Vi klaskede vores glade fødder ned på den anden side af paradis øen…

Nogen gange (som i altid) så har vi virkelig heldet med os når vi finder bolig, det kan godt være at der ikke altid er sengeplads nok, eller dør til toilettet, men den her perle på Koh panghan havde vi slet ikke lyst til at forlade igen. Altså se lige på billedet over, det var vores have på en måde… Hvis vi skulle blive, lige så længe som vi havde lyst, de steder vi besøger, så ville det her blive verdens længste backpackrejse. Det er slet ikke svært at finde bolig til 50 kr pr dag, det kræver bare man går lidt rundt, takker nej til de små værelser uden vinduer, og bum så finder man sådanne perler. Det var helt vemodigt da vi skulle pakke efter kun tre dage, vi kunne godt have leget på stenene og ligget i hængekøjen et par uger længere… Victor, er blevet ret god til at pakke med. De andre, de slipper for at pakke, hvis de forholder sig passivt med en iPad i hånden. De er lidt som små klodser om benet, når vi pakker. Hvis de pakker med, så stabler de alt i en taske hvor cirka halvdelen stikker op af tasken. To af dem har også en alder, hvor de glemmer, hvad de skulle, så snart de hører et mijav fra haven. Jeg elsker når børn hjælper til, og de har ret mange tjanser her på rejsen, men lige når det kommer til at pakke så tænker vi ‘det er vildt dejligt, hvis du gider at lade være med at hjælpe lille skat, og istedet for lige går på lydløs med en ipad’.

Det er ligefrem noget jeg glæder mig til, når vi skal ud og forhandle transport priser. Vi traver rundt og spørger en del. Kunsten er så at finde deres bristepunkt, når det er fundet så går vi hen til en ny, og begynder udfra der hvor den anden stoppede. Til sidst har vi så transport til den anden ende af Koh Phangan for 600 baht (4 voksne og 4 børn). Til at starte med var prisen 200 baht pr voksen, og 100 baht pr barn (Dvs 1200 baht). Et andet tricks er at sige ‘igår kørte vi samme tur for det halve’. Børnene siger ikke et kvæk, når vi forhandler, de har lært at stå pænt og vente (og kede sig). Tålmodighed er en fantastisk gave de får med hjem herfra, og man elsker jo tålmodige børn. De sidder sågar pænt, og venter i bagende sol på en fortovskant uden at brokke sig, for sådan er livet som backpacker. Rumle har ikke helt fanget konceptet endnu, men han ved da, at han ikke skal løbe ud på vejen og så er der gerne et par thaikvinder, der lige skal have en bid af Rumle, så han glemmer at kede sig eller stikke af.

De to hyggedivaer (M&M’s) kører ikke helt backpackstilen de to uger de er her, så de lå så fint og slappede af på deres hotel i mens vi fiksede transport. Det kan jo være en opgave i sig sig selv at stå for afslapningen, så de havde helt glemt, at vi skulle mødes til tiden med pakkede tasker, så vi kunne komme afsted. Der kom de tålmodige børn til gavn, for vi måtte da lige vente på at Mikkel fik hentet dem, og på at de fik pakket taskerne. Lynhurtigt bliver en pickuptaxa til en legeplads og chaufføren sidder utålmodigt og venter, imens han nok funderer over, at det ikke var den fedeste deal han fik lavet.
Trunterne kom med solbriller og trolleyer, og endelig kunne vi sætte kurs mod den anden side af øen..

(Yndlings moster  og Emil) Ps. Bare rolig mor, drengene sad ned da vi kørte… 😉

Med M&M’s ombord kørte vi og så på noget der minder om verdens smukkeste udsigt. Det kan virkelig anbefales at få en masse børn inden en backpackrejse (Ja, jeg mener det), det er lige meget hvor langt vi skal køre, så keder de sig aldrig. Det er sådan en “backpack pakke” vi har født, der er altid legekammerater lige meget hvor vi er, og til Rumles held er de også ret tålmodige når det er Rumlelege der skal leges… Turen her var ekstra spændene, for de skulle jo gerne have M&M’s til at kigge på alle deres fjollerier, og lige charme lidt ekstra for trunterne. Nu har moster jo så stor en plads i deres hjerte, som en moster overhovedet kan have, og hende der Mathilde, hun smelter også sådan nogle følsomme drenge hjerter.
Det bliver ikke i år at Mathilde stikker af med året pris i pædagogik, og alligevel helt uden for pædagogisk rækkevidde formår hun at stjæle fire børnehjerter. Drengene er bare vilde med sort humor og divastyle.

Vi klaskede vores glade fødder ned på den anden side af paradis øen… Og det var nok ikke lige et backpack område vi var havnet i. Nej det er et øde paradis område fyldt med luksusresorts, og bungalows der lugter lidt af dyre hytter. Det er faktisk første gang på denne rejse, vi helt opgivende har tænkt ‘vi finder aldrig noget her til backpackpris’. M&M’s tjekkede ind på deres luksus hotel, og så stod vi ligesom der og stod. Nu findes sådan nogle uheldige Anders And-dage jo kun på tegnefilm, så der måtte da være noget vi kunne bo i?

Vi gik ikke så langt, før vi spottede noget skønt der gemte sig bag nogle luksushoteller, det lignede noget for os. Hyggelige chill-hytter, en reception med Bob Marley I højtaleren, en bambushytte hvor kokken stod og lavede mad. Vi gik ind, og vi blev straks taget godt imod på sådan en måde man bliver på sådan nogle chill steder, vi faldt faktisk i så god snak med ejeren, at vi talte en time over en kold cola, før vi overhovedet tjekkede ind. Ungerne var solgt, for der var fyldt med søde mennesker, katte og hunde der løb rundt, og Anton havde fundet en hundehvalp, der umuligt ville kunne leve videre uden hans kærlighed. Sådan gik det, og nu bor vi et mega hyggeligt sted, hvor vi hyggesnakker, lærer nye mennesker at kende, for sådanne steder der chillsnakker alle bare om livet og om verden. Stranden ligner de postkort vi ikke kan finde ud af at sende, verden har aldrig været smukkere, og hvis lykke er øjne der skinner og smiler, så er vi det helt rigtige sted.