Et ukendt og hyggeligt sted

Med vores julevisum i hånden (julen varer jo lige til påske) så forlod vi Loas i en tuk tuk, og en bus. Først skulle vi lige sige farvel, til den familie der ejede det hotel vi boede på. Det lyder ganske simpelt, men det er faktisk altid lidt trist. På grund af vores drenge der charmer alt og alle omkring sig (selv dem med fire ben), så var vi kommet ganske tæt på familien. Det var også der hvor vi var til deres datters 1 års fødselsdag. Drengene havde virkelig svært ved at sige farvel til deres lille pige. Hvis det stod til dem, og deres ønsker, så skulle vi have 14 lillesøstre, 23 hunde og 17 katte. Hun var lige den søster, de gerne ville have. Så var der så også de der drenges forældre (som jo er os), som siger nej til at beholde alt der har en puls. Jeg tror egentligt heller ikke forældrene havde gået af med hende, som de hundehvalpe drengene har fået foræret indtil videre. Nej, så uden en ny lillesøster, og med en trist afsked så drog vi afsted mod nye eventyr og nye skønne mennesker.

Vi tog en spontan beslutning om at tage til Udon Thani. Der er jo ikke nogen grund til at skynde os til Koh Lanta, da det først er den 25 december der skal deles krammer ud, så hvorfor ikke opleve en skøn by i nord Thailand på turen. Vi kendte ikke byen, heller ikke ved navn, så det kunne kun blive spændenede.

Turen over grænsen gik som smurt, det eneste nederen vi kunne sætte en finger på, det er at vi som altid skal udfylde en helvedes masse papir med pas nummer, cpr nummer osv for hver enkelt. Det er en af de eneste tidspunkter, hvor jeg faktisk syntes, at vi har for mange børn! Om ikke andet for mange børn der ikke selv kan skrive pasnummer og cpr nummer.
Vi ankom til Thailand, og det er den samme følelse der rammer os hver gang vi sætter fødderne i Thailand, ‘ude godt, men hjemme bedst’. Vi elsker Thailand, og lige meget hvor fede og fantastiske de andre lande end er, så er Thailand bedst.
Vi havde været på forkant og booket et hotel, så vi var sikret at få et hotel med pool. Det var seriøst tiltrængt efter vi havde været i Laos.

Den Tuk Tuk chauffør der kørte os til vores hotel, han og hans famile skulle vi komme til at lære meget bedre at kende, men det vidste vi ikke der.
Han kørte os hen til hotellet, og der fortæller han glad, at han er nabo med hotellet. Det er ikke en lille by, så det var faktisk ret pudsigt.

Vi blev taget rigtig godt imod, og så fik vi et værelse der ikke kun havde de blødeste puder og madrasser, værelset havde også et køkken. Ja, et ægte køkken!!!!! Det er så vildt… Det er faktisk så vildt, at jeg sagde sætningerne ‘jeg går lige ud i køkkenet’, ‘jeg står lige i køkkenet’ ca 25 gange den første time. Vi står jo aldrig i et køkken, vi laver mad på stranden, på terrassen eller på gulvet. Nu stod vi i et ægte køkken. Det resulterede i, at jeg faktisk lavede mad. Det er ellers Mikkel der har været madfar indtil videre her på rejsen. Victor kom ud i KØKKENET (hør det lige, KØKKENET) og sagde ‘mor jeg viste ikke, at du kan lave mad?’. Nej, det kan ikke nytte noget (som gamle mennesker altid siger), jeg må lave en masse mad her, så børnene husker det, som jeg også (tit) lavede mad på rejsen.
De rejse trætte unger, de blev puttet under de bløde dyner med et afsnit julekalender, efter en aftendukkert i den tiltrængte pool, nissehuer blev hængt op. Nu var både julen og os kommet til Udon Thani, et ganske skønt sted at være.