Sponsoreret video lige som jeg skrev om iPad på rejsen…

Ret underligt…. Jeg fik en mail om en sponsoreret video tilsendt, lige som jeg skrev et andet blogindlæg (som I kan læse i aften). Det blogindlæg handler om hvordan vi gør brug af vores iPad her på rejsen, og at jeg faktisk slet ikke kan forestille mig at rejse uden? Lige som jeg skriver om alt den magi sådan en iPad kan indeholde, der tikker denne video ind på min mail. Normalt ville jeg tænke, at den ikke har noget med at rejse at gøre, men jeg syntes faktisk at den er et sjovt input, og den giver et godt billede af, at der altså ingen grænser er for hvad vi kan have i en computer/telefon/iPad…
Jeg er efterhånden blevet så gammel, at jeg kun kan give mig selv (og mine colaer) skylden for huller i tænderne. Der kommer den her tandbørste som en slags redning! (Hvis jeg nogensinde får sådan en?). For tænk sig hvis jeg kan ligge i stolen hos tandlægen, se ind i hans alvorlige øjne, når han belærer mig om ikke at børste for hårdt, og så sige til ham ‘Det er min iPads skyld’. Jeg får altid sådan en skyldfølelse når jeg har været til tandlægen, for har jeg ikke et hul, så skal jeg alligevel lige skældes lidt ud og høre talen om tandtråd igen… Men her i de “nye dage”, er det slut med skyldfølelse…
Læs med i aften, så giver det hele mere mening 😉

I kan tjekke videoen ud her 🙂

 

“Sponsoreret af Oral-B”

Rejse med børn – I skal bare tro på drømmen…

image

Jeg bliver tit, faktisk meget tit spurgt hvordan vi kan rejse med fire børn?
Det er faktisk meget nemt, for det handler kun om en ting, nemlig troen på, at det vi gør, er det rigtige for os. Så her vil jeg dele lidt om mine tanker hvad det angår…

Hvad nu hvis jeg fortæller, at børn er de letteste rejsemakkere der findes.
Du har chancen for at rejse med positive små væsener der ikke stiller store krav, og I kan som voksne alene tage alle beslutninger. I skal ikke diskutere med nogen, for jeres små rejsemakkere, de ved, at det er jer forældre der bestemmer.
Du får også rejsemakkere der tager imod verden med et smil, og ser udfordringer som oplevelser.
For hvad er en udfordring egentligt? Er det en stopklods, eller er det bare en ny vej ledsaget af kreativ løsningsorinteret tankegang? Det er op til dig…

Udfordringerne, det kan være forældres største bump på vejen, når de rejser med børn.
Enten kender du det fra dig selv, ellers kender du det sikkert fra bekendte der har børn.
De tager sorgerne på forskud. Bekymringen om barnet kan klare flyveturen? Bekymringen om det er et børnevenligt sted I ankommer til? Bekymringen om barnet nu også får sovet ordentligt på rejsen, så man ikke ender med, at have et overgearet og overtræt barn? Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler, for desværre er småbørnsforældres bekymringer næsten en liste uden ende. Vi er i en tid, hvor vi tror kontrol er lig med sikkerhed.

Ser vi mod udfordringerne, så kan vi næsten være sikrer på, at vi styrer lige imod dem, og vi får svært ved at komme uden om dem. Ubevidst har vi vores fokus på de negative tanker. De negative tanker, de påvirker vores handling. De påvirker vores evne til at se, og finde løsninger i den givne situation. De påvirker vores handlinger og reaktioner fra det øjeblik, vi lader de negative tanker styre.

Hvis du allerede inden afgang, bekymrer dig, om de folk der skal sidde ved siden af jer i flyet, så har du lagt din lykke i andres hænder. Du har måske allerede gjort dig tanker om, at de vil finde dit barns larm irriterende. Det har du, selvom du endnu ikke ved, om dit barn vil larme, og selvom du endnu ikke ved, om personerne ved siden af, vil finde det irriterende?
Hvis du på en lang flyvetur, både skal kunne være der for dit barn, for dig selv og for alle dem omkring dig, så får du travlt. Måske sidder det par ved siden af, og mindes med et smil, dengang de selv rejste med børn. Eller måske sidder de, og ærgrer sig over, at de ikke havde dit mod, så de kunne vise deres børn verden. Du ser måske ikke deres små smil, de sender til dig, fordi du er i den forudfattede mening, at de syntes, at jeres barn er til gene i flyet. Måske ser du, det lille smil de sender, men du opfatter det som arrogant, fordi du har dine tanker i et negativt tankemønster. Du kan ikke ændre på andre, så om de finder dit barn irriterede eller ej, så kan du ikke ændre på det. Du kan ændre på din opfattelse af andre, og du kan vælge at tænke positivt, og dermed frembringe en mere positiv stemning. Havde du derimod tænkt, at folk sikkert har forståelse af at børn også skal flyve, og at de færreste børn kan sættes på lydløs, så havde du nok set smilet og måske endda kvitteret tilbage med et smil. Det smil havde måske udløst en dialog, og pludselig ved du faktisk, at det par ved siden af, de savner dengang deres børn var små, og de rejste med dem. Du slapper nu mere af når der er klynk og ynk fra stumpen, og du har meget mere overskud til at fastholde de positive tanker, og dermed større evne til at finde løsninger når der er bump.

Børn er noget af det mest simple, og de mest simple mennesker at omgås. Det er de mennesker der ikke dømmer dig og andre, for andet end det du er. De bekymrer sig kun om det de har lært at bekymre sig om, og de kan alt, og de tør alt det, som de ser er sjovt og spændende.
Der er ikke nogle børn der ikke kan flyve i 12 timer, medmindre der selvfølgelig træder særlige behov ind. Men der er forældre der ikke kan flyve med børn i 12 timer.
Hvorfor kan de så ikke det? Det er de negative tanker der tager styringen. Frygten for at barnet ikke kan sidde stille, frygten for at barnet græder og er til gene for andre, og frygten for at barnet slet ikke kan falde i søvn i det fly osv… Den stress der bygges op inden flyveturen, de skræk senarier der har været på nethinden, de tanker, de er med i håndbagagen.
Det lille barn træder ind i flyet, og er bare spændt på denne nye oplevelse. Der hvor alle skræk senarier kan blive en selvopfyldende profeti, det er når barnet så mærker forældrenes stress. Der skal ikke meget til at mærke mor og fars usikkerhed. De stresser når de snakker, de stresser når de prøver at finde en løsning på de små problemer der kan være inden flyet overhovedet er lettet. Pludselig begynder barnet at reagere på mor og fars stress, og mor og far tolker det nok som “hvad sagde jeg, det her bliver ikke nemt”. Det blev en selvopfyldende profeti.
Når tankemønstret er der, så er der lang vej til positive løsninger. Tanker kører rundt, og frygten for hvordan de næste 11 timer i flyet nu bliver, fylder nu mere end løsningen på det lille problem.
Det lille problem havde måske været løst bare med et grin, eller ved at distrahere barnet med noget andet som var sjovt eller spændende. Men det er svært når man har styring lige mod det negative.
Måske kan barnet ikke rigtig falde i søvn i flyet. Mor og far er skudt hjem i ludo igen, for nu stresser de igen. Barnet bliver mødt af både mor og far med en masse muligheder. “Vil du sove her”, “så læg dig hos far”, “nej okay vil du hellere ligge hos mor?”, ” åh du har heller ikke meget plads skat”….. Barnet bliver nu mere og mere overtræt, og går fra pylret til hysterisk. Barnet får valg, barnet skal træffe en beslutning!
Vi alle ved, hvor svært det er at træffe en beslutning når vi er rigtig trætte. Det gælder også børn, og især børn.
Hvis nu mor og far havde sagt selvsikkert, med positive tanker mod en løsning ‘du er træt nu skat, det er her du skal sove og sådan bliver det’. Så havde barnet måske stadig brokket sig lidt? Men mor og far havde vist, at det er her vi sover, vi skal ikke kravle rundt fra den ene til den anden, til vi er ved at gå omkuld af træthed. Barnet vil måske larme lidt tid, men der er noget meget overbevisende over forældre der står ved deres beslutning, og barnet vil finde ro langt hurtigere.
Det er ligesom forældre der skal lære sit barn, at sove i sin egen seng. Hvis forældrene er usikre på deres egen beslutning, så ender det med, at de efter en halv times brok inde fra den nye seng tager barnet tilbage til de “trygge omgivelser”. Så bekræfter forældrene barnet i, at det nye sted heller ikke var godt, og nu henter vi dig tilbage “i sikkerhed”. Dagen efter når forældrene så vil prøve igen, så tager det endnu længere tid ‘For hvornår henter I mig igen fra den her forfærdelige ensomme seng’ tænker barnet?
Det handler om at tænke positivt, at gå mod de ønskede mål i troen på, at det er det rigtige I gør. Ja, du vil ikke sove i din seng, men nu lærer jeg dig, at det er et godt sted. For hvem skulle ellers lære barnet det?
I sidste ende vil de være dig taknemmelige, for der kommer et tidspunkt i et hvert menneskes liv, hvor det er en anelse akavet, at ligge hos mor og far i smørhullet.
Jeg bliver lige så tit spurgt ” kan du anbefale et børnevenligt sted?”.
Hvad er et børnevenligt sted spørger jeg så? Vi har nu rejst rundt i 10 måneder i Asien, og vi har endnu ikke sat vores fødder et sted, hvor vi tænkte ‘det er ikke noget for børn’.
Det skulle måske mere hedde er der et ‘forældrevenligt sted?’. Det må være et sted hvor børnene ikke så nemt drukner, de behøver ikke skulle belemres med, at skulle bruge deres fantasi, så der må også godt være legepladser. Restauranter med børnemenu, for forældrene har måske konkluderet, at nyt mad højst sandsynligt ikke noget for stumpen. For lige at hænge ved den sidste, så kan de negative tanker hurtigt tage over der. Bare sætningen ‘vil du prøve at smage det her stump?’, eller ‘jeg ved ikke om du kan lide det stump, men du får lige lidt sovs til, så kan du smage det’. I kan godt høre hvor jeg vil hen ikk? Det der det går lige i barnet, og pludselig går det op for stumpen at han/hun faktisk, måske, og næsten helt sikkert ikke kan lide den der nye sovs mor var så usikker på. Ja mor kan vel umuligt selv lide den mad, nu når hun tvivlede på barnets lyst til den?.
Den negative tankegang bliver overført til barnet, og chancen for at barnet føler mere tvang end lyst til at smage sovsen er ret stor.
Det skal bare serveres med et lydløst smil, og gider barnet ikke smage, så er det et valg barnet selv har taget. Så kan man jo med sikkerhed i stemmen sige, hvis du ikke spiser din mad, så er der ikke dessert, for her spiser vi, og eller, smager det der bliver serveret. Vi vil jo gerne have børn der tør at smage både på mad og på livet ikk…
Børn er udstyret med den mest misundelsesværdige fantasi, det er alle forældre desværre ikke. Tager du dit barn med på en øde ø, så vil legen ingen ende tage. For hvor meget legetøj vi end putter i vores børns liv, så er verden den bedste legeplads. Rejser er fantastiske til at udnytte barnets fantasi. Foran jer har I strande, sand, tomme kokosnødder, træer der kan klatres i, vand med fisk og krabber der kan fanges. Kan børnene ikke se det skønne i det, så er det helt sikkert sund læring langt væk fra computer og legekasser.
Hotel med swimmingpool er nemt, og særligt når der er legetøj i. De fleste børn vil dog helt sikkert kunne finde på flere lege på en strand hvor muligheder og kreativitet er uden ende.
Den perfekte ferie er langt fra swimmingpool og dyre retter på en restaurant.
Hvad med at rejse for det halve budget. Lade ungerne bruge deres fantasi på stranden, og spise i de skønne gadekøkkener I møder på jeres aftengåtur. I kan tage maden med ned på stranden, og ungerne kan lege i sandet, imens I sidder og hygger jer med at spise færdig. Om jer er der ro, og I skal ikke bekymre jer om, at barnet skal sidde stille på en restaurant og spise. I får tid sammen, og barnet for lov til at bevæge sig rundt på verdens bedste legeplads, nemlig verden.
Det handler om at tænke positivt, det handler om at se løsninger frem for forhindringer, og så handler det om lysten til det man gør.
Hvis du siger til dig selv ‘det kan jeg ikke’, så kan du helt sikkert ikke.
Du har styringen, over de valg du selv tager, og du har også selv ansvaret for, at nå dine mål.
Selvom det af og til godt kan føles som om det er omgivelserne der er imod en, så er det den måde du vælger at anskue tingene på, der er imod dig eller med dig. Der findes altid en løsning, spørgsmålet er om du kan se den? Spørgsmålet er om du tror på dig selv? Spørgsmålet er om du tror på det du gør?
Folk med selvsamme arbejdsopgaver på en arbejdsplads, de kan reagere vidt forskelligt. En går ned med stress, og en anden udvikler sig og bliver stærkere. Det hele handler om hvordan den enkeltes tankemønster er, og om personen på forhånd føler projektet uoverskueligt, og lader de negative og opgivende tanker styre. Det ansvar du har overfor dig selv, for at blive et stærkere og mere positivt menneske med mod, det ansvar har du også overfor dine børn. For det du tror på, det tror de også på.
Hvis du tror på dig selv, så præstere du bedre, det samme gælder for dit barn.
Tro kan flytte bjerge, og tro er endda så stærk en del af mennesket, at den ligefrem er den største årsag til krige i verden.
Hvad end vi kaster os ud i her i livet, så er det vores tanker der fører os til målet. Det er troen på at vi kan, det er vores evne til at overbevise os selv, og dem omkring os.
Det er vores evne til at finde løsninger, selv når det hele virker mest umuligt.
I kan som forældre rejse kloden rundt uden legetøj, hvis I selv tror på det! For med jer, har I et lille menneske, som I viser verden.
Der er ingen opskrift på hvordan livet skal være. De normer vi følger i Danmark som børnefamilier, de er ingen opskrift på et lykkeligt liv. Kommer du om på de anden side af kloden, så ser livet som børnefamilie helt anderledes ud. Vi følger de fodspor, vi selv er vokset op med, vi følger den udvikling vi er i, og kun nogle gange tør folk at gå en anden vej. Du kan gå så langt du vil, og I kan som børnefamilie rejse, se og opleve alt det I vil.
I skal bare tro på det, så skal jeres vilje nok få jer derhen. For med troen er løsningerne, børnene der suger jeres glæde og eventyrlyst til sig, og når I gør det I drømmer om, så skaber I troen på jer selv og et positivt tankemønster.

Vi møder ikke udfordringer her på vores rejse, men vi møder nye, ukendte og spændende situationer der kræver at vi tænker ud af boksen og finder en løsning.
Der findes ikke eventyr uden bump på vejen, og et rigtig eventyr det handler ikke om slutningen, men om alt vi møder på vores vej…

Hav en dejlig rejse, nyd jeres eventyr, og husk at I selv skaber det I ser og oplever…

Hvis I stadig føler jer usikre, så tag til Koh Lanta, det er helt sikkert det mest forældrevenlige sted, om ikke andet en fuldstændig fantastisk ø fyldt med ro, skønhed og hyggelig stemning…

Laaaang vej part#2

Vi fik den bagerste række i bussen, lige netop den række hvor stolene ikke kan lægges ned. Det blev lidt af en kabale, at få plads til os alle, i noget der bare minder om en soveposition. Anton som sov, og dermed ikke kunne brokke sig, han blev lagt på gulvet på et tæppe.

Du kan læse hele part#1 HER

Jeg overgav mig også til sidst i desperation for at strække benene, og der klaskede jeg mig ned på gulvet sammen med Anton. Bare det at strække benene, det var fantastisk. Så kom den der gulvlugt snigende. Men det blev først klamt, da jeg kom til at tænke på, hvis der var en rotte i bussen? En jeg aldrig ville opdage, hvis jeg sad på mit sæde! Hvad hvis jeg pludselig mærker noget snuse til mig!!! Det var egentligt en pæn bus, men rotter kan vel også lide pæne busser, og de begrænser sig jo ikke til ét sted, her i Asien. Jeg har helt klart sovet bedre, jeg har før faldet i søvn med mere afslappende tanker, og jeg har ligget steder der har duftet bedre. Men så alligevel er det fantastisk, for vi er på eventyr, og vi hygger så godt selv når der er udfordringer, og kabaler der skal gå op. Det er nok bare fordi, at vi elsker at være på eventyr. Om et par dage så dufter vi godt igen, og børnene bliver sat til rens i saltvandet på en lækker strand.
Natten gik, og vi vågnede faktisk kun få gange med lidt rokeringer.
Den tidlige morgen der trillede bussen igennem Bangkoks tætte morgentrafik. Det kan tage lang tid at komme igennem Bangkok i myldretrafik, men den her tur igennem Bangkok den var virkelig fantastisk. Drengene så ud af vinduet, og med de gladeste stemmer blev der sagt ‘det er der ved den flod vi har spist’, ‘ det er der vi gik dengang….’. Et gensyn med en fantastisk by, og endnu mere fantastiske minder. Vi ankom til togstationen (lidt trætte), og købte to liter mælk i 7/11, og så satte vi os midt på togstationen, og der gik vi ellers i gang med at spise medbragt havregryn…. mums. Der er bare tidspunkter på døgnet hvor intet thaimad duer…
I Bangkok skulle vi vente i 8 timer, men det gjorde ikke så meget. For på den danske ambassade der lå noget virkelig skønt, og meget ventet klar til os, nemlig to stk INTERNATIONALE KØREKORT ‘Jubiiii’… Et nyt kapitel kan begynde med spændende planer.
Vi kom hen til ambassaden i deres frokostpause, så der måtte vi vente en time ude foran på fortovet. Den time fløj heldigvis afsted, og så stod vi endelig med vores kørekort.
Kursen gik tilbage til togstationen, og så skulle vi bare vente fire timer på vores næste nattog.

P1015247

Vi lavede egentligt ikke så meget andet end at kigge på mennesker, hyggesnakke, og spise en masse frugt, og vupti så var de fire timer gået. Rumle tog en lang lur på hans rejseseng også kendt som en trolly, og så fik vi bare grint og hyggesnakket den ventetid væk. Vi har ret meget sjov ud af legen ‘gæt kønnet’. Her er mange shemails, og ungerne er blevet total seje til at se hvem der hvem. Ja, vi kan stolt vende hjem til Danmark engang, med unger der kan kende en shemail på lang afstand….

a13

Der blev lavet en ny hyggebase i det nye nattog, som så skulle være rammen for os de næste 15 timer.

a14

Victor gik i selvsving og fortalte en meget lang historie om et pindsvin til sine brødre og de forældre der lod som om de lyttede med. Jeg havde nemlig glemt at hente bøger ned offline på vores smarte app Storytel… Den fejl begår jeg aldrig igen, for det er så hyggeligt at høre historier på de lange ture… Jovist Victors historie var også god, men det ville være pænt upædagogisk, at bede ham fortælle mig en krimi, når jeg skulle sidde børnevagt om natten ikk…

P1015162

 

Der blev spist ris ret med trolly som bord, og nu sidder jeg her omgivet af min skønne eventyrlystne familie der snorksover på hvert sit sæde.
Jeg ved ikke hvem af der har mest sorte tæer, men børnene har en hel dagbog over de sidste 30 timers mad, is, frugsaft og kakao i deres hoved. Søde ser de ud, når de ligger der fyldt op med eventyr, helt beskidte og med troldehår. Jeg havde aldrig gået udenfor en dør hjemme i Valby med så beskidte børn, men her er det bare helt okay, for vi ligner nemlig bare nogen der gør det vi gør. Vi rejser, vi oplever, vi leger lige meget hvor vi er. Vi ligner bare det vi er, når vi er på farten, nemlig en backpackfamilie…
Det er kontrasterne vi møder der er så skønne, det at sætte pris både på at være ren og beskidt. Jeg sidder her i toget, og syntes de sorte tæer er minder om en indtil videre spændene rejse fra Udon Thani.
Jeg havde besluttet mig for ikke at sove før klokken fire om natten, for så kunne Mikkel vågne og tage resten af børnevagten. Når vi ikke har sovevogn, så syntes jeg vores børn er lige til at kidnappe, når vi sover. Det er ikke så tit (som i aldrig) at man hører om børn der bliver kidnappet i Thailand, men Maddie sagen har jo ikke fået fuld opmærksomhed i medierne forgæves (ja, det var jo ikke lige i Thailand det skete) . Da vi også lige har tilbragt lang tid i Vientiane i Laos, så sidder det lidt under huden. Der er nemlig hele sommeren i år blevet kidnappet en masse børn, de er blev taget til organdonation. Forældre fik lavet adgangskort til skolerne, så kun de rigtige kunne hente deres børn i håb om at få styr på kidnapningerne. Jeg tvivler nu på, at de ville snuppe turistbørn, da det ville sætte ekstra stor opmærksomhed på ulovlighederne, men man holder da lige lidt ekstra øje med sine børn.
Mit moder instinkt det begyndte at falme ved to tiden, og jeg måtte udtænke nye planer, for Mikkel lignede ikke en der ville kunne holde sig vågen. Jeg lagde en rejsemadras på vores kuffert og der lagde jeg Anton mellem sæderne. Så lagde jeg Emil bag mig på et sæde, så han lå i spænd. Han lå virkelig i spænd, for næste dag måtte han dog indrømme, at han aldrig før havde ligget så mast før. Men han var der endnu, og det var jo det vigtigste. Anton havde jeg armen om, og jeg konkluderede, at Victor er blevet så stor, så ingen kan slæbe ham sovende ud af en togvogn. Rumle lå i ske med Mikkel, og med den snorken Mikkel han fyldte togvognen med, så har ingen turde at nærme sig.
Stolt over min omrokering af ungerne, der nu lå fastspændt i en genial plan, så kunne jeg endelig lukke øjnene.
Den tidlige morgen der trillede vi ind i Trang, hvor vi ribbede endnu en 7/11 for morgenmad, som vi indtog lige midt på fortovet.

a15

Vi vidste ud fra vores rejse erfaring, at vi skulle finde en lokal busstation, da man kan rejse for den kvarte pris lokalt. Ingen kunne hjælpe os med at fortælle hvor den lokale busstation var? De ville nemlig alle sælge os en tur med minivan til den firdobbelte pris. Så enten sagde de at der ikke var en lokal busstation, ellers sagde de, at man ikke kunne tage til Koh Lanta derfra. Vi vidste egentligt ikke om det passede, men det ville være underligt hvis der ikke var busser til Koh Lanta. Til sidst bildte vi dem ind at en thai-ven skulle hente os på den lokale busstation, så det var vigtigt vi kom dertil. Så kunne de pludselig godt hjælpe, og kort tid efter sad vi i en tuk tuk på vej til busstationen. Det første vi ser på busstationen er et skilt hvor der står ‘Koh Lanta’. SÅDAN :)Så skulle vi bare lige vente en time og så gik sidste stræk ellers mod paradis, hvor vi endda blev kørt lige til døren af minibussen fra den lokale busstation i Trang.

image
Det har været en lang tur, fyldt med hygge, spændende oplevelser og ja jeg gad godt tage hele turen forfra og så tilbage igen, for nøj hvor er det skønt at rejse afsted med og uden bump på vejen.

 

Jeg har fået lidt øf (på den søde måde) af nogle læsere, fordi jeg som blogger ikke deler rabatkoder så tit. Det har jeg ikke gjort, fordi jeg ikke selv går og shopper så meget (det er næsten løgn, jeg har shoppet mega meget på det sidste, så meget at min mor ikke har plads til egen bagage, når hun rejser herned), så jeg lover jer, at I kan finde dem i bunden af blogindlæg fremover når jeg får dem. For ja, I skal jo ikke snydes for gode rabatter… Så her er en  rabatkode via bloggersdelight affiliate så kan I lige nu få 20% rabat hos ASOS med koden DECEMBER20 via dette link HER 

Laaaang vej #part1

Det var på tide at komme videre, også selvom der var så meget kærlighed i luften i Udon Thani, at det næsten ikke var til at bære, at vi skulle forlade den lille kærlighed. Men hver en knude vi binder i livet, den skal før eller siden bindes op. Alt vi elsker skal vi på et tidpunkt sige farvel til, og alt vi ejer, det ejer vi kun for en tid. Men det her var for kort tid…
Endnu engang skulle Anton kramme en hund farvel. Det lyder så simpelt, men hvilken kærlighed er simpel?
Hundehvalpen kom løbende hver morgen henne fra nabohuset, så snart den hørte Antons stemme. Der blev delt små hemmeligheder når de sad i skyggen sammen, og på afstand kunne en lille sød barnestemme høres ‘jeg elsker dig’.
Anton kan se på en hund, med øjne der gør, at man forstår, at kærlighed ved første blik findes. Den lille hund putter sig helt ind til Anton, og den kigger på ham med det samme varme blik. Vi to er venner ikk…
De sidste nus bag øret blev givet, Anton gav ham sin bamse, og hver gang Anton gik, så var hunden lige bag ham.

a2

Da Anton sad helt lydløst med tårerne ned af kinderne i tuk tuk’en, da var ingen tvivl tilbage. Han skal have en hund når vi kommer hjem, en hund han ikke skal sige farvel til, et bånd der kan bindes stærkere og stærkere for hver dag der går indtil naturen går sin gang.
Det er faktisk det eneste der har været trist på denne rejse, det er de bånd vi hele tiden skal binde op med Antons firbenet venner. Han har noget helt særligt med dem, og de kigger på ham med kærlige øjne og logrende hale.
Selvfølgelig fik jeg ikke oceaner af tid, til at lade mig rive med af den triste kærligheds historie. Tuk tuk chaufføren stoppede foran Buddha, for han ville gerne lige have os velsignet, inden vi drog videre. Sikke et overskud og sådan en velsignelse kan man jo altid bruge ikk?
Ja, det kan man, for den fik vi brug for kort tid efter. Han kørte nemlig først som spøgelsestrafikant på den ene store vej, og da vi var lettet over at have overlevet, og endelig skulle dreje, der viste det sig så at turen gik på selvsamme måde på den næste store vej.
Der var stadig lidt velsignelse tilbage da vi steg ud ved togstationen, for han satte os af på den forkerte side, så vi skulle gå over alle togskinner med tasker og unger. Det gør de meget her, altså skyder genvej, og det er aldrig noget der har trukket i os. Men nu gik vi der, og så har vi da også prøvet det. Den slags skal helst gøres med velsignelse i lommen, så gør det ikke derhjemme.

a3

Vi skulle kun vente 4 timer på toget, så med hjælp fra en skøn bazar med mad, og med børn der blev straffet med lektier, så fik vi en time til at gå.

a4

Efter vi havde spist, fandt vi en legeplads, den var særdeles god fordi ungerne lynhurtigt fik lavet en leg som mange små thaibørn gerne ville være med i.
Som sendt fra himmelen, så var det en løbe leg. Vi har at gøre med fire børn (endda drenge) der skal på en cirka 40 timers lang rejse til destinationen Koh Lanta, og nu løb de al den energi af sig, de eventuelt kunne have opsamlet i løbet i natten.

a5

Jeg er fan af den slags lege, når jeg ikke selv skal deltage.

a6

Kunsten er at vente, og nogle gange i mange timer, men som alt andet, så går tiden også og endelig sad vi toget. Der var ikke plads i sovevognene, så vi tog os til takke med siddepladser på tredje klasse. Det er ret beskidt på tredje klasse, og vi havde lige fået vasket alt vores tøj og modtaget det nypresset inden afgang. Det kan godt skære lidt i hjertet, at vi for det første er beskidte efter fem minutter i det velduftende tøj, men at tæpper og puder nu også skulle grises til. Vi skyller tit tøjet op i hånden, fordi vi ikke finder tiden til at gå på jagt efter et sted hvor vi kan få vasket, så når det er så lækkert, næsten ligner nyt og er både sand og jordfrit så gør nyt skidt ondt.
Efter kort tid havde renhedsstressen lagt sig, og vi sad med vores sorte fødder i de rene i tæpper på de beskidte sæder og virkelig råhyggede. På forkant med alt spiseligt der kun gøre sig godt på sådan en tur, så var der bare lagt i ovnen til tog hygge med røverhistorier.

a7

Vi havde købt nogle elastikker til ungerne inden afgang, det er noget thaibørn hygger ret godt med, og vores børn er røget med bølgen. De kan lave alt fra en slags hånddukker til armbånd og boomeranger. Jeg evnede dog ikke helt, at have så mange elastikker foran mig uden at bruge dem. Så jeg gik igang med at flette alt Emils hår, da han længe har spurgt om han måtte få det hår Anton havde i Italien. Mikkel fik lavet sin udgave af samme projekt på Anton og Rumle, der ses det helt klart at han ikke har piger, og har lært kunsten fletninger. De lignede lidt en CUTE udgave af teletubbies på syre.
Da vi tidligere havde mast os igennem toget med bagage og unger for at finde vores plads, der var Mikkel blevet mødt med en masse kommentarer der lød helt ens ‘Oh you strong man, four boys’. Mon ikke de trak i land, da de så Mikkel forvandle samtlige sønner til en slags drag teletubbies.

a8

Lige som jeg have nået halvdelent af Emils hår, så bakker toget? Det var gået i stykker, og det besluttede det sig for at gøre klokken virkelig sent. Både Anton og Rumle sov som teenagere en søndag morgen, og Victor og Emil havde endelig taget bare en anelse kontakt til Ole lukøje.

a9

Vi skulle tage alt ud af toget, og det betød også sovende børn, som vi fik klasket sovende ned på taskerne på perronen. Nu skulle vi vente på, at de fik skaffet natbusser der så kunne køre os de sidste 10 timer til Bangkok. (Ikke at turen slutter i Bangkok, for derfra går turen yderligere 15 timer mod Koh Lanta)
Vi fik den bagerste række i bussen, lige netop den række hvor stolene ikke kan ligges ned. Det blev lidt af kabale, at få plads til os alle, i noget der bare minder om en sove position. Anton som sov, og dermed ikke kunne brokke sig, så han blev….. (fortsættelse følger)

a11

Næsten som hverdag

a4

Vi så faktisk ikke så meget af Udon Thani, og alligevel blev det en helt fantastisk ramme for os i nogle dage. Vi havde set meget frem til pool igen, men de penge, dem kunne vi da godt have sparet, for der var noget der ifølge drengene var meget bedre end pool. Der var børnecykler. Dem der arbejder på hotellet de bor der også, og det betyder at, der var en masse skønne unger. Deres cykler måtte drengene gerne bruge, så de har hjulet rundt med kæmpe smil. De har næsten ikke været til at trække ind i vores cribb med KØKKEN. Det mindede mig egentligt lidt om en sommeraften hjemme i Valby, når alle de skønne nabobørn kom ud af husene og der blevet leget og cyklet til solen gik ned.

a1

Børnene her kunne en smule engelsk, så de kunne godt kommunikere lidt med hinanden men det meste foregik på Thai og dansk. Det er ingen hindring for at lege de bedste lege, og grine så meget, at de næsten tissede i bukserne.
Imellem stakittets tremmer ind til naboen der kunne jeg se Anton forsvinde ind det meste af tiden, han havde fået en bedste ven med fire ben. En meget nuttet hundehvalp, og det var gensidig kærlighed ved første blik.

image

Han lege også med børnene derinde, han hjalp dem med at lave bål, og kiggede spændt på deres kamphaner. Antons latter kunne høres hele vejen igennem stakittet, og når jeg lige fik et glimt af ham var det store brune stjerneøjne med et kæmpe smil.

a2

Rumle fik efter en del timers øvelse knækket koden ‘at cykle’, en kunst han helt klart havde mestret forlængst, hvis vi havde været hjemme. Men det var første gang Rumle cyklede på en rigtig lille cykel med støttehjul. Han var ikke til at skyde igennem, da han havde lært hvilken vej de pedaler skulle. En lille stjerne kom cyklende, og nogen gange måtte han lige stige af cyklen, for at sætte i hurtigt løb når han skulle vise os, hvor hurtigt han havde lært at cykle. Den slags forstås åbenbart bedste hvis det lige bliver illustreret i løb.
Victor og Emil råhyggede med de lidt større børn. De cyklede med hinanden bagpå og der blev leget fange på cyklen. Sammen med de glade thaistemmer, lød Victor og Emils forpustede latter, når de cyklede afsted.
De kom vist kun i poolen et par gange, da der slet ikke var tid til den slags pjaskeri.
Der var nærmest som et par dages ægte verden. Vi havde jo som jeg skrev sidst et ægte køkken, der hang nissehuer på fladskærmen til pakkekalendergaver, der blev set julekalender på iPad når solen gik ned, børnene kom regelmæssigt i bad (det er slet ikke backpack-agtigt) , lektier blev lavet ved et spisebord, vi fik vasket og presset alt vores tøj, ungerne legede med vennerne ude på vejen og hjemmelavet aftensmad blev serveret.

a3

Jeg bekymrede mig ikke omkring det, om vores drenge ville kunne falde til nye steder heletiden på vores rejse inden afgang. Jeg er af den overbevisning, at man kan alt med børn, så længe forældrene smiler og nyder det, så vil børnene automatisk suge glæden til sig.
Det var godt, at jeg ikke brugte tid på det inden afgang. For det er lige som jeg forudså, vores glæde er deres glæde, og deres glæde er vores glæde. De falder til, vi falder til, de får nye venner, og de kaster sig lige ud i alle de muligheder de har, de spilder ikke tiden, og de nyder bare hvert sekund, præcis lige som Mikkel og jeg.
De er alt det vi giver dem, og vi får det dobbelte igen.