Brug for at rejse?

‘On the road’ til Hua Hin

Endelig kunne vi sætte kursen mod Thailand igen. Helt præcist Hua Hin. Vi var sådan set ret langt væk fra Hua Hin, men vi har en svaghed for nattoget (læs jeg har flyskræk), så selvom det er mange timer og mange kilometer, så er det altid en oplevelse i sig selv at, rejse med nattog. Det er selvfølgelig også oplevelse, at flyve, men på en mere skrækslagne måde.

a

Vi tog en taxa til grænsen, det var nemlig så smart, at vi kunne tage toget derfra hele vejen til Hua Hin. Der var lukket da vi kom, så vi kunne ikke købe billetter endnu, men måtte vente i to timer. Dem spiste vi os igennem og ungerne legede på stationen.

a1

Det kan, hvis man er lidt ligeglad med, at ens børn larmer i en bygning med meget akustik faktisk godt være en meget god legeplads. Der kan man godt som forældre lige slå “jeg er ligeglad med at de larmer” knappen til. Der er nemlig en fordel i Asien, det er, at når man har fire meget lyshåret børn, så syntes asiaterne, at de er søde, når de larmer.
Endelig åbnede de for billetsalget. ‘Yes’ tænkte vi, lige indtil damen bag skranken fortalte os, at vi ikke kunne komme med toget. Det var da godt, at vi ikke havde travlt, nu når vi havde ventet i to timer på at købe billetter.
Hmm… Så måtte vi da bare tage den til fods over grænsen. Det lyder hårdt, men det var sådan cirka ikke så hårdt, for togstationen lå lige ved grænsen. Rumle gik kold i klapvognen, og vi traskede i varmen igennem paskontrollen, og så stod vi der i det smilende land igen. Hvor de endda gav os koldt vand, mens de roede ungerne i deres lyse hår.

a2

Politiet ved grænsen viste os, hvor vi tog bussen til nærmeste togstation, så vi satte os der i varmen og ventede. Det var faktisk ret godt, at vi ikke havde travlt, for der ventede vi også forgæves.
Da vi havde siddet der i hunderede år, så begyndte vi at tænke i andre alternativer og hoppede ind i en taxa (minivan) der stoppede. Det er ikke tidsfornemmelse man har mest af her, men det var da sådan lidt mørkt da vi endelig stod på en togstation i Had Yai IGEN.
Det var ikke helt vores lod at komme afsted den dag, for der var ikke flere billetter tilbage til Hua Hin.
Tja så måtte vi jo overnatte… Vi kunne heller ikke købe billetter til dagen efter, så vi var sikret at komme med der, da de kun solgte dem på selve dagen. Så der var ikke andet for end at komme tilbage dagen efter.

a3

Vi gik på hotel jagt ned af gaden og fandt ret hurtigt et hotel, hvor vi kunne klaske os ned, komme i bad og hygge. Der var udsigt ud over byen, så alt aftenlivet kunne vi følge med i fra vinduet.

P1010447

Man kan ikke altid regne med de planer man laver her, men det fede er, at man heller aldrig skal nå noget, så om man er en dag forsinket eller ej, det betyder ikke noget. Så får vi bare oplevet noget mere der hvor vi havner. Det er så sjældent i ens liv, at man er så fri. Der hvor man ikke aner om det er onsdag eller søndag? Om klokken er 12 eller 17? Man kan bare give slip, og nyde alle de oplevelser det fører med sig. Når man bare nyder det, og alligevel ikke aner hvad klokken er, så gør det heller ikke noget at man ikke kommer toget.

a4

Efter en hyggelig aften og en hyggelig formiddag kunne vi hoppe på toget den lange tur mod Hua Hin. Den var dog lidt længere end vi havde læst os frem til, for damen bag skranken sagde at vi var der næste dag klokken 12.

a5

P1010479

Det er altid så hyggeligt med de togture. Gadesælgere kommer igennem vognene hver gang toget stopper. De har alverdens madretter med. Det er dog de færreste retter der frister os.
Dørene står åben i toget og nogengange går jeg ud og sætter mig ved døråbningen og bare ser landet suse forbi. Det er så smukt, og man ser så meget landskab og lokalt liv. De syn vil for evigt sidde på min nethinde. Når jeg sidder der, så føler jeg mig som det heldigste menneske i verden, der er afsted på det mest spændende eventyr.

Børnene kigger ud af vinduerne, de leger og der bliver bedt aftenbøn på sæderne bag os.

a6

Mikkel og jeg sover altid på skift, når vi rejser med nattog. Så da jeg havde taget min vagt, så var det Mikkels tur. Ved fem tiden om natten ville han lige have lidt kaffe da toget stoppede. Så han stak hovedet ud for at tjekke om der skulle være en kaffe sælger da toget stoppede.
Det var der ikke! Men der stod Hua Hin på perronen. Det var der vi skulle være næste dag?
Børnene og jeg sov som sten og vores ting lå som en lille eksplosion om os, da Mikkel på meget få sekunder skulle få liv i os alle. Vi skulle hurtigt samle alt vores bagage og hoppe ud.
Havde det ikke været for de mænd der tidligere havde bedt aftenbøn i toget, ja så havde vi ikke nået af. De sprang op fra deres søvn og bar alt vores bagage ud på perronen, og samlede de små dimsedutter op, som vi havde tabt under sæderne.

a7

P1010536

(Jeg fik ikke taget nat-billeder, så nu kræver det fantasi 😉 Rumle sov stadig og blev klasket ned i sin klapvogn, og vi andre stod helt desorienteret med halvåbne øjne og spottede ud over den smukke station.
Jamen så kunne det da være dejligt lige at finde et sted at sove i den hebpåpå så klokken 5 om morgenen traskede vi afsted… (Fortsættelse følger)

image

   

1 kommentar

  • Frederikke

    Hvor er det nogle skønne små historier fra jeres rejse du skriver! Jeg glæder mig til at læse fortsættelsen 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Brug for at rejse?