På sidespor…

Hvis jeg helt selv kunne bestemme hvor i hele verden vi skulle bo, så blev det i en hytte midt i en jungle med et vandfald i baghaven. Selfølgelig skulle det være sådan en hytte med stort glasvindue fra vores store smukke lyse soveværelse med udsigt ud til vandfaldet. Ungerne skulle svinge sig i lianer hver gang de havde fået sukker, og det kølige ferskvand fra vandfaldet skulle køle os ned i tropeheden.
Det er den slags dagdrømme jeg falder lige pladask i, når jeg sidder med mine fødder i det kølige vand midt i den varme jungle. Om mig leger ungerne helt fordybet med gamle blade, sten og fantasien vokser i en verden af inspiration.

Vi hoppede på vores scootere i lørdags og kørte igennem Phukets trafik til vandfaldet, det sted hvor alle ideer om paradis må være opstået.
Det lyder bare sådan lige til når jeg skriver det, det er fordi, at der ikke hopper halvblinde turister og vildfarne hunde ud foran bogstaverne mens jeg skriver. Nej, i virkeligheden der kører vi afsted på scooter med tungen lige i munden (det er egentligt et underlig ordsprog, for det er jo ikke sådan at tungen hænger og raller i mundvigen når jeg er afslappet ‘I hope not!’) for at køre i Phuket, det er som at være selveste Hugo i et computerspil. Der kommer konstant noget flyvende fra alle sider man skal undgå, og husker man ikke at kigge ned, så falder man også i hullerne. Vi har en max hastighed på 25 km/t. Det kan vel ikke hedde en hastighed så? Vi har en max langsomhed på 25 km/t.
Foruden hunde og hullerne, så er der de “udødelige” unge fyre (turister) som man skal passe på når man kører. De burde alle være udstyret med en hello Kitty t-shirt, for de tror alle, at de har 9 liv. De hjerner bare ud til højre og venstre i max fart med lukkede øjne, og bremser hårdt op når de får et chok over, at Asien også har lyskryds – Whaaaaat diskolys på kørerbanen, skal jeg bremse?…. Nogle gange så føles det som om de slet ikke har opdaget, at de sidder der i virkeligheden? Mine sønner (og Mikkels, jeg hedder jo Tina og ikke Maria) de får ikke kørekort, før de har opdaget, at manden med leen ikke er i samme fake kategori som påskeharen og tandfeen! Det betyder, at fra når de er 14 år, så vil jeg fast læse go’nat historier for dem med titlerne ‘Bilen der ikke kunne bremse’ – ‘Angst bag rattet’ – ‘en døds erindringer fra den sidste kilomet’ – ‘blodrød trafik’ – ‘det kan ske for dig!’ – ‘spritbilistens mission’ – ‘en farlig verden’. Så tænker jeg, at jeg kan måske kan holde dem tilbage indtil de er omkring 45 år, og de når en slags midtvejskrise hvor de opdager, at manden med leen er so true og tandfeen er kommet for at få sin straf.
Thaierne kører faktisk rigtig pænt, og når man har vænnet sig til deres trafik, og deres egne uskrevne regler, så er der sjældent noget der kommer bag på en. Arg det var nok lige at stramme den, der er stadig ting der kommer bag på en, de kommer bare ikke flyvende.

Ih nu kom jeg helt på et sidespor, og skrevet så meget meget om køreturen, at der slet ikke kan blive skrevet om den vandfalds tur! Nå jamen så må det jo blive en anden dag, så jeg ikke trækker tænder ud på jer med romanlange blogindlæg.