Koh Samet, det er det vi gør…

Det blev en helt anden mandag end vi havde REGNET med, vi er jo ikke de store planlæggere, og når vi planlægger noget, så laver vi det alligevel næsten altid om. 

Vi havde I de sidste par dage, undersøgt de forskellige muligheder for transport til Cambodia, der er nemlig en masse der har skrevet til mig på Instagram, at der er så fantastisk.  

Regnen piskede ned, det er ellers længe siden at vi har set regn. Vi rejser I Samui bugten, og de har ikke regntid som resten af Thailand.

I mens vi lægger planer for dagen, lyder der kæmpe brag over os, gigantiske lyn lyser himmelen op, og der lyder enorme smæld, når lynene slår ned lige foran os. Det var intet mindre end imponerende… 

Vi havde før talt om at besøge en ø der hedder Koh Samet, som vi har ladet os fortælle skulle være en ren paradis ø, med kridhvide strande og turkist vand. Den ø har nogen af de smukkeste strande på hele jorden, og når vi læser den slags om en ø vi er tæt på, så ville det jo være ærgerligt ikke at besøge den på vejen.

Vi følte også vi trængte til rolige omgivelser, efter at have været i storbyen i et stykke tid.

Vi tog så en hurtigt beslutning og ringede efter en taxa, det gav os halvanden time til at pakke I.

Så blev der ellers pakket, og inden vi så os om stod vi nede i foyeren og tjekkede ud, klar og parat til paradis. 

Der kom en taxa og hentede os, han kunne intet engelsk, så vi håbede på at han havde forstået hvor vi var på vej hen? Det regnede stadig helt vildt, og på vejbanerne lå der store søer af vand. Ham chaufføren, han syntes ikke at han skulle køre efter forholdene, så det var en lidt for spændene biltur. Det var en stor lettelse da vi efter en halvtimes køretur så opklaring forude, og vejbaner uden søer af vand. 

Med solen der så småt tittede frem, så nåede vi til havnen, hvor vi skulle finde ud af hvor, og hvilken færge vi skulle med? 

Vi træder ind I en lille “færgestation” der sidder en masse der gerne vil sælge os færgebilletter, og heldigvis havde de også en restaurant, for vi var ved at omkomme af sult efter turen.

Det var sådan en sjov kombination af hjemløse hunde, og familier med små børn der alle var samlet i deres billetbod eller deres restaurant. Jeg undres over hvordan, de små børn får dagen til at gå, når de går rundt hele dagen i forældrenes lille butik? 

Vi sad I ro og mag og spiste, da jeg pludselig aner noget der hopper hen over gulvet, det kommer lige imod mig. 

Vi alle sidder helt forstenet, da vi ser at det er ham edderkoppen her på billedet under, der havde kurs mod os, direkte mod mine fødder, og ikke mindst min taske!!!! Hvis jeg ikke havde set ham, så havde jeg kort tid efter helt intetanende taget den taske på!!! – Det er en klam tanke…. 

Jeg har det generelt, sådan okay med edderkopper, så længe at de ikke er så store, at jeg kan få øjnekontakt med dem… 

Man kan vælge mellem speedbåd, eller den langsomme færge. Jeg så pludselig gule fjer vokse ud på mine arme, jeg var i “kyllinghumør”! Pludselig syntes jeg at speedbåd lød så voldsomt, måske var det fordi vi lige havde kørt i regnen med ” fast and the furius chaufføren” , eller at jeg havde haft øjnekontakt med en edderkop? Dont know? 

Jeg tænkte også på hvis uvejret var på vej hertil, så ville jeg føle mig mest tryg i en stor båd. 

Jeg syntes egentlig, at jeg er ret god til at lade lysten til oplevelser, vinde over den frygt man nu kan have for at give slip på kontrollen. Men nu var jeg altså i “kyllinghumør” så jeg spurgte hende damen der solgte billetter om der var bølger, uvejr eller andet skræksomt på turen.? – No no, Its good, Its good…

Hmm… hun forstod sikkert ikke hvad jeg spurgte om? 

Mikkel og drengene ville helst sejle speedbåd, så jeg måtte lige plukke de fjer af, og minde mig selv om at livet skal leves, og at de største øjeblikke er dem uden fjerdragt.  

Hver gang jeg skal gøre noget som jeg ikke helt tør, så tænker jeg altid på sætningen i Lucas Graham sangen – I’d rater live one day as a lion, than live a hundred years as a sheep – Eller jeg tænker den ikke, jeg små nynner den i mit hoved. Og når jeg har nynnet to linjer, så vender jeg mig om og siger – Skal vi komme ned til den speedbåd? 

Vi gik ned til kajen mod speedbåden, med alle vores mange børn iført deres redningsveste.

Med vind i håret sejlede vi afsted, og når vi er midt ude på havet, så føles det virkelig som om vi har hele verden foran os. Jeg kigger på lille Rumle der råber juhuuu ud over vandet, han står helt betaget ved synet af havet, og han griber ud efter bølgerne. Tænk sig at være to år, og opleve så meget spændene… Jeg håber og tror at selvom han er lille, så vil den her rejse være med til at gøre ham eventyrlysten, og frem for alt give ham mod til at følge sine drømme 🙂 

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal beskrive, hvor meget det betyder for os, at vores børn får alle disse oplevelser.

Hver gang jeg deres smilehuller, så tænker jeg på hvor heldige vi er, at vi får lov til at se dem smile så meget, og at vi smiler så meget sammen. 

Efter en skøn sejltur (der var alt for kort) bliver vi mødt af synet af den smukkeste lille ø. Vi bliver sejlet mod stranden, og der bliver vi sat af i vandet. Så skulle vi gå de sidste par meter, i det krystalklare smukke vand. Stranden ligger kridhvid foran os, og vi træder ned i det varme, og smukke vand med tasker og børn. 

Vi fik bakset det hele tørt på land, og så stod vi der og funderede over, i hvilken retning vi skulle gå?

Sveden piblede af os da vi fik taskerne på, det var heldigvis stadig overskyet så vi ikke også stod i direkte sol. 

Når nu man backpacker med så mange børn som vi gør, så kræver det at alle (minus Rumle) har en taske, og det kan der godt være visse udfordringer ved at slæbe, selv når man er 6 år. 

Anton syntes ihvertfald både at det var for varmt, og at tasken var for tung. Rumle orkede selv at bærer sin redningsvest ca ti skridt da han gav op, og sagde – ikke mig ha den… Og så gad han ikke slæbe mere på den…

Med Anton på benene igen, og rygsække på, drog vi afsted I varmen… Nu skulle vi finde et sted at bo, og i det hele taget finde ud af, hvor mon man finder det her på øen?

Vi gik op af den første vej vi så fra stranden, der mødte vi små boder, og der kom flere og flere små butikker, små hotel værelser og en masse bungalows. 

Så var det ellers bare med at gå fra sted til sted, finde ud af hvad vi kunne få, og forhandle priser… 

Den slags kræver tålmodighed, for vi vader rundt med alt bagage og det er virkelig varmt. 

Med et par stop med is og kolde drikke, fik vi energi til at gå rundt. 

Nogle steder var for små, andre for grimme, og nogle lå så smukt ud til vandet, at Rumle ville kunne dratte direkte I havet lige fra terrassen (uden gelænder) 

Drengene finder altid på noget hyggeligt at lave, når vi forhandler priser. Enten er der en kat eller fisk, sjove grene, eller bare en trappe man kan lege på…

Endelig, lige inden mørket faldt på, fandt vi den skønneste lille oase… Udefra kunne vi slet ikke se at der var bungalows, da indgangen ligger mellem små butikker. En dame stoppede os, og spurgte om vi manglede et værelse. Hun tog os med ind af indgangen, og der lå de skønneste nye bungalow, I midten er der en have med fisk, springvand, og rundt om er der de smukkeste blomster. 

Vi fik forhandlet os ned til 200 kr om dagen, der kræver ret gode forhandler evner. For de vil altid have en masse penge, fordi vi seks personer, men det får de altså ikke. Vi ender altid med at betale samme pris, som et par uden børn. 

Der er ikke vildt meget plads her, men hvad skal vi også bruge det til? For øen ser så fantastisk ud, at vi skal opleve hver en krog af den, vi skal nyde de kridhvide strande og lede efter de skatte der er begravet her. For det siges at dette er en gammel pirat ø, hvor piraterne sejlede hen, og gemte deres skatte.

Vi gik i seng med et smil på læben, efter vi havde gået en aftentur på øen, nydt den skønne afslappet stemning, og fået fantastisk mad I et lille gadekøkken… Det bliver helt sikkert fantastisk at bo her… 

Der er noget om snakken – At rejse er at leve