✕

Intet er som man forventer… Fra verdensherre til koalabjørn

Jeg syntes en af de mest fantastiske ting ved at rejse, det er at ens verdensbillede ændre sig. Man kan danne sig billeder af en anden verden, men intet er som at se, dufte og røre en ny verden. Her er et hus er ikke bare et hus, det er en konstruktion af kreativ tankegang. Kreativitet er vel at skabe det øjet ikke ser, når verden ikke bare er sort og hvid, og når du skal tænke ud af boksen for at skabe. Det er sådan mange huse er bygget her, og bag hver en ølflaske der er brugt som lyskilde i en beton væg, bag det mest ustabile stillads og bag teltduen hvor de bor tæt, er der mennesker der har skabt, det vi andre ikke så. For at få drømme til at gå i opfyldelse, for for hvilken familie er et tag over hovedet, vægge omkring sig og tryghed ikke den ultimatve drøm. Hvis vi bor i den del af verden hvor midler ikke er noget man får, men noget man skaber. 
Øen er uden sammenligning med de andre steder vi har været i Thailand. Det er egentligt ikke en ø jeg ville anbefale hvis man har fjorten dages ferie at gøre godt med, og gerne vil have alt inden for rækkevidde. Men for os har det været fedt, fordi vi har set endnu en side af landet, der ikke ligner de steder vi har besøgt tidligere. Vi har fået sat vores fodspor her, mødt søde mennesker på vores vej, og fundet os tilrette her ved regnskoven. Vi har gået mindre skridt her end vi plejer, kigget op og kigget ned efter dyr hver gang vi har gået, og alligevel er det nu blevet hverdag at leve med tanken om at der er giftige dyr, både over og under os. Vi har fundet vores små yndlings steder at handle frugt og grønt, damen der arbejder der, hun kender os nu, smiler og giver drengene en banan når vi går forbi. Vi har set regnskoven når himmelen står blå over den, og når vand bliver til skyer mellem træerne. Der er unge piger der smiler og kører afsted om dagen, og når mørket falder på står de, ved hver deres bar, for at hengive sig selv til en fremmede. Hvor smilet er blevet til en forretning for den unge pige, der lever i en verden hvor kroppen er tilsalg for at opnå drømmene. Drømme som er så virkelige i vores vores verden, men her er de et håb og hvis vejen dertil kun findes i mørket, så må smilet få os til at tro at det er lykken. 
Forleden gik vi en tur langs stranden, og vi må efterhånden have lært at der ikke er noget hedder “bare gå en tur” her på denne rejse. Der sker altid noget spændene lige, meget hvor vi går hen, så det gjorde der jo så selfølgelig også der! Vi gik og hyggede i vandkanten, da vi pludselig møder en blæksprutte. Den så ikke særlig glad ud, men den havde helller ikke meget at smile af. Den lå og var ret slatten i vandkanten, og dens dag blev kun værre da den mødte os. 
For sikke et fantastisk spændene fund!!! Personligt har jeg været ret skuffet over de døde blæksprutter, jeg har set et utal af gange i boder og restauranter her I Thailand. De smager fantastisk, men nu har jeg åbenbart set flere disneyfilm, end jeg har set hele blæksprutter i kølediskene, inden vi rejste hertil. For i min verden så ser blæksprutter slet ikke sådan ud! Jeg var mere ud i noget med en stor ballon med lange arme og lidt søde øjne. Den her kunne ligne en anelse, hvis man lige pillede den der store campingvogn af den har på ryggen, og hvis den ikke så så mega sur ud, bare fordi vi brugte den sidste levetid på at studere den. Vi prøvede at sætte den ud et par gange, men den drev ind igen, så lå den der med sit sure blik, og måtte nok erkende at dens camperliv på de syv have var slut. Da vi var færdige med at være fascineret over den, så satte vi den ud, så den trods alt kunne slutte de sidste krapetrækninger af liv ude i vandet. Men så langt nåede den ikke, for lige som vi slap den, så kom der en thai’er, der glad gik op til sin restaurant med den. 
Nå men så fik både den, og os da en helt ny oplevelse. 


Vi gik videre ned af stranden, og stopper ved en af de smukke træer, som Koh Chang virkelig får top point for at have på deres strande. De er SÅ smukke og et fantastisk lege sted. Så godt at lege i at Anton beslutter sig for at kravle op i træet, ikke bare op, men helt op. Til en vis grænse er man jo verdens herre når man er seks år (eller bare er dreng) og han fik da også fortalt stolt, om alle sine abe kundskaber, da han smart i en fart kravlede op til toppen. Ja, og nogle gange skal man jo ud hvor grenen er tyndest, for at finde sin egen svaghed. Men for at komme op så skal du også turde at se ned, ellers er vejen tilbage lang. 
Pludselig var vores lille verdensherre blev et meget lille væsen, både fordi han sad så højt oppe, men også fordi han pludselig sad som en lille koalabjørn, og klamrede sig til grenen højt oppe. Vi prøvede at guide ham tilbage, overtale ham til at springe, så ville vi (Mikkel) jo så gribe ham. Men intet syntes at lykkedes!!! Der gik en halv time, der gik en time… Vi kunne ikke komme ud på den gren og hente ham, så han sad bare der og så sød ud, højt oppe. Heldigvis havde nogle thai’er fulgt med i projekt “fra verdensherre til kolalabjørn” og de kom så heldigvis med en lang stige, så vi kunne hjælpe stakkels Anton ned igen. Der er altså ikke noget så skønt som thai’er, de både smiler og hjælper hvor de kan. 
Pludselig blev det aften, og det er som om at det bliver aften alt for hurtigt hver dag her. Dagene er så fyldt med oplevelser og tiden går som den aldrig har gået før. Vi var ret glade over at have Anton med hjem, og Anton var vist også glad for, at han alligevel ikke skulle blive oppe i det træ, indtil at han var blevet stor nok til at komme ned selv. 
Aftenen blev nydt med grill på terrassen og glade drenge der løb og legede, på bakken hvor vi bor. 
Det er slet ikke så tosset med en blækspruttedag hvor man kom lidt for højt op, og heldigvis er i et land hvor de hjælper en ned igen. 
Vi var nok ikke de eneste der havde grill på menuen den aften… ( RIP. Blæksprutten)
Af Tina Ørsted Rosendahl 

1 kommentar
Ingen kategori
Tina Rosendahl
Se indlæg

Opskriften er enkel… Skarpe tænder, lidt klam, ret farlig,spændene,udfordrende, seje og egentlig også lidt nuttet.


Opskriften er enkel… Skarpe tænder, lidt klam, ret farlig, spændene, udfordrende, seje og egentlig også lidt nuttet. Ja, giv fire drenge en dag i selskab med sådanne dyr og lykken er gjort. 
Der var jubel, og der blev uddelt krammer til alle, da vi fortalte drengene, at de skulle se krokodiller og slanger. De løb ned til pickup taxaen, og hvis spænding og glæde havde en farve, ja så ville hele Thailand være lyserød den dag.
Vi nåede kun lige ind, og bum så var der slanger om halsen på drengene, og krokodiller i hænderne. Der er sjovt nok ingen af os der krummer tæer, når vi holder slanger og krokodiller. Måske er det bare fordi at det vildt fedt at stå her med udsigt ud over regnskoven, og have en kæmpe slange om halsen, og en krokodille i hånden? Jeg stod selv med den Burmesiske python om halsen, og samtidig med at det sugede lidt i maven, så var det så fascinerede at mærke dens krop, der er en stor muskel, dens glatte tørre skind og dens smidige måde at slange sig rundt om en på. De bruger dem faktisk til massage, når de slanger sig rundt om kroppen, og spænder deres muskler mod vores. Det kan godt være vi ikke er bange for at stå med dem, men jeg ved ikke helt hvor meget afslapning, jeg ville få ud af sådan en omgang massage, nok nogenlunde samme afslapning som jeg ville føle, hvis jeg sprang faldskæm fra en helikopter, eller blev kildet af en fugleedderkop. 

Da vi står der og hygger med slanger og krokodiller, så sker der noget skræmmende og uventet!!! Pludseligt, ja meget pludseligt, kommer en hjemløs hund… PANIK… Dem skal vi nemlig passe på, og drengene har lært, at de thailandske hunde ofte er syge med rabies, de bider og angriber. Så fluks løber alle børnene i sikkerhed hos slangen, som Emil står med, og hen til krokodillen. Ja, for man skulle jo nødig blive bidt af en hund!
Det er egentligt et allertiders pædagogisk eksempel, på hvor meget indflydelse vi har på vores børn. Hvad de skal frygte, og hvornår de kan føle sig trygge. 
Vi giver dem frygt for hunden, og vi viser dem tillid til slangen og krokodillen. Det er et valg vi har taget, og de har tillid til os. 
Vi har aldrig været usikre på, hvordan vi skulle opdrage vores børn, eller følt os usikre i måden vi gjorde det på. Netop fordi i sidste ende, så kan vi, ved at stå fast ved vores meninger, guide dem lige den vej vi vil, væk fra hunden og hen til slangen hvis det er det vi ønsker. Der er så mange der har problemer med at børnene ikke vil sove i egen seng og lignende, men i sidste ende er der kun to til at vise dem at det er et rart sted at ligge alene. For hvis mor og far tror på det, så tror børnene også på det. 
Vi har så trygge og tillidsfulde børn, og vi giver dem trygge rammer, fordi vi tror på det vi gør, vi viser dem tillid og guider dem til et liv, hvor intet er umuligt når man tror på det. 
Og se, der står de stolte og glade i fuld gang med at turde nyde livet. 
Der er ikke nogen opskrift på hvad vi skal frygte, eller hvordan vi skal anskue livet. Vi skal vel bare tro på det vi gør, gøre det vi tror på, og tro på at vores børn også kan. 
Drengene kunne få lov til at sidde på ryggen af en stor krokodille, det lød som en stor og virkelig dum oplevelse. Vi skulle jo gerne bevare den tillid, vores børn giver os, og det er altså vildt svært hvis Emil mangler en arm efter dagen oplevelser. “The show man” han var sådan ret klumpet i sin omgang med de store krokodiller, man kan vel godt kalde det klumpet når han var ved at blive til deres måltid et par gange eller fem. Han var helt normal, så han havde ikke havde øjne i nakken, da han står i vandet med en stor krokodille, kommer der nemlig en anden stor krokodille bag ham. Der når en tredje person så at råbe – #%^#*~??}?$+#!? (jeg kan ikke thai)  Men det var nok noget hen ad – PAS PÅ BAG DIG. 
Så faldt han nogle gange i vandet hvor krokodillerne lå, fordi der var så mange alger på bunden af bassinet. Første gang tænker man, okay det kom bag på ham at der var glat, femte gang tænker man… Ja, hvad tænkte jeg egentligt? Noget med – Why? Han måtte da også lige bede et par bønner, inden han kyssede krokodillen på munden. Jeg aner ikke, hvor længe han har levet af at være omgivet af vilde dyr, men noget siger mig, at han ikke kun lever af men også dør af det. Jeg sad og funderede over, hvordan børnene egentligt ville tage det, hvis han blev ædt? Og at det mest fascinerede ved at se ham med krokodillerne, det var om ham klumpedumpebambi på glat is ville være i live når showet var slut? Han så sjovt nok slet ikke bange ud, men måske er han bare sådan en Leif den lykkelige type, der går over en vej, uden at opdage to biler snitter ham, og uden at opdage det, lige når at få røven op i båden inden hajen får fat i ham.  
Drengene syntes det var fantastisk, og ja det syntes vi også… For hvor tit ser man egentligt en der er så glad, når han er så tæt på at blive ædt? Lur mig om den mand ikke bliver 100 år, hvis han kunne skvatte igennem det der uden at blive ædt, ja så kan han sku alt. 

Emil står oven på en slange, der er snoet om mandens arm.

Når Rumle også gider sidde stille, så er underholdningen slet ik så ringe endda.

Efter at have overlevet hunden, nusset med slanger og krokodiller og set Leif den lykkelige overleve hans klumpedumpetilværelse med krokodillerne, så trissende vi langs regnskovens veje hjem. Der gik lige flottenhejmer i den, så vi spenderede 100 baht (16 kr) på fire slanger og fire gekkoer i et supermarked. Så gik hjemturen med at svede, håbe på at vi ville møde en lille bambusbod der solgte is, slæbe på de kokusnødder Anton fandt på vejen, og lege med de nyindkøbte slanger i hvert vandhul vi mødte. 
Det kunne godt ligne noget der minder og en dag der skaber gode minder. 


Sidst vores modige drenge havde slanger om halsen (og en finger i slangens mund) I Ao Nang (Thailand) 
http://kobenhavn-asien.blogspot.com/2014/03/kan-ikke-vre-andet-end.html

Af Tina Ørsted Rosendahl
Skriv en kommentar
Ingen kategori
Tina Rosendahl
Se indlæg

Måske gør vi det rigtige, når vi bare går derud af…

 
Måske fordi vi er så spontane, måske fordi vi elsker overraskelser, eller måske fordi at vi nyder at være frie og bare gå på opdagelse… Måske er det derfor vi elsker, bare at trave afsted? 
Det bedste er når vi ikke ved, hvor vi går hen? Vi går bare afsted, og når der ingen forventninger er, så lader vi os også overraske på en anden måde. De bedste øjeblikke i mit liv, er dem hvor jeg ikke havde forventninger, eller hvor oplevelsen måske overgik mine forventninger. Man kan planlægge sit liv i selv små detaljer, men ikke engang øjeblikket lige nu, er jeg herre over, så måske gør vi det rigtige, når vi bare går derud af, og rejser hvor intet er planlagt. For når først vi er der, ved vi om det er det rigtige sted, eller om det sted vi ikke kendte, men bare tilfældigt gik hen til, måske er omgivelserne til en af verdens bedste dage. 
Det var ihvertfald sådan en dag forleden dag da vi bare gik afsted….
Vi gik langs stranden, vi gik uden om klipper i vandet, så vi kom over til en ny strand da den næste stoppede. Drengene løber og leger, det er som om sand og vand er en leg der aldrig dør. De kan blive ved med at finde ting, der er næsten uendelig plads at boltre sig på, og vandet kan hele tiden løbe i nye retninger. 
Vi fandt små perler undervejs, sådanne steder med store træer, der med deres store træstammer gør stranden til en helt ny legeplads, en gynge i træstammen og udsigt ud over havet. Efter jeg endelig havde fået hele mit korpus op på gyngen under det store træ, så gad Rumle ikke have mig på den. Det er egentligt ret unfair, når nu man er et sted hvor vi syntes, at det er lige så sjovt at lege som de gør. Man kan ligefrem tage sig selv i at tænke – jeg så altså gyngen først Rumle! 
Så løber vi bare her og hygger, uden vi aner noget om, at vi to timer senere bader i regnskovens floder. Det er netop det der er så fedt, for havde vi vidst, at vi var på vej derhen, så havde vi måske ikke blevet så længe under det store træ. Men vi havde skyndt os videre, fulgt planen, og slet ikke haft tid til at mærke roen og få et kys i vandkanten (i mens børnene råber – Ad de laver en baby) 
Jeg elsker synet af Rumle der går afsted i den store verden, for han er så lille, og verden er så stor. Nu har vi jo tre der er større, så i vores øjne, er Rumle nok ti cm lavere end hvad virkeligheden er, og verden er endnu større end på billedet, fordi vi ser alt det uden om også. Thaierne omtaler ham også som baby, så de hjælper os ikke til at indse, at han faktisk er ikke er så lille mere – Wiii… (de hviner når de er begejstret) hello baby… 
Mikkel bliver omtalt som “Big man” – Wiiii…. Four boys, you Big man. Jeg får stadig ikke noget af æren for at have sat fire sønner til verden, men de ville virkelig også få grund til at hvine, hvis de hver dag sagde til mig – Wiiiii…… Four boys, you BIG woman! 
Er der noget bedre en bare stå der og klø et myggestik, i mens man ser ud på verden, leger ved det største træ, og finder små dyr undervejs.
Vi havde selv taget mad med, så skal vi ikke bruge tid på at finde et sted at spise, eller være afhængig af at der overhovedet er et sted at spise, der hvor vi går hen? Når vi tager mad med så er det brød, dåsepålæg så som leverpostej (det kan man finde mange steder her, endda dansk) makrel eller tun. En masse frugt og grønt, og for ikke at ødelægge stemningen, så havde vi også chips med. Vi er i forvejen milevidt fra fredags slik, det strækker sig næstmest til at være ren pædagogiks ondskab, hvis de ikke får en is hver dag i den her varme. Fredagesslik!…. Hvem siger egentlig at man er lækkersulten når det så endelig bliver fredag? Hvad nu hvis man bare tager kontrol som forældre, tager ansvaret for at de ikke spiser sig tykke og usunde hver dag. Men spiser slik på en onsdag hvis det er der det er hyggeligst, og måske om mandagen ugen efter! Så er det måske endnu hyggeligere, fordi det ikke er kommet i kasser, lagt i skema og skal foregå foran tv’et til disneysjov. Måske ville nogle børn syntes det var hyggeligere, at sidde en onsdag eftermiddag ude i haven med mor og far, dele en slikpose og hyggesnakke. Jeg tror på, at hvis man gør alt ting med måde, så kan man komme langt, og børnene for et naturlig forhold til selv det at spise slik. En dag for vores børn jo råd til at købe det selv, og hvem ved om glæden ved ikke at skulle vente til fredag tager overhånd? Vores børn må gerne få slik til disneysjov, men de må ihvertfald også gerne sidde når der rigtig hygges, og gumle en slikkepind og have flødeboller i hele hovedet.
. 
Her er vi heldigvis langt væk fra en verden i kasser, her er der tid til lege med vores børn, og jeg kan lige love for at vi sætter pris på det. Det er en af grundene til at jeg ikke aner, hvordan vi skal slippe denne her verden på et tidspunkt? For her er det virkelig sjovt at lege sammen, og når vi leger, så er der samtidig så meget smukt at se på omkring os. Vi har opdaget verden, og jeg tvivler på at et Legeland med fire vægge om os, vil kunne give os den samme glæde, som inden vi rejste. Vores verden er blevet meget større og vi ser livet med helt andre øjne. 
Jeg har aldrig været en drengepige som barn, heller ikke prinsesse, men derimod kreativ, ret fjollet og fyldt med ideer. Det kombineres vildt godt med at være drengemor, og særligt i den her verden hvor vi har så meget at få ideer ud fra, og være kreative sammen om. Vi anede stadig ikke, at vi var på vej hen til floderne i regnskoven, så vi hyggede med at bygge verdens mest ustabile tømmerflåde. 


Den ville være en ren selvmordsmission at begive sig til havs på den, og heldigvis nåede vi slet ikke så langt. For alt, og jeg mener alt faldt fra hinanden, da vi satte den til søs. Jeg havde altså stået og bundet knuder, hamret en pind ned i kork. Og ikke en ting holdt, da vi satte den i vandet! Så skulle jeg måske alligevel have prioritet at gå til spejder istedet for at se pippi hver tirsdag dengang for 23 år siden! Jeg kunne bare ikke gå til spejder længere, når nu der kom pippe i fjernsyn for dig samtidig, ja for DIG, det var til mig og så duede det jo ikke, at jeg sad der og bandt råbåndsknob, når jeg kunne være i villa villekulla. Det er som om at alt de ting man sprang let og elegant over i sin tid, de sparker en i røven nu. Som med min tysklærer – Tina, du bliver glad for at kunne tysk en dag… (Zzzz) og nu ved jeg at han ikke løj, eller bare var en mand uden nogen spændene interesser. Jeg gad faktisk godt at have været bedre til tysk den dag idag og til at binde knuder. Vi hyggede max med at bygge, og jeg fandt ud af, at jeg ikke kan redde os, hvis vi strander på en øde ø. Nej så må jeg istedet bygge villa villekulla og undgå tyskere. Måske er det også lige så hyggeligt? 


Velvidende at vi ikke kunne forlade øen på vores tømmerflåde, gik vi videre på øen.
Og imens Mikkel og drengene fandt mærkelige ting, så så jeg lige mit snit til at ligge under et træ i en hængekøje. Det er hvad jeg vil beskrive som noget virkelig skønt, det er faktisk bedre end nærmest alt andet. Og det er nok fordi at det er på virkelig lånt tid, jeg ved, når jeg lægger mig, at der ikke går længe før små stemmer lyder – MoAR….. Hvor er mor? Mooooooaaar….. Der var du mor, hvad laver du? Kan jeg også ligge der? (x4) Mooooooooaaaaaarrrr….
Veludhvilet efter 4 minutter alene i hængekøjen, så gik vi ind mod regnskoven. 
Der var den skønneste flod, hvor der løb vand ned oppe fra bjergene.
Sidste mand i er en kylling… Vi stod lige og så det lidt an, tjekkede lige om der var vandslanger. Så fandt vi en thai’er, hvor vi lige med lidt tegnesprog (kropssprog) fik spurgt om det var okay at svømme der? Når man er i regnskoven, så ville det virkeligt være dejligt hvis man bare altid havde en stedkendt thai’er i lommen. -is this okay? Can i walk here? Swim here? Is it totally stupid to go here? Will we survive this? 



Hun sagde – okay… De første forsøgskaniner der gik derud, de gik lidt langsomt. Men da vi ligesom havde set at det var godt nok, og vores begejstret stemmer havde tømt hele den sydlige del af regnskoven for dyr, så sprang vi i. 
Og det er et sted børn kan få lang tid til at gå, nøj hvor de og vi hyggede…
Det er bare et af de bedste syn, en regnskov, en smuk flod og så fyldt med glade børn.


Vi trissede videre og mødte høns, der var på dødsgangen. Der var fem da vi kom derhen, så stod vi der og kiggede på dem, og en efter en kom der en thai’er og hentede dem, for at lave dem til mad i sin restaurant. Den sidste hane så pænt stresset ud, uden af være læge eller psykolog, ville jeg godt kunne føle mig ret sikker, når jeg gav ham diagnosen – angst. 
Ja børn, det er virkeligheden. Han skal dø så nogen kan spise kylling med pomfritter (ris her selvfølgelig) og hver gang i spiser aftensmad, så har der gået et dyr rundt som ham, der har måtte lade livet. De næste tyve minutter var vi vegetarer, sådan nogle af dem der slet ikke rører selv en fisk.   
Det var slet ikke svært at være vegetar, for vi gik ned til stranden og der falder frugt i hovedet på en og hele vejen derned duftede vi til de smukkeste blomster.
Men så nåede vi til hans restaurant, og når man går ind til duften af grillkylling så giver noget så absurd som mord mening. Man hører sig selv sige – Mmm… Skindet er det bedste for det er så sprødt. Du er hvad du spiser, og ja, føler mig virkelig som en kylling, når jeg det ene øjeblik næsten græder arm om arm (vinge) med hanen, hvorefter at vi æder den med velbehag. 
Rumle drak kaffefløden blandet med sprite, den slags ved alle jo smager vildt godt. Jeg oplevde dagens nedtur der var uopretteligt, da de gav mig en Est (pepsi) istedet for en Coca cola! Nok kan jeg se mit måltid i øjnene inden jeg spiser det, men at give mig en pepsi det er jo til at få traume over! Vi hyggede lige til solen gik ned, og på vej hjem gik vi samme vej, det havde vi nemlig planlagt, for nu behøvede vi ikke flere overraskelser, eller flere eventyr for idag. 
Hele dagen havde nemlig været som hele rejsen – Fantastisk. 


Af Tina Ørsted Rosendahl 

Instagram – verden_som_legeplads 

Facebook – verden som legeplads blog 

1 kommentar
Ingen kategori
Tina Rosendahl
Se indlæg

Hvordan er det egentlig at være dig Rumle? Og en masse balloner på en strand i Thailand


Det blev egentligt en sjov dag idag, sådan en dag, hvor vi ingen forventninger havde til dagen, og sådan en dag hvor Anton stiller det spørgsmål til Rumle, vi alle vel har tænkt over, uden helt at tænke over det – hvordan er det egentligt at være dig Rumle? 


Rumle han svarede ikke! Han gloede bare dybt i Antons store brune øjne, og sagde ingenting? 
Så hvordan er det egentlig at være Rumle, når man er to år og rejser rundt i verden? 
Jeg tror faktisk at det er ret cool at være Rumle, for her er der ikke noget der er almindeligt, det betyder at alt han oplever er ualmindeligt spændene. 
Så som idag, for det regnede og det regnede, så gik der lige fem minutter og så pissede det ned. Vejret var for vildt til at gå på eventyr, lyn slog ned og vejene ligger som søer hvor kun thaier og dumdristige turister begiver sig afsted på scooter. Vi kunne heller ikke bade, for i havet er der giftige gobler som ikke er bange for at svømme langs kysten når det er gråvejr. De er 1- 50 mm store, og et møde med dem kan betyde døden øjeblikkeligt. Dem gad vi ikke at møde, og havet så heller ikke så børnevenligt ud, bølger slog om sig til alle sider, så selv en sømand til havs garanteret sidder og småklynker. 
Men så fik vi en ide, ikke bare en ide, men en ide på højt niveau (set med børneøjne) 
Vi købte en milliard vandballoner, så fyldte vi ellers vandballoner op, indtil vores fingre næsten krampede af at binde knuder. 
Vi (Mikkel) slæbte hele rygsækken fyldt med vores vandvåben ned til stranden, og så kunne kampen begynde… 


Vi har ingen ide om hvordan man aktivere piger mellem 2 og 10 år? Men de små drenge, dem har vi tjek på… Når jeg tænker på, hvor tit jeg har siddet og gonket hovedet ind i et gyngestativ af kedsomhed på en legeplads, så tænker jeg, hvorfor fik vi ikke den her ide før? Tænk sig at vi først er rejst nu, det her er jo livet. 


Store skyer hænger over os, bølgerne bruser og stranden står smukt i den thailandske natur. Så løber vi her, på den anden side af kloden og leger med vandballoner verdens smukkeste regnvejrsdag. 


Drengene griner højt, og et par små thaibørn står sødt og kigger på fra en bambushytte. Drengene giver en lille pige et par balloner, og nu smiler hun mindst lige så meget som drengene. 
Det er svært at gøre lykke op, for vi alle er så forskellige mennesker, men her i denne verden, har vi ihvertfald fundet ubeskrivelige lykke. 


Vi har ikke på noget tidspunkt tvivlet på, at man kan rejse på backpack rejse med fire børn, og hvis nogen spørger mig nu, så vil jeg sige, det er det mest fantastiske man kan gøre. Hver dag vi har verden som legeplads, så griner og oplever vi mere end ord kan beskrive. Om otte dage så rejser vi med tog igennem hele Thailand til nye oplevelser, nu skal vi nyde de sidste dage her på regnskovs øen. En af de kommende dage overrasker vi drengene, med at vi skal møde krokodiller, drenge kan nemlig godt lide wildlife, skarpe tænder, og suset af at man eventuelt kunne blive ædt, så mon ikke der bliver jubel og glædesdans… 

Ballonerne begyndte at slippe op, skyerne blev tungere og vi nåede lige at løbe i ly under et bambustag på stranden, inden lyn slog ned, og der lød høj torden over os. Der sad vi og så magi og trylleri ud over verden, at naturen viser os, at den har stærkere kræfter end os. Der løb vand ned af taget, floder af vand oppe fra vejen, løb forbi os mod havet. Drengene løb ind under vandet og jublede, og så sad vi ellers bare der og gumlede noget slik, digtede en regnsang, sådan en “ingenkanhøreos” sang hvor både Mikkel og jeg nød at digte med på den helt overdrevet platte sang med ungerne, imens vi klappede løs. Hvis der nu mod alt forventning var kommet nogen forbi os, så ville jeg være glad for at vi er på den anden side af kloden, ellers ville det være et svært arkward moment. 
Men gosh hvor vi hygger, og det fede ved at være voksen det er, at man stadig kan få lov til at være lidt barn, lidt teenager, meget voksen, og af og til føle sig lidt gammel.
Idag var ihvertfald endnu en fantastisk dag i børnehøjde, og jeg putter den fluks i hjertet, og mindes forevigt vores drenges grin ud over den store strand. 

– Tænk hvis alle gråvejrsdage var fyldt med balloner, og det er de jo, hvis man fylder dem op. 




Af Tina Ørsted Roaendahl


4 kommentarer
Ingen kategori
Tina Rosendahl
Se indlæg

De mener det seriøst her i Thailand…

Når der står REGNskov på kortet, så mener de det. Vi har skoven -tjek ?? Og jeg skal da lige love for at himmelen pludselig kan gå fra lys til mørk, og sørge for at det vandfald vi ikke nåede at komme hen til, det kommer til os. Der kommer ikke bare en skylle hvor man lige mumler – se det regner! Alt bliver mørkt, vandet vælter ned og veje bliver til floder. På bjergene fordamper regnen i samme fart som den falder, og når man ser op mod toppen af bjerget, så ser man tæt damp bevæge sig op fra de tætte regnskovsbeklædte bjerge, som store skyer søger vandet op mod himmelen igen. Det er noget af det mest unikke, og smukkeste jeg nogensinde har set. 


Øen består af bjerge, og ned skal alt vandet. Vandet løber i floder langs vejen, og der er fart på. For det meste er det om natten det regner, men vi har også være heldige at opleve det om dagen nogle gange nu. 
Vi spænede ud i regnen, inden for få sekunder var vi alle gemmenblødte, vi løb i regn, hoppede i regn og plaskede i alt vandet det, var ren regnsjov i regnskov. Det er som om hele verden et kort øjeblik bliver et stort vandland, og det der før bare var en vej, bliver pludselig til en legeplads. 

Jeg anede slet ikke at regnvejr kunne være så fascinerede og sjovt, men nu når mascara pludselig ikke er en del af mit liv, så kan regnen heller ikke forsage samme irriterende ødelæggelser som før. Ja, det er crazy jeg glemmer for første gang i mit voksne liv (uden jeg har feber) at tage macara på!!! Divaer i junglen findes kun på tv. Jeg har haft en baby hængene i babsen, imens jeg har holdt en på halvandet år i hånden, samtidig leget med en fire årig, og stadig haft en ekstra hånd til at lægge makeup, og sætte hår hver dag. Aldrig har jeg haft mere tid en nu, men sæt mig på en tropeø og så er det overflødigt.
Den ene dag gik vi op til et viewpoint, der fik vi oplevet regnen fra toppen. Først kunne vi se ud over havet hvordan uvejret kom tættere og tættere på, og pludselig var det over os, vi søgte ly i et lille tempel, og så sad vi der og så naturens kræfter slippe løs med det bedste view. 

Både Emil og Rumle udnyttede lige ventetiden med en lille bøn, det er jo forsøget værd om der kunne komme en PlayStation 4 ud af det, gad vide om man egentligt godt må spille på flere heste (guder) og ytre sine ønsker for hver random Gud man render ind i? Rumle han er stadig ikke blevet døbt, så han er vel en form for “gudesingel” så nu kan han lige løbe hornene af sig her, og smage på de forskellige templer inden han siger ja og amen derhjemme i kirken. 
Jeg ved godt det virkelig er dårlig stil, at vi ikke har fået ham døbt endnu, men man bliver altså ikke mere stresset af at få mange børn, bare mere afslappet omkring hele konceptet og tager det stille og roligt ( i forhold til dåb MEGET stille og roligt) 

Måske burde vi have dårlig samvittighed over at vi ikke har døbt ham endnu? Men på den anden side, så er det netop også fordi at vi tager det hele så afslappet, og ikke stresser over at alt, skal være lige efter bogen, at vi er her på den vilde rejse med vores børn. Vores børn de er så glade, når vi er glade, og hvis vi satte vores liv på standby imens de er små, så ville både vores børn og vi, gå glip af så meget fantastisk, og de ville slet ikke opdage hvor spontant og spændene livet kan være, når man sætter rutinerne på pause. Man kan amme, skifte ble og føde over alt, vi har rejst da jeg var højgravid, og vi har rejst lige når de er kommet ud af mavsen, og hold da op vi har mange gode og sjove minder i bagagen. 
Gravid i uge 37 med Rumle (På en måneds rejse I Italien)








Skriv en kommentar
Ingen kategori
Tina Rosendahl
Se indlæg