Må man gå der?

Modig, uden at være dumsmart og forsigtig uden at være kylling.

Vi er så småt ved at vænne os til at være på en regnskovs ø, eller skulle jeg sige, vi er så små ved at vænne os til a være omgivet af vilde dyr. Vi kan nu gå forbi edderkopper på størrelse med en hånd og bare sige – se, der er en edderkop.
Vi har opdaget at dem der bor på øen, ikke løber skrigende rundt med et panisk blik i øjnene, fordi de deler ø med skræmmende dyr, og vi har efter et par dages høj puls efter mødet med Cobraen fået pulsen ned igen, og vi har husket på, at man ikke kan rejse rundt på den anden side af kloden, og så være bange for det der måske kan ske? For der kan altid ske noget, lige meget hvor vi er verden. Nogen gange virker det vi ikke kender, eller er vandt til, bare mere skræmmende, der er altid noget at være bange for, og så er der det vi har lært at leve med at være bange for. Her står vi ansigt til ansigt med helt nye omgivelser, og vi skal finde en hårfin grænse mellem at være modig, uden at være dumsmart, og forsigtig uden at være kylling. Selvom vi går en omvej, og lader os styre af frygt, så er vi aldrig sikre, for der er jo også det vi ikke vidste, vi skulle være bange for, og det som vi bliver bange for uden grund.
Og det er her min histore begynder…

Den skønneste dag starter, solen skinner og Thailand viser på smukkeste vis at paradis kan findes på jord. Vi går langs stranden, i humør til et eventyr, men vi var stadig drevet af frygten fra mødet med Cobraen, så derfor valgte vi at gå langs stranden, og se hvor den førte os hen, hvis vi bare gik og gik.
Vi finder de hyggeligste steder på stranden, der er gynger drengene leger med, de svinger sig som tarzan, og bag os er små skæve søde villavilllakulla hippie hytter, tilfældigt bygget oven på hinanden. Ja, knib mig i armen og se om jeg drømmer…
Jeg sidder med mine fødder i sandet, havet bruser, bjergene står frodige omkring os, drengene og Mikkel griner. Alt det smukkeste jeg nogensinde har set er lige foran mig, og alle de skønneste lyde kan jeg høre. 
Jeg elsker at se børnene være frie, og selvom vi også godt kan blive bange og gå en omvej af og til, så er jeg glad for, at vi ikke lever et liv styret af frygt, for så havde vi ikke turde sidde her, på denne lange fantastiske rejse.
Drengene løber afsted med verden som legeplads og vi følger efter 
Vi stoppede op ved endnu en perle, langt væk fra slanger (måske?) drengene legede, og lige som jeg sætter mig på hug for at tage billeder af endnu et skønt øjeblik, opdager jeg noget over vandet, jeg før kun har set på tv. Vi alle kigger ud over havet og Mikkel råber – det er en tornado eller?  
Aldrig før, har vi grebet vores børns hænder så hurtigt, og bare løbet og løbet i det tunge sand. Jeg turde ikke engang at kigge mig tilbage, for inden jeg havde fået fat i børnenes hænder, havde jeg set hvor hurtigt den voksede og hvordan vandet var begyndt at hvirvle med rundt på havet ikke langt fra os. Vi løb og vi løb, skrækken var ubeskrivelig. For hvad ved vi egentligt om tornadoer eller lignede? Vi befinder os i Thailand på en ø tæt ved Cambodia, hvad ved vi om naturkatasrofer her? Kommer den på land? Er den lige bag os? Tankerne fløj rundt samtidig med at det føles som om at vejen var uendelig til et sikkert sted. Efter at have set videoer af tsunamien i Thailand, kunne jeg aldrig finde på at stoppe op, stå og kigge på hvad det mon er, og se om det udvikler sig til noget farligt? Med vores dyrebareste eje i hånden, så kunne vi finde ud af hvad det var når vi kom i sikkerhed. 
Drengenen løb så stærkt og modigt afsted, det var blevet helt mørkt over os, og regnen væltede ned i store dråber. Vi nåede endelig en strand restaurant, og der ånder vi lettet op, for vi bliver mødt af en thaier, der straks fortæller os, at vi ikke skal være bange, for de bliver ude på havet. 
Regnen løb ned igennem loftet på restauranten, og flød i små floder hen af gulvet, omkring os gik glade thaier, og vi satte os ved et bord og fik en kold sodavand. Vi var alle rystet, og jeg tror ikke der var stille et øjeblik da vi satte os, for vi alle havde brug for at snakke om hvor uhyggeligt det var. 

Vi gik en omvej for ikke at møde slangen, men vi løb lige så stærkt tilbage igen, i frygt for det vi slet ikke vidste, vi skulle frygte, og det viste sig at der slet ikke var noget at frygte. 

Livet skinner stærkest når vi ikke frygter, men bruger fornuften. Jeg ville til enhver tid tage børnenes hænder og løbe igen, for vi vidste ikke hvad det var? Men hvorfor gå en omvej, når vi ikke ved hvad vi møder? Alt det vi drømmer om og alt det vi frygter kan være lige foran os, men tør vi at gå lige ud, så er vi sikker på en ting, og det er at rejsen dertil er den korteste vej til vores drømme. 

Vi tager vores børn i hånden, bruger fornuften og vi udlever drømmen og hver dag bliver vi stærkere, modigere, klogere og fyldt med så mange oplevelser, grin, smil og en tid sammen, som jeg kun kunne drømme om, hvis ikke vi var gået lige ud. 


Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Må man gå der?