Laaaang vej #part1

Det var på tide at komme videre, også selvom der var så meget kærlighed i luften i Udon Thani, at det næsten ikke var til at bære, at vi skulle forlade den lille kærlighed. Men hver en knude vi binder i livet, den skal før eller siden bindes op. Alt vi elsker skal vi på et tidpunkt sige farvel til, og alt vi ejer, det ejer vi kun for en tid. Men det her var for kort tid…
Endnu engang skulle Anton kramme en hund farvel. Det lyder så simpelt, men hvilken kærlighed er simpel?
Hundehvalpen kom løbende hver morgen henne fra nabohuset, så snart den hørte Antons stemme. Der blev delt små hemmeligheder når de sad i skyggen sammen, og på afstand kunne en lille sød barnestemme høres ‘jeg elsker dig’.
Anton kan se på en hund, med øjne der gør, at man forstår, at kærlighed ved første blik findes. Den lille hund putter sig helt ind til Anton, og den kigger på ham med det samme varme blik. Vi to er venner ikk…
De sidste nus bag øret blev givet, Anton gav ham sin bamse, og hver gang Anton gik, så var hunden lige bag ham.

Da Anton sad helt lydløst med tårerne ned af kinderne i tuk tuk’en, da var ingen tvivl tilbage. Han skal have en hund når vi kommer hjem, en hund han ikke skal sige farvel til, et bånd der kan bindes stærkere og stærkere for hver dag der går indtil naturen går sin gang.
Det er faktisk det eneste der har været trist på denne rejse, det er de bånd vi hele tiden skal binde op med Antons firbenet venner. Han har noget helt særligt med dem, og de kigger på ham med kærlige øjne og logrende hale.
Selvfølgelig fik jeg ikke oceaner af tid, til at lade mig rive med af den triste kærligheds historie. Tuk tuk chaufføren stoppede foran Buddha, for han ville gerne lige have os velsignet, inden vi drog videre. Sikke et overskud og sådan en velsignelse kan man jo altid bruge ikk?
Ja, det kan man, for den fik vi brug for kort tid efter. Han kørte nemlig først som spøgelsestrafikant på den ene store vej, og da vi var lettet over at have overlevet, og endelig skulle dreje, der viste det sig så at turen gik på selvsamme måde på den næste store vej.
Der var stadig lidt velsignelse tilbage da vi steg ud ved togstationen, for han satte os af på den forkerte side, så vi skulle gå over alle togskinner med tasker og unger. Det gør de meget her, altså skyder genvej, og det er aldrig noget der har trukket i os. Men nu gik vi der, og så har vi da også prøvet det. Den slags skal helst gøres med velsignelse i lommen, så gør det ikke derhjemme.

Vi skulle kun vente 4 timer på toget, så med hjælp fra en skøn bazar med mad, og med børn der blev straffet med lektier, så fik vi en time til at gå.

Efter vi havde spist, fandt vi en legeplads, den var særdeles god fordi ungerne lynhurtigt fik lavet en leg som mange små thaibørn gerne ville være med i.
Som sendt fra himmelen, så var det en løbe leg. Vi har at gøre med fire børn (endda drenge) der skal på en cirka 40 timers lang rejse til destinationen Koh Lanta, og nu løb de al den energi af sig, de eventuelt kunne have opsamlet i løbet i natten.

Jeg er fan af den slags lege, når jeg ikke selv skal deltage.

Kunsten er at vente, og nogle gange i mange timer, men som alt andet, så går tiden også og endelig sad vi toget. Der var ikke plads i sovevognene, så vi tog os til takke med siddepladser på tredje klasse. Det er ret beskidt på tredje klasse, og vi havde lige fået vasket alt vores tøj og modtaget det nypresset inden afgang. Det kan godt skære lidt i hjertet, at vi for det første er beskidte efter fem minutter i det velduftende tøj, men at tæpper og puder nu også skulle grises til. Vi skyller tit tøjet op i hånden, fordi vi ikke finder tiden til at gå på jagt efter et sted hvor vi kan få vasket, så når det er så lækkert, næsten ligner nyt og er både sand og jordfrit så gør nyt skidt ondt.
Efter kort tid havde renhedsstressen lagt sig, og vi sad med vores sorte fødder i de rene i tæpper på de beskidte sæder og virkelig råhyggede. På forkant med alt spiseligt der kun gøre sig godt på sådan en tur, så var der bare lagt i ovnen til tog hygge med røverhistorier.

Vi havde købt nogle elastikker til ungerne inden afgang, det er noget thaibørn hygger ret godt med, og vores børn er røget med bølgen. De kan lave alt fra en slags hånddukker til armbånd og boomeranger. Jeg evnede dog ikke helt, at have så mange elastikker foran mig uden at bruge dem. Så jeg gik igang med at flette alt Emils hår, da han længe har spurgt om han måtte få det hår Anton havde i Italien. Mikkel fik lavet sin udgave af samme projekt på Anton og Rumle, der ses det helt klart at han ikke har piger, og har lært kunsten fletninger. De lignede lidt en CUTE udgave af teletubbies på syre.
Da vi tidligere havde mast os igennem toget med bagage og unger for at finde vores plads, der var Mikkel blevet mødt med en masse kommentarer der lød helt ens ‘Oh you strong man, four boys’. Mon ikke de trak i land, da de så Mikkel forvandle samtlige sønner til en slags drag teletubbies.

Lige som jeg have nået halvdelent af Emils hår, så bakker toget? Det var gået i stykker, og det besluttede det sig for at gøre klokken virkelig sent. Både Anton og Rumle sov som teenagere en søndag morgen, og Victor og Emil havde endelig taget bare en anelse kontakt til Ole lukøje.

Vi skulle tage alt ud af toget, og det betød også sovende børn, som vi fik klasket sovende ned på taskerne på perronen. Nu skulle vi vente på, at de fik skaffet natbusser der så kunne køre os de sidste 10 timer til Bangkok. (Ikke at turen slutter i Bangkok, for derfra går turen yderligere 15 timer mod Koh Lanta)
Vi fik den bagerste række i bussen, lige netop den række hvor stolene ikke kan ligges ned. Det blev lidt af kabale, at få plads til os alle, i noget der bare minder om en sove position. Anton som sov, og dermed ikke kunne brokke sig, så han blev….. (fortsættelse følger)