Arg hvad….!!!

Der er virkelig sket meget siden vi forlod Koh Lipe (og jeg er laaangt bagud på bloggen) Ja, der skete faktisk også helt crazy ting på Koh Lipe. Den sidste halvdel af Koh Lipe, den skriver jeg om senere, og så vil I forstå hvorfor (mega irriterende, I know, men hav tålmodighed).

Vi havde ligesom ikke helt trukket det lange strå i vores held, da vi var på Koh Lipe, og noget siger mig, at vi både havde spildt salt, passeret en sort kat over en vej og gået under fem stiger imens vi havde tabt spejle, for det fortsatte altså med alt vores dårlige karma.

Fordi vi spontant og ret hurtigt bare skulle væk fra Koh Lipe, tog vi til fastlandet uden at ane, hvor vi var på vej hen? Vi hoppede på en båd der fløj afsted med 1000 km/t oven på bølgerne. Det var så søvndyssende på thaierne at blive banket oven på bølgerne, at jeg ligefrem begyndte at overveje, om vi var ved at blive bedøvet og kidnappet. De faldt alle sammen i søvn! Man kender det bare så godt ikke? Jeg kan heller ikke holde mig vågen, når jeg sidder på et hårdt plastisksæde og får banket rygraden ind i ryglænet. Deres hoveder fløj rundt, og så nogenlunde ud som det ville se ud, hvis en handicapmedhjælper havde glemt at spænde sin lamme brugers hoved fast inden en tur over brostenene. Men de sov bare. Vores børn er jo blevet underlige med tiden, og tilegner sig flere og flere asiatiske vaner, så de gjorde det samme!

Så stod vi pludselig på land og tænkte ‘Hmm… Hvor skal vi så tage hen nu?’ Vi spurgte en thai’er hvor den næste lidt større by var, og det resulterede i, at vi efter et måltid mad sad halvanden time på vej til Hat Yai. Jeg syntes faktisk godt, at jeg havde hørt om Hat Yai før, jeg kunne bare ikke huske hvor? En uges tid boede vi i Hat Yai, og vi lavede faktisk nul og nix. Ja, mega stenet. Men det var lige hvad vi trængte til efter Koh Lipe.

Anton havde fødselsdag da vi var der, og jeg havde så meget tid, at jeg ligefrem syede en hundebamse til ham. Det må kunne beskrive den midlertidige kortslutning, for jeg hader at sy. Det tog mig to år at få kørekort til symaskinen i folkeskolen, og i alle de år, der fik jeg kun lavet en grim grydelap (min mormor syntes dog, at den var flot, skal lige siges). Der sad jeg i Hat Yai og syede en bamse af strømper! Jeg ved ikke engang hvordan jeg fik ideen? Jeg må have haft for meget tid midt i vores stenede tilværelse i Hat Yai. Hans fødselsdag blev ligeledes ret stenet. Så vi lavede faktisk ikke så meget, for hvad kunne vi lave? Nej, vi hyggede og spiste slik. Der skal bare være nok slik, så synes børn, at de har en festlig fødselsdag. Det syntes Anton også, så det blev faktisk en rigtig hyggelig dag. Jeg kunne heller ikke lide at gå rundt i byen, for der var så mange åbne kloakker fyldt med rotter. Nogengange kom der fem løbende på stribe! Så skulle man lave ingenting i en by, så var det den helt rigtige vi kom til.

Men tilbage til stigen, spejlet, katten og saltet. Pludselig finder jeg ud af, hvorfor jeg kender Hat Yai. Der er der jeg har læst, at man ikke skal være…!!! Ekstremisterne slås i Hat Yai og der bliver hvert år smidt en bombe steder hvor der er mange mennesker, såsom storcentre osv. Så faldt min angst for de der rotter alligevel, for Hat Yai havde noget der var værre fandt Mikkel ud af efter en lille tur på Google.

Det fik os så til at vågne op, og det var alligevel også ved at være tid til visa-run. Der var slet ikke nogen af os, der gad at blive bombet, det ville være alt for dramatisk midt i sådan en god rejse. Så vi drog videre mod Malaysia, til noget vi troede skulle være mere spændende.

Hold nu fast… (Fortsættelse følger)