OMG der var langt…

Vi SKULLE forlade Thailand, så den dvale vi var i, den var vi tvunget til at komme ud af. Det føltes lidt ligesom når vække uret ringer alt for tidligt, og det har de vækkeure det jo med at gøre. Har man nogensinde tænkt ‘Yes, det var da dejligt at det lige ringede’ …
“Hvorfor smiler du så meget?”
“Aha ja, det er fordi mit vækkeur lige har ringet” (den slags sker jo ikke i virkeligheden, ikke engang på film!)
Hvis vi bare liiiige kunne ligge i dvale, bare én enkelt dag mere her i Bangkok. Nixen bixen vi skulle afsted, for vi havde ikke noget visum, vi hader bøder, og jeg nægter at blogge fra et fængsel i Thailand. Vi havde ikke gjort os de store tanker om hvordan vi skulle komme til Laos (det var dvalens skyld) men vi gør efterhånden ikke det store ud af at planlægge transport rundt i landene mere, for der går jo busser hele tiden. Med pakkede tasker gik vi ned i receptionen, og spurgte damen hvor i Bangkok der går busser mod Laos? Der er ikke kun en stor busstation i Bangkok, så det var meget rart lige at have styr på det. Det troede hun så, at hun havde styr på! Så vi tog en taxa igennem hele Bangkok (det tager ret langt tid) og ankom til en stor busstation, og der sad en irriterende dame (hun var kun irriterende fordi hun havde dårligt nyt). Vi var på den forkerte station, pis også, nu skulle vi igennem hele Bangkok igen! Det var heldigvis (næsten) ikke vores egen skyld, for vi havde jo lagt ansvaret over på receptionisten.

Vi ankom efter en lille time på den rigtige station, og der gik busser mod Laos lige om straks… Vi besluttede os for ikke at tage hele vejen til Laos i et stræk, da rejsen dertil fra Bangkok er meget lang . Ifølge buschaufføren og hans engelsk, så kunne vi tage bussen til khon Kaen og så være der klokken 21. Det ville passe meget godt, for så kunne vi tage resten af turen næste dag.

Vi sad ret godt i bussen helt oppe foran, og ungerne, de hyggede. Jeg havde igen allieret mig med mine lydbøger og sad og nød synet af landskab ud af vinduet, vores glade børn, alt imens der i mine øre blev opklaret sindssyge forbrydelser i en god krimi. Det var ret godt at vores dvale ikke havde afholdt os fra at købe mad, frugt og nødder til turen. For alle de steder vi holdt inde, der var kun mærkelige ting vi kunne købe og spise. Mærkelige som i underlige tørret ting, som slet ikke så lækkert ud. Men chaufføren holdt gode pauser undervejs, og den slags skal man ikke tage som en selvfølge, særligt ikke efter rejsen fra Cambodia ;).

Klokken blev 21 og pludselig blev den 23 og først da klokken var 02 var vi i den rigtige by!!! Hvad blev der af hans klokken 21???? Han fattede minus når vi spurgte “No no later later”.
Klokken 02 der stod vi i en ukendt by (Khon Kaen) på en busstation i Nordthailand med fire sådan ret trætte børn. Rumle og Anton, de sov bare videre på tasker og tæpper. Victor og Emil derimod, de blev bare friske på en overtræt måde, så de løb på løbehjul, legede og grinede på hele busstationen.

Vi var der ret længe, for vi kunne ikke finde ud af, hvor vi skulle tage hen? Taxachafførerene de havde mange gode ideer til mega dyre hoteller. Det lykkedes os at finde en taxa chauffør der havde et godt hotel til os, men han havde sit bagagerum fyldt, så en anden taxa måtte køre med vores bagage (godt det ikke er danske priser).

Næste dag efter en god nats søvn, faktisk for god! For vi vågnede først klokken 11 alle sammen. Det gav lige et hak i tidsplanen, for den plan vi ikke havde. Vi skulle lige have noget mad, og så skulle vi liiiige have taget pasfoto… Men er der noget ‘bare lige’ i en by man ikke kender “nej”. Det tog hundrede år, ja selv bare at vente på de havde fremkaldt billederne det tog hundrede år… Men helt ærlig 14 pasbilleder HVER for 19 kr hos en fotograf. Jeg skal til psykolog når jeg kommer hjem, de danske priser kommer til at knække mig…

Med en tidsplan der aldrig helt har kunne gå for at være en plan tog vi mod busstationen igen, der tog vi en bus til Nong Khai…Hvor grænsen til Laos også er. Men vi ankom så sent, at vi simpelthen droppede grænsen samme aften, da den i øvrigt også lukkede kl 22. Vi måtte overstay, betale en bøde og blive på thailandsk jord en nat til. Der står på nettet at det ikke koster ekstra at overstay en dag, men det kan jeg nu fortælle, at det gør det…. Vi fandt et lille hotel den sene aften, og fik puttet ungerne under dynen. Det var kun 21 grader om natten i Nordthailand så vi frøs faktisk også lidt. Det bliver helt sikkert endnu en udfordring når vi sætter fødderne på dansk jord til sommer, vi har vænnet os til at stege!.

Næste morgen tog vi en tuk tuk til grænsen, og nu skulle vi udfylde 1000 stykker papir og betale vores bøde.

Når man har tjekket ud af Thailand, så skal man med en bus over Mekong floden, der havde vi så grænsen til Loas. Der går militær rundt langs floden, så der ikke er nogen der bare svømmer over (hvis det var det man havde lyst til)

 

Efter at have brugt en formue ved grænsen, så kunne vi endelig sætte vores trætte fødder i Laos.
Det vi så, det var så overraskende, og stik imod de forventninger vi havde til Laos… Fortsættelse følger….