Så ændrer vi en smule

Imens vi venter på at verden ændrer sig, så ændrer vi en smule….

Det er så kedeligt, at stå stille i en verden der er i konstant bevægelse, vi må følge med, vi må med rundt. Vi er nået til den anden side af kloden, vi går i Cambodia’s gader. Med os  har vi vores fire små børn, og de har næsten ingen ting med sig. De husker ikke hvordan det er at have et værelse fyldt med legetøj. De savner ikke at have et værelse fyldt med legetøj. For her begynder et nyt eventyr hver dag de vågner, og det er dem der sejler på floderne, det er dem der går over bjergene, og det er dem der møder alle de modsætninger i livet der optræder i et ægte eventyr. Så er der de små børn i Cambodia’s gader der ikke er vores, som heller ikke har et værelse fyldt med legetøj, men som heller ikke er på eventyr. De børn har måske slet ikke har opdaget at jorden drejer rundt, for hvordan kan der være bevægelse, når tiden syntes at stå stille her? De børn vi ikke holder hånden i Cambodia’s gader, de har en helt anden historie i deres øjne, men kigger vi godt efter, så ligner de dem vi har hånden. Drømmene går samme veje og mødes i to forskellige historier. Hvad nu hvis vi kan skabe et eventyr, en ny historie, en forandring og få tiden til at flyve afsted hvor de flyver med… Ved en flod i Cambodia, ved en lille gammel træbro i Kom Pot der bor fire små drenge. Vi mødte dem fordi det blev uvejr, fordi vi skulle i læ. Men som historien fortæller, så kommer solen altid frem igen. Denne gang skulle den skinne på de fire små drenge, der bor under et myggenet i en lille bambushytte omgivet af fluer langt væk fra det værelse i regnbuens farver som de børn vi holder i hånden, troede var verden indtil vi rejste afsted og så den.

Jeg sank lidt i mine knæ den dag, da uvejret holdt op og vi skulle gå. For de børn vi har vist verden, de børn vi har skabt, de har en gave og det er at se livet med andre øjne, se dem de omgiver sig med, give kærlighed, give plads og tilsidesætte egne behov. De løb tilbage mod de fattige små drenge med et af deres eneste stykker legetøj, en båd de ellers legede så godt med. De var ikke et sekund i tvivl, og de løb ivrigt afsted mod drengene for at give dem båden. Først fik de ideen, så gjorde de det, men efter var de triste over, at de ikke havde mere legetøj de kunne give dem. De har haft et værelse i regnbuens farver, og de kunne se, at her er der langt fra drømme til virkelighed. Her var deres båd den eneste farve og de strålede af lykke da de løb afsted med den røde båd mod den brune træhytte.  Nu kommer farverne, for da vi sejlede tilbage mod vores egen hytte der fik vi en ide. ‘Hvad med at overraske dem med gaver!’. Ideen tog hurtigt fart, og der var ikke det vi ikke ønskede at give dem. Så tænkte vi på alle dem der læser med, alle dem der er på eventyr med os. Hvis nu vi alle tager denne her famile på eventyr, hvis nu vi sammen ændre verden en smule her ved floden i den lille hytte i Cambodia. Heldigvis ville I gerne være med, og pludselig var vores lille drøm om at gøre en forskel helt hjemme i jeres stuer og på vej til Cambodia igen, for at gå i opfyldelse. (Fortsættelse følger)