På varan jagt i virkeligheden

I sidste uge gik vi en lille tur ned på stranden, vi ville finde den sø hvor varanernes vandløb løber ud i. På vej ned af stranden mødte vi en, der lå den bare og gjorde sig død lækker i vandkanten. 
Uden at være den helt store fan af døde dyr, så var det altså vildt spændene at studere den. Den var på en så cool måde, både grim, sej, underlig, lidt sød og så havde den et vildt scary blik. 
Først stod vi i cirkel om den og betragtede den, men nu er vi jo i et land hvor folk gerne kommer til hvis de kan se de kan bidrage med noget. Og en thaier spottede os og kom straks derhen og fortalte os om den og viste os hvordan man kunne holde den så vi også kunne forevige vores moment med dyret. Inden han kom stod vi med en pind og prøvede at vende den, sådan som uvidende turister gør.

De store drenge skulle straks løfte den og fandt så også ud af at den er meget tung. Rumle syntes ikke at der var noget spændene ved den stikkene ballon. Han havde nemlig fundet sin egen håndfuld døde fisk på stranden. Men så blev han alligevel enig med sig selv om at sidde og kaste hans fund af klamme små døde fisk over på den store klamme fisk. Vi skulle ikke være bange for at han stak sig på dem, for han kunne tydeligvis ikke rigtig lide den. Ja, hvad skal vi dog med dublo når vi har døde fisk som der kan stables!  Der ligger ret tit døde fisk her på stranden, ja det er altså ikke strandene man skal rejse til pattay for at opleve.  
Vi fandt vandhullet, og så var drengene på få minutter helt opslugt af leg og fordybelse. 
Det er så fedt at se børn i naturen, det er som om fordybelse når et helt andet niveau. De kan studere det de ser så nøje, de bliver så forundet og lader sig hele tiden imponere fordi intet er som det plejer. 
Alle dyr var skræmt væk at de grene der blev kastet i vandet, og kokusnødder der blev kastet ud og sank ned i den bundløse sø.
Vi gik over små broer, og nød roen for pludselig føles det som om vi var langt væk fra hjemløse hunde, trafikeret veje og tætpakket med mennesker.
En lille tur der fik os til at tage den beslutning om at rejse herfra på fredag og ikke være her en måned som vi først havde tænk. Det er simpelthen så dejligt at gå rundt og udforske naturen her i Thailand og se de smukke omgivelser. Så nu er det tid til paradis, rolige omgivelser og smuk natur om os igen.
Det har været fedt at opleve livet her i storbyen, og se en helt anden side af Thailand. Det er en oplevelse vi ikke ville være foruden, for det giver os et helt andet billede af landet, og en langt større indsigt. Det er ikke paradis vi har oplevet her når vi har forladt vores skønne hotel område, men det er tilgængæld virkeligheden. 
Hygge og sjov i poolen, som helt klart er vores number one her i pattaya. 
For med alt den virkelighed der er her, så er det skønt med en lille flugt og nogen dages ro, hygge og leg her… 

I en verden hvor hver dag er den bedste…

Så blev det drenges store dag, den dag hvor vi skulle videregive ansvaret for at lande I vandland, til en egnet og mere stedkendt person. Dagen uden hypnose og moderlige salgstaler (henvisning til forrige blogindlæg) Vi stod nu klar i forhallen, og ventede (u)tålmodigt på taxaen… Formiddagen havde været en stor glæde, over at skulle i vandland, og det var som at bede børn om at lave lektier juleaften, da vi havde sat dem til at bruge formiddagen med deres lektier. 
Det var allerede alt værd at opleve deres glæde, og endnu bedre, det var anden gang vi oplevede hvor glade børn kan være, når der er udsigt til vandrutsjebaner. Vi burde faktisk aflyse igen, så vi kunne opleve det tredje gang (evil parents – Muhaha) Nej, afsted skulle vi, og endelig kom taxamanden (20 min forsinket) 

Vi ankom til synet af store vandrutsjebaner, og fik hurtigt fundet indgangen. Det kostede 100 kr for os alle seks, jeg elsker priserne her. I Danmark der havde vi lige skulle rulle et ekstra 0 bagpå. 

Vi (de to voksne) var ved at dehydrerer i varmen da vi kom ind, og havde akut brug for kold juice, og et øjeblik til at lægge en badeplan. Og lige midt i min juice, smeltede mit moderhjerte, for nogen gange så oplever jeg bare på nogle atypiske tidpunkter, at vi egentligt er ret gode til det der, med at opdrage børn. De var SÅ utålmodige, og vi kunne godt se, at de bare ville løbe hen og prøve rutsjebaner, men de satte sig pænt ned og drak juice, og de gik endda med til, at vi lige gik i babybassin med Rumle først, så han kunne blive kølet ned. I ren hjertenedsmeltning over endnu engang at opleve, at de skønne drenge er så gode til at sætte deres brødre før sig selv, og at de sad så tålmodigt og ventede, det gjorde at planen blev lavet om. 
Nu skulle de få rutsjebaner til de fik ondt i maven af grin, uden at lægge vejen forbi babybassinet først.  
Grunden til vi ikke bare delte os, er at vi er i et andet land, så børnene må ikke gå rundt selv. Så, en forældre med på toppen af rutsjebanen, og en der venter i vandet, på at de kommer ned. I Danmark havde de helt klart fået mere frie tøjler, men her er de ikke ude af syne. 
Rumle og jeg holdt en slags vagt for enden af rutsjebanen, og det der sker er at Rumle ser, at de kommer ned med et smil hver gang. Det måtte jo så betyde, at han gik glip af noget sjovt..! 
Rumle så ikke ud til at gøre sig nogen tanker om at der var langt ned fra de rutsjebaner, men hvorfor skulle han også bekymre sig om det, når hans livs læremestre griner og smiler. 
Rumle og jeg tog så den store røde rutsjebane ca 800 gange, og han grinte og snakkede som et vandfald om hurtig bil, og noget med noget der var sejt (i en 2-årigs verden) hver gang vi rutsjede ned. 
Anton, Emil og Victor tog teten som de frygtløse, og rutsjede ned at de virkelig lange og stejle rutsjebaner. Jeg blev helt dårlig af at kigge på dem rutsje ned så højt oppe fra, og måtte da også lige kigge på skruerne, og kunne heldigvis konstatere at der var slid og rust på. Det måtte jo betyde, at de har været der længe, og mon ikke de havde pillet dem ned for længst, hvis børn bare fløj ud af siden på rutsjebanen, og blev splattet ud!?! 

Vi er jo i et thailandsk vandland, det betyder at den eneste regel der er, er at der ikke er nogen regler! Thaierne stod op og skøjtede ned at de tårnhøje stejle rutsjebaner, det gik så stærkt og så virkelig vildt ud. Nogen gange faldt de, og når de gjorde, så trak vi slet ikke vejret, før vi så at de stadig var på rutsjebanen, og ikke på vej ud over kanten. 

Vi sad på et tidspunkt i en halv time, og bare kiggede måløse på deres vilde stunt på rutsjebanerne. 
Det var ren afslapning da vi ramte børnebassinet, så kunne vi ellers sidde der, og nyde synet af vores fire skønheder lege. Der var meget få turister, så som de eneste lyshåret børn, så forsvandt de heldigvis ikke i mængden, af børn i vandet. 
Drengene blev hurtigt enige om at det var den bedste dag i deres liv, sammen med alle de andre gode dage. 
Først var det for børnenes skyld vi tog afsted, men det endte vist med at vi grinte, legede og hyggede os mindst lige så meget som dem. 
Endnu en af de bedste dage, i en verden hvor hver dag er den bedste i vores liv. 







Man kan da godt backpack med 2 skildpadder og 4 børn

Vi er på gåtur i Pattayas gader, meningen var egentligt at vi skulle finde et stort vandland der ligger her (eller skulle ligge her?)  Vi havde allieret os med vores kort på iPhonen, den har altid fulgt mig trofast, steder hen jeg aldrig ville have fundet, uden dens stedsans. 
Den virker dog til at være forvirret over de nye omgivelser,  den viste os nemlig ind på en lukket lille vej midt i byen som slet ikke ligner et vandland. 
Der er flyttet myrer ind i min telefon, de kan selfølgelig også spille en rolle I det her? Måske sidder de inde i min telefon og skrald griner når de flytter på vejviser markøren? De har allerede haft deres morskab med at ødelægge vores computer på Koh Lanta. Ham it manden vi havde udset os til at lave den, han viste os hvordan der løb myrer bag skærmenen, og inde i harddisken. De små tissefætre tissede simpelthen vores computer istykker!!! Og nu er disse micromyrer også i min telefon. Til en tidligere julefrokost har jeg nemlig fået lavet et hul i, det hul bruger de nu som indgang… Det var ikke lige det jeg tænkte, da jeg dagen efter julefrokosten, ærgrede mig over min telefons tilstand – damm en myrer indgang i min telefon.! 
Vi valgte så det triks fra gamle dage, når folk ikke kunne finde vej. Vi spurgte simpelthen andre mennesker om vej!!! 
De forstod tilstrækkelig nok engelsk til at forstå vi eftersøgte vand – yeees okaaay, water this way to beach… ?? 
Den tog vi så repeat en fem ti gange, indtil vi var trætte af at få forklaret, at stranden lå lige bag os. 
Nu var det jo kun i ren kærlighed til vores drenge, at vi ville spendere en dag i vandland, og når viljen og vejen ikke helt er der, så er det bedre at rykke det til en anden dag. Så kunne vi jo være smarte at tage en taxa derhen,  så kan vi eventuelt også nå at være der i tide (hmm smart) 
Den besked skulle så lige leveres til drengene, som gik i varmen og så frem til vandland. Meeeen jeg er jo sælger, og de evner bruger jeg tit som moar. For jeg fik simpelthen lyn hurtigt solgt dem ideen, om at det var bedre at gøre det en anden dag. Jeg snakkede som et vandfald, de lyttede, og inden vi så os om, så syntes de også at det var en meget bedre ide at gøre det imorgen. Og for at være sikker på at de ikke fik tilbagefald, når jeg stoppede med at snakke, så brugte vi “iskortet” nu var focus kun på hvilken is de skulle have. Vi har faktisk meget sjældent sure børn, men vi nævner heller aldrig det sure ved at vi skal aflyse, eller rykke noget til en anden dag. Vi holder altid focus på det gode ved det, eller det vi nu kan gøre istedet for, og så føler børnene ikke de har mistet noget. Alt i alt så handler det jo kun om forældrens indstilling, lige meget hvilke skøre ting vi finder på, så har vi altid 4 glade unger med os der stortrives, fordi vi er glade og syntes at skøre ting er sjove. 
De tilpasser sig over alt, fordi vi tilpasser os over alt, de stresser ikke, for vi tager alt afslappet og de opdager aldrig når noget går i kage, for så sælger vi dem en ny ide der var federe end den første (om ikke andet lyder federe)
Efter vi havde spist “hypnoseis” og børnene havde glemt alt om vandland, så hyggede vi rundt i de små butikker og gader. 
Hvis vi havde kunne læse thai, så ville vi vide at dyrevelfærdsgade lå i den anden retning, vi var ihvertfald lang væk fra den gade. Der var dyr over alt i disse gader der levede under kummerlige forhold, nogle var til salg og andre stod bare mellem skidt og skrald. – Hyyyyyyyyyyyyyl…
Små katte er sat i bure og der desperate mijav og blik går lige ind under huden på en. Det er som om de bare skriger på at komme ud, og vi havde sådan lyst til at åbne burene. For nu virkede det hjemløse liv slet ikke så slemt, når det stod i kontrast til livet bag tremmer. 
Hunde ligger tæt I varmen i de små bure, nogen ligner at de har givet op og deres blik er slet ikke til at fange. Andre prøver desperat på at se søde ud, i håb om at være den næste der bliver befiet. En del af dem har liggesår, og infektioner i øjnene.
Det vi ser er sandheden om os mennesker, hvordan vi endnu engang ikke tager vare om noget der kunne være smukt og tager ansvar for det og dem der er omkring os. 
Pattaya er på mange måder et billede af hvad der sker hvis vi ikke tager ansvar, når vi bevidst spiser af æblet og lader paradis forsvinde. 
Der er dem der lukker burene og så er der dem der lukker øjenene. Jeg håber virkelig vore børn lærer at de kan være med til at gøre en forskel, det endte det nemlig med at vi gjorde her på dyretristhedsvej, 
Der var nemlig nogle bitte små skildpadder, og de lå og havde det på godt gammelt dansk jammerligt..! Så tog vores indre Greenpeace ellers lige fart, for vi blev hurtigt enige om at vi måtte handle. To af børnene små græd af glæde over at vi skulle befri to skildpadder fra en trist skæbne og være der nye værger, og krammede os på skift en ti tyve gange. En var igang med at lave plan for hvordan vi kunne opbevare sådanne to sløvpadder, og den sidste fattede minus men gumlede på sin sut og fulgte glad med. 
Vi gik hen i en dimsedut butik, sådan en af de boder der har alt. Og de har virkelig alt, de havde også et transpotabelt skilddepaddebur (en bøtte) så købte vi sten i en dyreshop og bum nu var vi klar til at redde dyr. 
Tja, det er svært at se ud i fremtiden, men jeg havde dig ikke regnet med at vi havde sådanne to med hjem da vi tog afsted om formiddagen.! 
Nu svømmer de glade rundt, og nyder nok at de har plads til at svømme. De ligger op stenen og soler sig, og vi kom hjem med beskidte tæer og god samvittighed over at vi trods alt har gjort en lille forskel idag. 
For hvem siger skildpadder ikke kan backpacke? 

Anton var lidt deprimeret (Vræææl) over at han ikke måtte få en kat, for han elsker virkelig katte. Og det viser sig så at den ene kat også gerne ville bo hos Anton og at den havde kigget meget sødt på ham. Ja, alt det vidste vi jo ikke før Anton fortalte os om det..!

Stamsteder og umage par

Uden mad og drikke duer… Og vi ved, at vi er ved at falde til et nyt sted, når vi har fundet yndlings spisesteder. Vi er her vendt tilbage til gnavebens paradis for anden gang, de smager simpelthen himmelsk. Så når vi nu alligevel skulle den vej forbi, så ville da være spild af en kulinarisk oplevelse ikke lige at gnave i dem.
Der kan selvfølgelig være visse ulemper ved at spise grillet “kødben” I en by hvor de har 3 hjemløse hunde pr indbygger (hjemmelavet fakta) Der stod en hund vi ikke helt kunne slippe af med, og selvom han kæmpede for at se sød ud, så havde han bare ikke trukket det lange strå da der blev uddelt charme, og hans betændte pote, og hale gjorde ikke billedet pænere
Mætte og lige ved selv at blive grillet til gnaveben i solen, kørte vi videre.
Victor og Emil havde skrevet stil om morgenen, hvor de skulle skrive deres egen version af slutningen af en film, og lave referat. Det tog lang tid, men det gør skrive projekter generelt. Som jeg tidligere har skrevet, så gennemgår vi teksten indtil det hele står fejlfrit og pænt. Så det er noget der kræver deres tålmodighed, og samtidig også noget de lærer virkelig meget af. 
Klokken var blevet for mange til den helt store tur ud i verden (som er Pattaya) 
I modsætning til sine brødre, så var Rumle ikke blevet forpint med en blyant og et stribet kladdehæfte hele morgenen og formiddagen. Nej, han havde hoppet rundt i poolen, været i badekar og leget med dimsedutter. Så den mætte mave kombineret med hans “travle” formiddag, tilsat frisk luft på en scooter, det blev simpelthen for meget, og han gik kold i farten. 
Så havde jeg ellers sådan et stykke dinglende småfolk hængende, det er godt han er hæftet fast med et bælte om mig.
Om morgenen plejer drengene at få pause fra deres lektier hver time, hvor de enten kan få en dukkert eller lege, men vi havde virkelig været nærrige med pause idag, plus at de havde arbejdet længere end normalt. Så vi holdt inde ved stranden i Pattaya city, så de kunne få en hurtig dukkert. Vi havde heller ikke sådan rigtigt set City stranden endnu, kun oppe fra vejen, så det var da på tide vi lige fik sat flueben ved det, og besøgt den. 
Nu skal man jo ikke være dømmende og fyldt med fordomme, men var jeg vildt dømmende, og mega fyldt med fordomme for Pattaya City beach. 

Det eneste gode ved fordomme, det er når man bliver positivt overrasket. Det blev jeg så…. Ikke… Der er simpelthen hunde over alt, parasoller og liggestole står på stribe i store tætte klynger. Vandet er gult/grønligt grumset, og i vandet var der pongtonner der opdelte vandet. Der var opdeling til dem der bader, og så den hektiske vandsport der næsten var dømt til at gå galt, når de kørte jetski, vandscoortere, paragliding og bananbåde i et stort virvar.
Sælgere gik rundt mellem den tætpakkede masse af mennseker, og liggestole og solgte alt fra fisk til ure. Det var den slags sælgere der lige skulle have et nej tre gange, før de var helt sikre på, at man alligevel ikke var fristet til et skod ur eller en omgang suppe i pose fra hendes kurv.
Vi tænkte, jamen så har vi set det også! Flueben ved det, og så videre…

Ulempen var så at vores drenge straks jublede over pongtonnerne man kunne kravle på i vandet, og inden vi så os om, så legede de en leg, der så ud til at være rigtig sjov, med nogle små thai børn. Vi elsker synet af børn der griner, leger og bruger kropsprog,når de ikke kan samme sprog. 
At de alligevel formår at have en leg, de fælles forstår, og grine sammen uden ord. 
Det nænnede vi ikke at stoppe, så vi slog os ned i en liggestol og betragtede vores glade børn, og alt det der forgik om os. I mens vi ventede tålmodigt på at der kom et naturligt break i legen, så vi kunne smutte videre.
Som de fleste nok ved, så er der i Pattaya en stor 6 industri, det ses bestemt også på de umage par på stranden (Ups dømmende igen) Ja, der er nok nogle af dem der har fundet kærligheden i hinanden, men det kunne også godt ligne, at det ikke var kærligheds historier det hele. 
Der var næsten kun skandivinaviske mænd godt op i alderen, de havde så til deres store held her i Pattaya, faktisk scoret en smuk ung thai kvinde. Det så de ganske glade og tilfredse ud over, men jeg syntes godt nok der var langt mellem smilene hos de unge kvinder. 
Det er første gang i her i pattay, at vi ser den side af byen så tydeligt. Hvis vi havde bevæget os rundt i walking street, eller i aften/nattelivet så havde vi nok set det i samme omfang langt tidligere. 
Børnene bemærkede ikke de umage par, og legede glade videre, men vi sad og bemærkede alt, og måtte da også lige minde os selv om, at store gryder også har øre, når vi talte om vores forargelse. Man ved jo aldrig om der sidder en dansker lige bag en, som har fundet kærligheden?
Drengene fik forhandlet sig til en god pris på en tatovering, der skulle holde i 14 dage. Når farven var lagt på, så måtte de ikke røre det i 20 minutter I mens det skulle tørre. Rumle som ikke fik nogen tatovering, syntes da at det så pænt ud, så det skulle da lige røres (man kan jo ikke se det rigtigt, hvis man ikke stikker fingerene I) Med Rumles pilfinger, i den endu ikke tørre tatovering, så fik Victor så en tatovering med en slange der lignede den havde kjole på, og et sværd der var tværet ud langs armen. Nu har Rumle så tre sorte fingre de næste 14 dage, men så passer de til hans beskidte by-tæer.
Efter deres tatovering havde vi på en helt naturlig måde, fået afsluttet deres gode leg, og kunne forlade denne strand med god samvittighed. 
Den centrale del af Pattaya, er hverken noget for os, eller vores børn. 
Jeg er glad for, at vi bor i et skønt område langt væk denne ucharmerende del.
Det er også det første sted på vores rejse, hvor vi tilbringer så meget tid “hjemme” men vi bor også et skønt sted, med en kæmpe pool, bordtennis, strand og god plads.
Efter en dag på opdagelse i denne store by, er vi egentlig mættet i nogle dage. For der er så mange mennesker, meget trafik, hunde og liv i gaderne. 
Det kan også tage lang tid at komme rundt her på grund af trafikken, så de dage hvor vi er sent færdig med dagens første omgang lektier, er det blevet for sent at gå på opdagelse. 
Så råhygger vi tilgengæld ved pool, og med en lille gåtur. Selvom vi tror, at vi bare skal lave alt og ingen ting, så ender det altid med at vi oplever noget spændene. Så som at møde en stor slange på vej til kiosken, der heldigvis var lige så bange for at se os, som vi var for at se den. Den prøvede at hoppe over et to meter højt blikhegn, for at slippe for synet af os. Det måtte slangen så opgive, og fandt i alt panik et hul den kunne slippe igennem.Det så ret vildt ud at se den store slange hoppe op langs et hegn, og vi stod med øjne så store som tekopper, og betragtede slanges flugt. 
Den anden dag lå vi i poolen, der kunne vi pludselig hører en 30-40 hunde gø, de var helt ophidset. Vi løb hen på broen, og stod i sikker afstand og så de vilde hunde. Det viste sig, at de var ved at angribe en af de store varaner, der bor i åen, det var så synd for varanen. Hundene stoppede først deres angreb, da thaierne kastede sten på dem. Heldigvis slap den med livet i behold, og svømmede lige under den bro vi stod på, da den skulle tilbage til sit gemmested. 
Ja vi keder os ikke her på den anden side af kloden, der er sjov, hygge, spænding og unikke oplevelser lige meget hvor vi er, og hvad end vi laver. 




Hverdags billede fra min instagram profil
Lektier & frokost

Instagram: verden_som_legeplads 








Ko-kaniner af ukendte veje i Pattaya

Kanin-køer, paradis have, templer, smuk natur og  Pattaya by sunset. 
På en og samme dag ser vi helt nye sider af Pattaya, af sti af sted, og nyder scooter friheden. 
Det er formiddag og vi sætter os op på vores scootere, vi havde ingen ide om hvor vi skulle køre hen? Vi ville bare på opdagelse. 
Vi kørte bare stille og roligt væk fra byens trafik og larm. Vi kørte ned af små landeveje, og der møder vi en helt anden side af Pattaya. 
Vi er omgivet af skov, marker og små huse. 
Vi stopper straks op da vi møder, ikke bare et, men flere fabeldyr! 
Det er ægte – KoKaniner… Som i kan se har den iført sig en knoglede ko krop og derefter fået slaskede kaninøre. Lyden fra den lød som? Tænke, tænke, tænke… Intet andet dyr i verden, men bare som en vaske ægte kokanin. 


Vi var ret opslugt af deres nuttethed, grimhed og deres finurlige look. Vi stoppede da også, og kiggede på dem lige indtil vi var ved at smelte i varmen, vi måtte have vind i håret og scoote afsted. 

Vi kører videre afsted af de små veje, og lige pludselig har vi fundet et smuthul ud på den anden side af Pattaya. Det er nok en side mange turister ikke ser, men det er det der giver den uberørte ro. Af og til dukker der små butikker op imellem alt og ingen ting. Det er små primitive udgaver af Statoil, hvor du kan finde, alt det du lige står og mangler. Der er benzin på dunke (colaflasker) is, frisk frugt og dimsedutter. Statoil udgave i præsening, bambus og blik (loveable) 

Vejene deler sig nogen gange, og vi drejer tilfældigt, og håber vi er på rette vej til ukendt spændene destination. 
Og vi kørte vist den rette ukendte vej, for lige frem er der en kæmpe stor blank sø, foran er der kaninkøer, og rundt om ligger de største, og smukkeste templer vi har set. 
Det virkede helt urealistisk, at vi kunne køre væk fra storbyen på så kort tid, og så møde det her syn. Wow det var flot, og så uventet. 
Det var som en tur på landet i et eventyr, hvor huse var lavet af guld, slotte skinnede ned i søen og fabeldyrene (kaninkøer) gik og græssede. 
Vi kørte hen til de store templer, som vi kunne se fra søen. Sørme om man ikke kunne få lov at gå ind i dem også, hvis man selfølgelig lige pungede ud først. Det ville vi ikke gå glip af, så vi tog lige den store pengepung frem, og måtte punge ud med den sum af 16 danske kr for os alle 6. 
Til den pris, så havde det faktisk været ok hvis templet var tomt. 
Men hverken templer eller haven var tom. Lige som vi kom gående så spotter Victor, at der i græsset ligger en lille fisk og spjetter! Ja, ret mærkeligt og det var en 10 meters tid væk fra vandet! Så hvordan den er havet der, det aner vi ikke? Der gik befri Willy i den, og vi fik samlet den lille (klamme) fisk op og sat til søs… Og den levede lykkeligt til sin dages ende…
Fisk på landjorden var ikke det eneste dyr vi mødte, for der gik hjemløse hunde rundt over alt i haven. Det gør der sådan set lige meget hvor du befinder dig i Pattaya. Selv på de små landeveje vi kørte ud af, mødte vi masser af vilde hunde der løb i flok. Nogle af flokkene havde endda verbale kampe, fra hver sin side af vejen. Ud af alle de dyr vi møder på vores vej her i Thailand, er det hundene vi har størst respekt overfor. Vi går en stor cirkel uden om dem, og gyser når de går lige bag os. Jeg kan egentlig godt lide at tage billeder af disse rabis befængte dyr, og det gør jeg altid sådan, at de ikke opdager det. Det vil sige at jeg aldrig vender mit ansigt mod dem, jeg tager altid bare kameraet fra siden, og skyder nogle billeder af, så satser jeg på at hr. hund er på billedet. Jeg tager også altid billederne på lang afsted, jeg zoomer ind efterfølgende. 
Så skete der det, at jeg i et ubevogtet øjeblik, ja jeg glemte simpelthen at holde øje med selv. Jeg går mod en hund der sad og så så sød ud, og jeg tager face to face billede.! Why? 
 I ser på billedet under, hvordan hunden på få sekunder markant ændre ansigts udtryk. Jeg siger jer, jeg blev bange! Og her går vi konstant, og fortæller børnene, at de ikke må kigge hundene i øjnene. De skal gå helt stille når de er der, hvilket de er blev rigtig gode til. Selv Rumle har lært, at hunde ikke længere er kæledyr. 
Så tager jeg billede direkte af hunden, men altså…! Den viste kun tænder ganske kort, men det var nok til at det løb mig koldt ned af ryggen. Og sådan en foto brøler laver jeg ikke igen… 
Vi har ellers ikke haft dårlige oplevelser med hunde, men der er jo også fem andre i familien, der kan finde ud af ikke at kigge på dem. Al respekt vi har for dem, er på grund af deres vilde omstrejfene liv, mange ser voldsomt syge ud, og også fordi vi har læst, at rigtigt mange af dem har rabies. 
Væk fra firbenede rabies pelsdyr gik vi ind i templerne. Det var simpelthen så flot, og drengene var helt opslugt af de store skulpturer og alt det guld (for det var jo næsten helt sikkert ægte guld) 
Foran det ene tempel er der udstillet store smukke skulpture. 
Der blev læst og der blev lært… 
Det var faktisk ret spændene at læse om alle de forskellige skulpturer. 
Det er jo skulpturer, som vi ofte støder ind i i små udgaver. Ca 50 procent af børnene syntes det var spændene, og lyttede godt efter. Rumle havde fundet hesteskulpture, og så er femhovedet drager og mænd med sværd jo ret ligegyldige. Der er jo ikke noget som at beundre et firbenet mirakel der siger – pruuuu…. Anton var også nogle gange på vej til andre gøremål midt i teksten, og jeg ved ikke helt, hvor meget han fik hørt, når han så stod stille? 
Jeg tror egentligt, at han syntes det var kedeligt at lytte, når man istedet kunne bruge tiden med ægte sværdmændskulpturer, til at være i kamp med dem. 
Det vil så sige at Victor og Emil lyttede intenst. 
Oppe på taget med udsigt ud over bjerge og marker, var der heller ikke sparet på de smukke skulpturer. Det der egentligt var fedt ved dem, det var at de var lavet så levende. Jeg plejer faktisk godt at kunne få armene ned, i fascination over skulpturer. Jeg var da heller ikke ved at falde af min cykel af begejstring, når jeg hver dag cyklede ind på Politiken, og mødte adskillige mæssingskulpturer, på min vej i Københavns gader.  
Men her var der en spændene histore bag dem alle, og de er nærmest i bevægelse. 
Jeg følte mig faktisk lidt, som sådan en gammel historiker der står med brillerne helt nede på næsetippen, og studerede alt nøje. Alt i mens mit kamera, måtte hjælpe mig med at forevige det unikum af et øjeblik med disse skulpturer.. 
Endelig… Anton skulle ikke lytte, og fik historikeren, also known as Mor til at lave en fotofilm af hans (tabte) kamp mod fjenden. 
På anden sal var der udstillet træskulpturer, Wow de var flotte… Jeg var nu færdig som historiker, og fuldstændig klar på at blive snedker. 
Bare sidde under en palme og snitte smukke dyr ud af rødder. 
Jeg blev så fascineret af dem at jeg måtte lave dem selv. Jeg havde en palme men ikke noget træ, evnen, eller den rette kniv. Så det blev til et tegneprojekt da jeg kom hjem. 
Da vi er færdige med at lytte, og drømme os til nye erhverv, går vi hen til vores scooter. Men på vejen møder vi en biks der sælger… Ja, det undrede vi os over, for der var levende fisk, slanger og frøer! Det lignede ikke noget der skulle spises? Meeen vi har set meget, som vi ikke ville spise, som så går under navnet hovedret her. 
Vi var nok blev upopulære, hvis vi lige havde slugt en frø, for det viste sig at man kunne købe dem (for ret mange penge) og så sætte dem ud i søen. 
Nogen fisk gav held, nogen rigdom, nogen kunne du sætte ud og så undgå sygdom osv…
Jeg tager lige hatten af for hende sælgerens gode ide, for hvis du bare ikke rigtig kan fange de gode laks i havet, og mangler penge. Ja, hvad så med at klaske småkravl i bøtter, og så ellers få folk til at undgå alverdens tragedier ved at købe dem, og sætte dem ud i søen. Man skulle jo være et skarn, hvis man ikke blev lidt draget af denne thailandske form for livs lotto, og satte en fisk ud i søen. 
Men vi sparede nogle baht, for hvad med den fisk vi fik reddet tidligere på dagen! Det må have været en af dem? En fattig mand har nok tabt den fordi han rystede af sult, og så fandt vi den, og skånede dens liv, og vil nu se regn af flydende guld, og skyer af diamanter (stakkels fattige mand) VI BLIVER RIGE….  
Vi kører ret langsomt afsted når vi kører, vi kører jo trods alt med gods af guld på scooteren. Så det hedder en top fart på 30 km/t. Ja, der skal alligevel noget til at blive overhalet af den thailandske skildpadde trafik. 
Vi snegler os tilbage mod byen, men ikke helt derhen for vi kørte ned af en lille vej. Den vej gemte på en charmerende lille fiskerby, med huse der kæmpede for at holde sig på pindene, og smukke smukke primitive omgivelser. 
Vi fandt en hyggelig fiskerestaurent, hvor vi spiste aftensmad. Her får man jo virkelig frisk mad. Man kan lige frem hører krabbens sidste dødsskrig skærer ind i ens dårlige samvittighed, ude fra køkkenet fem minutter efter vi har bestilt alt godt fra havet (med chili) 
Drengene fik hygget med at tjekke alle de dødsdømte fisk og krabber ud, der lå i deres celle (akvarium) og ventede på at blive måltid for de næste gæster. (Snøft) men de smagte godt… 
Ja, hvor meget kan man egentligt nå på en dag? Ret meget når man er eventyrslystne og har scooter… 
Efter maden kørte vi ind til Pattaya centrum, ved strandpromenaden og spiste kage, nød solnedgangen og fik reddet en gasballonsælgers dag, fordi vi har så mange børn, at han fik solgt 4 på en gang. 
Og tænk sig her giver man 8 kr pr gasballon, gid det dog var de priser på sådan en simpel ting i Danmark også. Så kunne mange flere børn gå rundt i byens gader, og smile med en ballon i hånden. 
De hjemløse hunde sover på stranden, og vi tøffede også hjem i seng efter endnu en dejlig dag ??




Af Tina Ørsted Rosendahl

Du Følge verden som legeplads blog på facebook, og få alle de nye blogindlæg direkte på facebook. 

Instagram: verden_som_legeplads