Big BANG (kok)

Intet at fortryde

imageLykken er det største vi har, og lige så mange smil som den kan frembringe, lige så mange former findes den i. Vejen til lykken, den ligger heldigvis et sted, hvor vi alle kan nå den. Den er i vores egne hænder. Lykkens største fjende er frygt. Frygten for at gå egne veje, frygten for at fejle, frygten for at turde udleve sine drømme, frygten for at intet er som det plejer, frygten for at give slip på den sikkerhed, som alligevel ikke findes, lige meget hvor tryg du end føler dig, der hvor du gemmer dig.
Vi kan planlægge, men vi kan ikke kontrollere. Vi kender fortiden, men vi ved intet om fremtiden.
Vi kender alle vores drømme, og når vi er i dem, så føles alt så rigtigt. Det gør det også når vi lever i dem. Pludselig kan vi cykle i modvind med et smil, fordi vi er det rigtige sted. Vi smiler bevidst men også ubevidst, og helt inde i, er der intet at fortryde. For hvor skørt det end er, hvor mange udfordringer det end kan føre med sig, så føles det som lykke, det føles nemlig helt rigtigt.
Vi lever kun en gang, vi ved ikke engang hvor længe? Vi har én chance for at gøre nuet til det bedste øjeblik.
Vi kan hvad vi vil, for hvis vi virkelige vil, så har vi en styrke, der får os til at se nye veje, se muligheder og når vi går mod lykken, så lader vi os ikke begrænse. Vi lader os ikke nøjes med, for vi er jo på vej et sted hen. Vi stopper ikke op halvvejs, for vi ved at livet er smukkest når det leves lige som vi drømmer om.
Heldigvis er ingen mennesker ens, og alle de former lykken findes i, får os alle til at passe sammen når vi lever det liv, der giver os smil.
Vi pakkede vores liv derhjemme i kasser, og de kasser er ikke kun fyldt med vores ejendele. De er fyldt vovemod, spontanitet og troen på at livet kan være som en drøm hvis vi giver slip og bare lever.
Vi havde ikke planlagt denne rejse, vi havde næsten intet pakket, og vi havde ingen ide om hvordan livet ville være for en familie på seks på den anden side af kloden.
Vi havde aldrig talt med nogen der havde backpacket med børn før, og vi brugte alligevel ikke et sekund på at fundere over om man kan backpacke med fire børn’. Hvorfor gjorde vi så ikke det? Fordi det føles så rigtigt… Det føles som den ultimative frihed, at rejse rundt uden at eje noget, det føles som en drøm at vise vores børn verden, at selv opleve verden. Det føles så rigtigt at børn er født til at løbe frie rundt i jungler, ned langs store strande, bade i floder og gå over de smukkeste bjerge.
Det hele føltes så rigtigt, da vi sad i taxaen den vintermorgen på vej mod lufthavnen, og vi var der hvor vi skulle være. Vi var i vores drøm.
Vi planlægger stadig intet. For hvem ved hvad vi vil imorgen? Men én ting ved vi, at så længe vi har mod på at følge vores drømme, så er alt muligt, så smiler vi mere og livet bliver et eventyr med verden som legeplads… Det er lige her vi finder lykke. I frihed, oplevelser, eventyr, og nye veje der fylder vores livs kuffert med en indsigt og lykke i den verden vi lever i. Den største succes i livet, det er at turde følge sine dømme. Der er ingen retningslinjer, der er ingen drømme der er ens, og du er din egen lykkes smed, for kun du, kender den rigtige vej for dig.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Big BANG (kok)