Den bedste backpack fødselsdag

Der skal så lidt til, at gøre en dag perfekt, og alligevel så nåede vi nærmest alt, på den her helt fantastiske fødselsdag for Emil. Han var en lille solstråle, da vi stod og sang med vores knækkede dannebrogsflag (der er vist nogen børn der har leget med dem Rumle!) Morgenbordet var dækket op med herligheder, og gaverne lå indpakket i tøj (har stadig ikke haft held til at finde gavepapir) Vi havde fundet ret mange gode gaver, som var fra alle i familien. Drengene er virkelig taknemmelige, og der var ikke en gave Emil ikke jublede og dansede rundt i glæde over. Rumle havde dog lidt svært ved at glæde sig på Emils vegne, og der gik ikke længe før Emil indså, at det nok var bedst at give ham lov til at lege med noget af det. Der kom endnu mere jubel da vi fortalte dem, at vi skulle op i et stort adventurewold på toppen af et bjerg.Vi tog med lift op af bjerget, og hold da k… Vi var højt oppe!!! Vi havde mega sommerfugle i maven på vej op, og med dem i maven, og glad stemning så var der ret hyggeligt i vores “vogn”. Så fik Emil sunget fødselsdagssang, imens vi hang højt over et bjerg i Vietnam (hvor tit prøver man lige det?) Victor (10 år) har nået sådan en alder,  hvor han er begyndt at fundere over og opdage, at verden faktisk ikke kun er mor, far og kærlighed. Nej der findes også jordskælv, atombomber, krige og ting der falder ned. Det sidstnævnte blev der filosoferet meget over på vej op, og han kiggede noget bekymret ud. Men det er fedt at vise ham, at selv om verden kan være farlig, så kan man kun leve og smile, for ellers falder man helt sikkert ned. Og han var da også helt høj over turen, da vi kom ud igen. Jeg kan godt selv huske den alder, hvor man opdager den virkelige verden, men ikke helt forstod den endnu. Og jeg håber at rejsen her, er med til at lære dem, at leve og smile når de prøver nye ting. Jeg kan ihvertfald mærke, hvordan jeg selv bliver bedre til at nyde nuet på denne rejse.   Så stod vi på toppen af bjerget, med os havde vi fire lykkelige drenge. Det var en park der ikke rigtig kan sammenlignes med noget, for jeg har aldrig set noget lignende. Der var smukke smukke områder, og den smukkeste udsigt. Der var gamle karruseller, hvor der var en vietnameser der stod for hver enkel, så startede de dem bare når der kom nogen. Jeg tror vist også, at de fik prøvet alt hvad deres højde tillod. Den de prøver her på billedet den gik så pænt stærk, det anede vi så ikke! Da den først gik igang så stod vi der, og råbte til børnene ‘hoooold fast’  gisp havde aldrig sat dem i, hvis vi havde set hvor stærkt det gik, de syntes så det var vildt fedt, og Anton stod med røde kinder, helt høj da han skulle berette om hvordan havde både havde holdt fast med fødder og hænder… – må vi prøve igen? Svaret rimer på en stor fisk med skarpe tænder! Når man så står deroppe og kigger ud over Vung tao, så er det altså en helt ubeskrivelig smuk følelse. Nogen gange står vi bare nogle steder, der symbolisere alt det vi gør, og sådan et sted var det.  Der var templer og store skulpture. Anton mente dog, at løve skulpturen havde været ægte, for han kunne mærke fjererne på halen! Anton har været “dyreblind” indtil for ganske nylig. Ja, men kender ordet ordblind og talblind. Men dyreblind eksistere også, ihvertfald nu. Jeg har aldrig kendt et menneske, der elsker dyr så meget som Anton, han græder af lykke, bare han ser søde billeder af dyr. Han bruger meget af sin dag på at snakke om dyr, plage om at få et dyr, og fundere over om der mon er nogen der vil give ham et dyr. ‘Hvad nu hvis politiet i lufthavnen, når vi flyver til Vietnam siger, at de har en kat, som jeg må få gratis, må jeg så beholde den?’ Til trods for hans kærlighed til dyr, så har han været evigheder om at huske de forskellige dyrs navne (altså selv geder, grise og kaniner) og lydene det var en by i Rusland. Det er egentligt ret sjovt, for han er ellers ret skarp, bare ikke når man spurgte hvad geden sagde? Jeg har måtte bide mig selv i læben, for ikke at grine når jeg har siddet, og vist ham Rumles babybøger med dyr. Han var bare helt blank, når jeg spurgte om navne på dem. Det har været til virkelig god underholdning i hele familien, når Anton har byttet rundt på dyr og pludselig er en histore blev meget bedre. Da Rumles ben skulle have en pause, og vi var sultne, så gik vi ind på en restaurant med udsigt ud over byen. Restauranten var virkelig smuk, det lignede vi var til bryllup. Den var endda også ganske billig, indtil vi byttede ris om til pomfritter. Det forvirrede dem virkelig meget, og de havde da også adskillige medarbejdere ind over, inden de havde forstået det. Det er der hvor man til sidst siger ‘never mind just give us rice’ men det forstod de heller ikke, så vi blev nød til at gennemføre bestillingen. Jeg ved ikke hvor mange gange, Emil fik sagt, at det her var den bedste dag i verden? Han er simpelhen fyldt med så meget kærlighed, dagen var hans dag, og han lyste af stolthed over, at den var så fantastisk. Der var også vandpark, og til vores held så havde de ikke åbnet de store rutsjebaner. Vi fakede selfølgelig og mumlede også noget med at det var ærgerlig, men det var vildt dejligt, for så skulle vi ikke holde styr på fire børn der løb op og ned. Jeg aner ikke hvordan Rumle kunne holde sig vågen hele den dag, for han syntes, at de var crazy, de der små vandrutsjebaner og fløj op og ned. Det var kun da vi skulle spise, at det var træthed at ane. Man kunne fiske i en stor sø, eller fiske og fiske… Man fik en fisk bundet på en snor, og så kom der ellers de største og mest ækle fisk og åd dem. Der lød en høj klap lyd når de bed fisken af snoren, og deres halefinne plaskede op af vandet. Man stod sådan lidt ‘hvad skete der lige der’, når de bed fast, for det gik ret vildt for sig. Jeg behøver næsten ikke fortælle, at drengene elskede det, den slags går jo lige i hjertet på dem med tap. Jeg stod jo selfølgelig bare, og bidrog med små hvinelyde når de klappede deres enorme mund om fisken. Mærkeligt nok i vores verden, så havde de inde i adventureparken en ‘PET VILLAGE’ hvor der boede hunde. Altså ligesom vi Danmark kunne finde på at have grise, og høns man kan gå og kigge på. Så boede de stakkels hunde der, og var intet andet end en slags attraktion. Ingen har vel lyst til at klappe dem, for de var så usoigneret. Det var et rigtig trist syn, og hundene så mindst lige så triste ud som deres skæbne. Jeg ved godt, at det jo egentligt er lige så slemt, at vi holder grise på den måde, men er bare slet ikke vant til at se hunde sådan. Nogen af de ting vi ser, der vælger vi at springe let og elefant over iforhold til at inddrage børnene. Så her nævnte vi ikke, at det var synd, men grinte bare lidt af at den ene hund rakte tunge. Så tænkte børnene ikke over, at de hunde er der altid, og hvor trist et liv de har. Specialt Anton, han ville begynde at græde, hvis vi lod os rive med, og talte højt om deres triste liv. Så det var ikke der de skulle opdage den barske virkelighed, og heldigvis er børn så lette at påvirke, så vi selv har nogenlunde kontrol over hvornår de behøver sandheden. Vi fik også en tur i en 5D biograf, det var altså ret sjovt. For turen gik igennem en crazy karrusel, og den fløj ud over klippekanter og videre på skinner. Stolene flyttede sig i takt med at vi fløj rundt, vi fik vand i hovedet og drengene skreg som små prinsesser. Jeg var glad for at Mikkel blev ude med Rumle, for den tur havde været et rent traume for ham ( Mikkel havde nok klaret det ). De andre drenge syntes at det var vildt fedt, og de kunne sikkert godt have taget 5 ture til. Vi gik op til templer og nød udsigten ud over Vung tao, og ja det var helt ubeskriveligt. Sådan et øjeblik hvor man ser ud på verden, imens børnene griner og snakker. Rumle fik kørt i hestevogn, vi fik gået under et vandfald og da mørket kom, lyste alt smukt op. Det her var den bedste dag, for verdens bedste og højt elskede dejlige Emil. Nogen dage må bare ikke slutte, men her fik vi (jeg) sådan en helt naturlig trang til at komme ned fra bjerget. For i takt med at mørket kom, så kom der rotter frem fra alle hjørner. De pilede rundt over alt, og da drengene skal prøve den sidste forlystelses, der måtte jeg stå på en træstub. De kom løbende over græsset, ud fra gardiner på scenen, og rundt om alle hjørner. ‘Åhhhh…. De lukker nu drenge, det er nemlig det de gør, nu skal vi ned’