 2500 bath. 
Deres uniform klædte mafiaboss for taxaerne, havde vist allerede hørt om os, vi gik forbi ham i de travle gader, og han sagde – 2500 bath Surat Tani… Da han så os…!  Deal,  så vi hoppede ind i en ny taxa! 
Drengene og jeg sad alle på bagsædet, og Mikkel foran. Han kunne intet engelsk, så vi kunne slet ikke kommunikere med ham (han så også uhyggeligt tavs ud) Han låste alle dørene i bilen, og vi syntes for første gang i Thailand, at det var uhyggeligt at kører rundt i taxa (den arme mand har nok bare været sød at låse dørene, så der ikke faldt børn ud undervejs) 
Det var mørkt omkring os, og pludselig drejer han ned at en lille grusvej! 
Han kørte mod en stor gitter låge, og mit hjerte er holdt op med at banke! Hvad skulle vi der, og hvorfor har han låst alle dørene? Åh nej, han er nok øksemorder!!!!! 
Drengene blev også bange, over at vi kørte ned af den vej (eller dvs Victor blev bange, og lynhurtigt infomerede sine brødre, om den eventuelle fare) manden gik ud af bilen, og han sagde noget på thai.? 
Han skulle nok hente en økse!!!!! 
Han kom tilbage igen, nu i en ny skjorte! 
Han har nok troet, at han lugtede, for det gør pæne turister jo ikke, så det kunne jo ikke have været os der havde svedt…!!! 
Vi havde svedt hele dagen, og var så beskidte af støv. Vi har helt sikkert lugtet mere af gammel pizza end vanille.! Stakkels tavse øksemorder, nu tror han at han lugter! 
Så kørte vi heldigvis videre, men det blev vi ikke mere afslappet af. For udenfor var der helt sort af mørke, og med hans uhyggelige tavshed, blev vi kun mere nervøse. Pludselig lyser hans benzin lampe, som et ondt rødt øje i mørket (ja, man havde vel kørt sig selv op) og han skal finde en tankstation, alt havde lukket, og han kører forvirret rundt, og ringer til alle han kender, for at få hjælp til at finde en tank station. 
Han vælger så at ordne alt på sin mobil, i mens han køre afsted, på de mørke veje. Han svinger i de forkerte vejbaner, og køre som død og djævel, i mens hans øjne er på mobilen, og han forstår ikke, når Mikkel prøvede at sige til ham, at han ikke skulle kører og kigge på mobil samtidig!  
Vi var virkelig bange, og samtidig også ved at være stresset, over at chancen for at nå det sidste tog til Bangkok var lille. Da han på daværende tidspunkt har brugt 40 minutter på at lede efter en tankstation, op og ned af uhyggelige mørke øksemorder veje …
Endelig stod vi ud af bilen, vi nåede lige at ånde lettet op i to minutter, indtil jeg opdagede, den klammeste rotte lige foran os! Stay nu away klamme dyr! I må ikke vise mig at i eksistere… 
Vi stod nu I Surat Thani, klokken var 01.30 om natten. 
Heldigvis (meget heldigvis) gik der endnu et tog til Bangkok klokken 02.00 (god overraskeskelse) 
Vi gik over og købte lidt forsyninger, og så lige lidt af Surat Thani i mørket. 
Det vi så var møgbeskidt, og med affald over alt (men nu var vi også lige i stations området, og ikke i selve byen) 
Endelig kom toget, vi måtte skynde os at løbe hen til den rigtige vogn. 
Jeg hoppede ind først, så vi var sikre på at toget ikke kørte med et barn alene, og så ellers unger og bagage ind, toget gik så igang med at køre, da Mikkel klapper klapvogn sammen.! Heldigvis kører de med åbne togdøre, og Mikkel får med klapvognen i hånden sprunget på i farten, til lyden af fire børn der er i midlertidigt panik, over at toget kører uden far! 
Alle mand er inde, og vi går ind i, hvad jeg uden at tøve, vil kalde det mest beskidte tog, jeg til dags dato har set. 
Her skal vi være de næste 11 timer! Der er gammelt mad på gulvet, og indtørret snavs over alt. Det tog var mere beskidt end os!!! 
Vi fik pakket tæpper ud, og klistret os fast  til sædet. Der gik ikke længe før børnene sov, vi var alle ubeskrivelig trætte. 
Mikkel og jeg turde ikke sove på samme tid. Der var fyldt med alle slags mennesker i toget, og vinduer og tog døre stod piv åbent, så vi skulle ikke risikere, ikke at have øje på børnene. 
Resten af natten gik med at sove på skift, og kigge ud på det mørke landskab, og håbe på at drengene ikke ville vågne, af de høje lyde der af og til kom fra toget, de pludselige opbremsninger og bumlen afsted. 
Om natten kom der sælgere ombord på toget ved hvert stop, som solgte kolde drikke, og hvad de nu ellers havde lavet af risretter og supper osv… 
 Det smagte som noget der havde ligget I deres kurv i flere dage, og ventet på at blive solgt! De to pølser jeg skulle spise, de er, og bliver pølser jeg aldrig glemmer!  
Solen stod op efter få timer, og udsigten igennem landet var ubeskrivelig. 
Drengene vågnede op på skift, og heldigvis sov Rumle så godt, i hans klapvognsoverdel, at han først vågnede klokken 10. Vi så nemlig gerne, at han sov længe, for gulvet var så klamt at han ikke måtte kravle rundt der. 
Vinduer og døre der stod åbne, og lige til at falde ud af, det var slet ikke Rumle venlige omgivelser. 
Resten af turen hang vi alle ud af vinduet, vi snakkede om alt det vi så, og nød den luft vi fik i hovedet til trods for, at den var varm som luften fra en føntørre. 
Der var smukke bjerge, marker, mærkelige dyr vi ikke engang aner hvad hedder? Blikhuse, og små fattige kolonier   de har bygget langs togskinnerne. Smukke bygninger, og natur der ikke kan beskrives med ord. 


Vi kogte i toget, og vi var snart ikke så sarte omkring omgivelserne mere, for vi var altså selv på samme klamheds-niveau. Ja, jeg sad faktisk på et tidspunkt og klippede negle på Rumle i toget, UDEN at det føleses mærkeligt (så klamt var der) 
Det er sjovt at opleve hvor hurtigt man indstiller sig på nye omgivelser, og jeg kan kun sige at det var en fed oplevelse, de 11 timer i toget, trods varmen, snavset og den manglende søvn. For vi så og oplevede så meget, og det var en verden, så langt fra den verden vi kender.


 Jeg syntes faktisk ofte, at vi har de fedeste oplevelser langt væk fra glans og glamour. 
Toget kørte ind på Bangkok central station, bagage på ryggen, og med børn i hånden gik vi spændte ud af toget. 
Vi vidste nemlig ikke helt, om vi ville blive hentet, vi var to timer senere I Bangkok, end vi havde skrevet til Art, og vores telefoner løb begge tør for strøm på vores lange tur. 
Heldigvis stod Arts søde chauffør tålmodig, og ventede på os på stationen, klar til at hente os (og heldigvis er vi genkendelige blandt thai’er med vores fire hvidhåret børn) chaufføren kom forsigtigt hen til os ” Mr Micros” ? Ja sagde vi øjeblikkeligt, han smilede og kørte os hen til Art. 
Jeg så slet ikke noget på bilturen i de to timer vi kørte, bare det at sidde i aircondition, med børn der ikke kunne falde ud af døre og vinduer, det gjorde mig så afslappet at mine øjne faldt I.
Det var en stor bil, med mere fukus på benplads end sæder, så børnene lagde sig på gulvet i bilen og sov (og det var rene gulve, det bliver man facineret af efter tog turen) 
Beskidte, lugtende og tja lidt klamme i kanten steg vi ud af bilen, vi var nu ankommet til målet her et døgn efter! 
Og wow aldrig har vi været så smukt et sted, alt er smukt her og helt rent. Magen til jetset tilværelsese har vi dog aldrig befundet os i. Udsigt fra den store smukke seng lige ud til floden, hvor der ligger speedbåd og kajakker til fri afbenyttelse… 
Der var lavet mad klar til os, og tjeneren  stod så fint og sørgede for os. 
Vi satte os ned, og nu passede vores snavsede ansigter ikke til omgivelserne. 
Vi hoppede i den smukke flod lige efter maden (hvor vi havde spist ris, en grillet fisk på 10 kilo og 50 dybstegte rejer) og nøj det var en helt ubeskrivelig følelse, at mærke vandet køle ens krop, efter så lang en tur i den varme, og alt støv og snavs forsvandt ud i floden… Det rigtige bad senere på det smukke badeværelse, det var så endnu mere ubeskriveligt. 
Vi glemte alt om træthed lidt endnu, og blev sejlet en aftentur i speedbåden på floden.
Se lige os, aftentur i speedbåd på en flod et sted uden for Bangkok med solnedgangen i horisonten. 


Hold kæft hvor er livet fedt, og vi lever det… 


Jeg blev helt varm om hjertet, når jeg kiggede på drengene der sad der med store smil, helt facineret over farten på båden og alt det de så langs floden. 
De bliver fyldt med så mange oplevelser, og jeg er så stolt over at opleve deres styrke, og uholdenhed på rejsen hertil. 
Victor sagde til mig da vi sejlede afsted – så havde du ret mor, det var det hele værd! Jeg sagde nemlig til ham, da han gik med sin store rygsæk, og trætte ben i aftenvarmen i Krabi – hvis du vil opleve spændene ting i dit liv, så må du også kæmpe dig derhen nogle gange, og tænke kreativt. Og når du er ved målet, så opdager du at vejen dertil var lige så sjov, og det hele værd. 



Bloggen kan følges på facebook  – verden som legeplads blog
(Der udgiver jeg alle blogindlæg)  

Instagram – 
verden_som_legeplads 

Hilsen Tina & familien 


Jeg ved egentligt ikke hvad planen var?

Nej, der var vist ikke rigtig nogen plan for dagen… Vi travede afsted i en ubeskrivelig lummer varme, da vi spottede moskeen. Den skal da besøges, nu har den trods alt sunget for os op til flere gange hver dag, og alle andre end os, har valfartet dertil i deres fineste outfit. 
Vi travede op til moskeen, og vi kunne nok godt have gjort en indsats for at se lidt mere muslimske ud. 
Vi nåede kun lige ind i “bønne-foyeren” da vi kunne mærke en masse blikke hvile på os (måske var min hat der dækkede de blonde lokker ikke nok?) Det var den slags blikke, som hvis jeg havde gået ind på herre toilettet, uden selv at opdage fejlen! Vi kunne simpelthen både se, og mærke, at vi ikke var velkomne.
Alligevel gik vi dog glade, hen imod dem med turist hat på og kamera hængende
 – Can we take a look around? 
Nope, vi forstod ikke, hvad hun sagde, men det var helt klart noget med at vi skulle gå…
Hmm… Det var moskee ikke noget for os så, så vi travede videre…
Og man skal heldigvis ikke gå langt her I Thailand, før man kommer til at grine. For her i Thailand, har de simpelthen de grimmeste udgaver at de dyr, vi kender hjemmefra. 
Tjek lige deres høns, sådan ser de ud alle sammen. Halv skaldet, tynde og med dino fødder. Og det fede ved dem, det er at de er så gennemførte, for alt ved dem er simpelthen kikset.. De går grimt, siger underlige lyde, og selv deres unger ville få den grimme ælling til at shine. 
Bag moskeen ligger der et kæmpe bjerg med jungle.
Se det var jo oplagt at gå derop, når nu vi var i opdagelses humør (igen idag)  
Vi var lidt nervøse for at gå derop, for vi havde jo ingen ide om, hvad der gemmer sig deroppe af slanger og andre dyr? 
Man ak ja, vi er jo kommet for at se verden, så vi travede derop…
Jeg gik hele tiden med den tanke i hovedet om, hvad en thai’er egentlig ville sige til os, hvis der havde været en med? – No, No dont go there! Very dangerous!!! 
Der var vildt mange lyde, og der var spænding på højt plan… Hvert skridt vi tog, kiggede vi nøje efter hvad der evt lå omkring os? Der lå et forladt træhus og derinde fra der kom de højeste lyde, vi havde ingen ide om hvad det var, og der var heller ikke nogen af os der følte trang til at udforske det..! Mikkel blev efter afstemning udvalgt til at gå forrest, og bekæmpe fjender på turen, selvfølgelig med hjælp fra Rumle, som vi havde puttet i en rygsæk. 
Vi var gennem kogte af varme, da vi kom ned, og lidt lettet over at spotte huse og mennesker igen… 
Så vi gik mod stranden til en virkelig velfortjent dukkert. 
På vej derned havde Thaierne givet os den “glæde” lige at placeret en rotte de havde fanget på fortovet, det er simpelthen et dyr, der får hårene til at rejse sig i nakken på mig! Og når de sætter den der, så bliver jeg lige mindet om, at de findes (og altid er tæt på os) 
Der ligger en rigtig hyggelig bookshop her på koh Lanta, jeg bliver draget derind hver gang jeg går forbi, og har også fået købt nogle gode bøger. Nu mangler jeg bare at finde, de der tidspunkter, hvor jeg læser dem? 
I får også lige en hundepote I fortovet, for lige meget hvilken vej man går her på øen, så er der altid hundepote aftryk på vejene? Det forklare måske alle de benløse hunde, som jeg har nævnt tidligere? For nogen gange må der da have været en hund, der har stået og stenet for længe i den bløde asfalt, så nu går vi og spotter efter om der også står nogle ben en sted? 
Vi går afsted af små veje og bliver fascineret af kontrasterne her, de to huse er på samme vej og lige over for hinanden. Det er altså så hyggelig at gå rundt og bare se og opdage.. 
Vi kom ned til stranden, og så gik der ellers hygge i den… Vi byggede og hyggede… Rumle var i total drille humør, og fandt sig selv ret sjov, ved at hoppe på det vi byggede. Så der gik sport I at nå at bygge i sandet, inden Rumle opdagede det… Vi sad alle helt indsmurte i sand og bare hyggede… 
Jeg elsker alt deres vaklet byggeri
 – Så er der stillads chef..! 
Bloggen kan følges på facebook 
på siden -verden som legeplads blog 
Og på instagram
– verden_som_legeplads 

Surferdude og blæksprutten der blev lækker

Med victors sprit neue surfbræt under armen, så slog vi kurs mod stranden, og håbede på at havet ville skænke os nogen bølger? Om ikke andet synet af en spreedbåd i horisonten. De sender nemlig helt fantastiske bølger ind, så kaster vi gerne alt, vi har i hænderne og kaster os i bølgerne (og bliver væltet) 

Først lod vandet sig være helt stille, Victor stod og øffede lidt med sit surfboad i hånden! Jeg mindes selv den slags skuffelser, i 1987 eller der omkring, der fik jeg en smuk pink kælk i julegave, lykken var gjort, indtil jeg havde stået en halv vinter, med næsen trykket op af den kolde rude, for at se om der var sne i sigte (men der kom intet sne) så jeg endte med at kælke på dyner i soveværelset… Heldigvis for Victor, så skulle han hverken forholde sig til farven pink, eller den slags skuffelser. For lige som æseldyrets hale var ved at falde af, så kom bølgerne. 
Victor, lillebror Anton og jeg vi gav den altså max gas i bølgerne. Jeg har ikke prøvet at surfe på en bølge før, men det skulle jeg da have gjort noget før. 
Det er virkelig fedt, det er den våde svend svingarm, kastet ud fra det gyldnetårn oplevelsen, og endnu bedre er at turen er højdeskrækfri. 
Det gik så stærkt at jeg intet kunne se for bare saltvand og hår i øjenene, bare flyvende på toppen af bølgen med kurs i fuld fart mod land – en tur til……
Emil er ikke til de helt vilde aktiviter i vand, men han er tilgængæld rykket 10 skridt på modigheds scalaen, siden vi kom her til vandparadis. 
Det er sjovt så forskellige børn der kommer ud, efter de har ligget 9 mdr i samme hule, kan være. 
Victor har sådan et, hvad jeg vil kalde et almindeligt sundt forhold til vand. 
Anton har et unormalt sundt forhold til vand, han har ikke skyggen af vandskræk. Siden han var 3 år, der har han været overbevist om, at han kunne svømme, og det kunne han så (for man kan jo hvad man vil) Han kan simpelthen blive kastet rundt i vandet, komme helt til bunds, og lige meget hvor voldsomt det var så kommer han til overfladen med et smil. 
Rumle har heldigvis en god føling med havet, han går ikke ud uden, at have en voksen i hånden. Når vi så er derude, så må der gerne komme vand i hovedet, og fjolles i bølgerne. I pool der er Rumle derimod Anton op af dage, og total utilregnelig og overmodig…
Alle de grin, og al den leg vi har med børnene hver dag, er simplethen et paradis i sig selv. Vi bliver ihvertfald kun bedre, og mere nærværende forældre af at være i omgivelser, der får os i børnehøjde…
Efter vores jomfu tur på surferen, så luntede vi glade hjem til vores bungalow. 
De er simpelthen så søde, dem der ejer det, de kommer med thai retter til os, cykler, og motorcykler drengene kan hygge med.
Det er slet ikke tosset at have 4 hjul til at lege med, men i sidste ende så er det alt det med 4 ben, som de bruger mest tid på at hygge med. Her er fyldt med katte, firben og frøer som de får timer til at gå med. Og så er der 4 gode venner, og legekammerater der altid vil have hinanden. 

Vi lavede blæksprutte i woken. Men først efter at vi havde studeret den nøje, og grint af dens grimhed. Se lige det blæk den har inde i sig, det er alligevel fascinerende at studere sådan en tingest. Og så smagte den fuldstændig ubeskrivelig godt… Så sidder man der på jorden, og nyder verdens mest lækre blæksprutte, samme dag som som man fløj på bølgerne… Dreams do come true… ??

Sådan burde alle 10-åriges fødselsdage jo være! Om få lov, til at lave den lov…

Man kan starte sin 10 års fødselsdag på mange måder, victors startede med en masse tålmodig rævesøvn, i mens hans familie tullede rundt, og fik gjort morgenen fødselsdagsklar (I en bungalow med 6 mennesker er det umuligt ikke at blive vækket) og han holdt  ræven kørende, til vi stod klar med sang og skrål. 
Der skulle pakkes gaver ind, og lige så primitivt som når vi vasker op ved en lille udendørs vandhane, ja lige så primitiv blev indpakningen (det er ikke gavepapir der vælter hylderne her på øen) 
Så gaverne blev pakket ind i tøj, håndklæder og tæpper. Og mig der ellers altid har svoret, at jeg ikke ville være, den slags mor der gemmer gavepapir, men der hørte jeg lige, mig selv sige – Victor vi gemmer lige gavepapiret! ( aka Min nye kjole) 
Vi sad på gulvet på terassen, og hyggede med lidt morgenmad (der er kun 2 stole) og så på en meget glad Victor åbne gaver. 
Så kom Mikkel med en af de tidlige morgenforberedelser, en Tuk Tuk, vores Tuk Tuk for idag. 
Der var jubel, for det er allerede et par uger siden, at vi sidst har haft vores egen Tuk Tuk. 
Nu skulle turen så ellers gå til den anden ende af øen, hvor der er en nationalpark og en jungle. Dem der kender øen vil nok tænke, ville i krydse øen med en Tuk Tuk!?! 
Det kan man da ikke! 
(Men det vidste vi jo ikke?) 
Men hvor der er vilje er der vej, og hvor der er vej kan man vel køre… 
Vi kørte glade afsted (denne gang med hjelme, sikkerhed på højt plan i denne verden) og fik fyldt tanken godt op på tuk’en.
Da vi nåede ud af byen, hvis man kan kalde det en by? Så var det vi opdagede, at vi åbenbart var højt oppe, for nu gik det ned! Ikke bare ned, men den stejleste og længste bakke jeg har set, og så var der alt det bakke vi ikke kunne se, for den snoede sig! Der var vores tillid, til vores Tuk Tuk’s stabilitet, ikke helt i overensstemmelse med bakkens hældning.!
Vi valgte (endnu engang) at lade Mikkel klare ærterne (godt jeg ikke er mand, og skal være superhelt) Prinsesse fik jeg dog heller ikke lov til at være, for drengene, og jeg måtte så gå hele vejen ned af bjerget, i mens Mikkel fik Tuk tuk’en ned uden at den væltede. 
Det var pænt varmt, og pænt hårdt at gå ned. Vi kogte og hældningen var så stejl, at jeg virkelig mærkede muskler i leggen, som jeg ikke troede jeg havde? (dvs jeg HAR muskler) Jeg var oven i hatten så heldig, at jeg også bar på Rumle det var næsten ikke ekstra varmt og hårdt.! 
Så kom vi endelig ned (gik ca 1 km) så er der et T-kryds!! Vi spurgte nogle thai’er om vej, men de alle pegede, at vi skulle tilbage i den retning, som vi kom fra. 
Det vil sige op af den bakke vi lige var kommet ned fra! Vi var i benægtelse, og overbevist om at de nok ikke havde forstået os! Indtil at der kom en thai’er der faktisk kunne engelsk på højt niveau, et så højt niveau at vi måtte se sandheden i øjenene! Vi skulle op af bjerget!!! Når jeg nu er færdig med at mindes hvor hårdt det lige var, så var der også Mikkel der skulle kører vores Tuk Tuk op! 
Det var en virkelig gammel Tuk Tuk, og vi var pænt bekymret for, om den kunne trække sig op der? Det bliver ikke vores børn der går og småklynker over trætte ben på børnehavetur i fremtiden, de er snart hærdet. 
Vi var endelig på rette kurs, men langt fra færdige med at efterlade Mikkel i stikken på stejle bakker, og selv vade op og ned og op og ned.
Det var så hårdt og varmt at jeg ramte det stadie af udmattelse, hvor jeg kunne lægge 
mig til at dø langsomt i vejkanten, men det gad jeg ikke på victors fødselsdag.! Så jeg brugte en (for mine omgivelser) belastende indre surviver engergi, jeg grinte simpelthen af udmattelse AF ALT OG INGEN TING. Jeg kan ikke engang huske om nogen grinte med mig, eller kun af mig? Drengene muggede lidt af til over at det var hårdt 
– pjat drenge der er bare en bakke… 
Ikke engang Bs Christiansen havde luret hvor udmattet jeg var, jeg var en ren energibombe (uden på) 
Velfortjente is blev nydt, da vi kørte gennem en lille by. 
Når vi ikke gik op og ned af stejle veje, så kørte vi afsted og nød udsigten over kysten, og igennem veje der krydser jungle. 

Vi måtte dytte af aberne for ikke at køre dem over, og kører uden om elefanter (elsker vilde dyr på vejen, så er man jo et fedt sted i verden) 

Vi sang i bedste familien Von trapp stil (den sangudgave af Von Trapp, der ikke ville redde os i 2 verdenskrig) fødselsdagssange for Victor i mens vi drønede afsted. Det føles så nørdet, og så hyggeligt at sidde der og skråle med vind i håret (hvor tit gør man lige det?) 

Vi stoppede ved de smukkeste strande, og ved de smukkeste udsigtssteder. Sådan nogle “drømmer jeg steder?” 

Vi nåede et skilt hvor der stod – nationalpark 3 km. Yes tænkte vi et kort øjeblik, indtil vi så bakken bag skiltet! Der er noget der hedder modig, og så er der noget der hedder dum-smart. 
Hvis vi ville forsøge at krydse den bakke, så er vi nok i nærheden af sidstnævnte. 
Vi måtte simpelthen kaste håndklædet i ringen, og opgive vores Tuk Tuk marathon så tæt på mål. I stedet parkerede vi i en have, hos en tilfældig thai’er, som vi så fik hyret, til at køre os resten af vejen. 
Ret god beslutning, for nu skulle vi højt op, og også langt ned. De 3 km var som en tur i rutsjebanen i Tivoli, vi havde selvsagt aldrig nogensinde klaret den tur i Tuk Tuk.
Drengene grinte, og syntes det var fantastisk med rutsjebane tur hen til junglen, jeg holdt godt fast og fik lige taget foto på nethinden af udsigten (ubeskrivelig) 
Så nåede vi mål, vi havde besluttet, os for at tage klapvogn med (but why?) nu er vi jo snart eksperter, i at tage børn med i junglen. Hvor kom den beslutning så fra? For nej, sådan en kan man ikke køre rundt der! 
Det gik fint igennem parken, hvor der er så smukt. 
Men junglen den gik kun stejlt op ad, meget stejlt og meget højt. Mikkel trak det lange strå, og måtte slæbe, trække og bære klapvognen. Jeg bliver virkelig piget i den slags situationer – det kan jeg slet ikke, den er aaaaalt for tung! (Selfølgelig med sådan en slags stemme der antyder, at jeg gerne ville have givet det et forsøg, hvis jeg havde troet bare lidt på, at jeg kunne) Mikkel slæbte klapvogenen i sådan en gang tropisk fugtig varme som junglen byder på, det var træning på højt plan. Jeg aner faktisk ikke, hvordan han kunne finde luft, til at svare på alt min småsnakken? 
Rumle præsterede at falde i søvn, til trods for at klapvognen blev væltet rundt over forhindringer. Vi måtte trække den over broer, der var så glatte at den rutsjede ned til den anden ende (og han sov videre)
Vi så mange aber, termitbo der var kæmpe store, kæmpe myrer der gik på lige række som soldater, fugle, leguaner og kæmpe smukke træer. 
Vi mødte på vores tur en englænder, hun kom løbende fra den vej vi lige var kommet fra, hun løb fordi en abe havde angrebet hende, og prøvet at bide hende (scary) men den var vi da heldigvis forbi..! 
Ti minutter senere mødte vi så et fransk par, de kom den vej fra, som vi skulle. Han stoppede op, og sagde til os, at vi skulle samle nogle sten, for der er en meget agressiv han abe der angriber! Nice nu er vi fanget mellem to psykopat aber! 
Vi mødte ikke andre mennesker! Mon de havde prøvet at nå frem? Gys… Hver gang vi hørte lyde, hoppede vores hjerter lige en ekstra gang. Vi kiggede op mod trætoppene, og ind imellem det tætte regnskov og prøvede at spotte om der var sure aber? (Dobbeltgys)  
Inden vi så os om, havde vi ubevidst alle valgt at benytte mit tidligere overlevelsesinstinkt. Så vi var overgearet og grinte, det var nok derfor vi aldrig mødte den sure abe på vej ud. 
Det gjorde turen vildt spændene at vi var nervøse, for at møde aben. Da vi kom ud, var vi helt høje af oplevelsen, velvidende at vi ikke mødte aben, så kunne vi endelig ånde lettet op. (Rumle sov stadig) 
Vi var sultne, for vi havde glemt det brød vi skulle have med, så vi havde kun makrel på dåse med. (Ret nytteløst) 
Vi ventede på at blive hentet, ved det smukke fyrtårn hvor drengene hyggede med stenkast, og en klam død fisk.
Med trætte ben (og Emil med jungle benskade) blev vi hentet af vores tidligere redningsmand, og sat af i hans have, så vi kunne tuk tuk hjemad. 
På hjemturen der var vi alle så mega udkørte, så vi var meget mere modige på bakkerne (for træt til at gå) vi slap dog ikke uden om at måtte forlade Tuk tuk’en nogle gange, og slæbe os afsted. 
Der var en “elefant chauffør” (hvad er det nu de hedder?) der blev pænt irriteret på os, for bakkerne lå på stribe, og hver gang vi med vores larmede Tuk Tuk, havde overhalet hans elefant, så mødte han os igen for enden af bakken, når vi holdte stille for at overveje, om vi turde køre op af den næste? Og sådan gentog det sig seks syv gange på, og forenden af de mange bakker. (Turister!! I Tuk Tuk) 
Vi kom hele hjem (det er man altid glad for efter Tuk Tuk tur) 
Vi kørte hjem, og hentede de 10 svævende lanterner, som vi havde givet Victor om morgenen. Nu skulle vi ned til stranden, og spise og sende hans 10 “fødselsdagslys” op til himmels. 
Så kunne morfar puste lysene ud (R.I.P min dejlige far) 
Vi kørte ned til stranden (det tager normalt 2 min at gå) men drengene fik lov til at køre Tuk tuk’en på skift derned, så vi kørte turen 4 gange. 
Drengene legede i sandet, vi nød den smukke solnedgang. Så satte vi os efterfølgende op, og spiste den bedste burger (Victor gode valg) 
Bordet vi sad ved var en gammel båd, der var lys i alle farver i træerne omkring os, og solnedgangen farvede himmelen i horisonten. Der sad vores fire glade drenge, med burger i hele hovedet, og grinte og snakkede om vores dejlige dag.

Efter vi havde spist,  luntede vi mætte og glade ned i sandet. 
Vi tændte de 10 lanterner, og lod dem flyve til vejrs. Vi stod og så på dem forsvinde, og drengene råbte til himmelen – vi elsker dig morfar – jeg savner dig morfar… (Snøft) 

De 10 år, vi har haft vores dejlige dreng Victor, har ladet sig forsvinde i samme fart, som lysene forsvandt på himmelen. Og lige så smukke har de år været, fyldt med lys og kærlighed, der kun er steget højere og højere op for hvert år der er gået. I takt med glæden ved at se hvor trygge, og lykkelige børn man kan skabe, når man fylder sine børn med livsglæde, kærlighed, og troen på alt er muligt. 
Efter vores sentimentale øjeblik på stranden, fik vi en kæp i hovedet. 
Rumle var nemlig ikke igang med at tænke på alt muligt sludder, bare fordi der fløj brændende papir mod himmelen. Nej, han ordnede rigtigte ting! Så som at fægte med en kæp, af 3 dobbelt størrelse som ham selv. 
Vi kørte hjem, og holdte sukkerfest (det gad Rumle tilgængæld godt deltage I) Emil, Anton og jeg havde tømt seven elleven for sjovt slik, det koster mellem 1-2 kr her i seven elleven, så vi gav den lige gas, det gjorde drengene også da sukkeret i speed stil ramte deres energi center. Der blev der grint, og fjollet lige indtil de gik kolde med et smil på læben. 

Hvis alle fødselsdage var sådan, så skulle vi jo have haft 12 børn, så vi kunne fejre sådan en dejlig dag hver måned. 
Bloggen kan følges på facebook på siden – verden som legeplads ? Like og så får du de nye blogindlæg 

Påske på øen

God påske herfra

Der har været stor helligdags aktivitet her på øen de seneste dage, og øens beboere er valfartet til moskeen, klædt i deres fineste tøj.
Der er blevet sunget en masse smukke bønner, ud over byen fra moskeen
(en lyd jeg slet ikke kan få nok af) 
I dag har vi været ude og spise “påskeæg” fra mormor (min søde mor) 
Der blev nydt store lækre isdesserter, cola og watermelonshake 
Det er slet ikke så tosset med sådan en gang kølig hygge, på en hyggelig strandrestaurent i den her varme.
Med fyldte maver, løb drengene i sandet og legede. Så kunne Mikkel
 og jeg, sidde og lave de sidste planer, for vores store fødselsdagsdreng der fylder 10 år imorgen. 
Det bliver en spændene dag, fyldt med oplevelser fra morgen til sen aften, som vi alle glæder os til.