Laaaang vej part#2

Vi fik den bagerste række i bussen, lige netop den række hvor stolene ikke kan lægges ned. Det blev lidt af en kabale, at få plads til os alle, i noget der bare minder om en soveposition. Anton som sov, og dermed ikke kunne brokke sig, han blev lagt på gulvet på et tæppe.

Du kan læse hele part#1 HER

Jeg overgav mig også til sidst i desperation for at strække benene, og der klaskede jeg mig ned på gulvet sammen med Anton. Bare det at strække benene, det var fantastisk. Så kom den der gulvlugt snigende. Men det blev først klamt, da jeg kom til at tænke på, hvis der var en rotte i bussen? En jeg aldrig ville opdage, hvis jeg sad på mit sæde! Hvad hvis jeg pludselig mærker noget snuse til mig!!! Det var egentligt en pæn bus, men rotter kan vel også lide pæne busser, og de begrænser sig jo ikke til ét sted, her i Asien. Jeg har helt klart sovet bedre, jeg har før faldet i søvn med mere afslappende tanker, og jeg har ligget steder der har duftet bedre. Men så alligevel er det fantastisk, for vi er på eventyr, og vi hygger så godt selv når der er udfordringer, og kabaler der skal gå op. Det er nok bare fordi, at vi elsker at være på eventyr. Om et par dage så dufter vi godt igen, og børnene bliver sat til rens i saltvandet på en lækker strand.
Natten gik, og vi vågnede faktisk kun få gange med lidt rokeringer.
Den tidlige morgen der trillede bussen igennem Bangkoks tætte morgentrafik. Det kan tage lang tid at komme igennem Bangkok i myldretrafik, men den her tur igennem Bangkok den var virkelig fantastisk. Drengene så ud af vinduet, og med de gladeste stemmer blev der sagt ‘det er der ved den flod vi har spist’, ‘ det er der vi gik dengang….’. Et gensyn med en fantastisk by, og endnu mere fantastiske minder. Vi ankom til togstationen (lidt trætte), og købte to liter mælk i 7/11, og så satte vi os midt på togstationen, og der gik vi ellers i gang med at spise medbragt havregryn…. mums. Der er bare tidspunkter på døgnet hvor intet thaimad duer…
I Bangkok skulle vi vente i 8 timer, men det gjorde ikke så meget. For på den danske ambassade der lå noget virkelig skønt, og meget ventet klar til os, nemlig to stk INTERNATIONALE KØREKORT ‘Jubiiii’… Et nyt kapitel kan begynde med spændende planer.
Vi kom hen til ambassaden i deres frokostpause, så der måtte vi vente en time ude foran på fortovet. Den time fløj heldigvis afsted, og så stod vi endelig med vores kørekort.
Kursen gik tilbage til togstationen, og så skulle vi bare vente fire timer på vores næste nattog.

Vi lavede egentligt ikke så meget andet end at kigge på mennesker, hyggesnakke, og spise en masse frugt, og vupti så var de fire timer gået. Rumle tog en lang lur på hans rejseseng også kendt som en trolly, og så fik vi bare grint og hyggesnakket den ventetid væk. Vi har ret meget sjov ud af legen ‘gæt kønnet’. Her er mange shemails, og ungerne er blevet total seje til at se hvem der hvem. Ja, vi kan stolt vende hjem til Danmark engang, med unger der kan kende en shemail på lang afstand….

Der blev lavet en ny hyggebase i det nye nattog, som så skulle være rammen for os de næste 15 timer.

Victor gik i selvsving og fortalte en meget lang historie om et pindsvin til sine brødre og de forældre der lod som om de lyttede med. Jeg havde nemlig glemt at hente bøger ned offline på vores smarte app Storytel… Den fejl begår jeg aldrig igen, for det er så hyggeligt at høre historier på de lange ture… Jovist Victors historie var også god, men det ville være pænt upædagogisk, at bede ham fortælle mig en krimi, når jeg skulle sidde børnevagt om natten ikk…

 

Der blev spist ris ret med trolly som bord, og nu sidder jeg her omgivet af min skønne eventyrlystne familie der snorksover på hvert sit sæde.
Jeg ved ikke hvem af der har mest sorte tæer, men børnene har en hel dagbog over de sidste 30 timers mad, is, frugsaft og kakao i deres hoved. Søde ser de ud, når de ligger der fyldt op med eventyr, helt beskidte og med troldehår. Jeg havde aldrig gået udenfor en dør hjemme i Valby med så beskidte børn, men her er det bare helt okay, for vi ligner nemlig bare nogen der gør det vi gør. Vi rejser, vi oplever, vi leger lige meget hvor vi er. Vi ligner bare det vi er, når vi er på farten, nemlig en backpackfamilie…
Det er kontrasterne vi møder der er så skønne, det at sætte pris både på at være ren og beskidt. Jeg sidder her i toget, og syntes de sorte tæer er minder om en indtil videre spændene rejse fra Udon Thani.
Jeg havde besluttet mig for ikke at sove før klokken fire om natten, for så kunne Mikkel vågne og tage resten af børnevagten. Når vi ikke har sovevogn, så syntes jeg vores børn er lige til at kidnappe, når vi sover. Det er ikke så tit (som i aldrig) at man hører om børn der bliver kidnappet i Thailand, men Maddie sagen har jo ikke fået fuld opmærksomhed i medierne forgæves (ja, det var jo ikke lige i Thailand det skete) . Da vi også lige har tilbragt lang tid i Vientiane i Laos, så sidder det lidt under huden. Der er nemlig hele sommeren i år blevet kidnappet en masse børn, de er blev taget til organdonation. Forældre fik lavet adgangskort til skolerne, så kun de rigtige kunne hente deres børn i håb om at få styr på kidnapningerne. Jeg tvivler nu på, at de ville snuppe turistbørn, da det ville sætte ekstra stor opmærksomhed på ulovlighederne, men man holder da lige lidt ekstra øje med sine børn.
Mit moder instinkt det begyndte at falme ved to tiden, og jeg måtte udtænke nye planer, for Mikkel lignede ikke en der ville kunne holde sig vågen. Jeg lagde en rejsemadras på vores kuffert og der lagde jeg Anton mellem sæderne. Så lagde jeg Emil bag mig på et sæde, så han lå i spænd. Han lå virkelig i spænd, for næste dag måtte han dog indrømme, at han aldrig før havde ligget så mast før. Men han var der endnu, og det var jo det vigtigste. Anton havde jeg armen om, og jeg konkluderede, at Victor er blevet så stor, så ingen kan slæbe ham sovende ud af en togvogn. Rumle lå i ske med Mikkel, og med den snorken Mikkel han fyldte togvognen med, så har ingen turde at nærme sig.
Stolt over min omrokering af ungerne, der nu lå fastspændt i en genial plan, så kunne jeg endelig lukke øjnene.
Den tidlige morgen der trillede vi ind i Trang, hvor vi ribbede endnu en 7/11 for morgenmad, som vi indtog lige midt på fortovet.

Vi vidste ud fra vores rejse erfaring, at vi skulle finde en lokal busstation, da man kan rejse for den kvarte pris lokalt. Ingen kunne hjælpe os med at fortælle hvor den lokale busstation var? De ville nemlig alle sælge os en tur med minivan til den firdobbelte pris. Så enten sagde de at der ikke var en lokal busstation, ellers sagde de, at man ikke kunne tage til Koh Lanta derfra. Vi vidste egentligt ikke om det passede, men det ville være underligt hvis der ikke var busser til Koh Lanta. Til sidst bildte vi dem ind at en thai-ven skulle hente os på den lokale busstation, så det var vigtigt vi kom dertil. Så kunne de pludselig godt hjælpe, og kort tid efter sad vi i en tuk tuk på vej til busstationen. Det første vi ser på busstationen er et skilt hvor der står ‘Koh Lanta’. SÅDAN :)Så skulle vi bare lige vente en time og så gik sidste stræk ellers mod paradis, hvor vi endda blev kørt lige til døren af minibussen fra den lokale busstation i Trang.

Det har været en lang tur, fyldt med hygge, spændende oplevelser og ja jeg gad godt tage hele turen forfra og så tilbage igen, for nøj hvor er det skønt at rejse afsted med og uden bump på vejen.

 

Jeg har fået lidt øf (på den søde måde) af nogle læsere, fordi jeg som blogger ikke deler rabatkoder så tit. Det har jeg ikke gjort, fordi jeg ikke selv går og shopper så meget (det er næsten løgn, jeg har shoppet mega meget på det sidste, så meget at min mor ikke har plads til egen bagage, når hun rejser herned), så jeg lover jer, at I kan finde dem i bunden af blogindlæg fremover når jeg får dem. For ja, I skal jo ikke snydes for gode rabatter… Så her er en  rabatkode via bloggersdelight affiliate så kan I lige nu få 20% rabat hos ASOS med koden DECEMBER20 via dette link HER