Hvordan kan det gå så galt?

Nogen gange bruger jeg ordet ‘nederen’ på forkerte tidpunkter! Det skal bruges rigtigt, sådan når det er rigtig tiltrængt, så man forstår alvoren af det… Nu bruger jeg det, hvor jeg rigtigt mener det. Hvor det ikke bare er fordi de kom sennep i min burger, eller fordi min hæl knækkede på min høje sko en festlig aften. Nej, her kommer ordet til sin ret. For det her er nederen… Jeg er løbet tør for flyskrækspiller, det eneste drug jeg har erfaring med, og det eneste drug jeg virkelig føler, at jeg ikke kan leve uden, når jeg bliver placeret i 10 kilometers højde!!!. ‘Så kan du jo købe nogen i Vietnam!’ Ja, det skulle man nok tro… Men det er altså lettere sagt end gjort. Jeg havde allieret mig med verdens skønneste vietnameser, og hun ville skaffe (skaffe og drugs i samme blogindlæg, det lyder slet ikke som en mommyblogger) nogle piller til mig. Men, nu kan det der sprog godt gå lidt skævt af og til. Det gjorde det så også her, for jeg har fået køresygepiller. ‘Så bare skaf nogle nye’ Ja for pokker det prøvede jeg også, men så stå lige på et apotek i Vietnam hvor de intet engelsk forstår, og forklar på tegnsprog at et fly falder ned. Hmmm…. Efter noget tid måtte jeg hente damen fra hotel reseptionen, og få hende til at gå med mig på apoteket. Hun kunne nemlig engelsk. Meeeen… De havde kun sådan nogle piller, der ville få mig til at sove 6-8 timer (maybe longer?) flyveturen tager 1 time (hvis vi når igennem den?), og så er 6-8 timers søvn nok lige med til at gøre rejsen en anelse besværlig for Mikkel, når vi (måske?) lander i Bangkok med fire børn. (Indlægget skifter nu fra nutid til datid, da jeg ligesom skrev både før og efter) Vi kom til lufthavnen (uden piller), og der kunne jeg da godt ane en led sky ude i horisonten. Men der var stadig to timer til jeg skulle proppes ind i den cigarholder og tyres op til himmels. Den lede sky, den var så også rigtig led, det begyndte at tordne så hele lufthavnen rystede, og vandet væltede ned fra himmelen. Nu skulle vi så gå ombord!!! (Ja, som en slags gyserpåstigning i et fly)  Jeps, jeg var så nervøs, da jeg gik ind, at jeg fik vrikket om på foden, det gjorde slet ikke ondt, og jeg var for anspændt til at være pinlig over mit stunt. Men det vrik, skulle så komme mig til gode senere. De kunne lige så godt bare have sat en kugle for panden af mig, da jeg kom ind, hvorfor trække det i langdrag, hvorfor hele det ‘spændbælterprojektogtjeknødudgangenedturstaler’ først?. Jeg så nok også en anelse anspændt og ret nervøs ud. Vandet løb ned af vinduerne så man ikke kunne se ud, det lyste op med kæmpe lyn, og vi kunne endda se dem slå ned (man bliver helt i flyve humør ikk?) tordnen fik hele flyet til at ryste, og ude på landingsbanen (tja letningsbanen) der flød nu store søer af vand… Drengene kunne godt se, at jeg så bleg og flugtforsøgsagtig ud. Victor siger nervøst ‘jeg tør ikke flyve i det vejr’ men Mikkel prøver at berolige ham med alt muligt sikkerhedshalløj snak, som jeg slet ikke kunne deltage i, da Victor så svare ‘men se på mor hun er da mega nervøs’ (DE MÅ ALDRIG FÅ FLYSKRÆK) så jeg skyndte mig at sige ‘jeg har faktisk måske har brækket foden, da jeg vrikkede om, den gør virkelig ondt derfor ser jeg underlig ud’ og det kunne de godt forstå, og jeg kunne hører hvordan der blev talt på børnerækken om stakkels mors fod, der nok er brækket. Vi kunne ikke lette, det var for voldsomt uvejr så vi skulle så vente i flyet, og der endte vi med at vente i HALVANDEN (fucking) time… Og ikke kun vente, nej de ville lige krydre stemningen,og få flyet til at ligne mit største mareridt imens! For pga fugten udenfor (tror jeg?)  så fyldte de damp ind i flyet, det resulterede så i at dampen lignede en flyver i brænd. Vi kunne intet se, ikke engang sæderne lige foran os. Når vi gik ned mod toilettet, så gik vi i blinde. Det var sådan en ubehagelig og klaustrofobisk oplevelse. En dame søgte ned i enden af flyet og gik helt i panik (det var snyd hun ikke havde børn med, det var jo mig der skulle klamre mig til en stewardesse og plage om at komme ud). Så holder det en LILLE (meget lille) smule op med at regne, lyn og torden hygger sig stadig over os, da kaptajnen tænker, så flyver vi sku. Nu var det for sent at komme ud!!! Mikkel prøvede, at berolige mig med at kaptajnen også har en familie, som han skal hjem til, så han flyver jo kun hvis det er sikkert bla bla bla…! Tsk, jeg var i det øjeblik ret sikker på at den kaptajn var pænt træt af sin kone (sikkert ex kone), og ikke engang gider samkvem med sine børn. Han har sikkert midvejskrise, og istedet for at købe en motorcykel og lege udødelig på den, så tog han da lige os andre med, på hans spændende tur, når han tog den beslutning om at sende os op nu! Jeg tog et vietnamesisk blad foran hovedet så det lignede jeg læste (alle børn ved jo at mor og far kan læse ALT)  og bag det blad der sad alt min flyskræk samlet på et sted omgivet af lyn, torden og mega turbulens. Anton sagde på et tidspunkt ‘Øj mor, kan du virkelig godt læse hvad der står?’. Det skulle så vise sig at blive ved alt den tid vi fløj, og kun ganske få minutter af gangen fik vi lov til at åbne sikkerhedsbælter. Når de så skulle fortælle os om hvorfor vi skulle spænde de bælter IGEN, så valgte de meget belejligt at starte med at fortælle det på vietnamesisk!!! Jeg fornemmer ligesom, at de andre i flyet har fået den tragiske besked, da det endelig er vores tur til at få beskeden på engelsk. Men piloten han havde da stoppet den mikrofon helt ned i halsen, og talte med en så sløret stemme, at jeg havde ham mistænkt for at ligge inde med mine døsende flyskrækspiller (det forklarede jo også hvorfor han turde flyve i det vejr!). Efter en evighed (45 min) gjorde vi klar til landjorden, og selvom det stadig var ledt vejr, så var vi endelig på vej nedad (på den rigtige måde). Det sidste landingskvarter kom Rumle tilgode, for der legede jeg med ham, istedet for at kiggede ud på vingen med focus på de dele der så ud til at sidde løst. Jeg kan ikke rigtig trække spændingen ud mere, og kan jo nu afslører at vi overlevede turen, og dermed kom sikkert og uafslappet ned. Der er så mange forbier der kunne være bedre og nemmere at have. For eksempel ‘Alliumfobi’ som er angst for hvidløg (de lugter da også, men Mmm de smager nu godt), ‘Alektorofobi’ det er simpelthen angst for høns (Ja, det findes, men kunne da godt til nøds leve uden lørdagskylling) og ‘Gallofobi’ det er simpelthen angst for Frankrig og fransk kultur (jamen så bare bliv væk fra Frankrig altså!). Nej, jeg må slå mig til tåls med at være mega bange for at flyve, og trods alt være glad for at der et sted i verden findes piller der kan få mig til at glemme alt om hvor mega farligt det KAN være at flyve (falde ned). Ps. Nu sidder i nok og tænker om det her er et sponsoreret reklame indlæg fra Vietnam Airlines, men nej det var bare lige hvad jeg havde på hjertet. Ps. maden i flyet var vildt godt, og gør sig egentlig godt som et eventuelt sidste måltid. De boller smagte så godt, at drengene var sikker på at det var mormor der havde givet dem bollerne med fra Danmark.