image

Så så man lige mig! Mor til fire, der pludselig poster billeder ud til flere tusind mennesker på de sociale medier klædt i en lille bikini under den blå himmel.

Jeg havde uden tvivl rystet på hovedet, hvis der for 15 år siden var en, der havde sagt til mig, at når jeg en dag havde født fire børn, så ville jeg troppe op i bikini i aviser, magasiner og ugeblade samt min blog og Instagram… Hmm… Men okay. Jeg kunne vel i teorien også have mødt jer alle sammen på stranden,siger jeg til mig selv. Jeg har nemlig nået den alder,hvor jeg er begyndt at snakke med mig selv. Det’ op af bakke!

Men for 15 år siden, ville jeg nok have tænkt: ”Hvad er en blog og hvad er Instagram?” Og derefter: ”Er det nu også passende eller er det upassende?”

Hvad med mit privatliv? Det blotter jeg også. Både det sjove, det fantastiske, det ærgerlige og det pinlige (som fx historien om den gang jeg drak tis) Det kan læses HER. Hvor meget bør man blotte sig? Hvor ærlig skal man være i sin blog?

Der er naturligvis sket ting, som jeg ikke har skrevet om. Ting der var for private, gjorde for ondt eller som gjorde mig bange. Lad mig komme med et par eksempler. Jeg mistede et familiemedlem, imens vi var ude at rejse, og det gjorde så ondt, at jeg ikke kunne dele det. Sorgen er svær at sætte ord på, når man ikke engang er der til at sige farvel. Savn og længsel tog mine ord, og hvordan forstår man virkeligheden når den går for stærkt og er så fjern? Rumle var tæt på at blive kidnappet på rejsen, og vi har ham kun endnu takket være hans storebrødre. Jeg mistede tilliden til landet, jeg blev konfronteret med min største frygt, og jeg opdagede, at vi aldrig havde fået hjælp, var det værst tænkelige scenarie sket. Det har været oplevelser der var så stærke, at jeg slet ikke har kunnet finde ord. Jeg deler det nok en dag. Den dag hvor det falder mig naturligt. Det er der, hvor jeg som blogger må mærke efter, for nok giver jeg en del af mig selv, men mister jeg mig selv i mine ord, så vil ordene flyde.

Det har været vigtigt for mig, at det var en ærlig blog. Men det har også været vigtigt for mig, at jeg hele tiden havde hjertet med. At jeg udgav det, som jeg kunne udtrykke. Jeg skrev om det, jeg en dag selv gerne ville læse igen. Hvis det var en dagbog, så havde jeg været helt afklædt, men der ville kun få udvalgte mennesker få nøglen til den.

Jeg havde faktisk slet ikke gjort mig en eneste tanke om mit blottede privatliv inden vi rejste. Jeg startede min blog primært så familie og venner kunne følge med på rejsen. At bloggen pludselig skulle blive så populær havde jeg aldrig set komme. Så jeg nåede vel aldrig rigtig at tage stilling. Det tog bare fart, og flere og flere læsere kom til. Jeg rykkede over til Bloggers Delight, og så kom der interesse fra aviser og magasiner. Det blev også sjovere at skrive, og pludselig opdagede jeg, at mine ydmyge ord og billeder ændrede livet for en masse mennesker derhjemme.

Jeg er stolt af, at der lige nu er en masse familier der er rejst ud i verden, fordi de har læst vores blog. Vi delte et eventyr, og så har vi givet eventyret videre ved at vise, hvor nemt det er at følge sine drømme med favnen fyldt med børn. Jeg får desværre ikke besvaret alle de emails jeg får, for jeg får rigtig mange hver dag. Men det varmer inden i, og det giver mig et kæmpe smil, når jeg læser, at I rejser fordi vi har vist jer at det er muligt.

Jeg har givet så meget af mig selv og min familie, men jeg har fået lige så meget igen af jer. – Tak.

Jeg elsker stadig at blogge, og at dele billeder fra vores liv på bloggen og Instagram. For med fire dejlige unger sker der altid noget. Sådan er vi og livet er jo ret sjovt, og jeg nyder fortsat at have jer med.

Kram fra en blotter-blogger.

image