Memory lane part#2

Læs memory lane part#1 HER

Efter at have stået rædselsslagende og nedstirret de to fremtidsstreger på testen, så løb, gik eller listede jeg ned til nærmeste telefonboks (hvor var min mobil egentligt?) jeg husker, faktisk hverken hvorfor jeg ikke havde min mobil på mig, eller hvordan turen ned til den telefonboks var? MEN, jeg husker da Mikkel tog røret, for jeg græd helt vildt, jeg sagde ikke engang ‘Hej’ men udbrød bare ‘jeg er gravid (hulk). Mikkel blev vildt glad og tabte et glas kakao på sofaen af bare glædeschok, jeg sagde noget med ‘du kan da ikke bare være glad’. Så græd jeg resten af samtalen, imens jeg mumlede noget om at vi ikke engang havde prøvet at være kærester om vinteren endnu!!!

Jeg kunne ikke lige komme hjem til Mikkel, da jeg jo var ret langt væk. Så jeg allierede mig med min søster, da vi lå ude I poolen. Det er nok det tætteste hun har været på at drukne, da hun hørte sin lillesøster sige ‘jeg er gravid’. Vores leg var ved at blive ægte!!! Jeg avlede nu, og hun læste til bankrådgiver…
Det var ikke helt den Tina, Mikkel kyssede farvel I lufthavnen, der kom hjem igen, nej det var et hormonelt granatchok. Samtidig med jeg lige skulle finde ud af, om det der baby nu også var en god ide, når nu vi kun havde kendt hinanden I nogle måneder, så var min krop under (for mine omgivelser) kritisk tilstand. Jeg blev virkelig let såret og græd over det mindste, hvad enten det var sødt, sjovt eller surt………Sådan lidt pms gange en million!!! Mikkel er heldigvis verdens mest tålmodige menneske, og den slags kræver tålmodighed. Jeg stod og græd på islandsbrygge metro station, ikke fordi der var noget I vejen, men fordi der KUNNE have været noget I vejen. Mikkel og jeg skulle nemlig mødes der, og han havde glemt sin mobil. Da jeg ser ham, så spørger jeg hvor hans mobil er? Den havde han glemt!!!! Det der skete var så, at jeg græd (lang tid, uden at være pinlig over at stå midt på stationen og tude) over hvis vi nu eventuelt ikke havde kunne finde hinanden, så havde vi jo ikke kunne få fat I hinanden. Nej det giver ingen mening, men det gjorde det for mit homonpåvirket hoved. Jeg græd når han (som jeg havde bedt om) ringede for at sige at han gik fra arbejde og hjemad. For jeg KUNNE have sovet, og så ville han jo have vækket mig!!! ‘men det gjorde du ikke lille skat’ NEJ, men det KUNNE jeg eventuelt have gjort… Ja, stakkels Mikkel… Og stakkels Mikkel, da vi stod på rulle trappen I IKEA. Det er i forvejen et sted hvor Mikkel hurtigt får ondt I fødderne af at være. Nu stod han der med sin nygravide kæreste, og hun ville vide, hvilken kendt han syntes der havde den bedste røv? Hmm.. Det syntes Mikkel ikke han havde nogen ide om? (eller lyst til at fortælle til en der græd på grund af alt) men jeg blev ved at spørge, og til sidst lige der på rulletrappen, han var næsten nået udgangen, da han måtte give op og svare ‘Hmm, altså det ved jeg ikke? Men hmm tja så Christina Aguilera’. Så blev der stille, for nu var den gravide fornærmet… Men ikke ked af det (endnu). Næste dag sad vi og spiste frokost med lidt ugeblade foran os, der syntes jeg så, at Mikkel blev længere tid på siden med Christina Aguilera. Ja, jeg tuede og tuede som kun en gravid kan gøre… Stakkels stakkels Mikkel, som så måtte sidde der og trøste mig og forklare virkelig ligegyldige ting, til en som syntes det slet ikke var ligegyldigt… Efter tre måneder begyndte jeg at blive normal igen, og havde endda taget den beslutning, at selvfølgelig skulle vi være forældre. Vi fejrede, at jeg blev normal igen, ved at gå virkelig mange lange ture, hvor vi gik og hyggesnakkede om fremtiden. Vi fik fundet os en god lejlighed I valby, så skulle der bygges rede.
Vi gik hånd I hånd igennem København I de 9 måneder, vi købte barnevogn, seng og råhvidt tøj (vi kendte ikke kønnet). Vi var utålmodige som bare pokker, og glædet os så meget til at se det lille pus I maven. En fredag da jeg var ude og spise med en veninde, meldte de første veer sig. Så skulle man nok lige tro jeg fødte fredag eller lørdag! Men nej jeg fødte mandag klokken 16.16. Jeg havde veer så lang tid, at jeg til sidst næsten ikke kunne huske hvorfor jeg var på hospitalet? De gjorde pænt ondt, I pænt lang tid!!!! Jeg kan huske at samtlige læger, jordmødre og sygeplejersker undskyldte for, at jeg fået det rum uden vindue. Jeg lå så med en klud over øjnene, kastede op og var I smerte helvede. Jamen, kunne jeg da være mere ligeglad med forårssol, vinduer og lys?
Endelig skete det, vi nærmede os klokken 16.16 og ud kom lille Victor. Han var virkelig et smukt nyfødt barn, og så fin. Han blev lagt ved mit bryst, han åbnede sine små øjne og kiggede på mig. Da vores øjne mødtes, da skete der magi. Jeg kan stadig se øjeblikket for mig, jeg blev mor, jeg blev forelsket, mit hjerte blev til hans hjerte og han var bare på verdens mest naturlige måde min og Mikkels smukke kærlighed.
Det lugter lidt af lutter idyl, og det var det egentligt også. Familen kom på besøg for at sidde og stirre lige så forelsket på Victor-vidunderet som os. Et par dage efter fødslen havde vi hele stuen fyldt med gæster, jeg sad klasket ned I sofaen og ammede, der var livlig snakken og hyggestemning. Men pludselig blev der helt stille, pinlig stille, akavet stille… Roden til stilheden den skulle findes nogle måneder før, der havde jeg nemlig haft fødselsdag. Et par kreative ‘funny’ veninder havde lavet en morsomhedsgave, den gave indholder også en film som man ikke behøvede, at sætte på for at tjekke om den nu også var ganske ucharmerende, for bare synet af de tre østeroupæiske kvinder, med GIGANTISKE sillepatter bodypaintet med tyske, polske og franske flag, var ligesom nok til at vi grinte, sang fødelsdagssang og havde en fed aften. Alle de fjollede gaver var endt i en skuffe, og en dag blev filmen nyttig. Vi havde nemlig været ude for at købe en dvd afspiller, men vi havde ingen film til at tjekke om den virkede? Og dog, vi havde jo den fra fødselsdagen. Så vi fik tjekket den virkede, og så fik vi ikke brugt den dvd afspiller igen, før efter jeg havde født! Hele stuen var fyldt med familie, og pludselig skulle vi så se noget hjemmevideo som en havde med. Alle sad stille, med fokus mod min lillebror der skulle sætte dvd’en på, men ud af dvd afspilleren kom en dvdfilm med så store kasser på forsiden, at selv Linse Keslers familie ville sidde tavse, mundlamme og undrende. Min lillebror han valgte så midt I tavsheden at lade dvd’en ligge med forsiden opad. Midt I alt pinligheden prøvede jeg at forklare, at vi altså ALDRIG havde set den, men vi bare skulle tjekke om dvd afspilleren virkede, det var en gave og…. Den døde bare sammen med stemningen, det lød som verdens mest lade undskyldning. Der var bare ikke andet at gøre end at spørge om der var flere der skulle have kaffe, og pænt bede min lillebror om liiiige at fjerne dvd’en.
Dagene gik, og aldrig før har noget føltes så naturligt som det at blive forældre. Vi var ikke usikre på noget, og livet var bare blevet endnu bedre. Vi kom ham I bæresele, og derfra kunne han amme både når vi gik på strøget og på fisketorvet.
Det der var fedt ved at fik Victor så hurtigt, det var at vores liv sammen ikke ændrede sig det store. Der har altid været børn I vores liv, vi har altid levet livet med vores børn, og vi har aldrig tvivlet på, at vi gjorde det rigtige. Hverken når det kom til at sætte grænser eller bryde grænser.
Vi har nu levet sammen i 11 år, gjort ting hvor folk har klappet og rystet på hovedet ‘for kan man det med børn?’. Ja, det kan man… Vi har pluppet babyer ud, rejst afsted før navlestrengen var faldet af, vi har kørt afsted på de mest skøre rejser, jeg har været gravid så mange gange, at Mikkel efterhånden syntes hormoner er normale. Den sidste den er alligevel den mest imponerende, for OMG da jeg ventede Anton… 🙂

Fortsættelse følger…

Ps. (tak for jeres søde utålmodige beskeder og feedback, I er sku skønne at skrive til)