Næsten som hverdag

Vi så faktisk ikke så meget af Udon Thani, og alligevel blev det en helt fantastisk ramme for os i nogle dage. Vi havde set meget frem til pool igen, men de penge, dem kunne vi da godt have sparet, for der var noget der ifølge drengene var meget bedre end pool. Der var børnecykler. Dem der arbejder på hotellet de bor der også, og det betyder at, der var en masse skønne unger. Deres cykler måtte drengene gerne bruge, så de har hjulet rundt med kæmpe smil. De har næsten ikke været til at trække ind i vores cribb med KØKKEN. Det mindede mig egentligt lidt om en sommeraften hjemme i Valby, når alle de skønne nabobørn kom ud af husene og der blevet leget og cyklet til solen gik ned.

Børnene her kunne en smule engelsk, så de kunne godt kommunikere lidt med hinanden men det meste foregik på Thai og dansk. Det er ingen hindring for at lege de bedste lege, og grine så meget, at de næsten tissede i bukserne.
Imellem stakittets tremmer ind til naboen der kunne jeg se Anton forsvinde ind det meste af tiden, han havde fået en bedste ven med fire ben. En meget nuttet hundehvalp, og det var gensidig kærlighed ved første blik.

Han lege også med børnene derinde, han hjalp dem med at lave bål, og kiggede spændt på deres kamphaner. Antons latter kunne høres hele vejen igennem stakittet, og når jeg lige fik et glimt af ham var det store brune stjerneøjne med et kæmpe smil.

Rumle fik efter en del timers øvelse knækket koden ‘at cykle’, en kunst han helt klart havde mestret forlængst, hvis vi havde været hjemme. Men det var første gang Rumle cyklede på en rigtig lille cykel med støttehjul. Han var ikke til at skyde igennem, da han havde lært hvilken vej de pedaler skulle. En lille stjerne kom cyklende, og nogen gange måtte han lige stige af cyklen, for at sætte i hurtigt løb når han skulle vise os, hvor hurtigt han havde lært at cykle. Den slags forstås åbenbart bedste hvis det lige bliver illustreret i løb.
Victor og Emil råhyggede med de lidt større børn. De cyklede med hinanden bagpå og der blev leget fange på cyklen. Sammen med de glade thaistemmer, lød Victor og Emils forpustede latter, når de cyklede afsted.
De kom vist kun i poolen et par gange, da der slet ikke var tid til den slags pjaskeri.
Der var nærmest som et par dages ægte verden. Vi havde jo som jeg skrev sidst et ægte køkken, der hang nissehuer på fladskærmen til pakkekalendergaver, der blev set julekalender på iPad når solen gik ned, børnene kom regelmæssigt i bad (det er slet ikke backpack-agtigt) , lektier blev lavet ved et spisebord, vi fik vasket og presset alt vores tøj, ungerne legede med vennerne ude på vejen og hjemmelavet aftensmad blev serveret.

Jeg bekymrede mig ikke omkring det, om vores drenge ville kunne falde til nye steder heletiden på vores rejse inden afgang. Jeg er af den overbevisning, at man kan alt med børn, så længe forældrene smiler og nyder det, så vil børnene automatisk suge glæden til sig.
Det var godt, at jeg ikke brugte tid på det inden afgang. For det er lige som jeg forudså, vores glæde er deres glæde, og deres glæde er vores glæde. De falder til, vi falder til, de får nye venner, og de kaster sig lige ud i alle de muligheder de har, de spilder ikke tiden, og de nyder bare hvert sekund, præcis lige som Mikkel og jeg.
De er alt det vi giver dem, og vi får det dobbelte igen.