Alt kan jo ikke være lutter idyl, selvom man er I paradis

image Vi starter lige i den tunge afdeling… Alt kan jo ikke være lutter idyl selvom man er I paradis, for en del år siden var der jo nogle der liiige skulle tage en bid af æblet, så vi andre her flere tusind år efter stadig skal straffes i paradis, og opleve det sure med det søde. Havde det ikke været for de to egotrippere, så havde jeg sikkert haft remulade og blandselvslik hver dag her i paradis, og jeg havde endda kunne sidde lige midt på stranden uden et trævl på kroppen, undgå bikinistriber og slet ikke føle mig pinlig. Det første ‘suk’ kommer fordi vi ville spare så meget på vores remulade, at den gik hen og blev for varm, og vi måtte smide den ud UDEN AT HAVE SPIST DET HELE!!! Det gør ondt bare at skrive det, så bliver det på en trist måde mere virkeligt… “Mit” blandselvslik lakker også mod enden, den slikpose min egoistiske hånd har gravet dybt og lykkeligt i den seneste uge. Nu når jeg snart ikke har mere tilbage, så begynder den dårlige samvittighed også at nage over, at jeg ikke ville dele… Jeg har fået læst både ‘Se og hør’ og ‘Kig ind’ som min søster havde med, og de rester der er tilbage af bladene, dem har små fedtede børnetæer vandret ovenpå så siderne er krøllet, og delt i to. Jeg var faktisk så glad for de blade, at jeg har læst noget så nederen som detaljer om Jessica Simpsons bryllup! Rumle og Mikkel faldt I søvn da jeg læste højt om temaet til deres brylluppet. Det var (gaaaaab) individualisme, og da de I detaljer beskrev hvilken atmosfære de ville skabe (gaaaaab….). Det var et eksklusivt (kedeligt) interview, som man kun kan finde underholdende når man ligger i en hængekøje på den anden side af kloden og ikke har set et sladderblad i fem måneder.  De fedtede sammensmeltede rester af slikposen der er tilbage, mindet om remuladen og de krøllede ugeblade ligger nu som resterne fra en fed fest, og er nu klistret fast i min erindring som verdens mest unikke nydelse med smag af det danske, nydt her i palmer og paradis. image Livet her på de små øer, det bliver altså hurtigt en dase-oase, hvis man ikke går egne veje. Det hele fremstår så turistet, men det er bare en kulisse. Lige så snart man gå ned af en grusvej, rundt om et bjerg eller op af en ukendt stejl bakke så finder man en anden verden. Det er så spændene at gå væk bag kulisserne, der hvor de bor, de få timer de ikke arbejder, der hvor de handler, der hvor de har bygget deres boliger af det de kunne finde. Det bedste det er, at gå afsted, når vi ikke ved hvor vejen fører hen? Vi gik på broen, rundt om bjerget, der var løse brædder og huller. Vi var ved at falde igennem nogle gange, men vi faldt ikke. Forenden var der plads til at børnene kunne lege, og vi mødte verdens smukkeste udsigt. På vej tilbage der vidste vi hvor vi skulle passe på! Og gæt hvilken vej der var mest spændene…. image Der er nogle snu thai’er der har opdaget, at vi er på en lille ø! De har så været så smarte, at de lige har slået hovederne sammen, og aftalt noget så smart som, at tjene lidt (meget) ekstra i deres butikker nu når folk (den dag idag) ikke lige kan gå på vandet og handle et andet sted. De tager ikke bare dobbelt pris i deres butikker! De tager fire til fem gange prisen på fastlandet……. (Ja, vi føler os snydt) Da det i sidste ende er ris til egen røv, at straffe dem for deres snedige plan ved ikke at handle, så har vi i stedet for, fundet det sted de selv handler! Det er omme bag kulissen, og så er det alt det lækre der ligger disket frem og ligefrem har backpack venlige priser. Vi var sådan ret høje over endelig at have fundet et sted at handle hvor vi ikke blev snydt, men vi var endnu mere høje over at vi gik derhen uden børn!!!! Mikkel og jeg gik, uden at skulle holde øje om børn blev kørt ned, om nogen var blevet glemt, vi skulle ikke lytte (eller lade som om)  og deltage i mærkelige samtaler om ting kun børn fundere over. Nej, vi gik bare der som to almindelige voksne mennesker og snakkede voksensnak… Det var ret syret efter fem måneder på farten, hvor vi alligevel har vurderet at børn fra 3 til 10 år, ikke skal være alene hjemme. M&M’s (moster & Mathilde) havde taget børnetjansen og dyppede alle ungerne i deres pool, imens vi handlede… M&M’s, blandselvslik, ugeblade og remulade, det er ikke tosset at have besøg fra det danske. Særligt ikke når de der M&M’s er  fyldt med farver, total søde og nu efter at have ligget i solen i en uges tid, så kan man også se de er brune under alle farverne… image

Memory lane part#2

image

Læs memory lane part#1 HER

Efter at have stået rædselsslagende og nedstirret de to fremtidsstreger på testen, så løb, gik eller listede jeg ned til nærmeste telefonboks (hvor var min mobil egentligt?) jeg husker, faktisk hverken hvorfor jeg ikke havde min mobil på mig, eller hvordan turen ned til den telefonboks var? MEN, jeg husker da Mikkel tog røret, for jeg græd helt vildt, jeg sagde ikke engang ‘Hej’ men udbrød bare ‘jeg er gravid (hulk). Mikkel blev vildt glad og tabte et glas kakao på sofaen af bare glædeschok, jeg sagde noget med ‘du kan da ikke bare være glad’. Så græd jeg resten af samtalen, imens jeg mumlede noget om at vi ikke engang havde prøvet at være kærester om vinteren endnu!!!

Jeg kunne ikke lige komme hjem til Mikkel, da jeg jo var ret langt væk. Så jeg allierede mig med min søster, da vi lå ude I poolen. Det er nok det tætteste hun har været på at drukne, da hun hørte sin lillesøster sige ‘jeg er gravid’. Vores leg var ved at blive ægte!!! Jeg avlede nu, og hun læste til bankrådgiver…
Det var ikke helt den Tina, Mikkel kyssede farvel I lufthavnen, der kom hjem igen, nej det var et hormonelt granatchok. Samtidig med jeg lige skulle finde ud af, om det der baby nu også var en god ide, når nu vi kun havde kendt hinanden I nogle måneder, så var min krop under (for mine omgivelser) kritisk tilstand. Jeg blev virkelig let såret og græd over det mindste, hvad enten det var sødt, sjovt eller surt………Sådan lidt pms gange en million!!! Mikkel er heldigvis verdens mest tålmodige menneske, og den slags kræver tålmodighed. Jeg stod og græd på islandsbrygge metro station, ikke fordi der var noget I vejen, men fordi der KUNNE have været noget I vejen. Mikkel og jeg skulle nemlig mødes der, og han havde glemt sin mobil. Da jeg ser ham, så spørger jeg hvor hans mobil er? Den havde han glemt!!!! Det der skete var så, at jeg græd (lang tid, uden at være pinlig over at stå midt på stationen og tude) over hvis vi nu eventuelt ikke havde kunne finde hinanden, så havde vi jo ikke kunne få fat I hinanden. Nej det giver ingen mening, men det gjorde det for mit homonpåvirket hoved. Jeg græd når han (som jeg havde bedt om) ringede for at sige at han gik fra arbejde og hjemad. For jeg KUNNE have sovet, og så ville han jo have vækket mig!!! ‘men det gjorde du ikke lille skat’ NEJ, men det KUNNE jeg eventuelt have gjort… Ja, stakkels Mikkel… Og stakkels Mikkel, da vi stod på rulle trappen I IKEA. Det er i forvejen et sted hvor Mikkel hurtigt får ondt I fødderne af at være. Nu stod han der med sin nygravide kæreste, og hun ville vide, hvilken kendt han syntes der havde den bedste røv? Hmm.. Det syntes Mikkel ikke han havde nogen ide om? (eller lyst til at fortælle til en der græd på grund af alt) men jeg blev ved at spørge, og til sidst lige der på rulletrappen, han var næsten nået udgangen, da han måtte give op og svare ‘Hmm, altså det ved jeg ikke? Men hmm tja så Christina Aguilera’. Så blev der stille, for nu var den gravide fornærmet… Men ikke ked af det (endnu). Næste dag sad vi og spiste frokost med lidt ugeblade foran os, der syntes jeg så, at Mikkel blev længere tid på siden med Christina Aguilera. Ja, jeg tuede og tuede som kun en gravid kan gøre… Stakkels stakkels Mikkel, som så måtte sidde der og trøste mig og forklare virkelig ligegyldige ting, til en som syntes det slet ikke var ligegyldigt… Efter tre måneder begyndte jeg at blive normal igen, og havde endda taget den beslutning, at selvfølgelig skulle vi være forældre. Vi fejrede, at jeg blev normal igen, ved at gå virkelig mange lange ture, hvor vi gik og hyggesnakkede om fremtiden. Vi fik fundet os en god lejlighed I valby, så skulle der bygges rede.
Vi gik hånd I hånd igennem København I de 9 måneder, vi købte barnevogn, seng og råhvidt tøj (vi kendte ikke kønnet). Vi var utålmodige som bare pokker, og glædet os så meget til at se det lille pus I maven. En fredag da jeg var ude og spise med en veninde, meldte de første veer sig. Så skulle man nok lige tro jeg fødte fredag eller lørdag! Men nej jeg fødte mandag klokken 16.16. Jeg havde veer så lang tid, at jeg til sidst næsten ikke kunne huske hvorfor jeg var på hospitalet? De gjorde pænt ondt, I pænt lang tid!!!! Jeg kan huske at samtlige læger, jordmødre og sygeplejersker undskyldte for, at jeg fået det rum uden vindue. Jeg lå så med en klud over øjnene, kastede op og var I smerte helvede. Jamen, kunne jeg da være mere ligeglad med forårssol, vinduer og lys?
Endelig skete det, vi nærmede os klokken 16.16 og ud kom lille Victor. Han var virkelig et smukt nyfødt barn, og så fin. Han blev lagt ved mit bryst, han åbnede sine små øjne og kiggede på mig. Da vores øjne mødtes, da skete der magi. Jeg kan stadig se øjeblikket for mig, jeg blev mor, jeg blev forelsket, mit hjerte blev til hans hjerte og han var bare på verdens mest naturlige måde min og Mikkels smukke kærlighed.
Det lugter lidt af lutter idyl, og det var det egentligt også. Familen kom på besøg for at sidde og stirre lige så forelsket på Victor-vidunderet som os. Et par dage efter fødslen havde vi hele stuen fyldt med gæster, jeg sad klasket ned I sofaen og ammede, der var livlig snakken og hyggestemning. Men pludselig blev der helt stille, pinlig stille, akavet stille… Roden til stilheden den skulle findes nogle måneder før, der havde jeg nemlig haft fødselsdag. Et par kreative ‘funny’ veninder havde lavet en morsomhedsgave, den gave indholder også en film som man ikke behøvede, at sætte på for at tjekke om den nu også var ganske ucharmerende, for bare synet af de tre østeroupæiske kvinder, med GIGANTISKE sillepatter bodypaintet med tyske, polske og franske flag, var ligesom nok til at vi grinte, sang fødelsdagssang og havde en fed aften. Alle de fjollede gaver var endt i en skuffe, og en dag blev filmen nyttig. Vi havde nemlig været ude for at købe en dvd afspiller, men vi havde ingen film til at tjekke om den virkede? Og dog, vi havde jo den fra fødselsdagen. Så vi fik tjekket den virkede, og så fik vi ikke brugt den dvd afspiller igen, før efter jeg havde født! Hele stuen var fyldt med familie, og pludselig skulle vi så se noget hjemmevideo som en havde med. Alle sad stille, med fokus mod min lillebror der skulle sætte dvd’en på, men ud af dvd afspilleren kom en dvdfilm med så store kasser på forsiden, at selv Linse Keslers familie ville sidde tavse, mundlamme og undrende. Min lillebror han valgte så midt I tavsheden at lade dvd’en ligge med forsiden opad. Midt I alt pinligheden prøvede jeg at forklare, at vi altså ALDRIG havde set den, men vi bare skulle tjekke om dvd afspilleren virkede, det var en gave og…. Den døde bare sammen med stemningen, det lød som verdens mest lade undskyldning. Der var bare ikke andet at gøre end at spørge om der var flere der skulle have kaffe, og pænt bede min lillebror om liiiige at fjerne dvd’en.
Dagene gik, og aldrig før har noget føltes så naturligt som det at blive forældre. Vi var ikke usikre på noget, og livet var bare blevet endnu bedre. Vi kom ham I bæresele, og derfra kunne han amme både når vi gik på strøget og på fisketorvet.
Det der var fedt ved at fik Victor så hurtigt, det var at vores liv sammen ikke ændrede sig det store. Der har altid været børn I vores liv, vi har altid levet livet med vores børn, og vi har aldrig tvivlet på, at vi gjorde det rigtige. Hverken når det kom til at sætte grænser eller bryde grænser.
Vi har nu levet sammen i 11 år, gjort ting hvor folk har klappet og rystet på hovedet ‘for kan man det med børn?’. Ja, det kan man… Vi har pluppet babyer ud, rejst afsted før navlestrengen var faldet af, vi har kørt afsted på de mest skøre rejser, jeg har været gravid så mange gange, at Mikkel efterhånden syntes hormoner er normale. Den sidste den er alligevel den mest imponerende, for OMG da jeg ventede Anton… 🙂

Fortsættelse følger…

Ps. (tak for jeres søde utålmodige beskeder og feedback, I er sku skønne at skrive til)

Så længe man ikke lever som en bangebuks

imageEventyret bliver jo bare ved og ved… Og hvis livet handler om at leve fuldt ud, så er vi lige der hvor vi skal være. Vi tog afsked med koh Samui, og som I nok kunne ane på de indlæg derfra, så har vi været total glade for at være der. Efter vi havde brugt langt over en formiddag på at pakke vores rygsække, vi var nemlig mega trætte og det lod sig virkelig komme til syne i vores pakke tempo. Jeg plejer ellers at kunne pakke en bungalow ned, i samme fart som vi får spontane ideer. Vi var så længe om det, at det var sådan helt surrealistisk da vi endelig havde alle tasker klar, og hoppede ind i den minivan vi havde bestilt til færgen, med kurs mod øen Koh panghan. Han havde helt sikkert mere travlt end os, ham minivan chaufføren, han kunne ihvertfald godt have skruet lidt ned for charmen i de sving. Helt uden at have haft en vildt fed nat i byen, hvor der var blevet smagt nye spændene drinks, så præsterede jeg at få noget der minder om tømmermænd. Han fløj rundt i alle sving, og han kørte op og ned af bakker der kun hører til i Tivoli. Trods manglende evne til at fokusere på grund af kvalme, så er der alligevel næsten ikke noget bedre end at køre afsted. Vi får set så meget af landet når vi kører afsted, så der er fedt mærker på ruden, efter vi har trykket snotten helt op af den, for at få det hele med.imageDa vi steg ud ved færgen var jeg både træt og havde kvalme. Det hjalp gevaldigt på det at der var noget så u thai agtigt som en sandwhich bar med tun sandwhich… Med bagage klasket rundt omkring os, sad vi der og nød udsigten (og maden) inden afgang.

image
Vejret begyndte at ligne sådan noget vejr, der gør en sejltur til noget man kun vil sidde og se i tv’et fra sin sofa. Det blæser mere og mere op, og bølgerne begyndte at varme op til vores næste meget vippende time.
image
Med ungerne i redningsveste og bagage på ryggen begav vi os ud på næste eventyr. Jeg har aldrig været den store tilhænger af, at være til havs når vandet ikke ligger musse stille. Jeg har virkelig alt for meget fantasi, til at forestille mig de scenarier der kan ske når båden “højst sandsynligt” bliver vippet omkuld. Jeg er heller ikke tilhænger af at gøre mine børn bange for noget som helst, så jeg klappede kaje, og gik bagerst med min livlige fantasi imens jeg fik mumlet noget med – Det bliver sku fedt vi skal sejle i alle de bølger ikke drenge? Det syntes de jo så lød fedt…!!!
image
Jeg syntes lige jeg ville smide mine klipklapper, og få luftet de varme fodsåler i havets friske luft. På det tidspunkt vippede båden så meget at vi ca hvert 20 sekund sad lodret på dækket med udsyn lige ned i havet. Den slags giver landkrapper angst… Jeg sad med nogenlunde samme smil som når jeg flyver, og Mikkel syntes det var oprigtigt fedt. Rumle sad næsten og sov, det var simpelthen for meget vuggen på en gang til man fysisk kan stå imod det når man stadig bruger sut. Anton han er frygtløs, så han sad bare med sin kikkert og smilehullerne helt i hak. Emil var, lige som vi satte kurs igennem bølgerne, gået igang med at digte en sang, han sad som kun Emil kan gøre, I sin helt egen verden og hyggesang. Victor derimod, han er nok nået en alder, hvor han bedst kan lide at det er horisonten vi kan se og ikke udsyn mod havbunden. Han kæmpede for at overbevise sig selv om at det var okay, ‘far, hvis du siger at der ikke sker noget, er jeg helt tryg’ og så det næste øjeblik udbrød han ‘arg jeg kan ikke lide det alligevel’. For at få et billede af hvor meget den vippede, så kan jeg så fortælle at de klipklapper jeg havde sat på dækket var gledet overbord!!! Det skal alligevel lidt vip til…
image
Man det er sjovt, for selvom man sidder nu klipklapløs og bliver lidt angst i kanten så er det så fedt at sejle afsted. Det der med at få pulsen op, mærke at man lever midt i bølger og brus. Se ungerne spejde ud over verden, og endnu engang sidde uden ord fordi alt det vi ser er så smukt. Når man gør det man ikke helt tør, og når man bliver bekræftet i at det er okay at være bangebuks, så længe man ikke lever som en bangebuks. Livet handler jo om at turde gør det man drømmer om, og ikke drømme om alt det man ikke tør.
image
Med et skønt adrenalin chock over at have overlevet turen, så stod jeg med samme oprigtige smil som når mit fly skal til at lande. Ps. Hvad sker der for at der er faldet tre ned på en uge?!? (Ja, jeg tæller! For frygt trives jo bedst når det bliver dyrket)
Mod land kunne vi se den smukkeste ø, det var virkelig smukt. Hvide strande og træhytter i bjergene, det her skal vi udforske. Heldige os!!!!
Da vi så skulle af, hang der et par unger ud over rælingen (derfor har vi redningsveste) de spotter så mine klipklapper på en lille kant af båden ‘hvad er chancen?’ De er landet der på modsatte side af hvor bølgerne kom, og har klaret hele turen på den lille kant! Syret…
Så med klipklapper på fødderne igen, gik vi i land på denne fantastiske ø for at finde M&M’s (moster og Mathilde) og et nyt hjem.
image
Det var sådan noget kærlighed ved første blik da vi så øen, mega hyggelige små gader og mega hyggelige små boder. Total ø-stemning… Jeg udnyttede lige at børnenes opmærksomhed var rettet mod alt det nye de så, så jeg dykkede jævnligt ned I min blandselvslikpose (jeg har stadig ikke rigtig har fået samlet venlighed nok sammen til at dele med nogen)
image
Vi havde hørt en fugl synge om at det skulle være ret dyrt at bo på Koh panghan, så vi var ret spændte på hvad vi kunne finde til 50 kr om dagen. Vi blev endnu mere spændte, da vi opdagede at deres is koster det tredobbelte end i resten af Thailand!
Vi fandt en der havde noget til 300 baht, og der tænkte vi lige ‘yes’ indtil vi så det! Det var et lille værelse med en seng man kun sover i, hvis man alligevel er så fuld efter fullmoon party, at man bare er glad for at man fandt en seng og ligeglad med hvilken seng? Vi havde rigtig svært ved at se os seks bo der i tre dage… Eller ikke VI, for ungerne de syntes der så hyggeligt ud.
Vil gik videre rundt og fik mødt nogle steder med bungalow der skulle have mellem 1000 og 3000 baht pr nat! Men endelig mødte vi de rigtige bungalow, ikke bare de rigtige men de PERFEKTE… Vi fik lynhurtigt forhandlet dem ned til at vi alle seks kunne bo der for 300 baht, og så var de jo 19238377 baht værd. Det var som at flytte ud, langt væk fra alle andre mennesker i hele verden, den lå omgivet af gigantiske sten, og var som en eventyrverden med store sten der lå gigantiske og smukke rundt om os…
image
Se lige fire drenge være i paradis, og to forældre der kan nyde paradis fra hængekøjen.
Så kunne vi lige gå ned af en lille sti og wupti der var den smukke strand.
image
Så skulle der ellers bare lige slappes af på stranden og hygges med M&M’s… Se lige min søster med ungerne, tænk sig hun er her i Thailand (love it)
image
Som vi lå der og hyggede på stranden, kom der et tysk par hen og spurgte om ungerne var søskende. Klart folk bliver forvirret når vi ligger tre kvinder og en mand! Vi havde godt spottet dem, for de havde nemlig fem børn på nogenlunde vores børns alder. Vi endte så med at snakke med dem i flere timer! For det var slet ikke så lidt spændene… De har rejst rundt på backpack rejse I 17 år!!! Ja, 17 år!!!!! De mødte hinanden da de rejste rundt, og de har rejst rundt lige siden. Børnene har aldrig gået I skole, men bliver undervist af forældre udfra en tankegang, hvor børn lærer bedst når de er nysgerrige og selv spørger (uneducation) De kan både læse, regne, og ved en masse om verden. Det var virkelig spændene at snakke med dem, og hører om det liv de lever. Ja, de lever jo egentligt det liv vi lever nu, bare uden at komme hjem igen en dag. Så holder de sommerferie I Tyskland hver sommer, så de kan hygge med familie. Det er helt vildt at de har rejst I så mange år, og vi er fyldt af beundring for det de gør. De var så overrasket over at møde os, for de møder aldrig nogen andre med sådan en børneflok der bare rejser rundt ligesom dem. Så snakken gik livligt i de timer. En ting vi har lært, det er, at livet kan være et eventyr hver dag hvis man gør det man drømmer om. Her er et billede af alle vores 9 unger, og lidt backpack forældre også.
image
Da vi kom trætte hjem, sad vi og spiste ægte rugbrød fra Danmark, spegepølse og med REMULADE og ristede løg. Prøv lige at sidde i en eventyrhave og spis sådan et eventyrligt måltid… Det her er livet…
image

 

Ps. Se lige en mega vandmand vi så idag…

Det hele giver sku så meget mening

imageDerhjemme boede vi til 500 kr om dagen, her boede vi for 45 kr om dagen, i PARADIS, det hele giver sku så meget mening. Ja, I får lige det sidste fra Koh Samui… image En af de bedste ting ved backpack livet, det er alle de mennesker vi møder på vores vej. De fede og anderledes måder vi bor på, og den afslappet livsstil der er omkring os. image Et af de hyggeligste resort vi har boet på, det var uden tvivl det på Koh Samui. Stedet vi boede havde en helt unik stemning. Der er alt fra backpacker, til velhavende folk som er kommet der de sidste 25 år. Der var det skønne glade østriske ældre ægtepar, de smilede og hyggesnakkede hver gang vi rendte ind i dem. Der var det franske par, der også var på backpack rejse med deres skønne lille pige. Manden er manuskript forfatter og laver franske serier, hun er fotograf og det fede ved det var, at vi havde samme humor og grinte vildt meget hver gang vi snakkede. Der var doktor Jan, en mand med så meget intelligens at han nok ikke vidste hvor han skulle gøre af den? Han kan tale de fleste sprog, dansk, svensk, norsk, thai, fransk, engelsk, kinesisk osv… Men lige så klog som han var, lige så sær var han. Han fik nok rigelige ‘medicin’ hver dag (som han kaldte det). Men han var lige så sød som han var sær, og hjemme i den almindelige verden, havde der nok ikke været plads til hans imødekommenhed og hans afvigelser fra normerne. Men her er han elsket af alle på stedet, han gik rundt dagen lang og skabte en skøn stemning. Der var ejeren der gik rundt mellem alle sine gæster, hyggede og fik alle til at føle sig som det de er ‘meningen med at sådan et sted eksistere’. Massagepigerne på stranden, rengøringspigerne, tjenerene…image Fælles for dem alle var, at de alle var dybt fascineret af vores drenge, og aldrig før har vi høstet så meget ros på en gang, for deres velopdragenhed, deres søde smilende væsener, og deres imødekommenhed. Det er sådan en glæde at rejse rundt med sådan en flok små drenge, og overraske folk med hvor rolige og søde så mange små drenge på en gang kan være. ‘What comes around goes around’ drengene gav en masse glæde til de folk der var på stedet, og de fik gaver som aldrig før. Doktor Jan kom dagligt med fjernstyrret biler, små traktor sæt, og andre sjove og skøre ting. Selvfølgelig gik alt stykker, i samme fart som de kom (thai kvali) De fik bamser af ejeren, frugt og slik (i stor stil) og de fik alle styrket deres engelsk virkelig meget når der skulle hyggesnakkes. Så er det altså ikke bare et sted, men en stemning.image Skal I til Koh Samui på det ene eller andet budget, så kan jeg virkelig anbefale stedet. Vi boede cheep cheep, vi er jo backpacker. Vi havde en hyggelig bungalow et spytklat fra stranden, smuk pool, hyggelig restaurant og så til 45 kr om dagen. Det var derfor vi ikke nåede at bo tre steder på Koh Samui, som vi ellers havde talt om på vej derhen. Hvem gider lige at flytte der fra? Vi kunne sagtens have blevet der i en slags evighed. Det er godt de nye eventyr er mindst lige så fede, for der er virkelig mennesker der vi kommer til at savne, som har ændret vores liv og givet os så mange smil.image Jeg har snakket en del med receptionisten som arbejder på deres hotel, jeg tror faktisk det efterhånden er løbet op i flere timers snak. En af de skønneste thai piger jeg har mødt. Nu vil jeg dele med jer, hvordan hendes liv er og hvordan mange thai’ers liv er. Hun arbejder hver dag fra kl 7-23. Hun har 14 dages ferie om året, hun tjener 1100 kr om måneden. Ud af hendes løn, sender hun penge til hendes forældre, for pensionister får 80 kr om måneden af staten til at leve for. De gamle thai’er, de klare sig ved at have børn der sender penge til dem, men mange sender ikke penge til deres forældre. Receptionistens forældre, bor heldigvis i et område hvor de kan finde meget mad i naturen, og grunden de bor på købte de for mange år siden. Og her skal man logisk nok ikke betale noget når man ejer grunden. Når hun har sendt penge til hendes mor og far, så sender hun penge til sin bror. Hendes lillebror er meget intelligent, og hun syntes det er synd hvis han ikke får en god fremtid, så hun betaler for ham på universitet, af sin lille løn og drikkepenge. Hun fortalte om hvor glad hun var for at have et pænt job, da mange piger har ikke andet valg end at danse på en bar, eller sælge sig selv til mænd. En verden de fleste thai’er ser ned på, men nogen acceptere pigerne, for de ved at det er pigernes eneste mulighed for at overleve og for at hjælpe deres familie. For i sidste ende gør man jo alt for at ens forældre kan få medicin, om så man skal dø lidt selv indvendig. Hun står og smiler dagen lang, for ‘what comes around, goes around’ Der er ikke et eneste af de mennesker jeg glemmer igen, og ikke en histore der ikke har påvirket mig enten med et smil, et suk over virkeligheden eller en fascination over de mennesker der levede lige der sammen med os. Men alle kommer fra forskellige steder, både geografisk og socialt. Koh Samui er så smuk, og vi var omgivet af så dejlige mennesker.image Der er alt de vi lærer, men frem for alt så er der det vores børn lærer og wow hvor de vokser. image – Ja, hvorfor ikke rejse rundt og møde verden, livet og skrive sit eget eventyr?image (Stedet hedder Sea breeze bungalow, Lamai Beach) De burde sku næsten have givet os en gratis overnatning for den omtale, eller en ekstra burger. Pyt de fortjener hvert et ord.  Vores fire søde drenge, vil gerne lave en video hvor de fortæller om hvordan det er at være backpackbørn, så hvis I har spørgsmål så skriv endelig så får I snart svar…

Velkommen til vores nye flotte blog

imageVi glæder os, til at dele en masse nye eventyr med Jer her fra vores nye hjemmeside.

Alle de gamle indlæg kan I også finde her, så ‘same same’ bare lidt mere lækkert