Anholdt med fire børn…!!!

Jeg havde bare slet ikke set den komme!!!! Jeg mener bare, vi rejser med fire børn, så er det da lidt upædagogisk at spendere hele eftermiddagen på en politistation for ulovligheder.

Nu får I historien – tilsat lidt billeder fra stunder uden dramatik.

Vi lå på stranden og dasede, og ungerne løb og legede i vandet. Det er den slags ting man bliver nødt til at gøre som backpacker, så vi tog simpelthen den hårde tjans og lavede ingenting. Sådan troede vi faktisk at resten af dagen skulle være! Børnene havde fået fiskenet, for den slags sælges på øen, også selvom de åbenbart IKKE må benyttes. Det vidste vi jo ikke, men fordi vi efterhånden er ret kendt med nationalparker, fisk og koraller så havde vi da heller ikke givet dem fiskenet med ud i vandet, før vi havde spurgt, der hvor vi boede, om man måtte fiske, og vi havde endda også spurgt, der hvor vi købte nettet, om ungerne måtte fiske. ‘Yes, yes…’ lød svaret.

Det måtte man så alligevel ikke, for pludselig står der en pænt muggen thai-dame ude i vandet sammen med ungerne. Jeg tog hende ikke så seriøst, og troede bare at hun var sådan en save-the-world-type, så jeg solede mig bare videre INDTIL hun ringede efter politiet!!! Slap lige af kvinde og spis nogle ris, man ringer da ikke til politiet når fire små børn fisker.

Det gjorde man åbenbart i deres kommune!!! Kort efter dukkede politiet op, og jeg troede faktisk ikke helt mine egne øjne. Nå, men den måtte Mikkel klare, tænkte jeg. Men ej nej, den kunne jeg ikke kaste over på Mikkel. De ville have os alle med i deres tuk tuk politibil. Gu’ skulle de da ej tage mine børn med, man må slet ikke tilbageholde børn tænkte jeg. Jeg sagde ‘No no, not the kids, you can take my husband’. De var pænt ligeglade og så turde jeg ikke sige mere. Vi måtte alle med tuk tuk politibilen(!). Anton og Rumle begyndte at stortude, og Victor og Emil sad helt forstenet. Jeg ville også have tudet, hvis jeg var 7 år!!! Det var mega scary… Vi anede ikke, hvad de ville gøre med os? Eftersom man står til både bøde og fængsel, hvis man fisker steder man ikke må, løb det mig koldt ned af ryggen. Fru Muggesen, der havde ringet efter politiet, fulgte også med, og så ikke just gladere ud.

Vi blev sat ved et bord på deres lille politistation. Der går det så op for os at INGEN af dem kan engelsk. Der er bare sådan et drømmescenarie, at blive anholdt med sine børn uden at kunne kommunikere med ordensmagten! Men det blev endnu bedre. Hende der skulle oversætte (fordi der åbenbart ikke er en tolk på Koh Lipe), var hende Fru Muggesen der ringede efter politiet. Det var eddermame tungt…!

Så måtte jeg jo heller skynde mig at smile lidt til hende, det var ellers ikke ligefrem det, jeg havde praktiseret indtil da. Jeg gik endda igang med at snakke med hende, med min aller-venligste stemme om dyrelivet på Koh Lipe og hvor vigtigt det var og bla bla bla… Det begyndte heldigvis at hjælpe på Fru Muggesens humør, og imens politiet skrev ting ned og lavede vigtige anholdelses-ting så gav jeg den lige hele armen på charme-fronten, på sådan en venindeagtig måde overfor damen.

Da vi havde været der en time, gav jeg lige min lillebror et kald over Messenger. Jeg tænkte, at jeg hellere liiiige måtte vente med at ringe til min mor, for hun havde da tabt to unger henne i vuggestuen, hvis jeg havde ringet og sagt, at vi lige var lidt anholdt i Thailand. Sådanne historier er bedre for mødre når dommen ER afsagt. Anton holdt op med at græde, hvilket ikke var så smart, for vi skulle jo gerne stresse dem lidt, så de kunne sætte os fri igen og blive færdige, og så vi kunne blive klogere på hvad det her skulle ende med?

Da dagen ikke var så pædagogisk, så kunne vi lige så godt fortsætte i den rille, så jeg bad lige Anton om at græde videre og gerne med lidt mere irriterende lyd på. Det syntes Anton lød underligt, indtil jeg fortalte ham, at vi kunne stresse politiet og give dem dårlig samvittighed. Det syntes Anton lød som en god ide, så han skruede lige op for gråden igen ‘That’s my boy’. Nu er det så min skyld, hvis han sidder og stortuder, når han bliver anholdt som voksen, og min skyld at han ingen respekt får fra de andre fanger! Vi må hellere holde op med at være kriminelle, det er mega besværligt at kombinere med god børneopdragelse.

Selfølgelig skulle de vide, hvor vi boede. Den oplysning ville vi gerne ud med, men da vi havde fortalt det, så de helt mærkelige ud? Faktisk så mærkelige, at de bad Mikkel køre med dem ud og vise, hvor vi boede! Anton fik lov til at holde tudepause imens vi ventede på, at de skulle komme tilbage. Da de kom tilbage så intet lysere ud! Det sted vi boede, var ikke godkendt til udlejning. Hmm… så havde vi da også lige stukket vores ellers flinke udlejer. Nu kunne det da kun blive godt at komme tilbage..!!! Tja, hvis vi ville komme tilbage????

Efter to f*cking timer fik vi lov til at gå med en advarsel. Jamen, hvor var jeg dog glad for, at vi ikke skulle sidde inde for ulovligt fiskeri udført af børn mellem 3-10 år. Holy crap! Havde der bare ligget tre døde fisk på bordet vi kunne sørge over, men nej, der var ingen døde fisk, så det var altså lige før, at det var liiiiige i overkanten at spendere eftermiddagen på politistationen.

Og ja vi havde pisset vores udlejer af… Jeg tror faktisk snart ikke vi kunne nå, at gøre flere thai’ere sure på en dag!

EN DAG I PARADIS, med et frisk pust fra HELVEDE!