Måske gør vi det rigtige, når vi bare går derud af…

 
Måske fordi vi er så spontane, måske fordi vi elsker overraskelser, eller måske fordi at vi nyder at være frie og bare gå på opdagelse… Måske er det derfor vi elsker, bare at trave afsted? 
Det bedste er når vi ikke ved, hvor vi går hen? Vi går bare afsted, og når der ingen forventninger er, så lader vi os også overraske på en anden måde. De bedste øjeblikke i mit liv, er dem hvor jeg ikke havde forventninger, eller hvor oplevelsen måske overgik mine forventninger. Man kan planlægge sit liv i selv små detaljer, men ikke engang øjeblikket lige nu, er jeg herre over, så måske gør vi det rigtige, når vi bare går derud af, og rejser hvor intet er planlagt. For når først vi er der, ved vi om det er det rigtige sted, eller om det sted vi ikke kendte, men bare tilfældigt gik hen til, måske er omgivelserne til en af verdens bedste dage. 
Det var ihvertfald sådan en dag forleden dag da vi bare gik afsted….
Vi gik langs stranden, vi gik uden om klipper i vandet, så vi kom over til en ny strand da den næste stoppede. Drengene løber og leger, det er som om sand og vand er en leg der aldrig dør. De kan blive ved med at finde ting, der er næsten uendelig plads at boltre sig på, og vandet kan hele tiden løbe i nye retninger. 
Vi fandt små perler undervejs, sådanne steder med store træer, der med deres store træstammer gør stranden til en helt ny legeplads, en gynge i træstammen og udsigt ud over havet. Efter jeg endelig havde fået hele mit korpus op på gyngen under det store træ, så gad Rumle ikke have mig på den. Det er egentligt ret unfair, når nu man er et sted hvor vi syntes, at det er lige så sjovt at lege som de gør. Man kan ligefrem tage sig selv i at tænke – jeg så altså gyngen først Rumle! 
Så løber vi bare her og hygger, uden vi aner noget om, at vi to timer senere bader i regnskovens floder. Det er netop det der er så fedt, for havde vi vidst, at vi var på vej derhen, så havde vi måske ikke blevet så længe under det store træ. Men vi havde skyndt os videre, fulgt planen, og slet ikke haft tid til at mærke roen og få et kys i vandkanten (i mens børnene råber – Ad de laver en baby) 
Jeg elsker synet af Rumle der går afsted i den store verden, for han er så lille, og verden er så stor. Nu har vi jo tre der er større, så i vores øjne, er Rumle nok ti cm lavere end hvad virkeligheden er, og verden er endnu større end på billedet, fordi vi ser alt det uden om også. Thaierne omtaler ham også som baby, så de hjælper os ikke til at indse, at han faktisk er ikke er så lille mere – Wiii… (de hviner når de er begejstret) hello baby… 
Mikkel bliver omtalt som “Big man” – Wiiii…. Four boys, you Big man. Jeg får stadig ikke noget af æren for at have sat fire sønner til verden, men de ville virkelig også få grund til at hvine, hvis de hver dag sagde til mig – Wiiiii…… Four boys, you BIG woman! 
Er der noget bedre en bare stå der og klø et myggestik, i mens man ser ud på verden, leger ved det største træ, og finder små dyr undervejs.
Vi havde selv taget mad med, så skal vi ikke bruge tid på at finde et sted at spise, eller være afhængig af at der overhovedet er et sted at spise, der hvor vi går hen? Når vi tager mad med så er det brød, dåsepålæg så som leverpostej (det kan man finde mange steder her, endda dansk) makrel eller tun. En masse frugt og grønt, og for ikke at ødelægge stemningen, så havde vi også chips med. Vi er i forvejen milevidt fra fredags slik, det strækker sig næstmest til at være ren pædagogiks ondskab, hvis de ikke får en is hver dag i den her varme. Fredagesslik!…. Hvem siger egentlig at man er lækkersulten når det så endelig bliver fredag? Hvad nu hvis man bare tager kontrol som forældre, tager ansvaret for at de ikke spiser sig tykke og usunde hver dag. Men spiser slik på en onsdag hvis det er der det er hyggeligst, og måske om mandagen ugen efter! Så er det måske endnu hyggeligere, fordi det ikke er kommet i kasser, lagt i skema og skal foregå foran tv’et til disneysjov. Måske ville nogle børn syntes det var hyggeligere, at sidde en onsdag eftermiddag ude i haven med mor og far, dele en slikpose og hyggesnakke. Jeg tror på, at hvis man gør alt ting med måde, så kan man komme langt, og børnene for et naturlig forhold til selv det at spise slik. En dag for vores børn jo råd til at købe det selv, og hvem ved om glæden ved ikke at skulle vente til fredag tager overhånd? Vores børn må gerne få slik til disneysjov, men de må ihvertfald også gerne sidde når der rigtig hygges, og gumle en slikkepind og have flødeboller i hele hovedet.
Her er vi heldigvis langt væk fra en verden i kasser, her er der tid til lege med vores børn, og jeg kan lige love for at vi sætter pris på det. Det er en af grundene til at jeg ikke aner, hvordan vi skal slippe denne her verden på et tidspunkt? For her er det virkelig sjovt at lege sammen, og når vi leger, så er der samtidig så meget smukt at se på omkring os. Vi har opdaget verden, og jeg tvivler på at et Legeland med fire vægge om os, vil kunne give os den samme glæde, som inden vi rejste. Vores verden er blevet meget større og vi ser livet med helt andre øjne. 
Jeg har aldrig været en drengepige som barn, heller ikke prinsesse, men derimod kreativ, ret fjollet og fyldt med ideer. Det kombineres vildt godt med at være drengemor, og særligt i den her verden hvor vi har så meget at få ideer ud fra, og være kreative sammen om. Vi anede stadig ikke, at vi var på vej hen til floderne i regnskoven, så vi hyggede med at bygge verdens mest ustabile tømmerflåde. 


Den ville være en ren selvmordsmission at begive sig til havs på den, og heldigvis nåede vi slet ikke så langt. For alt, og jeg mener alt faldt fra hinanden, da vi satte den til søs. Jeg havde altså stået og bundet knuder, hamret en pind ned i kork. Og ikke en ting holdt, da vi satte den i vandet! Så skulle jeg måske alligevel have prioritet at gå til spejder istedet for at se pippi hver tirsdag dengang for 23 år siden! Jeg kunne bare ikke gå til spejder længere, når nu der kom pippe i fjernsyn for dig samtidig, ja for DIG, det var til mig og så duede det jo ikke, at jeg sad der og bandt råbåndsknob, når jeg kunne være i villa villekulla. Det er som om at alt de ting man sprang let og elegant over i sin tid, de sparker en i røven nu. Som med min tysklærer – Tina, du bliver glad for at kunne tysk en dag… (Zzzz) og nu ved jeg at han ikke løj, eller bare var en mand uden nogen spændene interesser. Jeg gad faktisk godt at have været bedre til tysk den dag idag og til at binde knuder. Vi hyggede max med at bygge, og jeg fandt ud af, at jeg ikke kan redde os, hvis vi strander på en øde ø. Nej så må jeg istedet bygge villa villekulla og undgå tyskere. Måske er det også lige så hyggeligt? 


Velvidende at vi ikke kunne forlade øen på vores tømmerflåde, gik vi videre på øen.
Og imens Mikkel og drengene fandt mærkelige ting, så så jeg lige mit snit til at ligge under et træ i en hængekøje. Det er hvad jeg vil beskrive som noget virkelig skønt, det er faktisk bedre end nærmest alt andet. Og det er nok fordi at det er på virkelig lånt tid, jeg ved, når jeg lægger mig, at der ikke går længe før små stemmer lyder – MoAR….. Hvor er mor? Mooooooaaar….. Der var du mor, hvad laver du? Kan jeg også ligge der? (x4) Mooooooooaaaaaarrrr….
Veludhvilet efter 4 minutter alene i hængekøjen, så gik vi ind mod regnskoven. 
Der var den skønneste flod, hvor der løb vand ned oppe fra bjergene.
Sidste mand i er en kylling… Vi stod lige og så det lidt an, tjekkede lige om der var vandslanger. Så fandt vi en thai’er, hvor vi lige med lidt tegnesprog (kropssprog) fik spurgt om det var okay at svømme der? Når man er i regnskoven, så ville det virkeligt være dejligt hvis man bare altid havde en stedkendt thai’er i lommen. -is this okay? Can i walk here? Swim here? Is it totally stupid to go here? Will we survive this? 



Hun sagde – okay… De første forsøgskaniner der gik derud, de gik lidt langsomt. Men da vi ligesom havde set at det var godt nok, og vores begejstret stemmer havde tømt hele den sydlige del af regnskoven for dyr, så sprang vi i. 
Og det er et sted børn kan få lang tid til at gå, nøj hvor de og vi hyggede…
Det er bare et af de bedste syn, en regnskov, en smuk flod og så fyldt med glade børn.


Vi trissede videre og mødte høns, der var på dødsgangen. Der var fem da vi kom derhen, så stod vi der og kiggede på dem, og en efter en kom der en thai’er og hentede dem, for at lave dem til mad i sin restaurant. Den sidste hane så pænt stresset ud, uden af være læge eller psykolog, ville jeg godt kunne føle mig ret sikker, når jeg gav ham diagnosen – angst. 
Ja børn, det er virkeligheden. Han skal dø så nogen kan spise kylling med pomfritter (ris her selvfølgelig) og hver gang i spiser aftensmad, så har der gået et dyr rundt som ham, der har måtte lade livet. De næste tyve minutter var vi vegetarer, sådan nogle af dem der slet ikke rører selv en fisk.   
Det var slet ikke svært at være vegetar, for vi gik ned til stranden og der falder frugt i hovedet på en og hele vejen derned duftede vi til de smukkeste blomster.
Men så nåede vi til hans restaurant, og når man går ind til duften af grillkylling så giver noget så absurd som mord mening. Man hører sig selv sige – Mmm… Skindet er det bedste for det er så sprødt. Du er hvad du spiser, og ja, føler mig virkelig som en kylling, når jeg det ene øjeblik næsten græder arm om arm (vinge) med hanen, hvorefter at vi æder den med velbehag. 
Rumle drak kaffefløden blandet med sprite, den slags ved alle jo smager vildt godt. Jeg oplevde dagens nedtur der var uopretteligt, da de gav mig en Est (pepsi) istedet for en Coca cola! Nok kan jeg se mit måltid i øjnene inden jeg spiser det, men at give mig en pepsi det er jo til at få traume over! Vi hyggede lige til solen gik ned, og på vej hjem gik vi samme vej, det havde vi nemlig planlagt, for nu behøvede vi ikke flere overraskelser, eller flere eventyr for idag. 
Hele dagen havde nemlig været som hele rejsen – Fantastisk. 


Af Tina Ørsted Rosendahl 

Instagram – verden_som_legeplads 

Facebook – verden som legeplads blog 

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvordan er det egentlig at være dig Rumle? Og en masse balloner på en strand i Thailand