Ja, det skete i virkeligheden!!!

e6
Jeg er ganske sikker på, at det er første gang i mit voksne liv, at jeg har fået et rap over nallerne! Ja, det skete i virkeligheden! Jeg fik sådan et dask over fingrene at jeg stadig gik rundt i chok i flere timer efter. ‘Tænk sig hun slog mig over fingerne’. Jeg blev ikke engang sur, men jeg var helt mundlam. Det var en dame der stod og solgte grillet fisk. Lad os bare slå fast, at Thailand er det billigste land at være i, og med deres priser i baghovedet, så syntes vi faktisk, at hendes grillet fisk var ret pepperet. Hun var den første i den gade, hvor vi spurgte om pris på fisk. Vi så det da som en ganske naturlig ting, efter hun kom med en yderst høj pris pr fisk, at vi lige ville gå videre, for at se hvad de andre kunne tilbyde? De kunne så ikke tilbyde noget fisk, der hverken så bedre ud eller var til en mere overkommelig pris. Vi gik tilbage til damens grill, for at tjekke hendes sortiment af fisk ud igen. Det må så (åbenbart) ses som en stor fornærmelse, at vi spurgte om prisen, og så gik videre uden at handle hos hende i første omgang (skide turister har hun måske tænkt?). Jeg pegede på den fisk Mikkel skulle finde (for mange) kontanter frem til, da jeg fik sådan et rap over nallerne. Et ordentligt slag, og så tog hun et klæde og lagde over maden, så vi ikke kunne se den, alt imens hun så mega sur ud. Først da vi gik væk, tog hun klædet af, så andre kunne få lov til at handle. Det var virkelig krænkende, og havde det sket i Netto, så havde jeg helt sikkert også startet med at være mundlam, men efterfølgende havde jeg nok lige konfronteret damen. Og så måske alligevel… Hvis nu en servicemedarbejder i Netto, var blevet så muggen over, at hun lige havde spottet mig i Fakta, så havde jeg nok også bare gået mundlam hjem. Det er ikke damen I ser på billedet over, for jeg syntes, at det lå i luften, at hun nok ikke gad at stille op til min blog. Nej damen på billedet, hun var simpelhen så sød, at jeg et øjeblik glemte det dask over nallerne. Hun gav os rod frugter, og de smager som de sødeste æbler. Navnet på dem, det var meget langt, og medmindre I har brugt meget lang tid I Laos, så ville I nok ikke forstå navnet alligevel. Hvis nogen kender det danske navn, så skriv det endelig. Gå ikke forbi dem, hvis I kommer på disse kanter. De smager som en drøm, og de er sikkert lige så sunde som de er søde.
e1
Vi er stadig ret overrasket over hvor pænt der er her. Vi har også efter vores møde med den Thailandske konge (det lyder som om vi gav hånd), ligesom kørt stilen videre i de pæne omgivelser. Vi har nemlig intet mindre end set Laos præsident. Så mødte vi også et statsoverhovedet fra Vietman. Vi aner ikke hvem han var, men han var omgivet af politibiler, mænd med maskinpistoler og et hav af andet sikkerhedsfolk. Det kan umuligt have været fru Muggesen fra fiskeboden der kom kørende der med Vietnamesisk flag på bilen, det må have været en vigtig vietnameser. Vi er stadig ret beskidte, og skiller os en del ud fra de 14 dages turister der går pæne rundt her, men vi redder den lige hjem ved at mænge os med konger og præsidenter. Ja, det er at mænge sig, når de bare kører forbi os…
e2
Der er begyndt at komme julestemning i gaderne. Vi har faktisk på en uge set flere plastik juletræer, end vi har set hele vores liv tilsammen. Det er meget fint med sådan en plastik reminder, for det er virkelig svært, at forestille sig, at vi går december i møde når der er blå himmel uden forstyrrelser af en lille sky, og mere varme end man kan holde til når man ikke er ved vand. Selvom vi ikke rigtigt kan finde julestemningen, så glæder vi os alligevel ubeskriveligt meget til jul. Den bedste andesteg, julegave og skønneste stemning træder nemlig ud af en flyvemaskine den 25 december. Min elskede og helt ubeskriveligt savnet Mor, Søster og Bror (med sin søde kæreste) kommer herned til jul. Så hvis jul handler om nærvær, hygge, tid til hinanden, glæder, overraskelser og skøn stemning, så bliver det her vores bedste jul nogensinde. Jeg tuder helt sikkert når de får verdens største krammer, og når drengene endelig kan putte i deres arme igen, men det bliver de reneste glædestårer. Når de så finder remoulade, blandselvslik (åh Gud håber de har MEGET med, så jeg kan dele denne gang) lakridser, rugbrød, flødeboller osv… Op af tasken, så græder jeg igen… Tænk sig, en jul med ren kærlighed, remoulade og lakridser, er det ikke det alle drømmer om?
e3
Vi vandrer sådan cirka ret meget rundt her i gaderne. Vi får også set en del, og smagt en del, så er der også en del vi slet ikke vil smage. Se nu på billedet under. Det er skindet fra en okse… Kan man undgå at blive fristet til at komme det i maden? Ja, det kan man faktisk godt. Hverken det indtørret skind eller de stive hår så indbydende ud. Har indtørret skind og stive hår i nogen sammenhæng nogensinde været tiltrækkende? Nej, nogen ting går vi bare nysgerrige forbi (nu tør vi jo ikke gå tilbage igen ‘rap’) og andre ting vi møder på vores vej, dem suger vi til os.
e5

Sponsoreret video… Fri til fantasi

image

-Der lyder den skønneste lyd af børnelatter, stemmerne er forpustet, og latteren kommer ud i små stød. Øjnene smiler, og solens stråler giver den klare øjenfarve et smukt genskær. Hænderne er beskidte, og sveden på panden samler alt snavset i små baner, når det løber i den samme rødbrune farve ned af kinderne, som den farve jord de løber rundt i. En gammel indtørret kokosnød er bundet til et reb, de andre skal fange den. Han løber stærkt afsted, han er lige ved at falde over jordklumperne, fordi legen er så virkelig og den er så sjov. Bag ham løber hans tre brødre. De skal fange kokosnødden, for det er en løve der er blevet stjålet i zoologisk have. Hvis de ikke fanger den, så slipper den forpustede lyshåret løve tyv afsted med den. De har næsten indhentet ham, men han er stadig for hurtig. De glemmer helt, at de løber på bare tæer, for der er vigtigere ting at tænke på. De småsten de træder på, de gør slet ikke ondt. For de er vant til at løbe rundt på bare tæer, og virkeligheden er så langt væk. De har ham næsten, da de når ud i sandet, de finder deres pinde frem, som de har sat fast i taljen på deres shorts. Nu kan de kommunikere, også selvom de er væk fra hinanden, med pindene i hånden ringer de hinanden op. Den ene pind har en lille ekstra gren på, det fungere perfekt, for så kan den nå et større signal, når han ringer ud. De når ud i vandet og bølgerne gør det svært at løbe, det er nemlig gigantiske bølger og foran dem kommer store krigsskibe imod dem. Krigsskibene skyller ind mod land, og dem der går forbi skubber lige træstubberne væk. De kan nemlig ikke se, at det er krigsskibe, for de er voksne!
Endelig får de i ham, løven trækkes mod bølgerne, og forbryderen skal nu i fængsel under den store parasol.

-Hans blik var stivnet, alle lyde omkring ham forsvandt. De store øjne var blanke, kun skærmens genskær lyste hans øjenfarve op. Den blege hud blev svagt lyst op af den lille lyssprække der fandt vej igennem gardinet. Han havde trukket sine fødder helt op til sig, og kun når han tabte en bane bevægede tåspidserne sig lidt i de hvide strømper. Fingrene dansede rundt på controleren, for han vidste hvad hver en knap skulle bruges til. Han havde glemt, at spørge om nogen ville med ham hjem efter skole idag! Men det gjorde heller ikke noget, for det er mindst lige så sjovt at spille alene.

Jeg har lavet disse to små historier, fordi jeg er blevet spurgt af Duracell, om jeg vil være med til at sætte fokus på, at udendørs leg er blevet mere upopulært i takt med at bærbare computere, tablets og selvfølgelig TV vinder indpas. Det betyder at antallet af timer som børn bruger foran skærmen har nået et kritisk niveau. Det var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg gerne ville være med til at sætte fokus på det.
Fordi vi rejser rundt nu, så lever vi i en verden der er så langt væk fra computerspil og tv. Børnene kan løbe året rundt udenfor i bare tæer, og lege med alt det de finder. Det eneste vi ejer her på rejsen er en kuffert og et par rygsække. Det begrænser ligeledes drengenes adgang til legetøj. Vi befinder os lige nu, og har i ni måneder været i en verden, hvor vi får røde kinder, fantasi, og udendørs leg serveret.
Inden vi tog afsted på denne lange rejse, der har computerspil heller aldrig fyldt meget i vores børns liv. Det er ikke fordi, at de ikke måtte spille. Vi havde bare et hus fyldt med legekammerater, både hvad angår børn udefra, og så alle de legekammerater vi selv har sat til verden. Vores drenge har til gengæld været rigtig glade for at se film. Vi har aldrig været i en situation, hvor vi skulle tage stillig, til deres tid foran skærmen.
Alligevel ser vi hvad der sker, når børn bliver taget væk fra et værelse fyldt med legetøj, adgang til computer og hundrede film at vælge imellem.

Deres fantasi vokser, deres kreativitet vokser, deres musikalitet vokser, og de keder sig faktisk aldrig.
Børn er alt for forkælet, de ejer for mange ting, og deres tid er fyldt ud med alt det vi fylder i.
Når de ikke har det hele foran sig, så begynder de at se muligheder, i det de har. Når de ikke er i et rum fyldt med alt det der stjæler deres tid, så bruger de pludselig deres tid, til lige det de har lyst til der hvor der ikke er rammer og begrænsninger.
Vores børn har her på rejsen gennemgået en fantastisk forandring, og det har de fordi, de er frie.
Vi kan ikke leve det samme liv, som vi lever her, når vi kommer hjem. Men alt det vi har set der sker med vores børn, når de er ude, når de er frie, når de bliver nød til at bruge deres egen fantasi, det skal vi huske når vi kommer hjem. I alt slags vejr der skal de ud til en skov, de skal ud til en strand, og den verden der er ved at overtage vores børns helt unikke og misundelsesværdige fantasi, den må kun lige komme på kort besøg. For kun en gang er de børn, og det er vores ansvar, at de også får lov til at være det.
I skrivende stund sidder jeg på vores hotelværelse, drengene hygger sig, de har nemlig lavet en bro af et plakatrør, og på den anden side er der en stor hule lavet af dyner. Jo mindre vi fylder legetøj, computerspil og tv i deres liv, jo mere fylder de deres liv ud med det de er bedst til, nemlig deres fantasi.

Det eneste krav der er til mor og far, det er at lægge spillemaskinen lidt på loftet, og slukke for tv. Måske er der også en masse legetøj på værelset der kunne give glæde et andet sted?

-Glæden var stor det øjeblik hun åbnede sit nye legetøjskøkken, hun havde nemlig ønsket sig det længe. Hun sad helt stille og legede med det nye køkken i en time. Da hun gik ind for at se disneysjov en time efter, da blev mor og far enige om, at det var det helt rigtige gave, for nøj hvor havde hun hygget sig med det.

-Hun kiggede fra tv’et over mod køkkenet da mor pludselig kom slæbene med en stor papkasse. Hendes øjne var kort tid efter tilbage til tv’et, pluto kunne nemlig ikke få sit kødben tilbage fra en anden hund, og selv om hun ikke grinte, så syntes hun det var ret sjovt. Men pludselig kunne hun høre mor skære i pappet, og det var alligevel mere spændende end pluto. “Sluk lige tv’et og hent din maling”. Hun glemte helt at spørge mor, hvorfor hun skulle det, for det lød så spændene. De skar i pappet, de malede, og de hyggede så meget sammen, at hun helt glemte at tænke på om pluto mon havde fundet sit kødben? I kassen kom der åbning til en ovn, på toppen fik de malet kogeplader, hun malede selv nogle flotte blomster på siden. For når man laver sit eget køkken, så kan det blive lige som man ønsker. Af alle de papstykker der blev tilovers, der lavede de gulerødder, stegepander, bøffer og hvad der nu ellers skulle serveres. Hun havde mange ideer, så hendes bamser går ikke sultne derfra, når de senere skulle indvie det nye køkken.
Måske gik pluto sulten i seng, det havde hun stadig ikke tænkt på? Men ved siden af hende i hendes seng, der lå fem meget mætte bamser. Henne ved natlampen, der stod det nye køkken og hvem havde ellers kunne lave lige det køkken hun drømte om? Nej, det var lige som det skulle være, og blomsterne på siden, dem var hun særligt stolt over.

– jeg har lige læst det her højt for drengene, da Emil spørger “må jeg godt få to flyttekasser når vi kommer hjem? Jeg skal nemlig bygge et køkken med gulerødder og bøffer”

Sluk tv’et, og hvis de keder sig, så lærer de hurtigt, at få tiden til at gå, med alt det de har nemlig DERES FANTASI !

 

Dette blogindlæg er lavet i samarbejde med Duracell

Wow….

w1
Jeg var, vi var (aner egentligt ikke om de andre var, og gider ikke vække dem for at spørge dem?). Jeg var virkelig overrasket over at se Laos, da vi satte vores beskidte tæer på La’oh’asisk grund her i hovedstaden Vientiane. Her er virkelig pænt, sådan overraskende pænt og helt rigdomsagtigt. Nu skal der selfølgelig ikke meget til at begejstre os efterhånden når det kommer til renhed. Vi er generelt selv ret beskidte, og de byer vi besøger kan meget vel få skylden for vores sorte tæer. Vi har sat fødderne i et utal af asiatiske byer efterhånden, og den her er altså en af de pænere. Der er store flotte bygninger, og her ser det også ud som om, at de har set lyset når det kommer til skraldespande. Deres veje er flotte og endda med pæne lygtepæle. Jeg troede det var sådan lidt a la Cambodia, men mon ikke også det er det når vi forlader hovedstaden?
w2
Som I nok har luret (på billedet) så er her også skide flotte templer. Jeg elsker templer, selvom de i bund og grund har samme mønster, farver og former som samtlige af de hadegaver man kan købe i krimskrams boderne. Men når krimskrams bliver så enormt at man kan gå ind i det, så bliver det lige pludseligt til fascinerende krimskrams. Jeg er også vild med munkene der sidder og går rundt over det hele. Det er jeg også, selvom jeg i bund og grund syntes, at det er vildt mærkeligt, at de almindelige mennesker stopper op midt på gaden foran en Munk og beder. Det er jo bare mennesker der har valgt at leve efter ret stramme regler. Den ene dag, der grinte nogle munkedrenge da Anton faldt og slog sig. Anton kom grædende hen til os, da Victor siger “det skal du ikke være ked af Anton, det er fordi de ikke oplever så meget, de må ikke engang få en kæreste når de bliver store!!”. Men midt i alt den underlige og fascinerende krimskrams stemning af helligdom, der bliver vi virkelig revet med. For der er så meget ro over buddhisme, og der hviler en ro over de munke der rundt omkring os (når de ikke griner af Anton). Ps. Anton prøver at ligne løven på billedet under, det er derfor han ligner et mærkeligt barn…
w3
Det er hundehvalpe mecca her i Laos, og her er hundehvalpe på hvert et gadehjørne. De ligger i små kaninbure i varmen. De har ikke engang noget blødt at ligge på, for deres tis og puhaaaa skal kunne falde ud igennem gitterbunden. Det er virkelig synd… I Vietnam er hunde en delikatesse, og der smugles mange hunde til Vietnam via Mekong floden. Der bliver hvert år transporteret omtrent en million hunde illegalt fra Thailand, Laos og Cambodja til Vietnam. De kan endda finde på at stjæle kæledyr for at spise dem, eller lige gafle dem der går rundt på gaden. Efter hundene og kattene er blevet taget fra gaden, bliver de ofte transporteret over lange afstande, ofte på rejser der varer i dagevis. Under transporten er dyrene som oftest tætpakkede i bure hvor de ikke kan stå oprejst eller vende sig om. De er ofte syge og sårede og bliver ikke givet hverken foder eller vand på turen. Mange af dyrene dør undervejs, grundet kvælning, dehydrering eller hedeslag længe før de når deres endelige destination. Ja, det er virkelig barske vilkår og det føles så makabert at hunde behandles sådan (katte ligeledes). Hunden på billedet er en privatejet hundehvalp, de hunde der er til salg, dem må man ikke røre ved. Mange af dem er syge og har infektioner. Ja, værsågod det var lige en fredagssnøfter, så hvis I ikke har andet at græde over idag, så kan I da græde over det.
w4
Emil havde set et lys her i Laos, og det lys der var der ikke nogen grund til at slukke. Når Emil bliver voksen, så vil han gerne spille i et band. Han har allerede samlet sit første band, som består af hans brødre. De optræder dagligt for os med sang og musik. Hans ide startede den første dag, hvor vi gik svedige rundt med kufferter og ledte efter hotel. De er ikke vildt glade for at vi har fire børn på et værelse her, så det tog ulideligt langt tid at finde et hotel. Når vi holdt pauser, så satte Emil sig ned og spillede guitar. Der kom hans ide, for han smed hatten foran, så kunne dem der gik forbi lige belønne hans talent.

w5
Dagen efter tog hans ide fart, for på den store og ikke mindst helt vildt fede legeplads der er her i Vientine, er der også bodegader fyldt med turister (der er nemlig en milliard turister her i hovedstaden). Emil fik overtalt sine brødre, en efter en til at deltage i den gode ide.
w6
Først sprang Anton til (han er altid frisk på gode ideer), så sprang Rumle til, og han synger både højt og meget nuttet, så han var et godt trækplaster. Victor tøvede, for det var lige grænseoverskridende nok, at synge foran så mange vilde asiatiske fans. De kvinder går amok, selvom de ikke synger, så når de hører der også er lyd på, så er de jo ikke til at stoppe for begejstring. Victor så dog hurtigt hvordan de andre høstede lommepenge ind, og da de havde været henne og købe deres første gasballon og et par skydere, så sprang han med på ideen. De ser vildt søde ud, når de sidder der og synger, men frem for alt så er det fedt at se dem bryde en grænse, vise verden hvad de kan, tro på sig selv, og bare kaste sig ud i alt det spændende uden at være genert. Hva pokker måske gør det her lille skridt at de en dag tør stå på en scene og udleve drømmen?
w7

Skøre unger…

image

Der er god tid til hyggesnak, når vi lunter rundt i gaderne… Faktisk er der rigtig godt tid, for vi er jo altid sammen med de der små størrelser, og her er lidt udpluk over de sidste par dages hyggesnak…

“Livin’ La Vida Loca” lyder igennem højtalerne på en gade i Vientiane, da jeg så glad fortæller, at den sang har jeg danset meget til, da jeg var helt ung. Ja, så gjorde mor sig lækker og gav den gas på dansegulvet. Mit kære barn spørger undrende “hvorfor gjorde du dig lækker mor?”
“Jamen det var jo fordi mor var ude feste, og så skulle der jo også scores”
“Jamen har du da haft mange kærester mor?”
“Arg jeg blev nu ikke kærester med dem alle!”
“Så kyssede du nogen uden i var kærester?”
Jeg kunne godt høre, at han ikke syntes, at det lød skide godt men jeg måtte jo svare “ja” han trak vejret dybt “Det syntes jeg helt ærligt er virkelig dårlig stil mor, og jeg er faktisk på en måde skuffet… Jeg håber du i det mindste havde tjekket op på om de havde kærester… ( efter et par sekunders skuffende stilhed) ved far overhovedet noget om det?”

Når man sidder på en restaurant og lige er blevet mæt, og hvis der mod alt forventning lige skulle komme et kort øjeblik hvor en engel går gennem rummet, så er børnene da klar med en indskudt sætning…

“ja, nu er der ikke længe til jeg bliver teenager, det skal nok blive spændende, for så kommer jeg jo i løbetid”

Anton havde lige en sidste ting, som han skulle sige til sin storebror inden hans trætte øjne faldt i, da de var puttet den sene aften:

Anton -“Victor husk nu, at du har lovet mig, at jeg må få nogle af dine damer når vi bliver store…”

 

 

 

OMG der var langt…

q1

Vi SKULLE forlade Thailand, så den dvale vi var i, den var vi tvunget til at komme ud af. Det føltes lidt ligesom når vække uret ringer alt for tidligt, og det har de vækkeure det jo med at gøre. Har man nogensinde tænkt ‘Yes, det var da dejligt at det lige ringede’ …
“Hvorfor smiler du så meget?”
“Aha ja, det er fordi mit vækkeur lige har ringet” (den slags sker jo ikke i virkeligheden, ikke engang på film!)
Hvis vi bare liiiige kunne ligge i dvale, bare én enkelt dag mere her i Bangkok. Nixen bixen vi skulle afsted, for vi havde ikke noget visum, vi hader bøder, og jeg nægter at blogge fra et fængsel i Thailand. Vi havde ikke gjort os de store tanker om hvordan vi skulle komme til Laos (det var dvalens skyld) men vi gør efterhånden ikke det store ud af at planlægge transport rundt i landene mere, for der går jo busser hele tiden. Med pakkede tasker gik vi ned i receptionen, og spurgte damen hvor i Bangkok der går busser mod Laos? Der er ikke kun en stor busstation i Bangkok, så det var meget rart lige at have styr på det. Det troede hun så, at hun havde styr på! Så vi tog en taxa igennem hele Bangkok (det tager ret langt tid) og ankom til en stor busstation, og der sad en irriterende dame (hun var kun irriterende fordi hun havde dårligt nyt). Vi var på den forkerte station, pis også, nu skulle vi igennem hele Bangkok igen! Det var heldigvis (næsten) ikke vores egen skyld, for vi havde jo lagt ansvaret over på receptionisten.

q2

Vi ankom efter en lille time på den rigtige station, og der gik busser mod Laos lige om straks… Vi besluttede os for ikke at tage hele vejen til Laos i et stræk, da rejsen dertil fra Bangkok er meget lang . Ifølge buschaufføren og hans engelsk, så kunne vi tage bussen til khon Kaen og så være der klokken 21. Det ville passe meget godt, for så kunne vi tage resten af turen næste dag.

q3

Vi sad ret godt i bussen helt oppe foran, og ungerne, de hyggede. Jeg havde igen allieret mig med mine lydbøger og sad og nød synet af landskab ud af vinduet, vores glade børn, alt imens der i mine øre blev opklaret sindssyge forbrydelser i en god krimi. Det var ret godt at vores dvale ikke havde afholdt os fra at købe mad, frugt og nødder til turen. For alle de steder vi holdt inde, der var kun mærkelige ting vi kunne købe og spise. Mærkelige som i underlige tørret ting, som slet ikke så lækkert ud. Men chaufføren holdt gode pauser undervejs, og den slags skal man ikke tage som en selvfølge, særligt ikke efter rejsen fra Cambodia ;).

q4

Klokken blev 21 og pludselig blev den 23 og først da klokken var 02 var vi i den rigtige by!!! Hvad blev der af hans klokken 21???? Han fattede minus når vi spurgte “No no later later”.
Klokken 02 der stod vi i en ukendt by (Khon Kaen) på en busstation i Nordthailand med fire sådan ret trætte børn. Rumle og Anton, de sov bare videre på tasker og tæpper. Victor og Emil derimod, de blev bare friske på en overtræt måde, så de løb på løbehjul, legede og grinede på hele busstationen.

q5

Vi var der ret længe, for vi kunne ikke finde ud af, hvor vi skulle tage hen? Taxachafførerene de havde mange gode ideer til mega dyre hoteller. Det lykkedes os at finde en taxa chauffør der havde et godt hotel til os, men han havde sit bagagerum fyldt, så en anden taxa måtte køre med vores bagage (godt det ikke er danske priser).

q6

Næste dag efter en god nats søvn, faktisk for god! For vi vågnede først klokken 11 alle sammen. Det gav lige et hak i tidsplanen, for den plan vi ikke havde. Vi skulle lige have noget mad, og så skulle vi liiiige have taget pasfoto… Men er der noget ‘bare lige’ i en by man ikke kender “nej”. Det tog hundrede år, ja selv bare at vente på de havde fremkaldt billederne det tog hundrede år… Men helt ærlig 14 pasbilleder HVER for 19 kr hos en fotograf. Jeg skal til psykolog når jeg kommer hjem, de danske priser kommer til at knække mig…

q7

Med en tidsplan der aldrig helt har kunne gå for at være en plan tog vi mod busstationen igen, der tog vi en bus til Nong Khai…Hvor grænsen til Laos også er. Men vi ankom så sent, at vi simpelthen droppede grænsen samme aften, da den i øvrigt også lukkede kl 22. Vi måtte overstay, betale en bøde og blive på thailandsk jord en nat til. Der står på nettet at det ikke koster ekstra at overstay en dag, men det kan jeg nu fortælle, at det gør det…. Vi fandt et lille hotel den sene aften, og fik puttet ungerne under dynen. Det var kun 21 grader om natten i Nordthailand så vi frøs faktisk også lidt. Det bliver helt sikkert endnu en udfordring når vi sætter fødderne på dansk jord til sommer, vi har vænnet os til at stege!.

q8

Næste morgen tog vi en tuk tuk til grænsen, og nu skulle vi udfylde 1000 stykker papir og betale vores bøde.

q10 q11

Når man har tjekket ud af Thailand, så skal man med en bus over Mekong floden, der havde vi så grænsen til Loas. Der går militær rundt langs floden, så der ikke er nogen der bare svømmer over (hvis det var det man havde lyst til)

q12 q13

Efter at have brugt en formue ved grænsen, så kunne vi endelig sætte vores trætte fødder i Laos.
Det vi så, det var så overraskende, og stik imod de forventninger vi havde til Laos… Fortsættelse følger….

q14