Wow….

Jeg var, vi var (aner egentligt ikke om de andre var, og gider ikke vække dem for at spørge dem?). Jeg var virkelig overrasket over at se Laos, da vi satte vores beskidte tæer på La’oh’asisk grund her i hovedstaden Vientiane. Her er virkelig pænt, sådan overraskende pænt og helt rigdomsagtigt. Nu skal der selfølgelig ikke meget til at begejstre os efterhånden når det kommer til renhed. Vi er generelt selv ret beskidte, og de byer vi besøger kan meget vel få skylden for vores sorte tæer. Vi har sat fødderne i et utal af asiatiske byer efterhånden, og den her er altså en af de pænere. Der er store flotte bygninger, og her ser det også ud som om, at de har set lyset når det kommer til skraldespande. Deres veje er flotte og endda med pæne lygtepæle. Jeg troede det var sådan lidt a la Cambodia, men mon ikke også det er det når vi forlader hovedstaden?

Som I nok har luret (på billedet) så er her også skide flotte templer. Jeg elsker templer, selvom de i bund og grund har samme mønster, farver og former som samtlige af de hadegaver man kan købe i krimskrams boderne. Men når krimskrams bliver så enormt at man kan gå ind i det, så bliver det lige pludseligt til fascinerende krimskrams. Jeg er også vild med munkene der sidder og går rundt over det hele. Det er jeg også, selvom jeg i bund og grund syntes, at det er vildt mærkeligt, at de almindelige mennesker stopper op midt på gaden foran en Munk og beder. Det er jo bare mennesker der har valgt at leve efter ret stramme regler. Den ene dag, der grinte nogle munkedrenge da Anton faldt og slog sig. Anton kom grædende hen til os, da Victor siger “det skal du ikke være ked af Anton, det er fordi de ikke oplever så meget, de må ikke engang få en kæreste når de bliver store!!”. Men midt i alt den underlige og fascinerende krimskrams stemning af helligdom, der bliver vi virkelig revet med. For der er så meget ro over buddhisme, og der hviler en ro over de munke der rundt omkring os (når de ikke griner af Anton). Ps. Anton prøver at ligne løven på billedet under, det er derfor han ligner et mærkeligt barn…

Det er hundehvalpe mecca her i Laos, og her er hundehvalpe på hvert et gadehjørne. De ligger i små kaninbure i varmen. De har ikke engang noget blødt at ligge på, for deres tis og puhaaaa skal kunne falde ud igennem gitterbunden. Det er virkelig synd… I Vietnam er hunde en delikatesse, og der smugles mange hunde til Vietnam via Mekong floden. Der bliver hvert år transporteret omtrent en million hunde illegalt fra Thailand, Laos og Cambodja til Vietnam. De kan endda finde på at stjæle kæledyr for at spise dem, eller lige gafle dem der går rundt på gaden. Efter hundene og kattene er blevet taget fra gaden, bliver de ofte transporteret over lange afstande, ofte på rejser der varer i dagevis. Under transporten er dyrene som oftest tætpakkede i bure hvor de ikke kan stå oprejst eller vende sig om. De er ofte syge og sårede og bliver ikke givet hverken foder eller vand på turen. Mange af dyrene dør undervejs, grundet kvælning, dehydrering eller hedeslag længe før de når deres endelige destination. Ja, det er virkelig barske vilkår og det føles så makabert at hunde behandles sådan (katte ligeledes). Hunden på billedet er en privatejet hundehvalp, de hunde der er til salg, dem må man ikke røre ved. Mange af dem er syge og har infektioner. Ja, værsågod det var lige en fredagssnøfter, så hvis I ikke har andet at græde over idag, så kan I da græde over det.

Emil havde set et lys her i Laos, og det lys der var der ikke nogen grund til at slukke. Når Emil bliver voksen, så vil han gerne spille i et band. Han har allerede samlet sit første band, som består af hans brødre. De optræder dagligt for os med sang og musik. Hans ide startede den første dag, hvor vi gik svedige rundt med kufferter og ledte efter hotel. De er ikke vildt glade for at vi har fire børn på et værelse her, så det tog ulideligt langt tid at finde et hotel. Når vi holdt pauser, så satte Emil sig ned og spillede guitar. Der kom hans ide, for han smed hatten foran, så kunne dem der gik forbi lige belønne hans talent.

Dagen efter tog hans ide fart, for på den store og ikke mindst helt vildt fede legeplads der er her i Vientine, er der også bodegader fyldt med turister (der er nemlig en milliard turister her i hovedstaden). Emil fik overtalt sine brødre, en efter en til at deltage i den gode ide.

Først sprang Anton til (han er altid frisk på gode ideer), så sprang Rumle til, og han synger både højt og meget nuttet, så han var et godt trækplaster. Victor tøvede, for det var lige grænseoverskridende nok, at synge foran så mange vilde asiatiske fans. De kvinder går amok, selvom de ikke synger, så når de hører der også er lyd på, så er de jo ikke til at stoppe for begejstring. Victor så dog hurtigt hvordan de andre høstede lommepenge ind, og da de havde været henne og købe deres første gasballon og et par skydere, så sprang han med på ideen. De ser vildt søde ud, når de sidder der og synger, men frem for alt så er det fedt at se dem bryde en grænse, vise verden hvad de kan, tro på sig selv, og bare kaste sig ud i alt det spændende uden at være genert. Hva pokker måske gør det her lille skridt at de en dag tør stå på en scene og udleve drømmen?