Indtil vi sad her…

Er der noget bedre end at blive overrasket?

Når man bare ikk rigtig har forventninger, men man bliver væltet omkuld fordi noget er SÅ fantastisk. Vi er revet væk i fascination over Cambodia. Vi havde pakket (igen) denne tidlige morgen, turen skulle gå den lange vej til Sihanoukville. Allerede kl 8 skulle vi være ved bussen (det er virkelig tidligt i et backpackliv). Lidt søvnige ankom vi til bussen, og der skulle vi sidde med snuden helt op af ruden, og opleve en tur igennem Cambodia i fire timer (egentligt fedt). Ud af vinduet så vi mere end ord kan beskrive, det var som en tidsrejse, for her var alt som vi ser på gamle film. Jeg fik desværre ikke taget billeder af turen, da det simpelthen bumlede for meget, til at få billeder der ikke var rystet. Vejenes røde jordbund havde store huller, nogen steder havde de lagt asfalt, men det har været dårlig kvalitet og ikke lavet ordentligt. Bussen bumlede afsted, og til tider føles det næsten som at den kunne vælte hvert et øjeblik. Chaufføren kørte i begge vejbaner for at undgå de største huller, og det gøs lidt i en når man så de store skilte med “High accident Road”, samtidig med at vi svingede fra den ene vejbane til den anden. Men der var ikke meget tid til at bekymre sig om vejene, for ud af vinduet begyndte eventyret. Bjergene stod smukke i horisonten, den røde jord lyste nærmest op i landskabet, og langs vejen lå de små huse. Huse der mest af alt minder om dem vi ser i gamle westernfilm, gamle træhuse der næsten var faldefærdige, bygget op på høje søjler, så man under huset kunne sidde i skyggen. Mange af husene var bygget af tilfældige materialer, og nogle vægge var endda lavet af gamle træ reklameskilte, der var afskallet og vendte på hovedet, så man kun lige så småt kunne ane hvad er stod. Nogle huse lignede dem man ser i fattige landsbyer i Afrika, og nogle huse er bare af presenning og blik. Foran husene løb små børn i gammelt tøj, og de helt små børn løb nøgne rundt. Damerne lavede mad, eller sad i små grupper i skyggen og snakkede. Mændene spillede hjemmelavede brætspil med kapsler som brikker, og nogen gik svedige rundt og byggede. Hunde, høns, katte og køer gik rundt i haverne, og nogen af de store køer gik ude på vejen. Der herskede en stemning af hygge. Der var ingen butikker, men nogen solgte det de havde adgang til, foran deres eget hus. Der var sågar et hus der havde malet et stort rødt kryds på muren og der kunne jeg lige ane, at man kunne købe noget medicin. Der var lavet bitte små landsbyer, hvor fem seks stykker havde bygget deres huse i cirkel, og der var huse der lå med lang afstand. På et intet tidpunkt så vi et land i udvikling. Her bliver klippestykker hakket af med økser, når der skal gøre plads til en ny vej. Tiden var som gået i stå, imens den flyver afsted i den verden vi normalt lever i. Det lignede en film, og tænk sig, at her er i år 2014, er der nogen som bor sådan. Så langt fra den virkelighed vi troede var den rigtige, indtil vi sad her med næsen trykket op af ruden. Det blev en bustur jeg aldrig glemmer, for alt det øjnene så, var så fremmede, nyt og spændende.  Vi steg ud af bussen, og inden vi….

(Fortsættelse følger)