Her har I historien om splittet…

P1019994
Ja, der er sket store ting her på rejsen. Faktisk så store ting, at familien er delt i to på hver sin side af kloden lige nu. Henholdsvis Valby og Thailand. Jeg må vist hellere fortælle historien fra starten. Så læn jer tilbage, nu begynder historien.

Det hele startede med, at Mikkel virkede underlig! Men jeg havde da aldrig i min vildeste fantasi kunnet forestille mig, at han ville falde for en thaidame på VORES rejse…

Ej det er pis, nu kommer den rigtige historie!

a4

Når man gør som os, og bare rejser helt spontant ud i verden uden at planlægge noget som helst, ja så skal man altså være lige så spontan og kreativ når det kommer til hjemrejsen til Danmark. For den har vi jo heller ikke planlagt. Vi har faktisk slet ikke planlagt noget, og det har været, og er noget, af det fedeste ved turen. Der er derfor lige et par brikker eller tyve, der skal falde på plads ved sådan en hjemtur. Den største brik er en lejlighed. De hænger altså ikke på træerne i København, og jeg var da ved at blive kvalt i mine ris, da jeg så, hvad de tager for lejligheder i Valby!! Arg det’ også gas, jeg spiser ikke ris!

Jeg syntes faktisk, at vores tidligere hus i Valby var ret dyrt, men efter at jeg har set, hvad en 3-værelses lejlighed koster, så er det jo næsten dumt ikke at købe en villa. Men det kan vi ikke lige nu, så vi må vente lidt med villa og vovse. Så vi håber stadig, at nogen af jer kender nogen, som kender nogen, som I engang gik i klasse med og som kendte en, der nu står og skal fremleje sin lejlighed i Valby ud i et års tid (umøbleret) Anyone????

Nå, men nu til sagen. En aften sad vi og snakkede om, at det ville være smart hvis Mikkel tog hjem inden os andre og fik styr på alt i forhold til nyt hjem. Så kunne han også genoptage sit arbejde, gøre klar med skole til børnene og alle de der mange brikker der skal samles rigtigt. Samtidig kunne det være lækkert, at komme hjem til en fuldtidløn, da vi helt sikkert små-besvimer lidt, når vi for første gang står i Føtex og regner prisen ud i baht. Jeg ved bare, at jeg kommer til at gå grædende ud af butikken, første gang jeg handler i Danmark, med en følelse af, at være blevet godt og grundigt snydt.

Ideen om, at Mikkel skulle hjem, lød faktisk så god, at vi kun funderede over den en enkelt aften. Men så skulle han altså tage et par børn med, for jeg ville ikke turde at stå alene hernede med fire børn. Når vi rejser rundt sammen med fire børn, så er kræver det teamwork. Vi skal jo trods alt holde styr på dem, når vi er ved strande, på store markedspladser, og generelt bare bevæger os rundt på stejle klipper og igennem jungler. Vi var heller ikke i tvivl om, at det skulle være de to store Victor og Emil, og af flere årsager. For det første ringede jeg først til min mor og spurgte om hun ville have to børn og Mikkel boende til maj måned, og der virkede det trods alt nemmest at præsentere idéen med de to store, der ikke som sådan skal ‘passes’. (Min mor jublede heldigvis❤). Derudover har Victor og Emil her den sidste måneds tid, savnet deres venner meget, og de ville gerne i skole igen. Rumle har først børnehaveplads fra 1. juli, og Anton stortrives her i leg med Rumle. Så den beslutning var egentligt nem nok. Det sværeste ved den beslutning, det var mit savn til dem. Men nu er jeg jo mor, og det betyder, at det ikke handler om mig. Det handler om, hvad der er bedst for børnene, og det bedste var uden tvivl, at Mikkel tog hjem, for at gøre klar til et almindeligt liv igen, og at vores børn har det godt.

Allerede tre dage efter sad Mikkel, Victor og Emil i et fly på vej hjem til Danmark. Det er nogenlunde lige så skørt, som da vi helt spontant planlagde at rejse afsted. En ting er helt sikkert, man kan aldrig regne med os. Men vi ved også, at når vi bare gør det der føles rigtigt, så kan vi gøre lige hvad vi har lyst til, og det lykkedes altid det hele når vi tror på det.

Så status er nu, at jeg er i Hua Hin med Anton og Rumle. Vi råhygger, fræser rundt på scooter og oplever nye ting.

Derhjemme er Mikkel, Victor og Emil hos mormor. De råhygger også, og i morgen starter drengene i skole igen. De har endda fået plads i deres gamle klasser (mega jubel). Så det var godt, at vi ikke brugte hele rejsen på at bekymre os om, om de kunne komme tilbage i deres klasser igen.

Så alt i alt går det faktisk rigtig godt her, også selvom der er savn og store ændringer.

For mit vedkommende er der rent personligt også sket en kæmpe udvikling. For wow, hvor er det anderledes at skulle stå med ansvaret selv her på den anden side af kloden med to små drenge. Jeg bliver sgu’ lidt stolt af mig selv hver dag, over alt det, jeg ikke vidste jeg kunne eller turde selv. Anton er også virkelig vokset med opgaven, for det er jo også et helt nyt ansvar for ham pludselig at være den store dreng i huset. Nu kan han ikke længere helt uopdaget sidde og pille tæer imens Victor og Emil ordner alt. Rumles dovenskab forsvinder heller ikke længere i mængden, og jeg har nu opdaget, at Rumle faktisk også godt kan rydde op, gå selv og endda selv tage bukser på. De der små nuttede arme, de virker faktisk. Så mon ikke der kommer to små drenge hjem, der har haft godt af, at være de to store drenge, for en kort periode?

Hilsen herfra og på forhånd tak for, at I gider skaffe os en lejlighed 😉

a

a1

a2

a3

P1019905

Billederne er fra Koh Lipe…

Anholdt med fire børn…!!!

Jeg havde bare slet ikke set den komme!!!! Jeg mener bare, vi rejser med fire børn, så er det da lidt upædagogisk at spendere hele eftermiddagen på en politistation for ulovligheder.

Nu får I historien – tilsat lidt billeder fra stunder uden dramatik.

P1019708

Vi lå på stranden og dasede, og ungerne løb og legede i vandet. Det er den slags ting man bliver nødt til at gøre som backpacker, så vi tog simpelthen den hårde tjans og lavede ingenting. Sådan troede vi faktisk at resten af dagen skulle være! Børnene havde fået fiskenet, for den slags sælges på øen, også selvom de åbenbart IKKE må benyttes. Det vidste vi jo ikke, men fordi vi efterhånden er ret kendt med nationalparker, fisk og koraller så havde vi da heller ikke givet dem fiskenet med ud i vandet, før vi havde spurgt, der hvor vi boede, om man måtte fiske, og vi havde endda også spurgt, der hvor vi købte nettet, om ungerne måtte fiske. ‘Yes, yes…’ lød svaret.

P1019684

Det måtte man så alligevel ikke, for pludselig står der en pænt muggen thai-dame ude i vandet sammen med ungerne. Jeg tog hende ikke så seriøst, og troede bare at hun var sådan en save-the-world-type, så jeg solede mig bare videre INDTIL hun ringede efter politiet!!! Slap lige af kvinde og spis nogle ris, man ringer da ikke til politiet når fire små børn fisker.

Det gjorde man åbenbart i deres kommune!!! Kort efter dukkede politiet op, og jeg troede faktisk ikke helt mine egne øjne. Nå, men den måtte Mikkel klare, tænkte jeg. Men ej nej, den kunne jeg ikke kaste over på Mikkel. De ville have os alle med i deres tuk tuk politibil. Gu’ skulle de da ej tage mine børn med, man må slet ikke tilbageholde børn tænkte jeg. Jeg sagde ‘No no, not the kids, you can take my husband’. De var pænt ligeglade og så turde jeg ikke sige mere. Vi måtte alle med tuk tuk politibilen(!). Anton og Rumle begyndte at stortude, og Victor og Emil sad helt forstenet. Jeg ville også have tudet, hvis jeg var 7 år!!! Det var mega scary… Vi anede ikke, hvad de ville gøre med os? Eftersom man står til både bøde og fængsel, hvis man fisker steder man ikke må, løb det mig koldt ned af ryggen. Fru Muggesen, der havde ringet efter politiet, fulgte også med, og så ikke just gladere ud.

P1019697

Vi blev sat ved et bord på deres lille politistation. Der går det så op for os at INGEN af dem kan engelsk. Der er bare sådan et drømmescenarie, at blive anholdt med sine børn uden at kunne kommunikere med ordensmagten! Men det blev endnu bedre. Hende der skulle oversætte (fordi der åbenbart ikke er en tolk på Koh Lipe), var hende Fru Muggesen der ringede efter politiet. Det var eddermame tungt…!

Så måtte jeg jo heller skynde mig at smile lidt til hende, det var ellers ikke ligefrem det, jeg havde praktiseret indtil da. Jeg gik endda igang med at snakke med hende, med min aller-venligste stemme om dyrelivet på Koh Lipe og hvor vigtigt det var og bla bla bla… Det begyndte heldigvis at hjælpe på Fru Muggesens humør, og imens politiet skrev ting ned og lavede vigtige anholdelses-ting så gav jeg den lige hele armen på charme-fronten, på sådan en venindeagtig måde overfor damen.

P1019699

Da vi havde været der en time, gav jeg lige min lillebror et kald over Messenger. Jeg tænkte, at jeg hellere liiiige måtte vente med at ringe til min mor, for hun havde da tabt to unger henne i vuggestuen, hvis jeg havde ringet og sagt, at vi lige var lidt anholdt i Thailand. Sådanne historier er bedre for mødre når dommen ER afsagt. Anton holdt op med at græde, hvilket ikke var så smart, for vi skulle jo gerne stresse dem lidt, så de kunne sætte os fri igen og blive færdige, og så vi kunne blive klogere på hvad det her skulle ende med?

P1019703

Da dagen ikke var så pædagogisk, så kunne vi lige så godt fortsætte i den rille, så jeg bad lige Anton om at græde videre og gerne med lidt mere irriterende lyd på. Det syntes Anton lød underligt, indtil jeg fortalte ham, at vi kunne stresse politiet og give dem dårlig samvittighed. Det syntes Anton lød som en god ide, så han skruede lige op for gråden igen ‘That’s my boy’. Nu er det så min skyld, hvis han sidder og stortuder, når han bliver anholdt som voksen, og min skyld at han ingen respekt får fra de andre fanger! Vi må hellere holde op med at være kriminelle, det er mega besværligt at kombinere med god børneopdragelse.

P1019705

Selfølgelig skulle de vide, hvor vi boede. Den oplysning ville vi gerne ud med, men da vi havde fortalt det, så de helt mærkelige ud? Faktisk så mærkelige, at de bad Mikkel køre med dem ud og vise, hvor vi boede! Anton fik lov til at holde tudepause imens vi ventede på, at de skulle komme tilbage. Da de kom tilbage så intet lysere ud! Det sted vi boede, var ikke godkendt til udlejning. Hmm… så havde vi da også lige stukket vores ellers flinke udlejer. Nu kunne det da kun blive godt at komme tilbage..!!! Tja, hvis vi ville komme tilbage????

Efter to f*cking timer fik vi lov til at gå med en advarsel. Jamen, hvor var jeg dog glad for, at vi ikke skulle sidde inde for ulovligt fiskeri udført af børn mellem 3-10 år. Holy crap! Havde der bare ligget tre døde fisk på bordet vi kunne sørge over, men nej, der var ingen døde fisk, så det var altså lige før, at det var liiiiige i overkanten at spendere eftermiddagen på politistationen.

Og ja vi havde pisset vores udlejer af… Jeg tror faktisk snart ikke vi kunne nå, at gøre flere thai’ere sure på en dag!

EN DAG I PARADIS, med et frisk pust fra HELVEDE!

Mio min Mio

q1

Der sad vi så i det smukke sand, og ned af stranden kom Mio gående sammen med Anders. Smil kan fylde hele ens hoved, og glæde kan mærkes helt ned i maven når gensyn hjemmefra bliver til et kram. Jeg havde glædet mig så meget til, at vi skulle mødes. Endelig sad vi der sammen og snakkede og snakkede og snakkede. Der var så meget at fortælle om, og så meget nyt at høre om.

q2

Der er noget særligt over, at få besøg hjemmefra når man er så langt væk. Jeg kan ikke rigtig sammenligne det med noget andet, for det er bare så stærk og dejlig en følelse. Det føles altid lidt urealistisk til at starte med, for tænk sig, at nogen man har savnet og forbinder med livet hjemme i Danmark, pludselig sidder her under palmen sammen med en.

q1

Tre dage blev fyldt op med hygge hjemmefra. Strandhygge og fire børn der syntes, at det var mindst lige så dejligt med besøg hjemmefra. Aftenhygge med kolde øl på terrassen, hyggesnak og børn der faldt i søvn til lyden af grin og hyggesnak fra de voksne. I det hele taget bare overflod af hygge.

Den eneste ulempe ved at få besøg hjemmefra, det er, at tiden går alt for stærkt. Kunne man bare lige pause tiden lidt. Mio, hun er bare sådan en fangst af en veninde, og Anders er mindst lige så sød. Æv bæv og øv, hvor var det ærgerligt da tiden var løbet fra os, og vi skulle sige farvel. De trækker altså tænder ud de der afskeder. Rumle valgte så også at gøre det endnu mere trist end det allerede var, ved at løbe efter deres tuk tuk i gråd og da han indså, at han ikke kunne indhente dem, så satte han sig ned og græd og græd. Snøft!

P1019941

Det er virkelig en historie om kærlighed at rejse rundt. Vi bliver tættere som familie. Men vi mærker også på en helt ny måde kærligheden til dem derhjemme. Det savn der bygges op og bliver til gensynsglæde, og det glædelige gensyn der pludselig bliver til savn. Vi mærker, hvor meget de mennesker, vi elsker, betyder for os og vores hverdag hernede, selvom vi er på den anden side af kloden, og vi mærker hvor meget, vi betyder for dem, der savner os i deres hverdag. Lige meget hvor langt væk vi er, så er der mennesker hjemmefra vi behøver, og mennesker på den anden side af kloden, som jeg/vi, slet ikke kunne være foruden i vores hverdag så langt væk. Det er faktisk meget følsomt at rejse rundt, og det får virkelig en til at sætte pris på de mennesker der er i vores liv, og alle de smil, de kan give os hver dag på vores rejse. Kærligheden bliver så intens, og han var altså ikke helt tabt bag en vogn ham der i sin tid mumlede ”Savn er kærlighedens gødning”.

Jeg har i hvert fald ikke, siden jeg ventede Anton, som var en graviditet så fyldt af hormoner, at jeg græd over alt, følt mig så følsom. Jeg kunne ikke engang nynne, det var for følsomt. Jeg græd i en time fordi min kørelærer hævede stemmen (det var virkelig pinligt), og jeg kunne ikke grine uden at det slog over i gråd, for mine følelser var i et stort hormon-chok og helt ude af kontrol. Man skulle faktisk tro, at min krop ikke havde været gravid før sådan som den teede sig dengang!?! Jeg åd også salami pizza hver dag (og ad, dem kan jeg slet ikke lide i virkeligheden). Nå, men ikke siden der, har jeg været så følsom som nu. Det er alt det savn og den glæde folk giver os, selvom vi er så langt væk, der helt uden hormoner, påvirker mig så intenst.

Snøft snøft… Tak for nogle dejlige dage Mio og Anders.

Hjelmen på…

image

27 tusind mennesker mister hvert år livet i den thailandske trafik, og med noget så simpelt som en hjelm på hovedet og brug af sikkerhedsseler, så kunne det tal sænkes drastisk.
I Danmark ligger tallet et sted mellem 170-200 dødsfald årligt. I forhold til Danmark, så er antallet af trafikdræbte i Thailand enormt højt, men der skal jo også tages i betragtning, at der bor omkring 64 millioner mennesker i Thailand. Alene i Bangkok bor der flere mennesker end der bor i Danmark.

I Danmark over­holder de fleste færd­sels­reg­lerne, og de kører som regel hen­syns­fuldt.
90 procent af alle de ulykker, vi ser i Danmark, sker, fordi folk ikke opfører sig hensigtsmæssigt. Folk skriver sms’er når de kører bil. De holder sig ikke fra flasken og under den fartgrænse, som nu engang gælder.

I Thailand er regler i den grad til for at blive brudt. I Thailand er der venstre­rkørsel, men især dem på scooter og tuk tuk’erne tager gerne højre kørebane i brug, hvis de sparer tid ved det.
Rødt lys “gælder” heller ikke for scooterne, og særligt i områder med turister skal man være meget opmærksom, da turisterne ofte føler sig mere usårlige. Turisterne er meget farligere i trafikken end thaierne. Et af de farligste steder vi har kørt rundt det var i Phuket, ene og alene fordi at der er så mange turister der kører scooter.
Når du kører rundt i Thailand, så tag hjelm på. Du føler dig måske ikke lige så sommerlækker med hjelm på, men vi har set folk der lå døde med hovedet smadret mod en stor sten eller en lygtepæl fordi de ikke bar hjelm. De så bestemt ikke sommerlækre ud.
Der er huller i vejene, der er fart på, og der er selvskrevne regler.
Sikkerhed er en illusion, men man kan jo godt illustrere at man rent faktisk tager et ansvar, tage hjelmen på og frem for alt give sine børn hjelm på.
Også i Danmark, for selvom vi har regler og pæne veje, så er regler jo til for at blive brudt og færdselspolitiet skal jo også have noget at leve af 😉
Vi har, og har haft de fedeste oplevelser på scooter her i Asien, og jeg kan kun anbefale jer, at leje scooter og mærke friheden. Meeeen HUSK hjelm, tjek I er forsikret til scooterkørsel, og HUSK internationalt kørekort.

I kan se en skøn video om brug af hjelmen her, og den er ikke fra Thailand, så den er helt uden blod og splatter 😉

Videoen er sponsoreret

Vildt smukt

Den tidlige morgen skulle vi rejse fra Langkawi til Koh Lipe. Ikke kun for at opleve Koh Lipe men også for at mødes med min dejlige veninde Mio og hendes gode valg af en kæreste Anders.
Der er altså noget både trist og smukt ved at forlade et sted. Trist fordi, at vi nok aldrig kommer tilbage. Verden er så stor, og gentagelser kan ikke genskabe minderne. Smukt fordi, at alle de skønne oplevelser pludselig bliver pakket sammen som minder.
Lige så skønt som nuet kan være, lige så smukt kan mindet om ‘der var engang’ få smilet frem, og vi kan glædes over, at det vi gjorde, var det rigtige.

A

Vi kørte med taxa ned til færgen, hvorfra vi skulle sejle til Koh Lipe i Thailand.
Jeg kunne næsten ikke trække vejret over, at de har lavet det så smart, at vi kunne sejle fra det ene land til det andet! Måske er det et tegn på, at vi har krydset mange grænser det seneste år, at det kunne imponere mig så meget. Under normale omstændigheder, så havde vi jo først skulle sejle fra Langkawi og til fastlandet i Malaysia, derefter køre nogle timer til den nærmeste grænse, så med minivan i nogle timer til et sted på fastlandet, hvorfra vi ville kunne sejle til Koh Lipe. Jeg kunne sammenligne følelsen lidt med, hvordan jeg tror, menneskerne har haft det, da menneskerne for første gang blev præsenteret for den dybe tallerken. ‘Det er fandme smart. Den er jo dyb,… Wow det gør jo bare det hele så meget nemmere.
Som suppe der nu ikke længere væltede ud over den flade tallerken, der kunne vi nu flyde afsted i den dybe tallerken til Koh Lipe. Det er smart, det er det… Og nemt… Og imponerende.

A1

Sejlturen til Koh Lipe tog cirka halvanden time. Der var som altid sat en psykopat-film på, så voksne og bestemt heller ikke børn keder sig. Jeg forstår det ikke? Lige meget hvad tid på dagen vi kører bus, bil eller sejler, så er det altid Asiatiske film, hvor folk får hugget hovedet af med en økse. Sikke et ramaskrig (og børneskrig) der ville komme derhjemme, hvis DSB viste Chucky og Poltergeist på alle afgange, alle tidspunkter af dagen.
Rumle opdagede aldrig, at der endnu engang var psyko-tv. Nej der var mere spændende ting at lave, så som at kravle rundt og ligge på gulvet.

Da vi ankom, der blev vi sat af på en platform, hvorfra vi skulle sejles med longtail både resten af vejen. Da vi stod på platformen, så jeg lige ned i det smukkeste vand, som jeg nogensinde har set. Det var helt klart, og fisk i alle farver svømmede rundt under os. Når det kunne være så klart så langt ude, hvordan ville det så ikke se ud inde ved land?
I en proppet longtailbåd blev vi sejlet det sidste stykke ind til stranden, for til sidst af hoppe ned i det smukkeste vand.

A2

Jeg var slet ikke færdig med at være imponeret over “den dybe tallerken”. For på stranden der var deres immigration. Så kunne man stå der med fødderne i det smukkeste sand omgivet af det smukkeste vand og tjekke ind i et nyt land. Det plejer jo altid, at foregå lige ved en skummel by et sted indlands, men ikke denne gang.
Øen er så lille, at det ville være rent spild af baht, at tage en tuk tuk til byen. Så vi gik i fem minutter og så stod vi på den gade der er byen.

A3

Så begyndte vi ellers at trave rundt efter en bolig. Eller vi startede lige med at være fem minutter i chok over priserne i seven/eleven på øen. Alt er tre gange så dyrt, som de priser man ellers finder i Thailand. Man plejer ellers at kunne stole på seven/eleven som i modsætning til derhjemme, er en af de billigste steder at handle i Thailand. Bare ikke på Koh Lipe.

Øen er så lille at udvalget ikke var så stort når det kom til bolig. Varmen var helt ekstrem og taskerne vejer lidt ekstra i bagende sol. Efter en masse gentagelser af sætningen ‘No sorry all booked’ så tog vi en pandekage pause i skyggen. Den pause førte så til, at vi efterfølgende rendte ind i en mand, der kunne fortælle os hvor der var en både ledig og billig bolig.

A4

Han havde ret, og inden vi så os om, var vi indlogeret hos en sød thaidame, hvor vi fik to værelser og endda mulighed for at lave egen mad.

A5

Så skulle det da bare lige mangle, at hoppe ud i det der smukke vand….

A8

A7

A6

A9

Older posts