Nej, der var vist ikke rigtig nogen plan for dagen... Vi travede afsted i en ubeskrivelig lummer va
Se næste indlæg >
En skør skør familie…
Pludselig var vi på en Ø hvor vi gik på en øde vej, mellem to færger og blaffede…
Men inden vi nåede dertil, var det en almindelig lørdag morgen
(så almindelig som den nu kan blive her) Vi var sådan lidt rastløse, for vi var i humør til en Crazy oplevelse. Vi havde set det meste af øen efterhånden, og vi skulle efter vores spinkle plan, først rejse derfra på tirsdag
(vi havde betalt bungalow forud indtil tirsdag)
Men nu er planlægning, og os sjældent noget der holder, vi er simpelthen alt for spontane. Og spontane blev vi også denne lørdag!
For hvad med vi pakker, og rejser lige nu.! Så kunne vi tage op mod Bangkok, og besøge Art, en af Mikkels gode venner fra årene på kostskolen i England.
Han ejer nogle forskellige huse, og resorts her i Thailand. Jeps alle var friske på ideen, og inden vi så os om var alt pakket.
Der stod vi med rygsække, og var på vej hen til Mikkels ven, en distance på ca 1300 km. For at komme derhen skal vi fra øen, og til Krabi, fra Krabi til en by ca 2 timer væk der hedder Surat Thani, og derfra med tog i 11 timer til Bangkok, derfra videre til Prachinburi ca 2 timer i bil fra Bangkok.
Det var selvfølgelig lidt sent at gå igang med det projet, for klokken var 15.30 da vi begyndte at pakke! Almindelige mennesker ville måske sige, super det gør vi så imorgen!
Men det var simpelthen for spændene til at vi kunne vente, og hvad er det værste der kan ske? Tja, at vi ikke når så langt og må sove et eller andet sted undervejs…
Vi traskede ud for at finde en der kunne kører os fra øen, men der blev vi (jeg) altså nærige.
For de ville have nærmest det dobbelte for turen, som man kan få det for andre steder.
Det er fordi vi er på en ø, så de ved at folk skal derfra før eller siden, så kan de godt presse prisen op syntes DE.
Men jeg er altså forhandler helt ind til marven, og går kun med på en pris hvis jeg føler, at jeg har fået den pris, som jeg ville have.
Så når nu vi ikke kunne det til den pris jeg ville give, så fik jeg en ny ide! (En federe ide, der var tilsat spænding)
– hvad med at forlade øen gratis ved at blaffe, og så få en stor oplevelse ud af det..!
Vi havde i forvejen været inde og læse om det at blaffe i Thailand, og det skulle være ganske ufarligt, men krævede tålmodighed.
I forvejen er halvdelen af de tuk tuk-er (I de ikke mafia styrede byer) man bliver samlet op af, private personer, som lige ser deres snit til at tjene lidt baht på at transpotere turister, når det passer dem (So same same but spændene)
Mikkel var imponeret over mine gode og spændene ide, og efter at jeg havde solet mig i glæden over min ide, traskede vi afsted for at fuldføre min plan.
Da vi var på vej, slog vi lige et smut forbi 7-11 og købte en sprittusch, og papir til at lave et skilt med.
Vi havde vores trækvogn på slæb, den var knækket i svejsningen, så vi måtte efterlade her på øen.
Mikkel fik den ide, at gå ind til en scooter mekaniker, der har vist stor interesse for trækvognen, og bytte den for en gratis Tuk Tuk tur til færgen.
Den plan var skide god, efter 10 min sad vi alle på en lille tuk tuk, fyldt med vores bagage, klapvogn og hele vores store familie, og han var en glad ejer af en ny trækvogn.
Først kørte han os til den færge hvor man tager på udflugter fra, det tog os lang tid, og krævede hjælp fra 5 andre thai’er at få ham til at forstå, at vi skulle til bilfærgen (klart han havde svært ved at forstå det, når vi ingen bil havde)
Vi blev endelig sat af ved den havn, hvor man tager færgen med bil eller scooter. Der traskede vi så på gå ben ombord.
Ja, så langt så godt… Vi var ret glade over, at vi var kommet det første stykke så hurtigt, uden at hive en krone op af lommen.
Og hvor fedt er det lige at stå der på en bilfærge, med en udsigt der ville gøre mig selv jaloux på mig selv, over at jeg oplevede det sammen med min dejlige famile, med rygsække på og godt humør…Nu er vi sku på eventyr!
Færgen gik i land på en ny ø, derfra skal man køre ca 10 km til den næste færge, der så går til fastlandet.
Vi satte os ned, og fik skrevet vores skilt hvor der stod – ferry.
Så gik vi, og gik og gik… Det var så åbenbart Thailands varmeste dag i år, som vi havde valgt at gå på.
Alle gik med rygsække, minus Rumle der sad mageligt i sin klapvogn
(der brokkede sig over at han ikke måtte gå) Vi svedte som vi aldrig har svedt før, det løb nedad os, og rygsækkene blev tungere og tungere for hvert skridt vi tog…
Vi måtte gå på lige række, da det er en vej hvor bilerne kører stærkt, der kommer heldigvis kun biler, når der kommer en færge i havn på en af siderne.
Når der kom biler, så var det var med at holde skiltet op, og SMILE…
Første færge i havn, vi blev ikke samlet op, anden færge i havn, og vi blev ikke samlet op, tredje færge i havn, og vi blev ikke samlet op…
Vi holdte humøret oppe til trods for at det var virkeligt hårdt at gå i varmen, endnu en gang fandt vi faktisk os selv syngende, da vi travede afsted (ved ikke hvad der sker for alt det sang, og os her i Thailand?) det var vildt hårdt at gå, så lidt sang hjalp nok på det?
Det var en ren militærøvelse I børnehøjde, de skal nok blive klædt på, til ikke at klynke over småtrætte ben.
Fjerde færge i havn, vi skyndte os at holde skiltet oppe, da vi hørte bilerne. Vi håbede på, at vi snart sad på ladet af en pickup, og kunne få smidt de tunge tasker, og få luft i hovedet…
De første mange biler susede med høj fart forbi os, og vi nåede lige at tænke på at denne plan måske var lige fresh nok..!
Men da, i selv samme øjeblik holder en bil ind til siden, og ud stiger en sød gammel thai’er, vi har mødt ham mange gange før, for han gik rundt som altmuligmand, på et resort vi havde boet på. Nogle dage før havde jeg faktisk, taget billeder af ham, hvor han står og laver bål.
Han ville kører os (for free) og han skulle oven i købet til Krabi centrum (en tur på halvanden time) Han smed vores tasker op på taget af bilen, selvfølgelig uden at binde dem fast (typisk thai’er) hans datter og lille barnebarn rykkede op på passagersæde foran, og på bagsædet sad vi alle seks, og pyt med at vi sad klemt, for vi sad i aircondition.
Tænk sig, nu var vi snart ved næste færge og på vej til Krabi, og vi havde stadig ikke brugt en eneste krone!
Det var vildt hyggeligt at sidde der, og grine af den lange svedige gåtur, hvor vi var lige ved at være nervøse, for om vi ikke ville blive samlet op?
Vi kom til nummer to færge, og vores redningsmand fortalte os spændene ting om Thailand på sejlturen.
Planen var at vi ville blaffe videre fra Krabi, men da vi nåede Krabi var det mørkt (æv) så ville vi ikke blaffe.
Det var helt mærkeligt, pludselig at stå i så stor (og beskidt) en by efter ø-livet.
Der gik ikke flere busser den aften til Surat Thani, hvorfra vi skulle med tog til Bangkok.
Så vi måtte finde en private driver, vi gik rundt i 2 timer og forhandlede priser. Det var ikke før vi havde spurgt, og forhandlet med en masse, at vi kendte deres laveste pris (og de svinger meget i pris)
2500 baht var det laveste vi kunne få dem ned på, vi ville have dem ned på 2000 baht.
Det lykkedes efter lang tid at finde en der ville køre os for 2000 baht, da vi fandt ham, var vi endnu mere svedige af at bære på de tunge rygsække i den lumre aften varme, og trængte virkelig til at sidde ned, og komme af med taskerne.
Vi satte os ind i hans taxa, total glade over at vi fik det vores pris.
Klokken var 22 og nu var der også kun to timer til toget gik fra Surat Thani til Bangkok. Det tager minimum halvanden time at komme dertil.
Han startede bilen og kørte, så kørte han 1 km og stoppede pludseligt ind til siden, og talte med en chef eller noget? Så kom han tilbage til os, og nu ville han have 2500 baht, og ikke 2000 bath…! Det gad vi ikke, når han havde sagt en anden pris først, så vi gik ud. (Min forhandler stolthed ville knække, hvis jeg gav ham de 500 bath ekstra)
Vi fandt ud af, at vi nok bare, skulle have givet ham de 500 bath ekstra. Nu måtte endnu engang vade rundt i varmen, med alt vores crap og forhandle priser.
I trængsel af biler, scootere og mennesker i den travle by, gik vi helt trætte, klamme og svedige rundt, og måtte til sidst indse at laveste pris var 2500 bath.
Mit forhandler gen måtte se sig slået, og vi måtte nu finde en ny til de 2500 bath.
Deres uniform klædte mafiaboss for taxaerne, havde vist allerede hørt om os, vi gik forbi ham i de travle gader, og han sagde – 2500 bath Surat Tani… Da han så os…! Deal, så vi hoppede ind i en ny taxa!
Drengene og jeg sad alle på bagsædet, og Mikkel foran. Han kunne intet engelsk, så vi kunne slet ikke kommunikere med ham (han så også uhyggeligt tavs ud) Han låste alle dørene i bilen, og vi syntes for første gang i Thailand, at det var uhyggeligt at kører rundt i taxa (den arme mand har nok bare været sød at låse dørene, så der ikke faldt børn ud undervejs)
Det var mørkt omkring os, og pludselig drejer han ned at en lille grusvej!
Han kørte mod en stor gitter låge, og mit hjerte er holdt op med at banke! Hvad skulle vi der, og hvorfor har han låst alle dørene? Åh nej, han er nok øksemorder!!!!!
Drengene blev også bange, over at vi kørte ned af den vej (eller dvs Victor blev bange, og lynhurtigt infomerede sine brødre, om den eventuelle fare) manden gik ud af bilen, og han sagde noget på thai.?
Han skulle nok hente en økse!!!!!
Han kom tilbage igen, nu i en ny skjorte!
Han har nok troet, at han lugtede, for det gør pæne turister jo ikke, så det kunne jo ikke have været os der havde svedt…!!!
Vi havde svedt hele dagen, og var så beskidte af støv. Vi har helt sikkert lugtet mere af gammel pizza end vanille.! Stakkels tavse øksemorder, nu tror han at han lugter!
Så kørte vi heldigvis videre, men det blev vi ikke mere afslappet af. For udenfor var der helt sort af mørke, og med hans uhyggelige tavshed, blev vi kun mere nervøse. Pludselig lyser hans benzin lampe, som et ondt rødt øje i mørket (ja, man havde vel kørt sig selv op) og han skal finde en tankstation, alt havde lukket, og han kører forvirret rundt, og ringer til alle han kender, for at få hjælp til at finde en tank station.
Han vælger så at ordne alt på sin mobil, i mens han køre afsted, på de mørke veje. Han svinger i de forkerte vejbaner, og køre som død og djævel, i mens hans øjne er på mobilen, og han forstår ikke, når Mikkel prøvede at sige til ham, at han ikke skulle kører og kigge på mobil samtidig!
Vi var virkelig bange, og samtidig også ved at være stresset, over at chancen for at nå det sidste tog til Bangkok var lille. Da han på daværende tidspunkt har brugt 40 minutter på at lede efter en tankstation, op og ned af uhyggelige mørke øksemorder veje …
Endelig stod vi ud af bilen, vi nåede lige at ånde lettet op i to minutter, indtil jeg opdagede, den klammeste rotte lige foran os! Stay nu away klamme dyr! I må ikke vise mig at i eksistere…
Vi stod nu I Surat Thani, klokken var 01.30 om natten.
Heldigvis (meget heldigvis) gik der endnu et tog til Bangkok klokken 02.00 (god overraskeskelse)
Vi gik over og købte lidt forsyninger, og så lige lidt af Surat Thani i mørket.
Det vi så var møgbeskidt, og med affald over alt (men nu var vi også lige i stations området, og ikke i selve byen)
Endelig kom toget, vi måtte skynde os at løbe hen til den rigtige vogn.
Jeg hoppede ind først, så vi var sikre på at toget ikke kørte med et barn alene, og så ellers unger og bagage ind, toget gik så igang med at køre, da Mikkel klapper klapvogn sammen.! Heldigvis kører de med åbne togdøre, og Mikkel får med klapvognen i hånden sprunget på i farten, til lyden af fire børn der er i midlertidigt panik, over at toget kører uden far!
Alle mand er inde, og vi går ind i, hvad jeg uden at tøve, vil kalde det mest beskidte tog, jeg til dags dato har set.
Her skal vi være de næste 11 timer! Der er gammelt mad på gulvet, og indtørret snavs over alt. Det tog var mere beskidt end os!!!
Vi fik pakket tæpper ud, og klistret os fast til sædet. Der gik ikke længe før børnene sov, vi var alle ubeskrivelig trætte.
Mikkel og jeg turde ikke sove på samme tid. Der var fyldt med alle slags mennesker i toget, og vinduer og tog døre stod piv åbent, så vi skulle ikke risikere, ikke at have øje på børnene.
Resten af natten gik med at sove på skift, og kigge ud på det mørke landskab, og håbe på at drengene ikke ville vågne, af de høje lyde der af og til kom fra toget, de pludselige opbremsninger og bumlen afsted.
Om natten kom der sælgere ombord på toget ved hvert stop, som solgte kolde drikke, og hvad de nu ellers havde lavet af risretter og supper osv…
Det smagte som noget der havde ligget I deres kurv i flere dage, og ventet på at blive solgt! De to pølser jeg skulle spise, de er, og bliver pølser jeg aldrig glemmer!
Solen stod op efter få timer, og udsigten igennem landet var ubeskrivelig.
Drengene vågnede op på skift, og heldigvis sov Rumle så godt, i hans klapvognsoverdel, at han først vågnede klokken 10. Vi så nemlig gerne, at han sov længe, for gulvet var så klamt at han ikke måtte kravle rundt der.
Vinduer og døre der stod åbne, og lige til at falde ud af, det var slet ikke Rumle venlige omgivelser.
Resten af turen hang vi alle ud af vinduet, vi snakkede om alt det vi så, og nød den luft vi fik i hovedet til trods for, at den var varm som luften fra en føntørre.
Der var smukke bjerge, marker, mærkelige dyr vi ikke engang aner hvad hedder? Blikhuse, og små fattige kolonier de har bygget langs togskinnerne. Smukke bygninger, og natur der ikke kan beskrives med ord.
Vi kogte i toget, og vi var snart ikke så sarte omkring omgivelserne mere, for vi var altså selv på samme klamheds-niveau. Ja, jeg sad faktisk på et tidspunkt og klippede negle på Rumle i toget, UDEN at det føleses mærkeligt (så klamt var der)
Det er sjovt at opleve hvor hurtigt man indstiller sig på nye omgivelser, og jeg kan kun sige at det var en fed oplevelse, de 11 timer i toget, trods varmen, snavset og den manglende søvn. For vi så og oplevede så meget, og det var en verden, så langt fra den verden vi kender.
Jeg syntes faktisk ofte, at vi har de fedeste oplevelser langt væk fra glans og glamour.
Toget kørte ind på Bangkok central station, bagage på ryggen, og med børn i hånden gik vi spændte ud af toget.
Vi vidste nemlig ikke helt, om vi ville blive hentet, vi var to timer senere I Bangkok, end vi havde skrevet til Art, og vores telefoner løb begge tør for strøm på vores lange tur.
Heldigvis stod Arts søde chauffør tålmodig, og ventede på os på stationen, klar til at hente os (og heldigvis er vi genkendelige blandt thai’er med vores fire hvidhåret børn) chaufføren kom forsigtigt hen til os ” Mr Micros” ? Ja sagde vi øjeblikkeligt, han smilede og kørte os hen til Art.
Jeg så slet ikke noget på bilturen i de to timer vi kørte, bare det at sidde i aircondition, med børn der ikke kunne falde ud af døre og vinduer, det gjorde mig så afslappet at mine øjne faldt I.
Det var en stor bil, med mere fukus på benplads end sæder, så børnene lagde sig på gulvet i bilen og sov (og det var rene gulve, det bliver man facineret af efter tog turen)
Beskidte, lugtende og tja lidt klamme i kanten steg vi ud af bilen, vi var nu ankommet til målet her et døgn efter!
Og wow aldrig har vi været så smukt et sted, alt er smukt her og helt rent. Magen til jetset tilværelsese har vi dog aldrig befundet os i. Udsigt fra den store smukke seng lige ud til floden, hvor der ligger speedbåd og kajakker til fri afbenyttelse…
Der var lavet mad klar til os, og tjeneren stod så fint og sørgede for os.
Vi satte os ned, og nu passede vores snavsede ansigter ikke til omgivelserne.
Vi hoppede i den smukke flod lige efter maden (hvor vi havde spist ris, en grillet fisk på 10 kilo og 50 dybstegte rejer) og nøj det var en helt ubeskrivelig følelse, at mærke vandet køle ens krop, efter så lang en tur i den varme, og alt støv og snavs forsvandt ud i floden… Det rigtige bad senere på det smukke badeværelse, det var så endnu mere ubeskriveligt.
Vi glemte alt om træthed lidt endnu, og blev sejlet en aftentur i speedbåden på floden.
Se lige os, aftentur i speedbåd på en flod et sted uden for Bangkok med solnedgangen i horisonten.
Hold kæft hvor er livet fedt, og vi lever det…
Jeg blev helt varm om hjertet, når jeg kiggede på drengene der sad der med store smil, helt facineret over farten på båden og alt det de så langs floden.
De bliver fyldt med så mange oplevelser, og jeg er så stolt over at opleve deres styrke, og uholdenhed på rejsen hertil.
Victor sagde til mig da vi sejlede afsted – så havde du ret mor, det var det hele værd! Jeg sagde nemlig til ham, da han gik med sin store rygsæk, og trætte ben i aftenvarmen i Krabi – hvis du vil opleve spændene ting i dit liv, så må du også kæmpe dig derhen nogle gange, og tænke kreativt. Og når du er ved målet, så opdager du at vejen dertil var lige så sjov, og det hele værd.
Bloggen kan følges på facebook – verden som legeplads blog
(Der udgiver jeg alle blogindlæg)
Instagram –
verden_som_legeplads
Hilsen Tina & familien
Ingen kommentarer endnu