Bare lad som om i græder børn…

Solen stod op, og fordi vi har fire børn, et spændene liv og ingen trang til at visne for nedrullet gardiner så valgte vi at gøre det samme. Efter at have spist noget mærkeligt morgenmad (man kan ikke få havregryn her) så gik vi afsted mod bussen på eventyr.Det skulle så vise sig at være en lidt større udfordring end først antaget. Vi har ladet os fortælle, at der går en bus direkte fra Vung Tao til long hai, men den fandtes ikke den dag! Så står man på en stor bus station i Vietnam, hvor det er cirka lige så svært at finde en engelsktalende, som det er at finde en hetro på Pan. Det er små tegn man skal lede efter, små tegn der kan indikere, at her har vi med en sproglig person at gøre, der måske har bare lært lidt engelsk. Vi fandt en der kunne cirka lige så meget engelsk som Anton, men han arbejdede for dem der kørte minivan. Manden gad jo ikke hjælpe os, for han ville kun have, at vi skulle køre med minivan (til firdobbelt pris for vi er jo turister). Så ifølge ham kunne man slet ikke komme til Long Hai med bus (klart ja). Efter at have trasket rundt mellem busser og skilte vi ikke kunne læse, og undersøgt alle for, om de bare havde lidt engelsk på sig, så måtte vi gå fra bus til bus og sige ‘Long Hai’? Der var endelig en der sagde ‘okay’ (vi klapper og jubler). Men så mumlede han på meget svagt engelsk, noget med at han ikke kørte til Long Hai (vi står forstenet) men til Baria! Det lød på ham som om vi kunne skifte der? Vi anede ikke hvor Baria lå, men det lød som et sted man kan skifte bus (ellers har de vel en taxa?) Vi satte os ind i bussen, og der smeltede vi langsomt. Det var mega varmt, og vi var klar til, at der kom gang i bussen, så vi kunne få luft i hovedet… Meeeen han skulle lige skille sin motor ad, så gik han forvirret rundt, og der gik vist 40 minutter inden han satte igang. Pyhh tænker I nu, så fik de luft i hovedet… ‘Nej’ jeg har til dags dato aldrig kørt med en bus der kørte så langsomt, hvis det havde været en cykel så var den væltet. Det ville simpelthen ikke være fysisk muligt at holde balancen i det tempo. Da det er to timer siden vi gik hjemmefra, da kører vi forbi vores hus (jeps)… Manden har ikke umiddelbart travlt, men det sjove er så, at når han stopper for, at samle nye op, så stopper han kun i få sekunder. Hans kone stod i døren for at hjælpe dem op, fordi bussen kørte når de skulle ind (det giver ingen mening). Konen var forresten vildt sur, og så skældte hun drengene ud for at, ja aner faktisk ikke hvorfor? De sad og gloede ud af vinduet, og uden de rørte ved vinduerne, så kom hun og rettede på vinduerne, og skældte dem ud med jævne mellemrum. Pludselig stopper bussen, og fr. Muggesen sender alle fra bussen over i en ny bus (aner ikke hvorfor?) Endelig var vi i Baria, så stod vi ligesom der i en by der ikke helt lignede en by (ihvertfald ikke der hvor vi var). Vi fandt (mega heldigt) ret hurtigt en bus hvor der stod ‘Long Hai’, buschaufføren lå i koma på forsædet med en trøje over hovedet, så det så ikke ud til at der var snarlig afgang? Bag i bussen var der heldigvis en der var i live, og han viser os et papir med bustiderne. Vi skulle så vente i en time i den der by… Vi travede afsted, og vi fandt en markedsplads, og endda en i etager også. Det var sådan et slags bodecenter, der var fyldt med krims krams og dimsedutter. Alt sammen den slags der går i stykker når det bliver åbent. Vi fandt dog en bod med hatte, og omringet af tiggerbørn, og egne børn får vi fundet en kasket til hver af drengene. Hun var endda til at forhandle med hende her (troede vi) for lige som vi skulle til at betale, så ville hun nu have den dobbelte pris. Hvad troede hun Vi ville sige ‘wow thank you, oh double price we love it’. I mellemtiden har en pige på 7-8 år, givet Anton lov til at holde sin meget lille hundehvalp. Moren der arbejder i naboboden kommer så og river hunden ud af armene på Anton, og giver ham en vietnamesisk opsang, som om han var ude på at kidnappe hunden. Vi fattede minus, og pludselig havde man altså bare lyst til at trække de fire kasketter ned over hovedet på fuskertrunte, og kidnappe hunden som en slags hævn for morens irriterendehed. Nej, vi købte ikke hattene… Helt overvældet af deres imødekommenhed, og deres høje service niveau, så valgte vi alligevel at gå ud. Der var stadig 20 min til bussen skulle køre, men dem kan man da så få til at gå ved at drikke vand. Vi gik lige ind i en mærkelig kiosk agtig bod, der lå helt for sig selv og havde sjovt nok besluttet sig for at gøre sig i babymad. Man kunne godt købe vand, en slikkepind, et fiskenet osv. Men på alle hylder, og på hele gulvet der stod babymad (det gav ingen mening). Så kommer vi ud, og sku fandme så (ja, undskyld mig) om bussen ikke er kørt!!! Hvad laver de? Hvad med den seddel vi så sort på hvidt med tiderne? Han er vel vågnet helt desorienteret og bare kørt, uden os!!! Så tog vi en taxa, han kørte så ikke langsomt… Der skulle være en lækker strand her, det er den måske også, hvis lækker har samme betydning som når man tror man har scoret et skår i diskotekets mørke. Men pludselig tændes lyset den tidlige morgen, og det går bare op for en, at han både har arcne (i svær grad) og er den slags der tror at grønt hår gør en mere cool (Åhh de ungdoms minder). Der var heldigvis ret overskyet, så vi kunne godt leve uden en dukkert den dag.   Vi anede ikke, hvor vi skulle gå hen, så vi spurgte i en hotel reception hvordan man kunne komme til marked? ‘Marked, oh no, no marked’. Joooo vi ved der er flere store markeder her, vi har set billeder, og man kan købe grillet hunde og katte der… ‘No marked’. Hun forstod os ikke… Vi måtte gå ud på egen hånd… Vi travede så afsted ned af gader og stræder, med lidt ædeblæksprutte pauser. Hende damen der solgte dem, hun var så til gengæld vildt sød og rigtig glad. Hun kunne ikke engelsk, men hun var intet mindre end begejstret over at vi har evnet at føde, og ja for den sags skyld lave hele fire drenge. Vi nåede op og ned af et par gader, da vi indser, at vi skal bruge en taxa. Vi kunne slet ikke se nogen, og havde faktisk slet ikke mødt nogen…? Vi spurgte så næsten alle vi mødte om hvor man får en taxa, de fniste og så underlige ud, for de fattede minus af hvad vi spurgte om? Vi var lige ved at opgive med at finde en der kunne engelsk, da der kommer en kvinde løbende over fra den anden side af vejen. Hun siger så på ret okay engelsk, om hun kan hjælpe os (for vi så forvirret ud) ‘jahhh Taxa’ de har så ingen taxa i den by!!! (Det var altså ikke en lille lille by) Her fik man lift på motorcykel, og hendes far og hans ven kunne køre os. Inden vi så os om, så holdt der to gamle mænd på motorcykler foran os, de ville så køre os alle seks bag på deres to motorcykler. Den ene mand havde helt hvide øjne, farven var væk. Den anden også scary ud, så drengene blev noget blege over tilbuddet. Mikkel og jeg kunne så aldrig finde på at sætte os bag på en motorcykel, med to børn hver og uden styrthjelm. De stod der i alt deres venlighed og tog ikke et nej for et nej ‘Its okay, you can go on moterbike, no problem’. Vi måtte bruge børnekortet, til at for dem til at forstå et nej ‘børn nu læner I jer ind til os, og lader som om I græder, for dem gider vi ikke køre med’ så lænede ungerne sig ind til os og til et UG på skuespillerskolen, så gik de igang med at fake græde. Rumle stod så lidt desorienteret og pillede bussemænd ved siden af, og havde ikke helt fanget hvad der foregik på scenen bag ham. Sådan slap vi, og sådan endte tilbage til 0 uden nogen engelsk guide. Vi har fået at vide af folk på instagram, at vi helt ikke skal rejse her om natten, og ud fra hvad vi har set pt så har vi heller ikke lyst til at rejse rundt her i mulder mørke. Så nu når vi ingen taxa kunne få, så anede vi jo ikke hvordan vi skulle komme tilbage? Vi måtte opgive marked, og faktisk bruge resten af dagen på at finde et sted hvor vi kunne komme med en bus? Vi fandt endelig et busstoppested (var pænt lettet). Det føles sådan ret ubehageligt at gå rundt i en by som man ikke kan komme væk fra, med mindre vi smed hjernen og hoppede på motorcykler med ungerne. Vi anede så slet ikke hvornår der ville komme en bus, og om der ville komme en bus? Måske var den sidste bus den dag kørt? En vietnameser stopper efter vi har siddet der i en halv time, og han kan engelsk (dem der kan engelsk, er virkelig søde til at komme og hjælpe) han fortalte os, at der ville gå en time inden bussen kom, well pyt, bare der kommer en!!! Denne gang var det godt vi ikke købte vand i en bod, for efter en halv time kom bussen, og vi gik intet mindre lettet ombord. Vi skiftede bus igen, og vi nåede endelig Vung Tao. Det var blevet helt mørkt, og gaden var forvandlet til et stort marked af folk der solgte fisk og grøntsager. Vi var mega trætte, og jeg troede ikke jeg kunne få pulsen op mere den dag. Men pludselig foran os, der løber så stor en rotte, som vi aldrig har set før. Den er også pukkelrygget og på toppen af ryggen er den skaldet. Mine fødder fik angst, og det blev ikke mindre slemt af at den løber mellem mennesker! Den sætter sig endda op af en dames fødder og spiser, og hun flytter ikke fødderne, hun er ligeglad!!!!! Jeg trækker ikke engang vejret, når jeg skriver det, for det er jo så skræmmende, at de bare løber sådan rundt uden at være bare en anelse bange for mennesker!!!! Drengene syntes det var mega sejt, at rotten løb der, men mine fødder de er aldrig forsvundet så hurtigt ind i taxa før. Jeps, sådan kan en dag på egen hånd også være her… Men det fede er, når vi ser tilbage så griner vi af hele dagen, for hvor var den egentlig fed at opleve. Nu ved vi, at vi nåede hjem igen, at drengene er gode skuespillere, og rotten ikke nåede mine fødder også…