Så længe man ikke lever som en bangebuks

Eventyret bliver jo bare ved og ved… Og hvis livet handler om at leve fuldt ud, så er vi lige der hvor vi skal være. Vi tog afsked med koh Samui, og som I nok kunne ane på de indlæg derfra, så har vi været total glade for at være der. Efter vi havde brugt langt over en formiddag på at pakke vores rygsække, vi var nemlig mega trætte og det lod sig virkelig komme til syne i vores pakke tempo. Jeg plejer ellers at kunne pakke en bungalow ned, i samme fart som vi får spontane ideer. Vi var så længe om det, at det var sådan helt surrealistisk da vi endelig havde alle tasker klar, og hoppede ind i den minivan vi havde bestilt til færgen, med kurs mod øen Koh panghan. Han havde helt sikkert mere travlt end os, ham minivan chaufføren, han kunne ihvertfald godt have skruet lidt ned for charmen i de sving. Helt uden at have haft en vildt fed nat i byen, hvor der var blevet smagt nye spændene drinks, så præsterede jeg at få noget der minder om tømmermænd. Han fløj rundt i alle sving, og han kørte op og ned af bakker der kun hører til i Tivoli. Trods manglende evne til at fokusere på grund af kvalme, så er der alligevel næsten ikke noget bedre end at køre afsted. Vi får set så meget af landet når vi kører afsted, så der er fedt mærker på ruden, efter vi har trykket snotten helt op af den, for at få det hele med.Da vi steg ud ved færgen var jeg både træt og havde kvalme. Det hjalp gevaldigt på det at der var noget så u thai agtigt som en sandwhich bar med tun sandwhich… Med bagage klasket rundt omkring os, sad vi der og nød udsigten (og maden) inden afgang.

Vejret begyndte at ligne sådan noget vejr, der gør en sejltur til noget man kun vil sidde og se i tv’et fra sin sofa. Det blæser mere og mere op, og bølgerne begyndte at varme op til vores næste meget vippende time.

Med ungerne i redningsveste og bagage på ryggen begav vi os ud på næste eventyr. Jeg har aldrig været den store tilhænger af, at være til havs når vandet ikke ligger musse stille. Jeg har virkelig alt for meget fantasi, til at forestille mig de scenarier der kan ske når båden “højst sandsynligt” bliver vippet omkuld. Jeg er heller ikke tilhænger af at gøre mine børn bange for noget som helst, så jeg klappede kaje, og gik bagerst med min livlige fantasi imens jeg fik mumlet noget med – Det bliver sku fedt vi skal sejle i alle de bølger ikke drenge? Det syntes de jo så lød fedt…!!!

Jeg syntes lige jeg ville smide mine klipklapper, og få luftet de varme fodsåler i havets friske luft. På det tidspunkt vippede båden så meget at vi ca hvert 20 sekund sad lodret på dækket med udsyn lige ned i havet. Den slags giver landkrapper angst… Jeg sad med nogenlunde samme smil som når jeg flyver, og Mikkel syntes det var oprigtigt fedt. Rumle sad næsten og sov, det var simpelthen for meget vuggen på en gang til man fysisk kan stå imod det når man stadig bruger sut. Anton han er frygtløs, så han sad bare med sin kikkert og smilehullerne helt i hak. Emil var, lige som vi satte kurs igennem bølgerne, gået igang med at digte en sang, han sad som kun Emil kan gøre, I sin helt egen verden og hyggesang. Victor derimod, han er nok nået en alder, hvor han bedst kan lide at det er horisonten vi kan se og ikke udsyn mod havbunden. Han kæmpede for at overbevise sig selv om at det var okay, ‘far, hvis du siger at der ikke sker noget, er jeg helt tryg’ og så det næste øjeblik udbrød han ‘arg jeg kan ikke lide det alligevel’. For at få et billede af hvor meget den vippede, så kan jeg så fortælle at de klipklapper jeg havde sat på dækket var gledet overbord!!! Det skal alligevel lidt vip til…

Man det er sjovt, for selvom man sidder nu klipklapløs og bliver lidt angst i kanten så er det så fedt at sejle afsted. Det der med at få pulsen op, mærke at man lever midt i bølger og brus. Se ungerne spejde ud over verden, og endnu engang sidde uden ord fordi alt det vi ser er så smukt. Når man gør det man ikke helt tør, og når man bliver bekræftet i at det er okay at være bangebuks, så længe man ikke lever som en bangebuks. Livet handler jo om at turde gør det man drømmer om, og ikke drømme om alt det man ikke tør.

Med et skønt adrenalin chock over at have overlevet turen, så stod jeg med samme oprigtige smil som når mit fly skal til at lande. Ps. Hvad sker der for at der er faldet tre ned på en uge?!? (Ja, jeg tæller! For frygt trives jo bedst når det bliver dyrket)
Mod land kunne vi se den smukkeste ø, det var virkelig smukt. Hvide strande og træhytter i bjergene, det her skal vi udforske. Heldige os!!!!
Da vi så skulle af, hang der et par unger ud over rælingen (derfor har vi redningsveste) de spotter så mine klipklapper på en lille kant af båden ‘hvad er chancen?’ De er landet der på modsatte side af hvor bølgerne kom, og har klaret hele turen på den lille kant! Syret…
Så med klipklapper på fødderne igen, gik vi i land på denne fantastiske ø for at finde M&M’s (moster og Mathilde) og et nyt hjem.

Det var sådan noget kærlighed ved første blik da vi så øen, mega hyggelige små gader og mega hyggelige små boder. Total ø-stemning… Jeg udnyttede lige at børnenes opmærksomhed var rettet mod alt det nye de så, så jeg dykkede jævnligt ned I min blandselvslikpose (jeg har stadig ikke rigtig har fået samlet venlighed nok sammen til at dele med nogen)

Vi havde hørt en fugl synge om at det skulle være ret dyrt at bo på Koh panghan, så vi var ret spændte på hvad vi kunne finde til 50 kr om dagen. Vi blev endnu mere spændte, da vi opdagede at deres is koster det tredobbelte end i resten af Thailand!
Vi fandt en der havde noget til 300 baht, og der tænkte vi lige ‘yes’ indtil vi så det! Det var et lille værelse med en seng man kun sover i, hvis man alligevel er så fuld efter fullmoon party, at man bare er glad for at man fandt en seng og ligeglad med hvilken seng? Vi havde rigtig svært ved at se os seks bo der i tre dage… Eller ikke VI, for ungerne de syntes der så hyggeligt ud.
Vil gik videre rundt og fik mødt nogle steder med bungalow der skulle have mellem 1000 og 3000 baht pr nat! Men endelig mødte vi de rigtige bungalow, ikke bare de rigtige men de PERFEKTE… Vi fik lynhurtigt forhandlet dem ned til at vi alle seks kunne bo der for 300 baht, og så var de jo 19238377 baht værd. Det var som at flytte ud, langt væk fra alle andre mennesker i hele verden, den lå omgivet af gigantiske sten, og var som en eventyrverden med store sten der lå gigantiske og smukke rundt om os…

Se lige fire drenge være i paradis, og to forældre der kan nyde paradis fra hængekøjen.
Så kunne vi lige gå ned af en lille sti og wupti der var den smukke strand.

Så skulle der ellers bare lige slappes af på stranden og hygges med M&M’s… Se lige min søster med ungerne, tænk sig hun er her i Thailand (love it)

Som vi lå der og hyggede på stranden, kom der et tysk par hen og spurgte om ungerne var søskende. Klart folk bliver forvirret når vi ligger tre kvinder og en mand! Vi havde godt spottet dem, for de havde nemlig fem børn på nogenlunde vores børns alder. Vi endte så med at snakke med dem i flere timer! For det var slet ikke så lidt spændene… De har rejst rundt på backpack rejse I 17 år!!! Ja, 17 år!!!!! De mødte hinanden da de rejste rundt, og de har rejst rundt lige siden. Børnene har aldrig gået I skole, men bliver undervist af forældre udfra en tankegang, hvor børn lærer bedst når de er nysgerrige og selv spørger (uneducation) De kan både læse, regne, og ved en masse om verden. Det var virkelig spændene at snakke med dem, og hører om det liv de lever. Ja, de lever jo egentligt det liv vi lever nu, bare uden at komme hjem igen en dag. Så holder de sommerferie I Tyskland hver sommer, så de kan hygge med familie. Det er helt vildt at de har rejst I så mange år, og vi er fyldt af beundring for det de gør. De var så overrasket over at møde os, for de møder aldrig nogen andre med sådan en børneflok der bare rejser rundt ligesom dem. Så snakken gik livligt i de timer. En ting vi har lært, det er, at livet kan være et eventyr hver dag hvis man gør det man drømmer om. Her er et billede af alle vores 9 unger, og lidt backpack forældre også.

Da vi kom trætte hjem, sad vi og spiste ægte rugbrød fra Danmark, spegepølse og med REMULADE og ristede løg. Prøv lige at sidde i en eventyrhave og spis sådan et eventyrligt måltid… Det her er livet…

Ps. Se lige en mega vandmand vi så idag…