Besøg på børnehjem i Vietnam

Jeg vidste, at jeg ville blive ked af det, ikke fordi de levede under dårlige forhold, men fordi at alle børn fortjener en mor, en far eller en der er deres kærlighed, indtil de er store nok til selv at finde den. Jeg blev rørt over at se, hvor godt der trods alt bliver taget hånd om de forældreløse børn, her  på den side af kloden hvor mange børn på hvert gadehjørne lever under dårlige vilkår.  Trods deres modgang i livet, så var der så meget glæde i mange af børnenes øjne, og de lyste helt op af, at få besøg. Det kan godt virke grænseoverskridende at gå ind i ‘deres hjem’ og kigge, men det er kun indtil man kommer ind og mærker deres glæde over, at få besøg. Vi havde chips med til børnene, de vil hellere have snaks end legetøj, og hver gang der har været gæster, så hygger de med snaks og får lidt ekstra sul på kroppen, og forhåbentlig spreder gæster budskabet om stedet, så de kan modtage donationer. De holder børnehjemmet kørende udelukkende via donationer, og et sted med varme, smil og børn er rent tøj så er det ihvertfald værd at støtte. (Link til donation findes i bunden) Inden vi tog vores fire børn med ud på et vietnamesisk børnehjem, havde vi fortalt dem om børnene. Vi havde talt om sygdomme som aids, vi havde talt om handicap som senfølger af krigen, hvor store mængder kemiske sprøjtemidler blev sprøjtet ud over Vietnam fra luften for, at fjerne træernes blade, så fjenden ikke kunne gemme sig i bevoksningen. Det er mange år siden, men det er stadig virkelighed og ikke kun historie. En ting er helt sikkert, det her besøg bliver en del af vores børns historie, og giver dem en forståelse for noget de tit har spurgt ind til men aldrig rigtig forstået hvad var. Drengene blev taget imod med så mange smil af både store og små børn, og jeg tror, at vores børn var positivt overrasket over alle de glade og imødekommende børn, der evner at finde så mange smil frem trods alt det de ikke har, som vores børn har. Det sætter livet i perspektiv, både for os og for vores børn. Hvordan forstår man at syge, handicappet og små velfungerende børn bliver efterladt? Og hvordan skal syge, handicappet og velfungerende børn forstå at de blev efterladt? Hvordan skal vores børn forstå virkeligheden, og forstå at tryghed og kærlighed ikke er ikke er en del af livet, men en gave i livet?  Livet er virkelighed, og virkelighed kan gøre ondt. Når man er barn kan virkeligheden endda gøre mere ondt, fordi man ikke forstår den? Ikke at vi voksne forstår virkeligheden, men vi har nok lært til en vis grad at leve med, at vi ikke kan forstå det uforståelige. Der var nysgerrige blikke, søde smil, små hænder der tog vores, kærlige kærtegn på kinder og små øjne der alle bar på så meget historie, længsel, glæde og nogle med så tomme og ensomme blikke, at det slet ikke var til at se hvad der mon var af savn og længsel bag. Et blik kun den der giver sig tid, kan nå ind til, og hvor ville jeg dog ønske, da jeg så i de øjne, at jeg havde denne tid. Livet bliver sat i perspektiv, og vores små drenge smilede om end ikke mere til de små børn, når de ikke kunne skabe øjenkontakt. Måske har børn en anden og mindre dømmende indsigt i livet, og tænker, som jo er sandt nok, hvis jeg bliver ved med at smile så vil det lykkedes at få et smil igen.  Vi behøvede ikke få dem til at forstå, for virkeligheden var nok til at de vidste at disse børn, det var børn der trængte til et smil, et kærtegn på kinden og et wow når de viste os hvad de kunne af kunster.  Jeg ved vores børn er fyldt med omsorg og kærlighed, men alligevel trak jeg vejret lidt dybere, måtte kæmpe lidt ekstra med den klump jeg havde i halsen og kæmpe for ikke at lade mine tåre løbe, når jeg så Victor stå med en lille dreng i hånden, han fik til at grine og smile. Når Emil krammende den lille babypige som han ville beholde. (De er ret mugne over, at vi ikke laver en lillesøster)  Når Anton sad på hug foran den lille dreng i sengen ingen når ind til, for at få ham til at smile. Og når selv lille Rumle kunne mærke, at her er der brug for smil og kram. Så når han ikke løb rundt og legede glad med alle børnene, så gav han sin kærlighed, til dem der lige havde brug for et stykke med Rumle.  Måske kan det vi skaber nu for vores fire drenge, engang gøre en forskel for andre som de møder på deres vej.  De lærer at i hele verden kan de gøre en forskel, og der er altid brug for nogle gode mennesker som dem. Jeg håber de ikke bare vil lukke deres øjne, være dømmende, bange for at turde være en del af virkeligheden, og at de ved, at selv de små forskelle kan gøre en stor forskel, for den du rækker hånden ud til.   Vi sad foran den lille blinde og døve dreng, han følte på vores  hænder, og han var så lille og skrøbelig og mest af alt elskelig. Han ved ikke engang hvor han er, men når den søde ansatte kiggede på ham, så kunne jeg se, at han var i gode hænder.  En australsk frivillig kvinde havde brugt tre måneder på en sød glad pige med downs syndrom, hun havde lært hende at gå og hun havde lært hende at tale. Uden at være bange for at vælte løb hun rundt så man en gang for alle forstod, at det at kunne være fri til at gå, løbe og vælte var alle de smil værd som hun gav dem omkring sig.  Små smil var mindst lige så rørende som de triste øjne, for det er vel det livet handler om. At kunne smile, og se lyset selv når man ikke har det mindste alle kan bede om, kærlighed fra mor og far. Der var mange søde smilede ansatte der, og mange frivillige kommer til og gør de her børns liv meget bedre. Et sted langt væk fra Danmark, der er en virkelighed vores børn slet ikke kender til,og rum der bliver fyldt ud og samtidig kan føles så tomme, for lige meget hvor du ser hen så er der noget der mangler.  Få af børnene komme ud derfra, der er enkelte der bliver adopteret til frankring og Australien, men det er kun et par stykker om året. De lever af donationer, og frivillige der vil komme og gøre en forskel. Sådan et sted her kan selv den lille forskel, gøre et menneske helt. For den der får et smil frem hos nogle af disse små fortabte sjæle, må da kunne smile helt ind i hjertet når de resten af livet ser det smil for sig. De er ligesom dit, og mit barn, det glemmer vi måske, når vi ikke er her. Ikke mange ser ind, men en ting er helt sikkert og det er, at de ser ud. Ud på verden, den verden der er din og min.  Der var så mange små hænder der ikke var til at nå, og alt for mange der var alt for små til at forstå, for store til at skulle forstå denne virkelighed. Og så mange smil der kom det bedste sted fra Vores drenge virkede ikke forskrækket over at gå rundt på et børnehjem, men vi har også rejst i et halvt år nu, og de har set hvordan kvinder må sælge sig selv for at tjene penge, børn der bor under kummerligt forhold og må sælge blomsterkrænse om natten. Her har de et trygt hjem, en seng, legetøj, de går i skole (dem der kan) og her bliver de handicappet ikke lagt på gaden ved siden af en bedsteforældre til langt ude på natten for tigge. Vi har set mange handicappet børn på vores rejse der er bundet fast som spændbørn på en bedstemor, eller ligger på jorden for at kunne skrabe penge ind via medlidenhed. Så det at se dem i en ren seng med rent tøj var en rar følelse og omgivet af personale der rent faktisk tager hånd om dem, for dem de er. Havde vi haft pengene til det, og et års tålmodighed så havde vi ikke tøvet med at tage et lille barn med hjem. Det er så stærk en følelse at skabe sit eget barn, og jeg kan forestille mig at det eneste der kan måle sig med det, det er at skabe et liv fyldt med kærlighed for et ensomt lille barn. Vi kunne hurtigt ende med at lave en Mikkel Pitt og Angetina her på rejsen, for lige meget hvor mange børn vi har, så løber vi aldrig tør for kærlighed. Det er hårdt at stå med sådan en lille størrelse i armene, for at slippe igen og lægge hende alene på det store gulv. For hun vidste jo ikke at hun var forladt, og inden længe opdager hun det. Små veninder løb rundt Venner havde hinanden Nogen lå helt alene i deres egen verden Jeg vil huske de små smil De små kram Og huske på, at man kan altid komme op igen, vejen op er bare mere snoet for nogen, end den er for andre. Det var et besøg vi aldrig glemmer, og det største indtryk vi har fået indtil videre på rejsen. Som drengene sagde ‘det var et fedt besøg’ jeg kan anbefale at besøge stedet hvis du en dag kommer på disse kanter, man kan uden bekymring godt tage børn med. Selv børn der ikke allerede er udrustet som vores børn er efter seks måneders rejse, det var en rar og positiv oplevelse både for os, og for vores børn. Det er uden tvivl trist, men det er også enormt livsbekræftende at se alle de smil. Det sætter livet i perspektiv og når vi både kan græde og smile så forstår vi nogen gange det hele lidt bedre. For verden er ikke sort og hvid, og alt imellem er vel både glæde og gråd. Det er livet, og jeg er stolt af at være mor til fire børn der har så meget forståelse for livet, for andre, og at de evner at takle både det gode og det dårlige som er en del af den verden de er i.

Hvis du vil gøre en forskel, kan du give en donation HER til børnehjemmet. Alt kan gøre en forskel, og det kan du også på den anden side af kloden. Børnehjemmet ligger i Vung Tao i Vietnam. Make a Donation Your donation will be used for many purposes. The provision of education and medical needs for children are on-going, so too is the need to purchase milk powder and nappies for babies, clothes, foodstuff and toiletry items for children of all ages. There are extra special needs from time to tome to give specialist healthcare, operations and treatment to babies and children with major illnesses or disabilities. Donations are also used to provide our children with social and extra-curricular activities, such as karate lessons, life skills training and outings. Corporate donations/sponsorship help us build and maintain facilities such as new bathrooms and fitting-out of new dormitories.