Bølger af paradis…

Når man kører rundt på scooter, så finder man alt det man drømmer om. Udsigten over de smukke bjerge når vi kører rundt, og når vi ser en perle som denne gemme sig nede i bugten, ja så kan den på et kort øjeblik blive rammen om en helt fantastisk hyggelig dag. Jeg aner ikke hvad stranden hedder, og det skønne ved at køre rundt, er at man ikke behøver kende navnene på de smukke steder, for man finder dem bare på sin vej…

Midt i disse paradis omgivelser, der lurer en fare som man skal være meget opmærksom på. Havet her ved Phuket er meget livligt. Det er et sted hvor man skal tage sig i agt, og særligt i sommerhalvåret drukner der rigtig mange her pga farlige understrømme. Selv her i vinteren er det ikke et sted hvor vores børn må bade uden os lige ved siden af. Vi har lært børnene, at de ikke må kæmpe imod hvis de bliver trukket afsted med strømmen, da den eneste vej ud er at lade sig fører med, indtil den giver slip. Det er en kunst der er lettere sagt end gjort, da de fleste mennesker bliver grebet af panik. Nu passer vi på dem, men forhåbentlig vil det altid sidde i deres hukommelse, hvis de engang skulle være i vand med stærke strømme uden hjælp ved deres side.

Det har ellers ikke været et problem med strømme og stærke bølger, de andre steder vi har været. Men her er havet utilregneligt. Det ene øjeblik er havet helt stille, det næste øjeblik kommer der fem så store bølger i rap, at selv børnenes armvinger kan blive revet af. Vi bliver trukket frem og tilbage, og havets kræfter mærkes både i strømmende under vandet, og når bølgerne vælter ind over os med en enorm kraft. Havet på Phukets sydside plages hvert år af mange drukneulykker, og meget få er informeret om den risiko der er forbundet ved badning når der er bølger og stærk strøm her. De har dog fået bedre livreddere, da der for få år siden var ansat livreddere på strandene i phuket der ikke  kunne svømme!

Jeg skrev lidt om tsunamien igår, det føles lidt underligt her, fordi jeg har set mange videoer fra tsunamien. Nu står man pludselig her hvor bølgen slog ned, og alt omkring en vækker minder fra de tragiske videoer. Når der så pludselig kommer nogle store bølger i rap, så lyder der pludselig en masse stemmer ‘omg look…shit.. a big wave’, så er det nærmest et kort øjeblik som at være tryllet ind i sekunderne inden katastrofen, da folk endnu ikke vidste hvad den bølge ville føre med sig. Det er altså hele sanse indtrykket, omgivelserne og lyden af voksenstemmer der kommentere store bølger. Det føles rigtig mærkeligt… Vi går ikke og er bange for tsunamier, for de har jo lært så meget siden dengang, og vi andre har også lært, at vand der trækker sig drastisk tilbage er et godt tegn til at få benene på nakken. Men hele følelsen af de omgivelser og de lyde der har været omkring de folk, den rammer mig.
Selvom paradis kan virke som en drøm, så må man ikke gå sovende igennem…