Hvor fanden er stranden?

Hvor fanden er stranden? Som store indbydende svin på et spyd over grillen bliver vi grillet af solen. Alle skyer er væk, og vi kæmper for at vedligeholde vores aktive tilværelse her på den anden side af kloden. Men varmen, den varme, den sindssyge varme har overmandet os. Sveden løber af en, varmebølger stiger op af vejen, og hver en kloak syntes pludselig at være indbydene. ‘Kan man ikke bare bade lidt i den uden at være klam?’. Der er 500 meter hen til den næste bod hvor vi kan købe noget koldt. Hvor fanden er stranden? Benene kan ikke mere i varmen, og det føles fristende bare at lægge sig til at dø langsomt i vejkanten med tungen ude af munden, i et forsøg på at suge det sidste fugt ud af støvet.

En fugtig rotte løber rundt om et gadehjørne, og jalousien vokser op i mig, da den løber ned i den våde kloak for at bade.
Børnene snakker og snakker imens deres fedtede hænder får mine hænder til at svede endnu mere, jeg magter ikke engang at svare dem med rigtige lyde. Det bliver bare nogle prust der lyder lidt som ja, nej, aha, okay og ej hvor spændende.
Som i en græsk tragedie kaster Anton sig ned på jorden, hans store brune øjne bliver fyldt med tårer, og han famler med hænderne mod himmelen, og han lader dem falde mod jorden. “Nej, nej, neeeeeeej….” Han kan næsten ikke trække vejret, for livet gør for ondt lige nu. En eller anden kegle har kørt en kattekilling over, og midt i varmenes pinsler skulle vi så møde den døde lille stakkel. Varmen der får en til at se dobbelt, svedige børnehænder i hånden og nu også en Anton der græder de sidste tre kilometer tilbage til hotellet. Det pisse varmt, og vi var ikke engang på en spændene tur! Vi skulle bare gå 7 km hen til en ambassade, så vi så kan komme på en STRAND igen, meget snart. Vi kom to minutter for sent hen til ambassaden, så vi skal gå 7 km igen på mandag…
Jeg syntes det plejer at virke ret godt, når jeg følger min intuition! Ja, når JEG FØLGER DEN. Jeg havde godt tænkt om det var lige smart nok at tage til et land uden strand, nu når vi er gået højsæsonen i møde og det samtidig er slut med skyer. Vi har købt visum til en måned her, men noget siger mig, at vi må komme tilbage, når vi bliver beriget med lidt flere skyer igen. Det er så vaaaaaaaaaaarmt….
Billedet i toppen er fra en anden dag, for jeg magtede ikke engang finde mit kamera frem.