Helt forpustet får de andre til at grine…

Det gør så ondt, jeg kæmper for at holde gråden inde, de er jo børn ligesom vores fire børn…

Vi havde haft en fantastisk dag i Koh kong her i Cambodia, set en smukkere og roligere del af verden end jeg kunne drømme om. Mangrove skoven havde fyldt dagen med ro, og en ubeskrivelig skønhed. (Du kan læse det blogindlæg HER ) Det blev aften og vi gik ned mod havnen, aftenlivet her i den lille by blomstrende op. Der var lys i de små huse, huse der ikke har vinduer eller døre, huse med så meget fattigdom at tillid er den eneste tryghed. Boderne var lyst op, små restauranter havde tændt op i grillen, og på vejen kørte scootere og tuk tuk’er med og uden lys i mørket. Vi satte os ved et gadekøkken, de havde krabber, kylling og hønsefødder og vi bestilte lidt af det hele. Små borde var sat op hvor vi kunne spise vores mad. Solnedgangen kastede det sidste af dagens smukke lys ud over vandet, fiskekuttere i alle farver lå og gyngede, og rundt om os var der fyldt med glade stemmer. Hunde havde sat sig strategisk om børnene og ventede på at der ville blive tabt noget mad, vi var fedtet ind i krabbe og kylling og der blev grint af de hønsefødder drengene gumlede i sig. Da vi havde spist færdig, lænede vi os tilbage i stolene, og jeg digtede et eventyr, som jeg fortalte til drengene. Et juleeventyr om en dreng der blev tryllet ind i en julestjerne, da han om natten lister ned og åbner sine gaver i smug. Drengene sad med åben mund og lyttede, jeg fortalte og fægtede med armene. Pludselig bliver vi afbrudt, der kom tre små fattige drenge, og tiggede om vores madrester. Deres tøj var for småt, de var helt beskidte, og øjnene fortalte en historie jeg hverken har set eller hørt før. De fik alt der var tilbage, og de var så taknemmelige. De takkede, og gik hen på en fortovskant lidt væk hvor de spiste resterne med et smil over hele hovedet. Jeg måtte lige samle mig, og kæmpede for at digte videre på historien. Nu var mine tanker pludselig hos de små drenge, deres liv og deres smil. Jeg fik samlet mig, og fandt gløden i historien igen. Men pludselig fortalte jeg ikke kun historie til mine fire drenge, om os kom de små fattige børn og lyttede med. De satte sig i skrædderstilling, og uden af forstå et ord af mit eventyr så sad de med store øjne og lyttede lige så interesseret med som mine egne drenge. De små drengene vi havde givet mad, de satte sig helt tæt op af min stol. De store brune øjne lyste op i mørket, de kunne se at det var noget spændene jeg fortalte, og jeg ville ønske i det øjeblik, at hele verden talte samme sprog. Mit eventyr blev mere og mere levende, for hver gang mine drenge grinede eller så forbløffet ud, så så jeg, hvordan de små cambodjanske børn gjorde det samme, og det blev det bedste eventyr nogensinde, fortalt det smukkeste sted, med det smukkeste publikum. Vi rejste os for at gå videre, de små børn fik resten af min cola og de chips der lå på vores bord. Drengene havde lige fået en ballon hver, men gav to af dem til børnene. Da vi var gået et stykke væk, vender jeg mig om, bag mig løber de små børn rundt, de griner i leg med ballonen, de deler chips og cola, og jeg kan høre deres smil helt fra hvor jeg står. Vi når til et lille Tivoli, men det er ikke et almindelig lille Tivoli. Der er to karruseller, og der er ingen motor på. Det er små børn der løber og skubber karrusellen rundt, helt forpustet får de andre til at grine. Vores drenge får en tur, men det gav mig en klump i halsen, at de skulle skubbe vores børn i latter, selvom de dog nok bare er glade for at få kunder. Men nogen gange når man har kigget længe på de smukkeste stjerner, så ser man et endnu smukkere stjerneskud. For turen sluttede og vores børn steg ud af karrusellen, jeg stod og kiggede på en lille sød babydreng i en mors arme, da jeg pludselig vender mig om, fordi jeg kunne høre en fantastisk latter. Der løb vores drenge forpustet rundt med karrusellen, og gav de cambodjanske børn en tur. Det var så smukt, og de børn vi har skabt er i sandhed små stjerneskud med så meget livsindsigt og lyst til at glæde andre mennesker. Jeg måtte gå lidt væk, for nu kunne jeg næsten ikke mere, gråden sad som en klump i min hals, og bag mig lød grin og latter fra børn der kommer helt forskellige steder fra, og de har latter som det fælles sprog vi alle taler over hele verden…