Så sejler vi der med alle vores børn…
Vi er i paradis her på koh Samet, og alt vi ser her gør os mere nysgerrige. For hvad er der bag klipperne? Hvad er der på det sydligste punkt på øen? Vi kunne jo køre rundt…. Meeen vi fik en sjovere ide, for hvad med at sejle rundt om øen, i kajakker. Vi havde jo fået taget vores “kajakmødom” da vi sejlede på floden i Bangkok, så hvorfor ikke prøve at sejle på havet, rundt om den smukkeste ø med det smukkeste vi har. Bare sidde der ude på det blå hav og føle sig fri, og se ind på alt det smukke land, fra et sted hvor der kun er lyden fra bølgerne.
Der er ikke lang fra ide til handling her, så vi skyndte os straks hjem med klapvogn og strandbagagen, og fik hentet drengens redningsvenste. Vi fandt hurtigt et godt sted at leje kajakker, og sim sa la bim så lå vores to kajakker der og smilede til os på stranden.
Når børnene skal vente på noget, så er denne her verden altid så spændende, at de ikke når at kede sig. De kan løbe rundt, de kan sidde helt betaget af det de ser, sidde i deres helt egen verden og bare beundre sandet der løber mellem deres fingre eller ned af bådens åre, eller lege vandhunde og gå på krabbe jagt.
De der rastløse øjeblikke, de er svære at få plads til i en verden der så spændene. Det er et “frikvarter” der er værd at vente på, efter de har siddet hele morgenen og formiddagen og lavet skolearbejde. De plejer også at lave skolearbejde om eftermiddagen/aftenen men efter en dag til søs måtte vi strege skolen, da de var alt for trætte. Det var så (næsten) et plaster på såret efter at de fandt ud af at de ikke har skolesommerferie.
Det bedste vi har taget med os af praktiske ting, det er helt klart børnenes redningsveste. Dem købte vi inden afgang på DBA og de har været uundværlige op til flere gange. Der er så meget vi har oplevet til søs, som vi aldrig havde gjort uden de veste. Der er kun redningsveste til voksne ved udlejning af både og på sejlture. Jeg er vild med tanken om at børnene har hovedet over vand hvis vi kæntrer, eller er på en båd der synker (gisp)
Hver gang vi kaster os ud i noget nyt, så kommer tanken, hvis der skete noget forfærdeligt ude på havet, når vi sad der med små børn. Men så tænker jeg altid, tja vi kunne også leve et kedeligt liv, og så køre galt på vej til fakta, på en gråvejrsdag hvor regnen bare klasker mod bilruden, og vi ikke engang kan huske hvornår vi sidst grinte rigtigt sammen. Sådan en dag hvor rutinenen har taget så meget overhånd, at man bare køber medister fordi at inspirationen er vasket væk af regnen, og man finder ud af at fakta er fulde af løgn, når de siger det kun tager fem minutter! Det gør det jo aldrig, og i ren stress over alt det vasketøj der skal vaskes derhjemme kører man for stærkt….
Jeg har nemlig fundet ud af at det kræver meget mod at rejse, og jeg kan også godt blive bange… Men måske er det ikke det farligste at leve livet, måske er det farligere at glemme at leve livet, eller vente på imorgen. Vi lever livet nu, og det er vel det det hele handler om.
Vi sejlede afsted, og jeg kan slet ikke beskrive hvor smukt det var. Jeg kigger hen på den ene båd hvor Mikkel sidder med Rumle og Anton de griner, og børnene tager hænderne ud i vandet og ser fascineret mod land. I min båd sidder Emil og synger en kattesang, Victor griner og gør sit bedste for at ro i takt med mig.
Anden dag vi sejlede havde vi taget dykkermaske med, nu lå vi ikke bare og flød rundt og nød synet af det fantastiske hav, nej nu kunne vi også kigge ned i havet. Det var så spændene at kigge ned I den verden, der var fisk i alle farver og størrelser, jeg så faktisk den store ballon fisk, som vi så død på pattaya strand (ja, det var jo så ikke helt den samme) der svømmer de rundt, blandt de smukkeste koraller, og der har de deres helt egen verden, som vi kunne kigge ned på. Jeg blev helt sagelig af at dykke rundt, og var helt opslugt af det jeg så. Da drengene dykkede, blev jeg så glad ved tanken om alt det deres øjne ser lige nu, for det her er, den blå planet jeg aller helst vil vise vores børn.
Vi gik i land på flere strande, og hver gang vi satte vores fødder på land eller igen tog ud til vands så var det den ultimative frihedsfølelse, og bare en reminder på at verden er lige foran os, og jeg er så glad for vi åbnede øjnene og dørene, så vi går her og sejler afsted lige til solen går ned.
Vi gik i land på en større strand, der var en masse små boder. I en af boderne var en thai familie, de havde den smukkeste lille datter. Så hvem kan fortænke Rumle i at syntes hun var ekstra sød, Rumle har nemlig en svaghed for thai piger. – Åhh se hun er så sød, åh så nuttet… Han giver dem kys, og han går hen og krammer dem. Hende her, hun fik også alt Rumles kærlighed. Ja man kan vel ikke gøre for at man går og små forelsker sig i disse smukke omgivelser, med så mange smukke små piger.
Drengene legede med pigen, og nu havde vi sat vores fødder endnu et nyt sted… Vi nød bare udsigten og så på thaier der gjorde deres både klar, passede deres deres boder, og deres daglige pligter med en ro og en afslappet tilgang til livet, alt i mens de smiler til alle der passere dem. For her behøver det ikke kun tage fem minutter, her tager det bare den tid det tager.
Jeg putter hvert et smil i min lomme, hvert et syn ind, i en helt anden verden gemmer jeg for evigt. For endnu engang har vi oplevet noget nyt, noget spændene og noget fascinerende… Men det bedste er, at vi oplever det sammen…
Hilsen Tina Ørsted Rosendahl
Ingen kommentarer endnu