XOXO the fishkillers….

Småt er også godt… For lige meget hvor meget vi vader rundt på denne lille ø, så er det som om vi aldrig får set hele øen. Vi er blevet ret grebet af gratis mad, og måden man skaffer det på. For det er altså mega hygge at stå og fiske. Vi kan stå og hive den ene fisk i land efter den anden, og uden at lyde som en seriemorder der er i fuldstændig mangel på sympati og empati. Så får jeg bare slet ikke dårlig samvittighed over, at vi hiver dem op af deres vand, og ligefrem æder dem. Måske er det fordi man ikke kan få øjnekontakt med dem? Deres øjne sidder jo på hver sin side af deres hoved, så der er jo nærmest fysisk umuligt… Det er ligesom myg, fluer og tissemyrer. Jeg ved da ikke, om jeg ville kvase en tissemyrer der luntede forbi mig, hvis den kiggede sødt på mig? Ja, HUSK øjnekontakt hvis I går forbi os 😉 Det er vildt simpelt vores fiskeprojekt, for det eneste vi bruger er fiskesnor og krog. Så kaster vi bare snoren ud og wupti… Så kan alle jo være med 🙂 Det er gået op for Rumle, at han går glip af noget, når han bare bliver sat til at lege med fangsten. Så nu har vi også måtte fikse en fiskesnor til ham, dog uden krog, men den har et stykke fra en dykkermaske i enden. Med begejstret hjælp fra Victor, Emil og Anton, så tror Rumle, at den er mega sej… Hvor mange gange har jeg mon snart skrevet, og sagt at hunde er no go at nusse her i Asien? Tja, regler er jo til for at blive brudt! Ny regel: Nuttede hundehvalpe må gerne nusses under særlige cuteomstændigheder. Den nye regel går særligt i hjertet på Anton, og de hundehvalpe han møder. For det er ikke kun Anton der kan lide dem, de har altså også en svaghed for ham. De søger hans store brune øjne, ja selv de hunde vi går forbi søger Anton blik. Det er det jeg altid har sagt, Anton han har hundeøjne… Ja, så traskede vi en lige så lang og skøn tur hjem som turen derhen havde været. Vi spiste vores fisk, og intet smager nu så godt som egen fangst.