La’os cykle

På mirakuløst vis lykkedes det os, at finde en cykel med cykelstol til Rumle. Så fik vi lejet cykler, og kunne på egen hånd cykle rundt og opleve Vientiene (elsker det)…

De bruger ikke cykelstole her i Asien, for de cykler sådan set ikke særlig meget. De bruger mest cykler som små mobile boder, og alt andet transport foregår som regel på scooter eller med bil. Deres biler er også biler som man gerne vil køre rundt i. Det er faktisk sjældent, at man ser en gammel og grim bil her, og det er til trods for, at de er meget mere fattige, end vi er på den anden side af kloden. ‘Hvordan får de så råd til så dyre biler?’ Ja, det kan jeg godt forstå du tænker, for de er ikke engang billige her. De har faktisk ret høje afgifter på biler (minus Cambodia) intet kan dog måle sig med afgifterne i Danmark. De køber familiebiler. Ikke bare mor, far, bror og søster. Nej, det er onkler, fætre og alle på hele stamtræet der slår sig sammen om en bil. Derfor er det også pickup man ser mest her, for så kan de alle sidde på laddet.

De bruger heller ikke bilstole til børnene. Vi har ikke set en bilstol med et asiatisk barn endnu, og nu har vi alligevel været her længe efterhånden. Der dør rigtig mange børn i trafikken hvert år i Asien. I fx Vietnam er der lavet lovgivning omkring brug af hjelm når folk kører på scootere, men børnene er fritaget fra denne regel (hvem fandt på den skod ide?). Den største dødsårsag blandt børn i Asien er dog drukning. Der er mange floder, vandløb, strande osv og ganske få kan svømme, til trods for de lever lige ved vandet. Der er heller ikke det samme opsyn med børnene, som vi kender derhjemme og selv ved vand, der får de lov til at lege selv.

Laos derimod har faktisk ganske rolig trafik, alt er egentligt ganske roligt her og går i et stille tempo. Det skal dog siges, at de sene aftentimer når der skal være ro, så kører de ikke pænt længere fordi vejene næsten er tomme. Jeg har på en uge set to meget voldsomme uheld foran vores terrasse efter kl 24. Uheld der var så slemme, at jeg tvivler på nogen slap levende derfra. Alt her i hovedstaden skal lukke efter 00.30. Så der er intet natteliv med fest og farver. Der bliver holdt skarpt opsyn med om det overholdes. De dytter ikke her, når de kører rundt, det er ellers noget vi efterhånden er blev vant til at høre på i trafikken. Det er som et tredje sprog i trafikken andre steder i Asien. I fx Cambodia og Vietnam, der dytter de også hver gang de overhaler. Det kan hurtigt blive til mange dyt på kort tid. De store busser vi har kørt med, de dytter også for at advare scootere foran dem, om at der kommer en stor bus. Vi kan sagtens have dytlag (en slags jetlag) op til en time efter en lang bustur, fordi de konstante dytlyde stadig dukker op inde i ens hoved.

Hmm.. Hvorfor skrev jeg så meget? Jeg ville bare skrive at det er svært at opdrive cykelstole, men pludselig tog det fart og så kom der også dyt, lukketider og drukning…
Jeg kan jo ikke forvente, at I gider bruge hele jeres lørdag på at læse blog, så jeg må hellere komme til sagen…

Sagen er, at vi fik lejet de cykler. Det er altid et sikkert hit at cykle. Emil fik for første gang også lov til at cykle selv, der var nemlig en cykel der lige passede ham. Han blev så glad for, at måtte cykle selv, at han slet ikke fik øffet over at det var en meget fin pigecykel.

Vi cyklede langs Mekongfloden, vi cyklede igennem de smukkeste parker, og vi cyklede til en lille sø fyldt med åkander. Søen lå skæmmet af fra alt trafik og liv, og der var kun en lille grusvej der gik derned. Der holdte vi en slags picnic, og ja selvom det ikke var noget jeg nogensinde havde forestillet mig hjemmefra. Så føltes det helt naturligt og vildt hyggeligt, at cykle på picnic i Laos.

På hjemturen cyklede vi forbi en vej fyldt med dyrehandlere, og det skærer i ens hjerte, at se dyrene i de små bure. Særligt hundene og kattene. Hvis vi ikke havde været vant til at se fugle i bur, så ville det sikkert gøre lige så ondt. Det er utroligt hvad man kan vænne sig til.

At man kan syntes, at det er fair at putte nogle dyr, frem for andre i bur! Jeg får faktisk lidt dårlig samvittighed over de følelser. Jeg er vokset op med at det er ok, at visse dyr, er i bure, bag tremmer.

Her i Asien er det helt naturligt at hundene og kattene er bure. Det kan vi ikke ændre på, vi kan ikke engang redde en. Men vi kan lære noget om hvordan vores grænser sættes, alt efter hvilket samfund vi vokser op i. Det er en vigtigt lærdom for vores børn på denne rejse, men også for os. For hvornår bliver man for gammel til at lære, at man ikke behøver at finde forståelse i alt. Nogen gange skal man bare acceptere forskellighederne, og kan man ikke det, så må man finde styrke til at gøre en forskel.

Vi skal heldigvis hverken forstå alt vi ser, vi behøver ikke tage stilling, og vi får på denne rejse et billede af, at verden er hverken sort eller hvid. De forskelle der er, det er dem vi er vokset op med. Den eneste rigtige vej, det er den vej vi tror på. Hvor end vi rejser hen, så vil vi stå ansigt til ansigt med en verden der ikke knækker os, men gør os stærkere, hvis vi accepterer at ingen mennesker er ens, og det er der heller ingen steder i verden der er.

I kan stadig nå de fede rabatkoder jeg gav jer igår HER