Børnene fortæller....

Så går vi da bare….

imageDer findes så meget, at få nedtur over her i verden, psykopater, pms, cykeltyve, mandag morgener i regnvejr, og strømper der forsvinder på mystisk vis? Men så er der til gengæld også flødeboller og Koh Samet. Flødeboller har vi desværre ikke adgang til her, men overvejer da kraftigt at smide en adresse på samtidige sociale medier, og håbe på, at hvis ikke alle, så bare 500 gider at sende flødeboller (og blandselvslik, og remulade, og ris, og nybagte boller, og pålægchokolade og…..). Men vi har Koh Samet, den ø der fik alt det krid hvide sand, som smuldre som kartoffelmel i mellem ens tæer. Den fik det gennemsigtige turkise vand, og så blev den så lille, så man uden at føle sig doven ikke kan lave meget andet end at gå i den lille gade, gå ture på øen, bade, nyde den charmerende arkitektur (se billede under) og nyde alt livet der kommer frem om aftenen på stranden. Den ø er så skøn, at jeg kan sidde med en strømpe på,  mega pms, en mandag morgen i regnvejr, hvor jeg lige har opdaget at min cykel er stjålet af en vaske ægte psykopat, og stadig smile når jeg ser mig omkring. imageØen er omkring 7 km lang,  og 700 meter på det bredeste sted nordpå, ellers er den omkring 200 meter bred. Så foruden at den har nogen af de smukkeste hvide sandstrande i verden, så er den også hyggelig lige meget hvor man går. Vi fandt ret hurigt et sted at bo til 400 baht om dagen, og det ligger lige hvor det hele sker. (Faye’e Island Boutigue and Guesthouse) Vi må gerne grille her, og de er rigtig søde. (Rigtig søde skal forstås i den forstand, at de stadig smiler, når der løber fire børn og leger). Vi havde dog bare en drøm fra sidst vi var her, om at bo et sted vi var sejlet til i kajak. Det var en lille øde strand, og der var små primitive træ bungalows. Men spørgsmålet var om vi kunne finde det uden kajak? Der var for mange bølger til at vi turde sejle derhen i kajak så det måtte foregå til fods. Vi har sådan en uskreven regel (nu er den jo så ikke uskreven mere) om, at der ingen bølger overhovedet må være når vi leger sømænd, for vi skal jo liiiiige huske, at det kun er noget vi leger! Så vi gik på jagt efter stedet til fods…imageVi gik og vi gik…. Men vi var ikke gået ret langt før der sad en hund (og pølsede) på en øde vej. Først så den ret flov ud over vi kom, den havde vel nok troet at den kunne sidde der i fred. Men nu når vi var kommet så tæt på hinanden så hurtigt, og ligesom havde brudt isen. Så syntes han at det var en slags invitation til et venskab. Han valgte simpelthen at gå med os, der hvor vi skulle hen? Det betød også, at hvis vi stoppede for at holde pause, så gjorde han det samme. Og når han syntes vi gik for langsomt, så stod han og kiggede utålmodigt på os, indtil vi indhentede ham. Det er lige et land for Anton det her, for når nu man hverken må få en hund eller en kat af sine forældre, hvad er så bedre end at være i et land hvor de så bare kommer til en. Nogen gange går vi ture alene med børnene, så de får alene tid. Så sent som igår var det Anton og jeg der gik en sen aftentur, og uden at overdrive så snakkede vi om hunde og katte, hvordan det mon er at have sin egen, hvordan vi mon kan få en og hvad de eventuelt skulle hedde……..i en time… Han nåede da også at fortælle mig, at han ikke behøver at gå til fester, når han bliver stor. Victor har nemlig lovet ham, at han godt må få Victors damer. Det syntes Anton var meget smart, for så har han mere tid til sine dyr, når han ikke skal bruge tid på at finde damer. imagePå vores jagt efter den rigtige strand, fandt vi strande der jo også kun kan gå under navnet den rigtige strand. De havde godt nok ikke lige den bungalow vi ledte efter, men wow og wow man glemmer næsten at trække vejret når man er der… Ps. Jeps Antons hoved landede lige i sandet (billedet under) imageStrande er det bedste sted i verden med vores børn, de kan lege i flere timer og sidde mere fordybet i sandet, end selv en ny kasse LEGO kan konkurrere med. Så kan de lege og falde uden at slå sig, og vandet er jo et et slaraffenland i sig selv. Det er lige der hvor Mikkel og jeg kan klaske os ned på en solstol, og bare slappe af med synet af fire børn der er i aktivering af noget så simpelt som plads, sand og vand. Det er et paradis at ligge der og skrive blog, læse avis på iPad, tjekke de sociale medier (det er sådan et slags postkort hjemmefra) og bedst er det, at ligge og høre en god bog. Det er et must have, for forældre at  have abonnement på lydbølger på ferien. Vi kan jo ikke kigge ned i en bog i stor fordybelse lang tid af gangen, da vi ligesom skal holde øje med at vores kuld ikke forvsvinder i sand og vand (og det gør børn hurtigt). Men her kan man bare høre en vildt god bog samtidig med, at man er livredder, pædagog og tilsynshavende. Jeg har lige hørt ‘pigen fra Auschwitz’, åh den var god, den kan virkelig anbefales… (App fra Storytel)  imageHunden blev pænt og ventede i mens vi legede strandløver og løvinde. Der kom også nye hunde til, og det er den største udfordring for Anton her på rejsen, at han ikke må nusse dem. De kan jo virkelig se så søde og uskyldige ud, men man må ikke glemme at de kan vær syge, og de kan reagere voldsomt, hvis de ikke er vant til, at mennesker vil dem godt. Ham her, ham fik man næsten dårlig samvittighed over ikke, at nusse, og Anton klarede lige på et hængene hår udfordringen. imageDet bliver til nogen velfortjente pauser på sådanne gåture i varmen. Vi når som regel ikke , at sidde længe før børnene har fundet et sjovt sted, at lege eller nogen, at lege med. Her fandt Rumle en god lille ven, og den lille ven havde nogle hjemmelavet biler de kunne løbe med. Når jeg ser deres verden de kan lege i her, og når jeg ser hvad der egentligt skal til af legetøj for at skabe en fantastisk leg. Så tænker jeg på hvor hæmmet, vi egentligt har været i Danmark, nok mest på grund af vejret. Men også fordi vi har manglet omgivelserne til leg der kan blive fantastisk uden et værelse fyldt med legetøj. Jo mere vi begrænser os, jo mere skal vi fylde i de rum vi har har. Drengene spørger aldrig om at spille computerspil mere, måske har de opdaget, at de kan skabe det hele selv, når de bare er frie til at lege. imageNår man så sidder der og kigger på deres leg, så får man også et billede af børnenes hverdag her. Disse to små drenge er ikke brødre, men begge deres mødre arbejder her i kiosken og på det lille resort der ligger her. imageVi fandt sku vores resort, da vi til alt held drejede ned at den rigtige vej. En lille stentrappe førte ned at bjergskråningen, og vi nåede ikke mange skridt ned før vi blev ædt, angrebet og gemmenstukket af psykopatmyg. De var som vampyrer på Robinson ekspiditionen, der lige havde vundet en ægte menneske-burger (vi var burgerne). Så kom der tre hunde, der var så teritoriale, at de angreb den hund der havde valgt at følge os. Vi prøvede at fører en ‘forhandleprissamtale’ med ejerne imens vi kunne hører vores stakkels hundeven i kamp mod tre hunde. Samtidig så stod vi, og pandede myg af børnene i sådan en fart, at det på afstand må have set ud som om, at vi slet ikke kunne lide børn. Efter 7 minutter var vi egentligt ligeglade med prisen, for der skulle vi ikke bo med 4 børn, 3 agressive hunde og psykopatmyg. Så vi traskede glad hjemad til vores lille øbyshytte… Heldigvis kom vores hundeven løbene efter os, og han så ud til at have klaret sig i kampen uden skræmmer. Han fulgte os hele vejen hjem, og foruden vi havde fået en slags hundepølseven, så havde vi også fået udlevet eller afklaret drømmen om at bo  i den lille primitive hytte, på den lille strand. imageDet her blogindlæg har jeg skrevet en sen aften ude ved havebordet, foran mig har der siden jeg begyndte, været en lille frø der har kæmpet for at få bugt med sin brunst oven på en frø så stor som en mands knytnæve. Den store (formoder kvindelige frø) har så ikke rigtig gengældt den interesse han viser for hende, men de frølår har han ikke fået forgæves (den frækkert) for han springer, hopper og klamre sig fast på hende og ved i hvad? Nu sidder han  forladt og ser lidt halv depri ud, efter hun hoppede ham af sig… Ja, man kan ikke vinde hver gang…. Men han er jo pisse heldig, for han bor på Koh Samet…

1 kommentar

  • Rebekka

    Endnu engang har jeg nydt at læse med 🙂
    Har læst alle indlæggene i arkiverne, så nyder rigtig meget, når der kommer nyt 😀

    Jeg kan godt forstå, I er nervøse for hunde med rabies :/ Er der ikke noget man kan gøre, en vaccine man kan få eller noget??

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børnene fortæller....