Reminder til paradis

image

Efter en dejlig dag her i Malaysia, skal jeg lige til at skrive et ‘rigtigt’ blogindlæg, da jeg pludselig kom til at tænke på, at I stadig kan vinde 12.000 kr til at rejse for. Det ville jeg bare lige minde jer om for det er virkelig fantastisk at trave rundt her i paradis.

Du kan deltage ved at trykke HER

Den lange rejse…. Til paradis

image

Man næsten ikke kalde det ‘at stå op’ nej mere at åbne øjenene igen efter en powernap. Vi skulle nemlig op kl 6.30 om morgenen lørdag morgen og rejse til Langkawi i Malaysia, og da Mikkel og jeg havde hyggensnakket så godt fredag aften, ja så havde vi faktisk pludselig snakket natten væk, og klokken blev næsten fire inden vi rejste os fra terrassen og luntede i seng.

Det er altid det hyggelige der giver bagslag, enten feder det, skader helbredet eller bare efterlader en vildt søvnig. Da vi havde tjekket ud, fik vi lige en lille overraskelse. Det var en lille regning for vores forbrug af el, og med et kort blik på sedlen der kunne det faktisk godt se ud som om, at vi havde tilbudt os som ansvarligt for hele Patongs perlerækker af lys. Vi har aldrig betalt el og vand ud over den normale pris før, men det stod rigtig nok på hans skilt (bag en busk). Så skulle man måske alligevel ikke have stået og hørt et helt album med yndlingsmusikken under den varme bruser, og det havde nok været smart at holde døren lukket når den airconditon var igang… Jeg syntes ellers godt, at han kunne have halveret den, da vi havde brugt en hel aften på at redde hans kattekilling forgæves. Med et hurtigt kig på katten, og den blodsamlig den havde på inderlåret, da kunne jeg med min erfaring som aldrig praktiserende dyrelæge konstatere, at den var blevet sparket. Vi har nemlig tit set ham sparke til killingerne, når de gik i vejen (snøft). Midt i vores hyggensnak, der havde Mikkel nemlig siddet med katten, og forsøgt at give den væske med et sugerør som vi opsamlede vand i, da den var helt dehydreret. Vi nussede den, og så lavede vi en lille seng til den i en kagedåse, og der lå den helt slap og den tidlige morgen var den død (suk).
Efter en kort begravelse, eller det kan ikke hedde en (be) gravelse, for der er for mange slanger og andet i baghaven til vi kunne grave der, så vi satte kagedåsen med låg på i haven. Det virkede alleligevel for markabert at smide den i skraldespanden. Så må det hedde en besættelse når vi bare satte den, for vi kan jo godt holde fast i be (hvad???). Eller inden vi satte den, der syntes Anton lige, at jeg skulle se den en sidste gang, og det havde jeg ellers slet ikke behov for. Det øjeblik ødelagde nemlig hele mit minde om katten, for efter han havde åbnet kagedåsen 4 centimeter fra ansigt, og lugten af død kat i en kagedåse i 40 graders varme blev klasket ind i fjæset på mig, så kunne jeg kun tænke klam kat.
Med alt bagage i hånden skulle vi over den store vej på bjerget, hvor vi boede, og nøj hvor var jeg glad for, at det var sidste gang vi skulle krydse den, for det er den mest trafikerede vej i hele phuket, da det er den eneste store vej der fører til Patong og alt derefter. Hver gang vi har kørt der, skulle vi krydse den vej midt på bjerget for at komme hjem, og det har virkelig været et sted hvor vi skulle væbne os med tålmodighed, for der er ikke plads til fejl på den vej. Det er jo virkelig dumt at krydse en firesporet vej med sætningen “jeg tror godt, at vi kan nå det?”. Når der langt om længe kom et hul, så var det bare med at holde øje til alle sider og skyde sig over. Hvor varmt det end var at holde i solen og vente, så tog vi ingen chancer.

a1

De lokale busser stopper man bare på vejen, og vi nåede lige at blive kloge på, at man ikke kan stoppe dem på en bakke, da de første to var kørt forbi os.
Vi havde pludselig en stram tidsplan, da vi skulle være i terminal 2 (busstation) i Phuket klokken 8.30. Da vi var blevet kloge nok til at gå ned at bakken, så kom vi endelig med en bus.
En halv times tid tog turen, men vi stressede ikke (endnu)….

a2

Vi blev sat af i terminal 1 og nåede lige at gå hen til en anden lille bus der kører fra terminal 1 til terminal 2 en tur på ca 20 minutter, og så koster turen kun 10 baht. (Det sku billigt)
Vi blev først stresset, da jeg spøger en dame hvornår bussen er fremme, og hun svarer 20 minutter! Jeg kiggede på vores ur, og ser til min store rædsel, at der er et kvarter til vores bus kører som skal fragte os en 7 timers tur helt ned til Hat Yai, og som vi har købt billetter til. Mikkel løb hen og fik fat i en tuk tuk, vi fløj ind i den, og heldigvis forstod han nok engelsk til at han kørte stærkt. Men minutterne gik og vi var i tæt trafik… Da klokken er 8.32 der drejer vi fra den store hovedvej ind mod terminal 2, og på vej ud af terminal 2 kører vores bus (holy shit!) Jeg når lige at se der står Phuket – Hat Yai på den, og Mikkel kaster sig ud af tuk tuk’en, imens den kører og hopper ud foran bussen, og får den stoppet i det der hedder sidste sekund inden den var kørt fra os… (Man må nemlig godt tage chancer, og hoppe ud foran trafikken når man skal stoppe en bus! Hmm…)
Vi skulle skynde os at smide bagage ind og huske alle ungerne, men man var også lidt forstenet, for vi stod alle sådan lidt ’sygt vi nåede det’ agtigt…
Den lange bustur blev slet ikke så lang, vi brugte lige det første kvarter på at være høje over vi nåede bussen, da den rus så havde lagt sig, så sov vi alle. Børnene er nemlig slet ikke vant til at stå op før klokken 9-9.30 da vi har en helt anden døgnrytme her, som hurtigt er blevet indstillet efter thaiernes døgnrytme. Det betyder også, at aftensmad spises mellem klokken 20 – 21. Det gode ved at være søvnig, det er når man alligevel skal have en lang bustur til at gå, men bedst er det når fire børn er lige så trætte. Zzzz…. Søvnsavlende gik vi glip af alt det smukke, vi sikkert har kørt forbi og lå istedetfor i sovebunker på sædet. Buschaufføren valgte så også kun at holde en enkelt pause på hele den lange tur, så havde vi ikke sovet, så havde det helt sikkert føltes som en endnu længere tur.
Efter den lange bustur, hoppede vi med en ret fyldt minivan mod grænsen, turen tager cirka en halv time, og det var en halv time hvor hver gang døren blev åbent til minivan’en når nogen skulle ud, så kom der en stank af død varm overophedet hund (taler af erfaring dem har vi mødt en del af, og jeg har jo heller ikke glemt den klamme kat) Det stank så ildelugtende, og modbydeligt, at jeg slet ikke tør at tænke på hvordan katastrofe områder lugter dagen efter!
Jeg havde faktisk ikke set en rotte i 14 dage hvilket faktisk var ret cool og ud over alt forventning, men igennem en af de sidste byer inden grænsen med åbne kloakker over alt, der så vi så mange rotter ved højlysdag, at vi slet ikke kunne nå at tælle dem.

a4

Endelig nåede vi grænsen, og det var faktisk meget godt, for nu var vi så rastløse og overtrætte, at hvis børnene endelig sad stille, så lavede vi voksne bare ballade (eller jeg gjorde). Det lyder bare lidt bedre hvis Mikkel også får lidt af skylden… Chaufføren var ihvertfald helt sikkert glad for at vi skulle af, men vi havde det nu meget sjovt…
Da vi steg ud kom stanken af død hund og rotte kun i bølger, så der var stadig plads til lidt appetit inden vi skulle trave til Malaysia. Vi har næsten uden tvivl alligevel spist både død hund og rotter på vores rejse, jeg tvivler på, at det har været ren gris og kylling i alle de retter vi har spist igennem Asien? Klam tanke alligevel… Du bliver hvad du spiser… Hmm så vil jeg helst spise hund…

P1018121

Da vi havde spist begyndte det at blive mørkt. Igennem mørket gik vi mod grænsen. Vi skulle tjekke ud af Thailand først, og hende bag skranken hun trængte til fyraften. Hun så meget sur ud, og da hun til at starte med får Rumles pas, der kigger hun længe i det. Det er efterhånden også snart en hel roman af bare stempler og diverse visum der er fyldt i dem. Men når hun sidder der i uniform og ser så sur ud, så begynder mine tæer at krumme sig sammen! Hvad kan Rumle have lavet? Er han eftersøgt? Helt uskyldig er han jo ikke, for som alle statestikker viser så finder det mindste barn i flokken på flest narrestreger. Det skulle så vise sig, at hun brugte lige lang tid med alle pas, tja for de er jo næsten ikke fyldt med samme indhold! I mørket gik vi videre mod det fremmede land. Det føles lidt som en scene fra en film med en familie der flygter til fods over grænsen, når man gik der med børnene og bagage i mørket mod et ukendt land. Det trækker dog lidt ned i film stemningen at Rumle løber og synger ‘Gurli Griiiis’ efterfulgt af et grynt, Emil og Anton løber om kap og griner så højt at alle de militærvagter der står placeret i tårne rundt omkring vågner op. Victor gik som alle statestikker viser, som den ældste og fornuftige der endda også bar bagage. Anton mente, at selv riskagerne var for tunge, og så er det var altså op af bakke…
Jeg kunne stadig ikke helt lade mig distrahere fra min filmstemning, der skal meget mere til, jeg har nemlig et børnefilter der gør, at de kan være på lydløs uden de det. Det er en evne man lærer gradvist efter at have fået flere og flere og lidt flere børn…
Det så ret uhyggeligt ud i mørket da vi nåede Malaysias grænse, men det var kun indtil vi fandt indgangen og vores første møde med et helt FANTASTISk folkefærd fandt sted.
Han ødelagde lidt min filmstemning, da han stod der helt overglad og kørte vores tasker igennem sikkerhedskontrol. Ham havde jeg aldrig castet hvis det nu var et autentisk drama om den flygtende familie. Men det var en ret god velkomst, og det gjorde ligesom, at det føles lidt tilforladeligt, at sætte sig ind i taxa på den anden side og kører igennem mørket i det ukendte land.

a5

Vi havde fundet et hotel vi kunne bo på 40 minutter fra grænsen, men vi havde ikke booket det. Da vi ikke vidste om det var okay, at vi havde fire børn på værelset, så bildte vi dem ind, at vi havde booket online. Det syntes de godt nok var underligt når nu der ikke var gået en bestilling ind? Vi syntes på en helt vildt løgneragtig måde også at det var underligt! Børnene sad helt stille imens, vi har nemlig lært dem, at når vi booker hotel, så skal de ligne børn der altid sidder stille. Det hjælper på det når de tager stilling til om der må være fire børn på værelset. Da de af forklarlige årsager ikke kunne finde vores booking, der var vi meget forstående kunder, og så sagde vi bare ‘det er helt fint, for nu når værelset er ledigt så rykker vi jo bare derop med vores unger’. Det var selfølgelig helt fint, og ikke et pip hørte vi om vores overbooking af værelset med fire børn.
Mega trætte kunne vi endelig kaste os i en seng og blev på en måde underholdt af Malaysiske tv kanaler.

a6

Næste morgen stod vi klar igen til det rejsende liv. En fætter til en hotel receptionist kørte os til færgen i hans pickup. Så var vi kun en times sejltur fra paradis.

P1018156

Jo længere vi kom fra fastlandet jo smukkere blev verden. Hele vejen om os var der ubeboet øer der lå som paradisperler i det smukke hav.
Vi steg af færgen og traskede afsted med vores bagage, da vi møder en kvinde herfra øen, hun skaffede straks en taxa til os.

a7

Da vi ventede på taxaen kom aber løbende forbi os, ørne fløj lavt og vi kunne se og mærke, at det her ville blive et helt specialt eventyr. Efter lidt tid så sad vi alle seks i en lille bitte taxa med bagage op til ørerne.

a8

Det var virkelig svært at finde noget sted at bo til en nogenlunde fornuftig pris. Enten måtte vi ikke have fire børn i et rum, ellers var det dyrt som i meget dyrt… Vi traskede og traskede og traskede uden at finde noget. Så holdt vi en spise pause, lege pause og så traskede vi videre uden at finde noget sted at bo.

a9

Det endte med at vi måtte slå os ned et lidt peberet sted og så få husly for natten. Deres senge var også vildt lækre, så vi sov ekstra godt den nat inden vi næste dag igen drog på hjem-jagt på scooter.

a10

Ps. Husk du stadig kan nå at vinde 12.000 kr til rejse HER

Cool med Kools

image

Se hvad vi har modtaget af en lækker sag til en lækker sag…. Temperaturen står på maks, og trækker jeg min søn ind på selve internettet for at finde en vinterjakke.. ‘Moar altså!’ Ja, for som jeg før har skrevet så skulle turen gerne runde Kina om nogle måneder, hvor vi til en forandring rammer kulden. Det duer ikke rigtig vi står der i bare tæer og undertrøje, så nu har Victor også fået valgt sig en jakke. Vi faldt over denne jakke fra Kools.dk da de for det første altid har et fedt udvalg af drengetøj, så det er altid et sikkert hit. Den her jakke kommer solbrune Victor jo til at se for lækker ud i når vi træder ud i kulden. Nu mangler vi kun Rumle og Anton. Victor er helt vild med jakken da den er ret cool og enormt meget drenget. Det bliver helt underligt og også ret sjovt at tilbringe nogle uger i kulden 🙂

image
Du kan købe jakken og virkelig meget lækkert børnetøj HER hos Kools.dk

Jeg er imponeret…

image

Det gælder om at være på forkant når man rejser med børn, for de er både klumpede og uforudsigelige, og nogle gange så opdager man helt nye ting der hjælpe en med at være på forkant.. Et rigtig godt tip og sikkert helt nyt tip når I rejser med børn, det er at købe en superlim. Nej vi limer da ikke ungerne fast…! Nej det er til alt det børn ødelægger.
De gør det jo ikke bevist, men barndommen er alligevel noget vi skal være glade for vi vokser fra. De er så klumpet, de der børn, og det er der limen spiller en stor rolle. For har vi fx lejet en bungalow, og en af ungerne lige har været i bad, så træder den klumpede størrelse ud og river håndklædet af knagen. Da de sjældent kan bøjes de knager, og de er lavet at ualmindelig dårlig plastik, så knækker de. Når udlejer så kommer og tjekker bolig inden afgang, og til sin store rædsel ser den knækkede knage, så bliver det pludselig dyrt. For det var ikke bare en knage, det er en knage hun kun kan finde i Bangkok og den koster 300 baht. Bullshit vi har set samme slags plastik rædsler nede i krims krams butikken til 5 baht. ‘Ej det er faktisk ikke den samme!’. (Graaa….) Ja, de udnytter den slags, og det irritere mig hver gang, for jeg hader med stort H at blive snydt… Nu har vi så fundet løsningen, vi køber superlim. Når der står superlim på æsken her, så er det fordi det er super. Som supermand på tube…
Uden at overdrive så kunne jeg drive praksis som førende plastikkirug kun ved hjælp af den lim. Jeg kunne stille 30 års garanti selv til kunder der havde fået lavet en af de tunge brystløft, kun ved hjælp af min superlim. Folk med så slap hud, at det ligner en læderjakke der hænger over et cykelstel kunne jeg få til at lige en stram ung hingst.
I tænker nok ‘det ka ma da ik Tina!’ Jo de mener det her når der står SUPER……
Vi har lige forladt vores hjem i Phuket, og vi har limet en knækket låge til fryseren, en skuffe og nu kommer det Vildeste, jeg limede en skabslåge! Den ledeste del af en skabslåge, I ved, de der hængsler der aldrig er til at skue på. Skruerne var væk? Så kom limen på og (uden pis) på 2 minutter så sad hele hængselen fast, og det er selvom den har fjedrer i så den slet ikke naturligt rammer mod selve skabet.

Jeg er imponeret, og havde jeg været 16 år og en anelse utilpasset, så ville det da være det sjoveste lørdag hvis man gik rundt med den superlim og limede folks ting fast. Den tørrer nemlig på få sekunder, så man ville lynhurtigt kunne se kvindes ansigtudtryk, når hun pludselig ikke kunne løfte sin håndtakse fra bussædet, eller den sure mand i køen i netto, der pludselig ikke kan få sin sko løs fra gulvet. Så kunne man stå der og fnise en hel lørdag væk med noget så enkelt som superlim. Ja, lige indtil den dag ens fingerer sad fast, når man havde limet politibetjentenes bildør fast.

 

 

Bølger af paradis…

a1

Når man kører rundt på scooter, så finder man alt det man drømmer om. Udsigten over de smukke bjerge når vi kører rundt, og når vi ser en perle som denne gemme sig nede i bugten, ja så kan den på et kort øjeblik blive rammen om en helt fantastisk hyggelig dag. Jeg aner ikke hvad stranden hedder, og det skønne ved at køre rundt, er at man ikke behøver kende navnene på de smukke steder, for man finder dem bare på sin vej…

a1

Midt i disse paradis omgivelser, der lurer en fare som man skal være meget opmærksom på. Havet her ved Phuket er meget livligt. Det er et sted hvor man skal tage sig i agt, og særligt i sommerhalvåret drukner der rigtig mange her pga farlige understrømme. Selv her i vinteren er det ikke et sted hvor vores børn må bade uden os lige ved siden af. Vi har lært børnene, at de ikke må kæmpe imod hvis de bliver trukket afsted med strømmen, da den eneste vej ud er at lade sig fører med, indtil den giver slip. Det er en kunst der er lettere sagt end gjort, da de fleste mennesker bliver grebet af panik. Nu passer vi på dem, men forhåbentlig vil det altid sidde i deres hukommelse, hvis de engang skulle være i vand med stærke strømme uden hjælp ved deres side.

a2

Det har ellers ikke været et problem med strømme og stærke bølger, de andre steder vi har været. Men her er havet utilregneligt. Det ene øjeblik er havet helt stille, det næste øjeblik kommer der fem så store bølger i rap, at selv børnenes armvinger kan blive revet af. Vi bliver trukket frem og tilbage, og havets kræfter mærkes både i strømmende under vandet, og når bølgerne vælter ind over os med en enorm kraft. Havet på Phukets sydside plages hvert år af mange drukneulykker, og meget få er informeret om den risiko der er forbundet ved badning når der er bølger og stærk strøm her. De har dog fået bedre livreddere, da der for få år siden var ansat livreddere på strandene i phuket der ikke  kunne svømme!

a5

Jeg skrev lidt om tsunamien igår, det føles lidt underligt her, fordi jeg har set mange videoer fra tsunamien. Nu står man pludselig her hvor bølgen slog ned, og alt omkring en vækker minder fra de tragiske videoer. Når der så pludselig kommer nogle store bølger i rap, så lyder der pludselig en masse stemmer ‘omg look…shit.. a big wave’, så er det nærmest et kort øjeblik som at være tryllet ind i sekunderne inden katastrofen, da folk endnu ikke vidste hvad den bølge ville føre med sig. Det er altså hele sanse indtrykket, omgivelserne og lyden af voksenstemmer der kommentere store bølger. Det føles rigtig mærkeligt… Vi går ikke og er bange for tsunamier, for de har jo lært så meget siden dengang, og vi andre har også lært, at vand der trækker sig drastisk tilbage er et godt tegn til at få benene på nakken. Men hele følelsen af de omgivelser og de lyde der har været omkring de folk, den rammer mig.
Selvom paradis kan virke som en drøm, så må man ikke gå sovende igennem…

a4