De gav alt igen med smil

Ingen historier ender som de er begyndt, og denne her historie skulle vise sig, at blive en af dem med en lykkelig slutning. Sådan som et eventyr rejser igennem tiden, det vokser og det bliver fortalt igen og igen. Sådan et eventyr har vi været ude på, og jeg er sikker på, at den historie altid vil leve videre, også til vores børns børn og måske deres børn. Det der gør historien til sådan en historie, det er at den gjorde et indtryk på os, den gjorde en forskel for dem, og den bekræftede os i, at selv de små forskelle kan gøre en stor forskel hvis vi hjælper dem, vi møder på vores vej. Endelig kom dagen hvor VI (nemlig også jer) skulle frembringe så mange smil, og overraske dem der mindst ventede det. Vi nærmest fløj ned fra vores bambushytte. ‘Tænk sig, nu skulle vi ud og overraske fattige børn med gaver’.Det kunne ikke være bedre, og vores småfolk har glædet sig mindst lige så meget som os, til at overraske børnene med nyt legetøj. Det eneste der egentlig lurede i baghovedet var ‘tænk hvis de ikke er hjemme!! På den anden side, så lignede det ikke en famile der skulle nogen steder hen, men hvad ved vi om det? Vi drog ind mod markedet, og der blev vi mødt af morgenens tætte markedsliv. Der var fyldt op i de små markedsgange af folk der købte (levende) høns bundet i bundter, fisk, frugt, korn, ris og krims krams. Der er næsten ikke nogle “rigtige” butikker i Kam Pot (Cambodia), så det hele er markedsboder. Boderne er mast op af hinanden, der er mørkt, og det beskidte cementgulv er kun dækket af gamle brædder, der hvor der løber kloak. Uden at vide mig sikker, så vil jeg tro at der er levende af rotter om natten (ej føler mig faktisk ret sikker…?) Jeg opgav at tage billeder derinde, vi var for første gang sådan ægte shopping stresset her på rejsen. Det stressede også lidt, at en cambodjansk dame gav Rumle en klam ål, den gik Rumle og svingede med, imens dens klamhed af og til strejfede mig!! Vi skulle jo købe så mange ting. Vi skulle også lige finde, de steder tingene kunne købes, og forhandle deres for høje priser lidt ned (stort set alt er importeret fra Thailand, da de næsten ikke producere selv her i Cambodia, så det er højere priser end Thailand + vi er turister = højere pris) . Legetøj det er ikke noget der forhandles meget af her, så vi ledte virkelig længe efter en legetøjsbod. Da vi endelig fandt en, har vi helt sikkert reddet hans dag, da vi gik amok i hans lille rodet legetøjsbod. Bundter af Barbie hev vi ned i posen, yndige dukker, lyserøde telefoner, biler, traktorer, figurer og ja nærmest alt hvad han havde at byde på. Dem fra de nærliggende boder, de så spændt på, imens vi tømte hans bod for legetøj. Med favnen fyldt med poser og børn, så luntede vi igennem de tætte gange. Der shoppede vi puder, tæpper, tøj, håndklæder, skoletasker, tegneting, tavler osv……Da vi endelig kom ud i dagslys, var vi helt øre af at forhandle priser og fylde poser (tænk sig at være ude af shopping træning!!!!). Vi fik også fundet flotte cykler til børnene, og de blev godkendt af vores drenge, der lige måtte prøvecykle dem. Rumle troede, at den lille cykel var til ham, og han var intet mindre end begejstret over dagen. Det var godt de har en sød mormor, der sammen med donationen havde overført lidt drengene kunne købe lidt legetøj for. Så Rumle havde en flot helikopter til at tage trykket, når han skulle opdage, at den cykel ikke var til ham (Han havde nemlig selektiv hørelse, de ti gange vi havde fortalt det).Inden vi drog afsted mod familien, der satte vi os ned og prøvede at få overblik over sagerne. Så vi kunne sortere hvad der var til familien, og hvad der var til gadebørn. Det var så nærmest umuligt, da vi ikke kunne tage alt ud på det beskidte fortov. Jeg sortede dog en pose med dukker og biler. Da jeg sad der, kom en gammel dame og tiggede. Vi gav hende til et måltid, og hun takkede i cirka tyve fantastiske minutter. Hun spurgte, om hun måtte få en Barbie, for hun havde et lille barnebarn på Rumles alder. Vi gav hende en, og ALDIG før har jeg set nogen være så taknemmelig over et stykke legetøj. Hun næsten græd af glæde, og jeg må indrømme at mine tårer også pressede på. For tænk sig, nu skulle hun hjem og overraske den lille pige! Vi var kun lige gået igang, men glæden spredte sig allerede som ringe i vandet. Vi hoppede på en (meget fyldt) tuk tuk, og der sad vi gemt bag cykler og legetøj. Endelig var vi på vej ud mod familien, og vi havde alle sommerfugle i maven. Drengene glædede sig så meget til at give dem gaver, og da vi gik det sidste stykke mudret vej mod huset, der fik de nogenlunde aftalt hvem der skulle give hvad. Pludselig var vi der!!! Der stod de, i deres lille bitte hjem omgivet af fluer i varmen, og de var helt overrasket over at se os igen.  Forældrene var helt målløse da vi først gav cyklerne, men børnene derimod de sprang op på dem, og øjnene kunne vist ikke lyse mere op end de gjorde der.
Så startede gaveræset, alle planer om hvem der gav hvad, faldt til jorden. For vores
drenge løb fra det ene barn til det andet med gaver. De hjalp med at åbne gaverne, give dem de nye sko på, vise hvilket legetøj der kunne køre selv, og glæden i alle børnenes øjene skinnede herfra og til månen. De krammende deres nye bamsepuder, de store store drenge fyldte de ting, de så sig som yndlingsting i deres nye skoletasker. Den mindste han stod med favnen fyldt med legetøj og så ikke ud til at forstå hvordan det blev jul i oktober, og særligt når buddhister ikke holder jul!!! Måske blev Rumle revet med af den fantastiske stemning, måske så han hvordan hans brødre lykkeligt delte alt det legetøj ud, som vi de lige havde købt, eller måske var det bare fordi, at Rumle trods sine kun tre år har lært at dele og tænke på andre? Men han gav ihvertfald “hans” nye cykel så kærligt til den lille dreng, og selvom Rumle ikke aner hvordan man cykler (backpackerbrist) så instruerede han den lille dreng i, hvordan han skulle bruge den. Det var en oplevelse uden lige, at se alle de farver blive fyldt i deres hjem, at se moderen stå der med de fine nye håndklæder, mad, slik og et stort overrasket lykkeligt smil. Den største gave for os, som mor og far. Det var at se glæden i de små cambodjanske børns øjne, deres overrasket blik og deres begejstring over, at alle disse fantastiske ting i alle farver pludselig fyldte i deres hjem. At nogen havde udvalgt dem til en helt særlig og uforglemmelig overraskelse. Men det var også det vi så i vores egne børn der gjorde dagen helt unik. Jeg syntes det er så rørende, at de næsten intet har selv her på den lange rejse, og alligevel syntes de ikke , at de selv skal beholde cyklen, den seje gravko eller de sjove bamsepuder man kan slås med. At de gav det væk med så meget glæde og begejstring. Både de små cambodjanske børn, og vores børn viste i samme øjeblik fra to forskellige sider, hvor fantastisk det er når der gøres en lille forskel med stor betydning. Pludselig glemte vi, at mærke alle de fluer der sad på os, for alle de små smil der løb rundt, de fyldte alt. Anton havde midt i alt gaveræset haft tid til at kaste sin kærlighed på deres hundehvalp, som han også sidst vi så dem havde brugt meget tid med. Det var nok det lille kærlighedsbånd der gav familien ideen til at give os (Anton) den hund i gave, som tak for alt vi havde givet dem. Anton tøvede ikke et sekund, og der gik han i alt lykke og stolthed med sin nye hund i armene. Så stod der cirka 200 meter væk verdens mest kedelige forældre! Den slags uforståelige forældre der ikke gider backpacke med en hund igennem Asien, den slags dovne forældre der ikke gider at få lavet hundepas og den slags kedelige forældre der ikke engang gad at overveje om den skulle beholdes! Arg… Den sidste passer faktisk ikke, for vi overvejede det faktisk nøje i nogle sekunder, for Anton ville jo elske ham. Men hvor skulle han bo når der er hunde på samtlige ressorter, som der holder andre hunde væk? Nej så det blev et ganske trist, og urokkeligt nej fra dem som Anton nok i det øjeblik vil beskrive som verdens mest kedelige backpackforældre… Anton nåede slet ikke at blive ked af det, for da han var kommet sig over det chok, at hans ellers så spontane forældre kunne falde ned i et hul og være SÅ kedelige, ja så skulle der vinkes farvel. Det øjeblik, der glemte vi alt om hundehvalpe vi ikke kunne få og alt andet trist i verden. For nøj det var et fantastisk øjeblik, at se dem stå der med store smil og nu skulle der leges og hygges med alle de nye sager. Jeg gad godt, at være en af de mange fluer på væggen de næste par dage, og se dem smile, lege og cykle rundt.
Vi havde stadig tasken fyldt med legetøj, og nu skulle endnu flere smil sprede sig langs vejen, ved floden i Kam Pot i Cambodia. Vi gik afsted i varmen, rødt støv hvirvlede om os, og hver gang der sad, stod eller arbejde nogle små fattige børn, så stoppede vi op og fandt det i tasken der kunne få det største smil frem. Midt i støvet der stod de i deres beskidte tøj et sted hvor der normalt er langt til overraskelser. Så stod pigen med den smukkeste dukke i en æske, en anden lille pige sad og arbejdede da hun pludselig fik en flot Barbie. Drengene stod med åben mund af begejstring, da de fik deres seje nye actionmand, deres nye bil eller helikopter på sådan en helt almindelig støvet dag. En dag hvor nogen fra Danmark havde tænkt på dem, og sammen havde gjort en forskel her på den anden side af kloden. En dag med overraskelser til de små fattige børn, der gav alt igen med deres smil og glade øjne.Vi fik i alt indsamlet 2600 kr og der er stadig 100 kr tilbage. Dem ved vi lige hvor skal bruges, for her hvor vi er nu der er en lang støvet vej med meget fattige børn der fortjener lige så stort et smil.

Indsamlingen er stadig er åben, for vi er i Cambodia til 1 november. Hvis I skulle have lyst til at give en donation, så overrasker vi gerne endnu flere børn på vores vej. For det her, den her dag, det var en af de mest fantastiske dage, med de mest vidunderlige smil vi har oplevet på denne rejse.

Paypall: victormikkel@hotmail.com

Reg: 5501
Konto: 0727613544

Skriv ved indbetaling ‘Cambørn’