Som lovet…

Det var det vandfald vi kom fra… Som jeg fik brugt et helt blogindlæg på at fortælle om, så kørte vi ud til vandfaldet (turen kan læses HER ) Det lå ligesom i kortene, at vi skulle gå højt op da vi så trappen. Så helt uden at rende forvirret rundt og lede efter en guide, gik vi op.
Enten var der vildt mange trapper, ellers er alt over 2 sals højde bare virkeligt højt, når man altid udskyder det med at få et sporty liv til i morgen.

Selve vandfaldsdelen som må formodes, at være den del hvor der falder mest vand ned, den del sprang vi ret hurtigt over.
Helt højt oppe der fandt vi nemlig det sted hvor vandfaldet gør sig klar til klimaks. Der var ingen andre mennesker, om os var der jungle, og lydene afslørede, at der gemte sig liv i hvert et træ, og i bladene kunne man hører kriblen. Cikadernes høje lyd gav genlyd over hele bjerget, og edderkopper i alle afstøbninger kravlede rundt på sten og på træer. Nogle så store som en hånd havde spundet deres spind mellem hullede træstubbe, og mellem de høje træer. Andre med ben så lange og tynde, at de næste var usynlige. Det virkede ikke skræmmende, for nogle steder er så fortryllende, at angst ligger ved foden af bjerget uden at finde vejen til toppen. En slange kigger ud mellem en tæt busk, og ikke et eneste øjeblik frygter vi den. Vi har mødt så mange slanger på vores rejse, og bliver de ikke trængt op i en krog, så flygter de.

Vi går ned i det kølige ferskvand, det er helt klart og lige på overfladen flyver der små dyr. Drengene fanger dem i en flaske, og giver dem navne. Kæmpe sommerfugle flyver om os, og alt det liv vi lige har taget med til floden kan slet ikke overgå alt det om os.
Vi havde toppen af bjerget helt for os selv, en enkelt gang imellem kom et par turister derop, men de gik hurtigt igen, da vi ligesom havde indtaget stedet.

Drengene legede nærmest lydløst. De var alle så fordybet i det de fandt. Rumle kravlede rundt på sten, han mumlede legens regler for sig selv og inviterede usynlige venner på mad og drikke lavet af vandfaldets vand og små sten. En lille summen af en tre årig helt fordybet i en verden af ro og fantasi.

Anton hyggede med det lille vandfald der rev alle blade afsted som både, og vi havde bygget en ægte sejlbåd af store blade.

Victor og Emil gik helt fordybet rundt og fangede små dyr, og af og til forsvandt de helt ind i deres egen verden midt i det kølige vand.

Nogle øjeblikke opdager vi slet ikke, heller ikke selvom vi er der nu, nogle øjeblikke går for langsomt, og så er der de øjeblikke der gerne må vare forevigt, og når tiden er gået, så tager vi øjeblikket med og mindes hver lyd, hver en duft, og alt det vi så.