Ringe i vandet

Vi kørte afsted på vores scooter til Kamala Beach, og det er uden tvivl endnu en af Phukets perler, for nu er Phuket jo sådan en slags perlerække. Omgivet af smukke bjerge ligger stranden smuk og hyggelig i smukke omgivelser. Det er en af de mange meget turistet og meget smukke strande. Når nu vi er ved de smukke strande, så husk du stadig kan vinde 12.000 kr til at rejse for HER .Det kunne være så fedt, at sende en af jer afsted… Da vi går fra stranden møder vi en stor skulptur. Først står den bare som et minde, som et monument der skal minde os om naturens stærke kræfter, et minde om alle de liv der forsvandt sammen med bølgerne for 10 år siden.

Vi har hørt så mange beretninger fra dagen hvor tsunamien skyllede alt sin ødelæggelse ind over landet. Nogen mistede dem de elskede, nogen mistede det de havde, nogen kæmpede for at holde fast i deres børn, men kraften var så stærk, at ikke engang deres egen styrke og kærlighed kunne vinde over bølgens tag. Nogen mistede alle, og stod tilbage og blev de glemte historier. Som ringe i vandet, så havde bølgen ikke taget de sidste ofre, for mange kunne ikke leve deres liv mere. Smerten var for stor, savnet var større end en skulptur kan fortælle en historie om, og skylden over ikke at kunne holde fast i de små hænder i de stærke kræfter. Det blev en tid hvor de efterladte også forsvandt, og hvor tallet for selvmord steg markant, som en bølge der til sidst i stilhed tager de sidste ofre. Men hvem evner også at stikke sig på alle torne, og derefter se rosens skønhed.
Solen begynder at gå ned bag skulpturen, og pludselig er det virkelighed, og et øjeblik føles det som om tiden har stået stille i alle de år.

En dame kommer med våde øjne hen og ligger en stor buket røde roser med hvide bånd foran skulpturen. I øjnene har hun en historie, et savn og et blik der fortæller os, at for nogle mennesker har tiden stået stille siden. Hun lægger blomsterne blidt foran skulpturen, hun står helt stille med blikket rettet op mod det punkt hvor bølgerne samles og forsvinder i et hul, en tåre løber ned af hendes kind, hun dufter til blomsterne og giver den ene røde rose et blidt kys.
Da hun går derfra igen, ligger roserne tilbage… Hendes minde, hendes savn ligger som noget af det smukkeste og hvert et blad glinser i solen, under de fine bånd, gemmer alle de torne sig, der kan få blod frem på selv den fineste lille hånd. Måske er det netop sådan vi kommer videre, vi mindes det smukkeste, og selv når de smukkeste forsvinder fra os, så kan de stadig glinse i solen. Tornene er som sorger der er pakket ind, men af til så stikker vi os alligevel på dem igennem de fine bånd, der igennem årene bliver viklet rundt om stilken. Vi kan leve videre, selvom rosens, livets, virkelige form aldrig vil kunne pakkes ind, og hvor vi end gør af det, så vil det både glinse og give smerte. Stilken er vores vej til rosen, og hele vejen dertil skal vi både over og uden om de skarpe torne.

Vi kørte derfra med en klump i halsen. For alt imens nye historier bliver skrevet, der læses de gamle historier både i det og dem vi møder…