En historie i virkeligheden…

P1018501

En af de mest fantastiske ting ved at rejse, er de forskellige kulturer vi møder på vores vej.
Det kan gang på gang overraske mig, at vi bare skal krydse en grænse til fods, og så ser verden helt anderledes ud.
Der er ikke to Asiatiske lande der har været ens, og der er ikke nogle steder i samme land der er ens. Imellem disse billeder af en smuk ø ved navn Langkawi, der vil jeg fortælle en historie.

a3

Langkawi har sin egen historie, og spørger vi de lokale, så får vi nogle spændende historier.
Øen er toldfri, og det betyder, at man kan handle i taxfree shop her. Resten af øen er dog meget dyrere end vi ellers har oplevet i Malaysia.
Vi talte med en lokal dame, der fortalte os en historie om hvorfor øen er toldfri.
For 72 år siden boede der en gift kvinde her på øen. Hun blev beskyldt for, at hun havde været sin ægtemand utro med en anden mand.
Der var ingen beviser for kvindes utroskab, og selvom hun benægtede, så troede ingen på kvinden. Hun havde forrådt sin ægtemand, så skulle hun straffes!
Hun blev bundet op, og der blev mast et kosteskaft igennem hendes mund og ned igennem hendes mave. Så tog de endnu et til kosteskaft, og førte igennem hendes skede og op igennem hendes krop.

a

Inden de tog livet af kvinden på denne makabre måde, der tiggede og bad hun for sit liv. Hun holdt fast i sin uskyld, og inden hun døde råbte hun, at hun som uskyldig kvinde kastede en forbandelse over Langkawi i 70 år.
Da kvinden var straffet til døde, fandt de ud af, at hun talte sandt. Kvinden havde aldrig været sin ægtemand utro. Folkene på øen blev bange, for nu var forbandelsen en reel trussel.
Ingen turde bo på øen, og folk flygtede i frygt.
For at få øen til at være et lukrativt sted at bo igen, valgte staten at gøre øen toldfri.
Det var samtidig billigt at bygge bolig og hoteller. I 1986 besluttede premiere ministeren Mahathir Mohamed at gøre øen til en ø for turister, og det er ham der har stået for opførslen af de fleste bygninger på øen.

a1

Øen ligger smukt omgivet af 105 andre øer, og foruden historier om pirater der huserede i havene her, så gemmer Langkawi også på en histore om overtro og virkelighed.
Øen er et bevis på, at vi mennesker til trods vores intelligens bliver drevet af noget der er stærkere end os, og det er frygt og tro. Vi er født som de stærkeste, og vi er vores egen største svaghed.

a2

Det sætter alting i perspektiv, at et paradis kan blive forladt af en forbandelse. For os er det en historie, for andre er det virkelighed, og netop den opfattelse af virkeligheden kan vi ikke ændre på, for ingen ser verden ens, og hvad kan vi så bruge den viden til? Vi kan bruge den som et billede på hvilken magt religion, tro og leveveje har på os mennesker. For hver en religion vil for nogen være en historie, og for andre vil den være virkelighed.

P1018517

Det er troen der driver os, og det er frygten for hvad livet vil byde os, hvis vi ikke længere tror. Den linje var også en histore for nogen, men for andre er netop det, deres virkelighed.
Bag hver en tro og bag hvert et menneske, er der en spændende historie. Det er den største oplevelse for os ved at rejse rundt, og nu kender i også denne historie der både vækkede frygt og får en til at reflektere over tro.

Helt op til skyerne…

P1018782

Nogle oplevelser er bare så skønne, at man skulle være et skarn, hvis man ikke forstod at nyde nuet. Når nuet er sådan et øjeblik hvor man kan slå lilletåen mod en kant, have et irriterende myggestik og stadig smile. For hvor er verden dog smuk og hvor er det dog fantastisk at opleve den.

P1018784

Man kan sidde derhjemme og drømme, ellers kan man stå lige her, lige der, lige det sted hvor hårene rejser sig på armen, fordi alt det man ser er så smukt, så man tror, at man drømmer.

P1018793

Vi hoppede på friheden (også kendt som scootere) og kørte op til skycap. Eller vi kørte ikke BARE derop, for vi kørte også lige lidt forkert undervejs, men så så vi en masse flere spændende steder, og vi fik kørt off road over græs marker med tæerne krummet sammen, når vi skulle støtte med fødderne i det bulede terræn, da der sikkert har boet mange slanger.
Vi kørte igennem skove, over bakkerne i det bjergede landskab og aberne løb rundt på vejen foran os. Nogle aber havde løbet ud foran bilerne inden vi ankom, så de lå i vejkanten og så lidt fladtrykte ud. Det er sådan et mærkeligt syn, for normalt er det katte og pindsvin der ligger langs vejkanten.

P1018795

Vi nåede op til skycap, og foran os kunne vi se liftene og en line der skulle trække os højere op i bjergene end øjet rakte. Jeg glemmer altid, at jeg har højdeskræk, når vi får ideer? Men nogle ting er også så spændende, at man bare bliver nød til, at lade være med at fundere på om man falder ned.

P1018797

Vi satte os ind i liften med sommerfugle i maven og næsen trykket op mod ruden. Jo højere vi kom op, jo smukkere blev det. Om os var der kæmpe bjerge dækket af tæt tropisk skov. Under os fløj der store ørne, og kiggede vi godt efter, så kunne vi se aber svinge sig i træerne.
Det var så smukt og det minder en om det uendelige eventyr verden er. Der var ikke et sted jeg så helt deroppefra, hvor jeg ikke havde lyst til at sætte mine ben.
Jo højere vi kommer op, desto mere usikre føler vi os. Samtidig har verden aldrig været smukkere og hele følelsen af, at leve livet, forstærkes jo mere vi mister jordforbindelsen.
Jo mere vi gav slip, desto mere kunne vi se, og jo mere vi slap kontrollen, jo mere nød vi alt det som var lige foran os. Alt det som har været foran os hele tiden, men nu så vi det endnu smukkere, fordi vi sad helt deroppe hvor ørnene fløj under os, og fordi vi vidste, at hvert øjeblik skal nydes når drømme ses med åbne øjene.

P1018801

Da vi nåede toppen, så skulle man tro, at det var målet. Det kan også godt føles sådan, når man står på toppen af verden, og ser ud over bjerge så langt øjet rækker, havet der forsvinder ud i horisonten og lydene fra kilometervis af tropisk skov.
Efter at vi havde skrevet under på, at næste tur var på eget ansvar, så begav vi os igennem junglen og ud til skybridge. Vi elsker, at trave igennem jungler og tropiske skove for hver en lyd vi hører, og hvert et træ vi ser er uden sammenligning. Vores små jungledrenge spotter efter slanger og vildsvin, men med små børn der ser vi sjældent skovens dyr, da de er flygtet i takt med, at de små stemmer der snakker, fylder skoven.

P1018820

Det var en fed oplevelse at sætte fødderne på skybridge og børnene, ja de kunne ikke være et bedre sted, da de opdager der er glasbund i broen, og man kan kigge ned. Pludselig giver det at leve som børnenefamile en helt anden mening, og det føles så rigtig at stå lige der, og vise vores børn verden langt væk fra National geografik og reklamepauser.

P1018814

Vi lever kun en gang, vi husker cirka 10 % af det vi oplever, men de sidste 90 % er med til at give os modet, troen og viljen til at stå lige der hvor det uforglemmelige øjeblik er.

P1018823

Det her var endnu en oplevelse, og endnu et minde om, at livet er en tom æske, og vi vælger selv, hvad vi vil fylde i den.
Det vi fylder i vores liv, det giver for os så meget mening, for lykken er jo lige der, hvor vi virkelig mærker livet.

P1018828

P1018839

P1018840

P1018848

P1018851

P1018861

P1018853

P1018868

P1018881

P1018896

P1018905

Langkawi Malaysia

 

 

beskidte børn og friske frugter…

a3

Idag er det et år siden vi rejste fra Danmark. Idag er det år siden vi levede et liv med opvaskemaskine, spisebord og rene fingre.
Meget har været anderledes dette år, og noget så simpelt som beskidte børn, frisk luft og frisk frugt har skulle vise sig, at ændre en masse dette år.
Vi har hvert år skulle igennem en masse sygedage med fire børn. De har slæbt influenza, snot, hoste, skoldkopper og mavevirus med hjem og delt gavmildt ud til alle deres søskende!
Så rejste vi, og aldrig før har vi haft syge børn så sjældent.
De er kun rigtig rene, når vi er på stranden, de sidder og spiser på beskidte fortove fra gadekøkkener i alverdens asiatiske byer, de spiser med beskidte fingrer, vi sidder på gulve, og når vi sidder på restauranter, så er det asiatiske restauranter, og de var alle blevet lukket med sur smiley, hvis de havde været i Danmark. Der løber hunde, katte og flere rotter rundt end vi nogensinde har oplevet før, men drengene samler alligevel deres slikkepind op, hvis de taber den, og inden vi når at sige ‘den skal lige skyll…’ Så har de stoppet den dejlige møgbeskidte slikkepind i munden.

a

Sådan er livet som backpacker, og sådan er livet når snavs ikke stresser men gør en stærkere.
Når vi selv laver mad, så køber vi kød og grøntsager i deres boder. På en god dag så ligger noget af det på is. Når vi spiser på restaurant et pænt sted, så bliver vi alligevel overrasket over deres toilet er midt i køkkenet med en trekvart væg.
Vi drikker af glas, som de lige har skyllet i deres opvaskevand, og på stolene sidder der skidt der er samlet over flere år.
Men lige meget hvor vi er, hvad vi spiser, og hvor vi sidder, så er vi udenfor. Vi er den friske luft hele dagen. Børnenes beskidte fingre de spiser med, slikker på og hver en tabt slikkepind gør deres lille krop stærkere.
Deres maver har vænnet sig til alle de bakterier, vi møder på vores vej, og det går op for en, at børn bliver altid beskidte og det er der en mening med. For alt det snavs de hygger sig med, at blive smurt ind i, alt det snavs gør dem til stærkere børn.
Børn er nok bare skabt til, at løbe snavset rundt i den friske luft og undersøge og opleve.
Derhjemme vaskede vi tøj i stakkevis, fordi de havde haft det på en hel dag, selvom de havde været inde i rene vuggestuer og klædt i flyverdragt når de legede ude. Hænderne blev vasket inden de skulle spise, tallerkner og glas blev vasket på 60 grader.
Måske skal børn bare ligne børn. For når de bare kan være børn, så kommer der nogle stærkere voksne ud af dem.

a1

Frugterne her bliver rådne i løbet af kort tid, så det gælder om at spise dem hurtigt. Vi har den kvarte tid til at nå, at spise dem i. Men de smager bedre, de smager friske, og så vidner den hurtige ældning af frugterne om, at de ikke er sprøjtet med alverdens gift for at kunne holde sig til en lang rejse fra Asien til Europa, til kølediskene og hjem i de danske køkkener.

Det er så svært at holde fast i de værdier vi har her, når vi kommer hjem. For det passer ikke ind i det danske institutionsmiljø, at sende sine børn beskidte i børnehave. Det lyder helt skørt hvis ens barn har en seddel med hvorpå der står ‘mit barn skal helst spise frugt med beskidte fingre’ og det indeklima vi har i skoler og institioner vil igen være den store virussynder når vores børn leger i lokaler der så isoleret, at kun et åbent vindue kan give dem frisk luft.

a2

Jeg ved ikke om det er muligt, at holde fast i de værdier? Men vi vil gøre hvad vi kan, for at holde fast i dem, som vi kan tilpasse et hverdagsliv i Danmark. Først og fremmest skal vi skaffe et drivhus, så vi kan dyrke vores eget frugt og grønt. For efter at have oplevet hvordan frisk frugt smager og efter at have oplevet hvor hurtigt en ægte udsprøjtet banan smager, så vil en banan fra et dansk supermarked aldrig føles som et sundt valg mere.
Hver tredje dansker får kræft, og når vi ser hvordan vores sunde måltider bliver fyldt med gift, så giver den sørgelige udvikling i vores samfund endnu mere mening.

Ungerne skal vi huske at lufte i alt slags vejr.
Fingrene må gerne være beskidte efter sund leg i naturen.
Selvom vi ikke ved hvor vi skal bo når vi kommer hjem, så har jeg lige taget mig selv i, at kigge efter drivhuse på XL-BYG hjemmeside, så forbereder mig så småt. I burde faktisk se dem jeg har kigget på HER for De har størrelser (selv i altan størrelse). Ja, så lidt kan det vel lykkedes for os, at tage disse værdier med hjem.

Det går nok….

Igen vågende vi og skulle på jagt efter et hjem! Nu begyndte det så småt at være lige belastende nok, at stå op til samme projekt hver dag…!!! Faktisk var vi slet ikke oplagte til at lede mere, for vi ville jo gerne bare udforske øen (Langkawi). Vi ledte med samme energi, som når alt er rodet i vores kuffert og man skal finde en lille ting der gør sig usynlig midt i tøj eksplosionen. Sådan en opgivende energi, hvor man bare lige løfter én ting og derefter siger ‘jeg har ledt og ledt, er der nogen der vil hjælpe?’. Vi alle lod som om, at vi gik op i det, da vi kørte afsted. Men vi var bare mega ligeglade med at holde inde ved nogle hoteller eller bungalow’.
Så fandt vi pludselig en bunke med skræller. Spændende skræller. De skræller, dem har vi mødt i Laos, Cambodia og Vietnam men aldrig i Thailand. Nu kørte vi her i Malaysia, og kunne se på de skræller der lå i en stor bunke, at der måtte være en der lavede sukkerørs Shake meget tæt på. De smager som en drøm. De smager som alt det man har lyst til når det er meget varmt.
Så sad vi pludselig der i skyggen og nød en kold Shake.

a

Problemet ved at køre rundt så smukke steder, det er, at man jo ikke bare kan køre forbi de steder, hvor man burde sætte sine fodspor. Heller ikke selvom man burde lave noget andet!
Vi gjorde selfølgelig som vi burde, og stoppede op for at sætte vores fodspor og nyde udsigten.
Vi kunne kigge rundt på nogle af de 99 øer om os, se på både der sejlede afsted, og nød det syn som de lokale fiskere står op til hver morgen.

a2

Ungerne gik straks igang med at lege. Der var en stor trækasse med blå presenning på. Den var en tank, og så var de ellers militærmænd der var på en eller anden mission? De er gode til at alle får lov til at bestemme i deres lege, og selv Rumle får endda lov til at være ordfører. Syntes de Rumles ide er for underlig eller upassende i legen, så skal han bare kigge på dem med nuttede øjne, og så overgiver de alle sig, og finder plads til en elefant i krigen.
Det gør kun rejsen nemmere, at vi har mange børn. For ligemeget hvor vi er, så er det med deres fantasi en fed legeplads. De har altid legekammerater i hinanden, og leger de ikke allesammen sammen, så deler de sig alt efter alder. Anton og Rumle de syntes begge, at alle de mærkelige lege vi andre ikke forstår, og som Victor og Emil er vokset fra, er vildt sjove. Rumle suger alt Anton gør til sig, og Anton kan om nogen få Rumle til at grine, så han næsten får ondt i maven. Victor og Emil er vokset fra, at kravle rundt og grine af underlige lyde men alligevel finder de sammen på lege der kan vare i flere timer, hvor de får plads til dem alle. Det er faktisk en kunst at kunne det, og jeg er sikker på, at de med den evne kan rumme mange forskellige mennesker og behov på en kommende arbejdsplads en dag. Vi sælger vores ideer til børnene når vi rejser rundt, og det samme gør de, når de leger. I stedet for at blive sure og irriteret på hinanden, så går de igang med at sælge deres ide til legen, og en god sælger kan jo sælge sand i Sahara.

a3

Vi glemte alt om vores kedelige projekt, og Mikkel kørte hen efter frokost. Så satte vi os under et stort træ, bare nød udsigten, hinanden, og at vi er i en verden hvor vi ikke behøver stresse rundt.

a4

For det hele løser sig jo altid. Da klokken blev mange kørte vi tilbage til byen, og ikke langt fra hvor vi boede, faktisk kun adskildt af en mark med køer, stoppede vi lige op. Vi havde været derinde den første dag, men der var alt booket. Nu var der ledigt, og efter en halv time kunne vi rykke ind i vores nye hytte. Der var endda pool, og endnu mere hyggeligt, til den halve pris. Ja, så var det godt vi satte vores fodspor der hvor vi havde lyst, og bare nød dagen, for alt løser sig jo altid når man finder overskud til at se de usynlige ting i kufferten.

P1018384

En slags hjemløs….

P1018244

Vi stod op om morgenen efter at have sovet ret så rimeligt godt i de bløde senge. Da vi ligesom havde travet gader og grusstier tynde for eventuelle boliger dagen før, ja så måtte vi altså alliere os med hjul denne dag. Vi blev nød til, at kunne komme hurtigere rundt og lidt længere omkring hvis det skulle lykkedes for os, at finde en bolig! Det er ellers altid lykkedes os første dag, men okay efter 11 måneder måtte det jo ske. Som en iskold snebold tyret lige i hovedet på én en februar dag i Danmark, der stivnede vi, da de fortalte os prisen på scooterleje her! De skulle have 100 kr pr scooter… Ja altså var vi lige kommet til Asien, så havde vi nok tænkt det var en fair pris, men nu tænker vi slet ikke i kroner mere, men i baht, og i Thailand kan du leje dem for 30 kr pr dag. Først troede vi det måtte være en slags joke, og at man selfølgelig kunne leje dem billigere andre steder? Men alle havde lige dårlig humor… Indtil vi til sidst får forhandlet dem ned til 75 kr pr dag, så blev det jo en slags sejer i chokket. Vi elsker virkelig at kører scooter, for så snart man sætter sig op på dem, så er man fri som en fugl (der ikke kan flyve) til at komme rundt alle de smukke steder de “gemmer” for turisterne.

a1

Da varmen her er som øverste række i en helt ægte sauna, så ville det være ren tortur at kører rundt inden vi havde taget en dukkert. Så vi tog lige en omgang paradisstrand inden virkeligheden som hjemløse mennesker blev fundet frem igen.
Det er faktisk et ret fedt sted at være hjemløs. Når jeg har cyklet afsted ind over Rådhuspladsen på arbejde på Politiken, så har jeg altid frosset selvom, jeg havde husket vanter, når jeg så de hjemløse ligge der på en kold bænk. Her skal man jo bare have en hængekøje og fiskestang, så er det lige før man lever drømmen her som hjemløs. Jeg ser nogle gange for mig, hvis man delte flybilletter ud til de hjemløse, så kunne de skifte de fem lag tøj ud med et par shorts, og drikke deres kolde øl under en palme. De falder godt ind sammen med backpack’erne, hvor skægget bare står, ingen har travlt, og alle har hver deres historie.

P1018271

Vi kørte ikke længe, før vi var langt væk fra turister og hoteller. Vi var faktisk midt i ingenting, da jeg pludselig ikke kan se Mikkel i mit sidespejl mere. Det var alligevel underligt? Vi holdt og ventede lidt indtil grænsen for hvor langsomt man kunne køre var overskredet! De måtte være gået i stå et sted? Eller endnu værre, tænk hvis de var væltet, og vi ikke havde hørt det, fordi den motorlarm for mig til at synge så højt! Lidt nervøse kørte vi tilbage af den øde vej, der var så øde, at den var rammen for lufthavnens landingsbane. Der stod de, og på lang afstand kunne vi se deres hjelme bevæge sig, så de var da i live. Lortet var gået i stå, og da vi er vildt uerfarne som mekanikere, så blev det kun til de klassiske forsøg på at starte den, som ved at ryste den lidt, og dreje nøglen ekstra mange gange. Alle ved jo at de ryster bilerne på et autoværksted hvis de skal virke igen! Det virkede ikke! Pis…

b

Så kunne vi faktisk kun sidde der i det varme græs med solen bagende lige i fjæset, og vente på en venlig sjæl der måske kunne andet end at ryste den. Det kunne godt have været en nederen oplevelse, men helt ærlig vi sad lige foran en landingsbane, og ind fløj det ene store fly efter det andet. En gang imellem stoppede der nogle venlige sjæle op, der også rystede vores scooter lidt og så gav op. Da vi var ved at løbe tør for vand kørte Mikkel hele vejen tilbage hvor vi havde lejet scooterene for at få hjæææælp. Vi sad og tjekkede fly ud imens, og jeg finder det altid meget fascinerende, fordi jeg har så meget flyskræk, at jeg bliver lige imponeret hver gang de lander eller letter uden at styrte ‘hold da op den klarede det!’. Jeg fandt samtidig ud af, at jeg da aldrig skal flyve med Air Asia igen! Ved I hvad deres slogan er, og som står med stort på hele siden af flyet ‘Now everyone can fly’. Hvis det er det de føler, hvilket CV har piloten så, ja hvis han da er pilot?. De plukker måske bare lige en passager ud i indgangen, og når passageren forbløffet bliver sat i pilotsædet, så siger stewardessen i fuld Air Asia overbevisning ‘everyone can fly’.

P1018276

Efter en halvandentimes forundring over alle de fly og sved løbene ned af panden, så kom der endelig assistance med en ny scooter. Så kunne vi få luft igen, da vi satte i fart. Ret imponeret var jeg over, at vi faktisk havde siddet i bagende sol i over en time og bare hygget. Ikke en ud af fire børn havde brokket sig eller syntes det var en besværlig situation. De er, hvis jeg selv skal sige det mega godt opdraget, og de har om noget lært, at få det bedste ud af alle situationer. Det er derfor den her rejse er så fed, for vi skal ikke diskutere eller hører på brok. Vi nyder bare hver en oplevelse og det er jo netop det det hele handler om.
Om os var der bjerge, små byer hvor de lokale går rundt og arbejder, nogle sidder i skyggen, og ligner nogen der aldrig har haft travlt. Børnene løber og leger i varmen, og de små træhuse står, som de er skabt af ejerens egen hånd med kun det formål at dække familiens behov. Der bliver vasket op i baljer bag huset, hængekøjen er spændt op mellem to træer og under den sovende mand i hængekøjen løber der langbenet høns med grå kyllinger. Verden er på en og samme tid så primitiv, og så priviligeret fordi de netop ikke er fanget i et spind af materialisme og travlhed.
Vi er langt væk fra hoteller, men vi møder en del skilte hvor der står “home stay”. Det er hyggelige små træhuse med have foran. Vi kan ikke finde dem der ejer dem? Vi stopper ved det ene lille skønne træhus efter det andet. De er ikke pæne, men de er hyggelige.
Vi har kun få gange boet sådan rigtig flot her på rejsen (hvis flot er dyrt?), og det er som om vi har fundet mere lykke i det hyggelige frem for det smukke. En lille træhytte hvor badeværelset er lavet af bambus, der er plads til ungerne kan løbe og lege foran, og vi kan sidde og grille og falde ind blandt de lokale. Vi føler os slet ikke hjemme, når vi sidder på et resort blandt 14 dages turister, for vi er ikke en del af dem, ikke på denne rejse. Vi trives bedst blandt de lokale, eller når vi finder steder hvor der bor backpackere. Der er en helt anden stemning, og sjovt nok så er der en fælles stemning blandt de lokale og backpackere. Der er guitarspil. Lyden af musik og en stille stemme der synger, der er plads til børnene kan boltre sig, og der er en interesse for hinanden. Vi møder så mange uforglemmelige lokale folk på vores rejse, der deler deres historie, og vi har hørt de mest spændende historier, set de mest glade mennesker, når vi har mødt backpackere fra hele verden.

P1018274

Hvis vi har boet virkelig primitivt, så kan et par dage et flot sted godt være rigtig dejligt, men det er kun indtil vi opdager hvor priviligeret den primitive verden er, og så vågner vi op igen…
Solen begyndte at gå ned, vi snoede rundt om en vej langs kysten, på vej tilbage mod byen vi kom fra. Solen farvede vandet, og det tog kun et kort øjeblik for den som en bold trillede ned bag bjergene der står tårnhøje beklædt med tæt jungle langs øens nordside.
Vi nåede byen igen, og vi holdt inde ved en lille indisk restaurant. De laver brød her, brød som en pizzabund med hvidløg på. Det smelter næsten på tungen, og ens smagsløg bliver fyldt op af en ny smag. Det er kun flütes og toast vi plejer at møde i de asiatiske køkkener, så glæden ved at se en Inder var pludselig stor. Jeg vidste slet ikke, at jeg gik og savnede en Inder? Der kan man bare se! Men okay ris kan faktisk trække en helt derud hvor man uden at tøve ville snave Karl Mar Møller i gulvet som tak for en rugbrødsmad med roastbeef, remoulade og ristede løg. Ja velbekomme…
Solen var trillet ned, vi var mætte og faktisk stadig hjemløse! Vi kunne ikke køre rundt længere det var for sent, og vi var helt trætte.
Vi kørte hen til vores for dyre hotel, hvor vi havde sat alle vores ting i reseptionen. Så tjekkede vi ind igen, og lagde os i de bløde senge. Men denne aften var vi ikke nær så optimistiske når det kom til bolig, som vi havde været natten før. Skulle vi finde noget hyggeligt til fornuftige penge, så ville det både kræve held og viljen til at finde det…. Meeeen alt kan jo lade sig gøre…. Hvis man virkelig vil…

Older posts