On the road igen igen…

Hernede der kan man virkelig være mange mennesker i en minivan… Vi stod op virkelig tidligt, for allerede kl 7.30 skulle vi stå klar til at køre mod Kam Pot. Den minivan var virkelig proppet godt op, og der skulle vi seks også sidde (i et par timer). Vi fik tre sæder, og på en eller anden mystisk måde så sad vi faktisk fint nok? Vi sad endda alle helt stille, indtil Victor opdager noget på min skulder! Jeg havde godt ud af øjenkrogen opdaget noget hvidt på min skulder, da vi fløj ud af døren. Men hvid er jo ikke sådan rigtig beskidt, og her er vi faktisk sjældent sådan helt rene, så jeg tjekkede ikke hvad det var… Men pludselig da vi sidder helt tæt i minivan’en, så siger Victor “Mor, kan du huske de røde edderkopper der var over det hele, der hvor vi boede sidst?….. Du har nemlig deres æg på hele din skulder”. Der sad jeg med, jeg ved ikke hvor mange æg på hele min skulder, og hvis jeg mærker sådan helt stille og roligt efter, så er det noget jeg syntes er helt vildt klamt!!! Det ville være en anelse upassende hvis jeg smed min t-shirt i bilen (hvilket jeg havde mest lyst til), særlig taget i betragtning af, at jeg intet havde på under. Nej så vi måtte sidde og tage samtlige æg af min trøje, og skyde dem ned på gulvet… Vi ankom til Kom Pot, og det var en slags kærlighed ved første blik. Floder, bjerge, røde ler veje, træhuse og, ja I bliver nød til at se det… Da vi havde rystet de tuk tuk chauffører af os der alle gerne ville køre os et sted hen? Så spottede vi en slags bager!!!! Der duftede af nybagt brød, og de store ovne var igang inde i “carporten”. Vi købte lidt af det hele, og lige som vi troede, at vi skulle nyde det. Så vidste det sig at der var mugne pølser i og andre uidentificerede kødstykker med mug på. Så nu savner vi ikke en bager mere, så let kunne den trang klares. Efter en sukkerrør Shake så fandt vi tilfældigvis et rigtig hyggeligt “nyt hjem”. Det lå ud til floden, og der var total hygge chill stemning, så der skulle vi da bo. Det er et fransk par der ejer stedet ‘ Tiki ‘, de købte det sidste år for den nette sum af 5000 euro. Vi møder rigtig mange backpackere, der har åbnet deres eget resort eller restaurant hernede i Asien. De kan ikke trives i den stressede europæiske kultur, og det skiftende vejr når de kommer hjem. Så de rejser herned og åbner deres drøm. Vi ser aldrig nogen der har travlt her, eller stresser afsted. Nej, her er sådan en afslappet livsstil, overskud og total chill med ro på… Så jeg kan godt forstå dem.. Vi har travet rundt i gaderne, og her er så spændene og smukt. Det er som om det hele er en kulisse til en film jeg gerne vil se. En film fyldt med eventyr, romantik, gamle dage, fattigdom og overraskelser…. De støvede gader, de får en til at føle at man går i en gammel westernfilm. Træhuse med høns der går rundt i haven. På vejen køre scootere med grise bundet i net. Høns og ænder der stadig er levende, er bundet i gigantisk bundter på siden og bagpå scootere. De langøret køer står 4-5 stykker på en anhænger, nogen er væltet oven i hinanden på grund af de hullede veje. Gade køkkener er på hvert et hjørne og dyrene hænger døde (stadig med hoved på) i varmen og venter på at blive til en ret. Der er markedspladser, butikker på en cykel, og de støvede gader giver alt det samme rødlige skær. Når det bliver mørkt så skal man passe på, for her bliver rigtig mørkt. Vejene er hullet og der er mange steder der mangler kloak dækslet. Det er med livet som indsats hvis man køre scooter her i mørket, hvis man ikke er kendt i området og kender hvert et hul. Efter en lang gåtur blev det mørkt da vi gik hjem. Vi gik helt forsigtigt med hjertet helt op i halsen, for scootere kom uden lys på, vi så efter huller i mørket,og da vi skulle krydse en lang bro så sker det. Emil faldet ned i et hul med benet, i broen var en lang sprække. En sprække som to cambodjanere lige er styret i på deres cykel, og Emil går et minut efter ned med benet i selv samme hul og slår sig noget så grusom på benet. Victor når lige at råbe ‘pas på Emil’, men han vil ikke skubbe ham væk, i frygt for at skubbe ham ud mod scootere (godt tænkt Victor). Efter at have fået renset Emils sår, så gik vi langsomt hjem. Emil sagde så ‘jeg håber, at jeg får et ar på benet, for så vil det resten af mit liv minde mig om, da jeg gik en hyggelig aftentur med min familie i Cambodia og faldt ned med benet i en bro’. Ja, når man er for ung til en “rejse tattoo” så må man jo være glad for sejt ar 😉 Efter en hyggelig overnatning på vores nye chill sted, med udsigt til solnedgange der er til at falde i fantastiske staver over, så pakkede vi igen. Vi havde nemlig fået en ny ide, men den gik ikke heeeeelt… (Fortsættelse følger) 🙂