På scooter til Krabi-hygge

Det blev en lillejuleaften som få… Der er faktisk ikke rigtig noget jeg kan sammenligne denne jul med, faktisk ikke engang jul…!!! Det gør denne jul mindre julet, men ikke mindre fed.
I Valby der boede vi på en helt FANTASTISK vej. Sådan en vej hvor alle naboer er søde, der dufter af hygge, der bor ikke gamle (til tider sure) mennesker, der bliver hyggesnakket over hækken, fællesspisning hver torsdag, årlig aften hvor alle unger blev passet. og de voksne lærte hinanden endnu bedre at kende ved den årlige ” tour de rækkehus” børn der legede sammen i de lyse timer, og fælles legetøj på stien. Det er faktisk det bedste sted vi nogensinde har boet, og det kan vi jo takke alle vores naboer for (TAK).
At vi skulle ende med at holde lillejuleaften på den anden side af kloden med vores gen-gen-gen naboer, det havde jeg alligevel aldrig troet. Det er jo det der er så fedt ved at leve livet helt anderledes, de fedeste oplevelser kommer ud af det blå. Thomas og Mette + to søde unger fra vores skønne vej, skulle holde jul i Ao Nang, og på vores messenger der dukker en hyggelig besked op ‘skal vi ikke mødes?’ Klart vi skal… Det blev til en frokost aftale i Krabi lillejuleaften.
Vi havde nok lige undervurderet turen til Krabi en lille smule… Vi lejede scootere og tænkte, at den tur, kunne vi da lige tage på en time. Det kan man også godt på en time, HVIS alle færger fra Koh Lanta sejler lige når man ankommer, og HVIS man kører med en minivan chauffør der tror på, at ens dødsdato er forudbestemt, så man kan kører sådan cirka lige som man vil uden frygt for, at kunne ændre på ens skæbne.

Vi var så på scooter og realistiske, så vi kørte altså ikke så stærkt. I hvert fald ikke før vi blev fart blinde, og syntes at 60 km/t føltes som 40 km/t. Det begyndte også at regne, og det var ikke engang særligt varmt (hvad sker der egentligt for det?)!!! Så vi måtte også holde inde i læ for regn, så vi ikke skulle blivedagen våde. I Krabi sad de heldigvis helt overskudsagtigt, og havde taget den chill livsstil til sig, som hersker her. Så der var ingen stress over vores en anelse sene ankomst til Krabi. Den anelse løb vist op i et par timer (ups..). Vi kunne jo selfølgelig også lige have tjekket, inden vi kørte, at vi faktisk skulle køre 75 km. Men den tanke havde ikke strejfet os, nok fordi vi efterhånden slet ikke er vant til at kigge på et ur, så vi kørte bare afsted i den tro, at vi da var i god tid og turen var sådan okay kort.
Det er og bliver både fedt og fedt at køre scooter. Vi suser afsted med vind i håret, og man kan synge hele turen uden at genere sine omgivelser, da ingen rigtig kan hører en. Det lyder også rigtig godt når man synger på en scooter, for der er så meget larm at det lyder som om, at man kan ramme hver en tone. Blackman havde helt sikkert stemt mig videre, hvis jeg kunne få lov til at gå til audition på en scooter.
Vi nåede Krabi, og skønt er det altså at se folk hjemmefra. Vi havde ramt ‘te tid’ i Thailand fordi NOGEN kom for sent (dårlig stil ikk). Meeeen det lykkedes os alligevel at finde en god restaurant der ikke ville straffe os med urtevæsker, fordi vi var kommet for sent til frokosttid.
Det var simpelthen SÅ hyggeligt at sidde der og snakke om Danmark, vejen, gamle historier, og rejser… Ja, havde vi ikke skulle tjekke ud af vores bungalow næste formiddag, så havde vi taget en spontan overnatning i Krabi, så vi havde kunne hyggesnakke hele aftenen. Jeg store klovn havde glemt mit kamera i scooteren, da vi parkerede, så der er desværre ikke billeder af hyggen… Æv…

Midt i alt hyggen var det blevet aften, og sådan nogle har det jo med at blive mørke. Vi har aldrig kørt langt når på scooter i mørke før, så jeg havde det lidt blandet med at skulle køre den lange vej hjem i mørket. Med udsigt til en tur på et par timer satte vi i gang, og det var faktisk ganske hyggeligt at køre i mørket. Vi havde vejene helt for os selv, og så kunne vi ellers synge i mørket. Da dagen havde været helt u-thailand agtig kold, så var det altså ret koldt, at køre med fart på igennem mørket. Det var faktisk så kold, at vi måtte holde inde og købe regnslag (selvom det ikke regnede) bare for at holde vinden væk fra kroppen.
Vi anede heller ikke hvornår den sidste færge gik tilbage til Koh Lanta, og det havde vi egentligt ikke overvejet at tjekke. Nej, det værste der kunne ske, det var vel at der ikke gik flere færger, og så kunne vi jo bare holde inde og finde et værelse for natten. Vi nåede færgen, og på begge færger var vi de eneste ombord. Der sad vi på vores scootere på færgen som de eneste mennesker, og sejlede afsted i mørket med et stort smil efter en skøn dag. Vi anede stadig ikke hvad klokken var, da vi satte vores scootere derhjemme foran vores bungalow? Det aner jeg faktisk stadig ikke?