Det er intet mindre end et mirakel når vi får børn, men et af de helt sto
Se næste indlæg >
Må man gå der?
This is my lift, this is my….
Hvor tit sidder man egentligt en aften, på en regnskovs ø, og kigger ud over bjergene til lyden af Kim Larsens største hit der spiller i det fjerne fra en restaurant. Tja, nok nogenlunde lige så tit som man traver otte kilometer, med fire børn på en regnskovs ø…
Nu lyder otte kilometer måske ikke helt vildt, men hvis jeg så siger at Thailand er pænt varm lige nu, øen er et bjerg, og vi havde fået den fremragende ide, ikke at tage klapvogn med… Den ide med ikke at tage klapvogn med, den opstod fordi vi ville gå hen til et vandfald der ligger inde på øen. Der kan man ikke bare trave med en klapvogn, men det kunne vi altså godt have haft gjort de otte kilometer derhen.
Vi havde taget et kort over øen med, så vi kunne finde vandfaldet, eller det troede vi, at vi kunne! Et kort over en regnskovs ø, det er grønt og så er der noget kyst. Hvor på kortet er man så nået til når alt er grønt? For ikke at gå unødvendige omveje så spurgte vi os lidt til råds undervejs, først spurgte vi en thaier, han smilede og sagde – yes, yes… Mon det betød at han havde forstået, at vi skulle til vandfaldet, og at vi var på rette vej? Vi gik og vi gik, så spurgte vi endnu en thaier, han smilede og sagde – yes, yes okay! Hmmm… Det gav os ikke den helt rigtige følelse af at være på rette vej.
Den næste vi mødte, var en Cobra, den lå sådan cirka der hvor vi gik, jeg skal holde op med at Google dyr. Det er som om de dukker op for real, hver gang jeg har Googlet dem (de kan deres kram hos Google) Den var heldigvis bag os, for vi kom fra sidevejen, og jeg siger jer, at vi gik stærkt. Det var virkelig uhyggeligt at se sådan en i det fri, jeg er jo vokset op med at alt der kan bide, enten er i bur, eller bliver aflivet. Man bliver sådan en anelse anspændt resten af turen, og vi går og kigger på vores fødder konstant. Jeg mener helt bestemt at det må være første gang, at jeg er irriteret over at mine tæer ikke har øjne! Man får vist lidt, det der hedder paranoia her, for jeg evner cirka ti gange om dagen, at blive bange for mit eget hår! Der er så mange dyr, så det mindste der killer eller rører en, det kan KUN være en slange, en mega edderkop eller et andet klamhedsdyr (eller ens eget hår). Med et nederen kort, og vores øjne på fødderne, måtte vi snart finde en der kunne engelsk, og fortælle os om vi var på rette vej? Og der, lige midt i ingenting, var der en bambus pavillon, det var en bar og der spottede vi en lyshåret ældre mand bag baren. Han måtte vide hvor vandfaldet var?
Vi gik ind i baren, og jeg kan godt sige IND, selvom der ikke var vægge, døre eller vinduer. For det var som at træde ind i en helt anden verden, det mindede om bar i en tegnefilm. Der var ikke en af dem der sad ved baren, der havde alle sine tænder, mænd 60+ med dreadloks, store smil og en øl i hånden. De blev så glade for at se os, at de alle snakkede til os på en gang, nogle var så fulde at de gentog sig selv hele tiden, og fortalte om hvor smukt vandfaldet er, en der ikke kunne stå oprejst, han ville gerne give os et lift i sin bil, den selvsamme herre, der ville give os et lift, fik en åbenbaring over at se alle vores børn – Now that I see your children………it reminds me, I have four children as well. Det eneste der manglede var at de havde sunget en sang og danset på baren. Vi takkede pænt nej tak til et lift, det undrede ham, når han aligevel skulle den vej? Men vi smilede, og gik videre i rigtig retning, han kom kørende, og svingede forbi os kort tid efter, imens han dyttede og vinkede (Nu var vi jo en slags venner).
Vi besluttede os for at gå resten af vejen langs kysten, så skulle vi ikke gå og kigge efter slanger.
Det kan godt give en slags forsinkelse at tage sådan en beslutning, for nøj der var smukt. Gyngerne hang i de smukke træer langs stranden og udsigten var helt ubeskrivelig.
Jeg er stadig deprimeret, over at jeg ikke har mit kamera her på koh Chang, så det er stadig min iPad jeg må bruge som kamera. Jeg bærer lidt nag til øen, over at den ikke har batteri til mit kamera, og jeg får vist også nævnt det et par gange om dagen. Måske jeg bare skal Google det, så dukker der nok et op!
I ren hyggelighed over at være på denne dejlige strand, så glemmer vi alle, at vi er på vej til vandfaldet. Pludselig sidder vi under et smukt stort træ, og spiser den frokost vi skulle spise ved vandfaldet? Drengene gynger og klatrer i træer, og vi sidder bare og nyder synet.
Det var sådan en smuk uberørt og rolig strand, vi spottede en sød, ikke nogen prangende men en nuttet bungalow. Så blev vi i humør til at flytte over i den, den var nemlig tom. Og nu skal jeg fortælle jer hvorfor den var tom! Den kostede 35 tusind danske kroner at leje i 14 dage!!!! Okay, vi så at den havde egen lille pool foran, da vi spurgte om prisen, men 35 tusind!! Ja, så vi sagde til ejeren at vi liiiiiige ville tænke over det (as If)… Ikke engang hvis jeg vandt en milliard, ville jeg bruge så meget på en bungalow… Hvem gør det? Og hvorfor? Hvem er de?
For ikke at gå helt i stå med vores vandfald projekt så gik vi videre, vi gik stadig langs stranden.
Men der foran os, blev strand til floder af vand der kom fra bjergene, og på floden lå en by. Det var så fint, smukt og flot, og så sad vi fast igen! Drengene legede krigere, badede i floden og råhyggede….. Der gik længe inden vi huskede, hvor vi egentligt var på vej hen?
Vi gik efter lang tids hygge videre, og klokken var måske ved at blive mange? Vi kigger ikke så tit på ur her, men solen begyndte så småt at huske hvor den skulle hen.
Det var nok blevet for sent til at besøge det vandfald, og måske var det slet ikke så tosset, for vi havde virkelig haft en dejlig dag. Dagen efter talte vi med en australier der har boet her i 11 år, han fortalte, at vi slet ikke skal gå alene op til det vandfald. Der er rigtig mange her på øen der bliver bidt af slanger, og i følge ham så rapporterer de ikke alle bid, for ikke at skræmme turister væk. Så han anbefalede os, ikke at gå derop med små børn. Så måske var det skæbnen, at vi blev fristet af så meget andet på vores vej?
Vi hyggede lige til solen gik ned, og med trætte børn, og ben tog vi en pickup taxa hjem. Sjovt nok var der ingen af børnene der nævnte vandfaldet, de havde vist bare haft endnu en skøn dag her i Thailand og der behøver slet ikke at falde vand ned for at dagen er helt perfekt.
Af Tina Ørsted Rosendahl
Instagram – verden_som_legeplads
Ingen kommentarer endnu