Man skulle tro det var planlagt

Efter en overnatning på vores lille chillsted i centrum af Kam Pot, så klaskede vi vores habengut i tasken igen. Det er næsten at overdrive når jeg bruger ordet ‘pakke’, for efter vi købte vores trolly i Bangkok, så kan vi bare klaske alting i. Det der med at pakke tasken pænt det er vi nemlig vokset fra. Efter 7-8 måneder på farten, så er det som om vores ting ikke kan blive rigtig rene mere, alt der minder om stil er endt i en typisk backpacker stil, og selv min toilettaske er et stort virvar af herligheder fra bordershoppen i lufthavnene, og mærkelig ting med asiatisk skrift vi ikke kan tyde? Men som Emil siger ‘sådan er livet som backpacker, og her skal man ikke være ren og pæn’. Så med rodet indhold i taskerne, så drog vi afsted igen… Vi blev kørt i tuk tuk op til et heeeeelt fantastisk sted, det var et sted vi var blevet anbefalet da vi var i Sihnauville. Det var så smukt, med gynger ud over floden, udsigt til bjerge og med en fantastisk lyd af fugle. Sådan et sted man ser på og så tænker man ‘Den her rejse må aldrig stoppe!!’ Efter vi havde leget, nydt udsigten og forelsket os, så kom ejeren til de små stråhytter hen til os, og han ville så have 25 $ pr overnatning!!! Det er jo helt crazy, for vi kan bo på selvsamme måde nærmest alle andre steder i Cambodia for mellem 4-8 $. Der stod ellers på nettet at det kostede 3$ men måske er det opslag fra 2001? (En fælde vi er faldet i før her på rejsen) Vores tuk tuk den var kørt igen, så vi tænkte, at vi da bare lige ville gå og finde en ny tuk tuk!!! Ja, det var noget vi troede vi kunne… Vi begyndte at gå (med alt bagage) og vi opdagede hurtigt, at vi var ude i et virkelig primitivt samfund, hvor der er langt mellem husene, og det er nok ikke lige der tuk tuk’er leder efter turister. Nej, så nu var vi på egen hånd i den store verden… (Apropos fare vild, vidste du så, at man kan redde livet ved at gnave i sine sko, hvis man går vild i en skov eller lignende. Læderet indeholder næring nok til at hjælpe én igennem en kortere periode… Nu ved du det). Det lignede også sådan nogle veje der har mange slanger, og andre dyr som man egentlig ikke rigtig gider at møde. Vores mistanke blev efter kort tid bekræftet da der lå en ret stor (død) slange i vejkanten. Hmmm…. Så er der helt sikkert flere hvor de kommer fra….!!! Det er efterhånden en vane at kigge efter slanger, ikke gå i højt græs og altid have en lang pind på os, når vi traver afsted. Men ens tæer krummer altid lidt ekstra, og øjnene sidder klistret til vejkanten når man har mødt den første. Tiden gik… TIK TAK TIK TAK…. Og vi havde virkelig gået længe, men intet er jo så skidt at det ikke er godt for noget. Vi så det mest fantastiske liv på vores vej. Hvordan de står og hugger hele træer ud til små stykker brænde med en økse i varmen. Børnene der ikke går skole, men de hjælper til med dyrene, de hjælper til i rismarkerne, de løber og leger med hjemmelavet legetøj, og bag dem er deres små gamle primitive huse. Under det berygtede Khmer Rouge regime, som styrede Cambodia i 1970’erne, blev undervisningsmateriale systematisk ødelagt, skoler nedbrændt og et stort antal lærere dræbt. Da Vietnam befriede landet fra Pol Pot i 1979, var der under 50 lærere tilbage i landet. Kun omkring 50 procent af børnene i Cambodja går i skole. En masse frivillige, fonder og organisationer hjælper og har hjulpet med at bygge nye skoler, sørge for undervisningsmateriale og lærer. De giver også legater for at sikre, at de fattigste børn får mulighed for at gå i skole. Legatet dækker skolepengene og andre fornødenheder såsom skoleuniformer, sko, skoletasker, bøger og frokost. Frokosten sikrer, at børnene får et godt og nærende måltid mindst en gang om dagen, hvilket er med til at øge indlæringsevnen. Rismarker der lyser op i landskabet, køerne går tynde rundt og græsser, og alle børnene vinkede til os med store smil og råbte ‘hellooooo’ Uden at have nogen ide om hvornår vi ville blive samlet op af en tuk tuk og komme til byen igen, så gik vi bare og nød alt det vi så. Vi gik flere kilometer ud af vejen, og vores drenge er blevet så vant til at nyde nuet, og det de ser og oplever, så ingen klagede over trætte ben. ‘Den der intet vover intet vinder’ der er noget om det, for havde vi ikke bare travet afsted, så havde vi ikke mødt den skønne familie der havde en masse køer. Vi gik ude på vejen da deres børn vinkede til os, og vi fik lov til at komme ind. De havde en kostald foran huset, og børnene fik lov til at klappe og hilse på køerne. De kunne intet engelsk, men på en eller anden finurlig måde, så var der bare en skøn stemning og vi fik med hvert sit sprog og tegnesprog alligevel grint af alle de børn vi har fået sat til verden. De havde 6 børn og os med vores fire drenge. Vores mest brugte sætning på denne rejse er stadig ‘yes, all boys’ og det bliver så efterfulgt af hvin, grin og klappen på skulderen. Det her er tilgengæld det første land, hvor de også går meget op i at vi da også skal lave en pige. Vi har da også fået et par stykker foræret indtil videre. Solen begyndte at gå smukt ned bag bjergene, og vi må virkelig have gået længe taget i betragtning at vi drog afsted med pakkede (klaskede) tasker om morgenen. Det var efterhånden ved at være tid til at finde en af de tuk tuk’er der ikke eksistere i det område, for det er rigtig farligt at gå i mørket. Der er ingen vejbelysning, og scootere og biler kan komme kørende uden lys på. Der er også farlige huller ned til kloakker og andet vandløb man ikke kan se i mørket. Ja, for ikke at nævne de dyr vi heller ikke vil møde i mørket. Der er altid en løsning, og det er nok også derfor vi altid tager det med ro, nyder hvert øjeblik og drager afsted på eventyr uden at planlægge noget. For ligesom solen begyndte at gå ned, så stopper en englænder på sin scooter, og hun ringer efter en tuk tuk til os. Dagen føles så perfekt, at man næsten skulle tro at det var planlagt at hun skulle komme kørende der, ligesom det var tid til at slutte eventyret på landevejen. En tuk tuk hentede os, og kort tid efter så sad vi hjemløse med alt vores bagage på en restaurant inde i byen og nød en kold drik med udsigt ud over hele den smukke verden vi lige havde gået igennem.